Min mand har ikke
længere kæreste-følelser

Kære du

Tak for din henvendelse til parvis.dk.

Tillykke med jeres lille pige på 5 uger, – og en dreng på 2 år. Det er en fantastisk rigdom I har.

Du skriver, at du og din mand har været sammen i 11 år, og at han nu har fortalt dig, at han ikke længere har kæreste-følelser for dig. Og at det gør ham ked af det/vred/sur. Men han elsker dig stadig.
Det må have gjort ondt på dig at høre. Og ondt på ham at sige.
Men han har italesat det i stedet for at ignorere det. Og det er godt gået.

Kæreste-følelser…. gad vide hvad han mener med det???
Gad vide om det betyder, at han ikke længere FØLER sig forelsket?
Altså det med at hjertet slår lidt hurtigere,
at solen skinner lidt varmere,
at man er lidt gladere,
at man har lyst til at skynde sig hjem,
at man har lyst til at kramme og kysse,
at man har lyst til at gøre den anden glad
at man har lyst til……

At have LYST til….. Forelskelse handler rigtig meget om, hvad man SELV har lyst til… Ja, forelskelsen er selvfølgelig møntet på en, som man har LYST til at gøre noget for. Men forelskelse tager udgangspunkt i mig selv.

Kærlighed er en dybere følelse. At elske er mere end at være forelsket.
At elske er at VILLE.
at ville have lyst til skynde sig hjem
at ville have lyst til kysse og kramme
at ville have lyst til gøre den anden glad
at ville have lyst til se og høre den anden
at ville have lyst til forsøge at forstå den anden
at ville have lyst til bruge tid på den anden
at ville prioriterer den anden
at ville sætte sig selv lidt til side, af hensyn til den anden
at ville den anden.

At ville…. Kærlighed handler rigtig meget om at ville den anden. Kærlighed er også et valg. At man vil vælge den anden, SELV når man ikke rigtig føler lyst til det.
Og det gælder for begge to i et parforhold.

Du skriver, at I i de sidste par år ikke har haft tid til at være kærester.
Eller måske har I ikke prioriteret det??
I går i seng på forskellige tidspunkter.
Jeres søn sover sammen med jer.
I har ikke alene- voksen tid.
Gad vide, hvorfor du nævner det?? Er det mon fordi, at du tror, eller ved, at det kan være nogle af årsagerne til de manglende følelser?

Når man får børn, kommer parforholdet under pres.
Den enkelte voksne kommer under pres. – Du skal tilsidesætte egne behov. Der er ikke tid til alt det, du gerne vil. Du får ikke sovet nok. Du har mange bekymringer om barnet og dets trivsel. Bekymringer om egne evner, som forælder. Bekymringer om fremtiden. Samtidig skal du også passe arbejde, fritidsinteresser, og sociale netværk, spise sundt, dyrke motion, osv osv.
Parforholdet kommer under pres. Nu er det ikke længere bare dig og mig og os to. Nu er I et par med et barn. I er blevet Far og Mor. I har fået nogle forpligtelser. Der stilles nogle helt andre krav. I må begge tilsidesætte egne behov og vente på, der bliver tid og plads. Samtidig skal I stadig have øje for hinanden og hjælpe hinanden. Og huske på, at selv om I har fået barn, er I stadig et par. Mand og kvinde. Og hinandens 1. prioritet…..?

Kvinder bliver til mødre, når de får et barn. Mange mødre, glemmer at de også er andet og mere end mødre. De er stadig kvinder, søstre, døtre, veninder og mandens bedste ven, kæreste og elsker.
Mødre er en del af et fællesskab, der favner ALLE mødre. Mødre kan altid finde et eller andet at snakke om med hinanden om… fødsel, amning, bleer, søvn, mad, vuggestue, dagpleje, børnehave…….
Men manden…. han, som er din bedste ven og elsker.. Hvor meget plads får han? Hvor meget tale-ret har han omkring alt med barnet?
Får han lov at være Far, eller er der kun plads til Mor?
Eller er hans rolle, at tjene pengene, tømme ble-spanden, lave maden, rydde op og tage over, når mor er træt, eller når barnet skriger?

Du skriver, at “med to små børn, har du ikke haft overskud til at give ham opmærksomhed”.
Ja, jeg ved godt, at små børn tager rigtig meget tid og mange kræfter. Men det er jo et fælles projekt at have børn. Han skal selvfølgelig tage sin “ tørn” med børnene. Og du skal selvfølgelig give ham lov til at tage sin “tørn”. Ellers går I fejl af hinanden, og kommer til at bebrejde hinanden. Måske ikke åbenlyst men i det skjulte.

Du nævner at jeres søn på 2 år sover sammen med jer. Hvorfor?
Pladsmangel? Eller vågner han ofte, så det er nemmere at have ham tæt på? Eller er det en måde, at holde hinanden på afstand på? Så han kommer til at ligge/stå mellem jer, så I ikke ser- når- hører hinanden?
Eller så I måske ikke behøver at se- nå- høre hinanden??
Uanset hvad er det ikke et rart og sundt sted at være for et barn….
En af de største gaver forældreskab give deres børn, er at elske og prioriterer hinanden. Det skaber tryghed for et barn at se og mærke, at forældrene er et stærkt fællesskab, som står sammen, uanset hvad der sker.

Du skriver ikke noget om dig selv..
Hvad det gjorde ved dig at høre ham sige, at han ikke havde kæreste-følelser for dig mere.
Hvad føler du egentligt for ham?
Er du blevet så meget MOR, at der ikke er plads til at være kæreste? Eller?

Du spørger om det er muligt, at din mand får de følelser for dig igen?
Jeg tænker, at alene det, at han har italesat det, er et stort skridt på vejen. Det giver håb. Det giver mig en ide om, at I faktisk godt kan snakke sammen om det, der er svært. Og det vil der være ting der er fra tid til anden.
Dybest set tænker jeg, at han stadig har de følelser for dig. Men de er blevet væk, gemt under en masse andre ting. Hvis ikke vi er opmærksomme på at passe og pleje disse følelser, visner de .
Men ligesom blomster i haven, kan de vokse og gro igen, når de får vand, varme og lys. Så spørg ham hvad der er vand, varme og lys for ham?
Læs evt. “Kærlighedens 5 sprog” af Gary Chapman. Men læs den sammen. Den kan sikkert lånes på biblioteket.. Og det vil helt sikkert give jer begge større indsigt og forståelse. Både for jer selv OG den anden.
Men PRIORITER det, ellers sker der ikke noget. I er nødt til at ændre strategi, handlemåde, og tankesæt, hvis der skal ske noget. Forsætter I som I har gjort indtil nu, ændres ingenting.
Udsæt det ikke ….
Og KÆMP for det.. både for din skyld, for hans skyld, for jeres skyld, og for børnenes skyld.
Og husk på, at når I har kæmpet og er kommet gennem denne krise, er jeres forhold endnu stærkere. Og det er da værd at kæmpe for.

Kærlig hilsen

Inger Lene Christensen,
Pædagog, psyko- og familieterapeut