Min mands forhold til sin ex

Kære kvinde

I afslutningen på dit brev giver du en meget rammende beskrivelse af din situation: At blive tvunget til at spise hundelort, for indimellem at kunne få et stykke kage, som du længes så meget efter.

Men derefter spørger du, hvad du kan gøre for at kunne rumme den mand, som du elsker, men som ikke bare har svigtet dig tidligere, men åbenbart synes, han har ret til at fortsætte med det.

I udgangspunktet mener jeg ikke, at der er nogen, og heller ikke din mand, som tvinger dig til at acceptere den situation, du er i. Det er, selvom det lyder hårdt, dig selv der accepterer det, som smager afskyeligt, og selvom du også får noget, som du længes efter, så kan det aldrig fjerne den dårlige smag og tanken om, at det dårlige måltid venter forude igen.

Du er blevet svigtet før, og nu bliver du svigtet (og misbrugt) igen.

Hvis din mand virkelig vil dig, så må det ikke bare være med ord, så må det også give sig udslag i handling – og i en erkendelse af, hvad hans tidligere og nuværende handlinger gør ved dig. I det du beskriver, ser jeg ikke en sådan erkendelse. Han burde stille krav til sig selv i stedet for til dig. Og du skal ikke arbejde på at rumme en mand, som har så lidt forståelse for, hvad hans handlinger påfører dig.

Hans udtalelser om ikke at ville acceptere nogen form for begrænsninger i sit liv taler sit tydelige sprog. Han har måske tidligere været vant til at kunne få og tage det, han har brug for, uden forståelse for hverken livets begrænsninger og konsekvenser for andre. Jeg forestiller mig, at han samtidig er både sød og charmerende – så længe der ikke er noget, der hindrer ham i at leve videre på den måde.

Hvis du fortsætter med at prøve at rumme ham, så ender du med at miste dig selv – og du giver ham ret i, at du er så værdiløs, at det er i orden, at han behandler dig som en andenrangskvinde, der kan dække hans behov for familie (og sex og aftensmad og rent tøj?), men som ikke er værdig til at være hans nærmeste ven og fortrolige.

Jeg oplever, at du står i en svær valgsituation, men jeg vil opfordre dig til at stille din mand over for valget: Vil han jer eller bare sig selv?

Hvis han vælger jer, så må han vælge dig. Som en kvinde, der er så bevidst om sit eget værd, at du har mod og vilje til (også) at stille krav. For at beskytte dig selv og give mulighed for et samliv, der bygger på gensidig respekt og ligeværd. Og så må han acceptere de begrænsninger, der medfølger her.

Hvis han ikke er villig til det, men vælger sig selv og sine egne behov, må han leve med begrænsninger i form af familie m.m. Det vil gøre ondt på dig, som det gjorde, da han svigtede dig første gang.  Men i det lange løb er det bedre for dig, for ellers vil du alligevel fortsætte med at leve sammen med ham i tvivl og usikkerhed og med et selvværd, der bliver mere og mere nedbrudt.

Det vil sikkert være godt for dig at få noget hjælp til at stå fast overfor din mand. Jeg vil derfor opfordre dig til at finde en psykolog eller terapeut, som kan støtte dig i din beslutning.

Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et svar, som ville gøre livet lettere for dig, for det oplever jeg, at du har brug for og fortjent med din imødekommenhed og vilje til at sætte dig selv til side, men her og nu mener jeg, at du skal handle ud fra det, din krop fortæller dig: At det er uværdigt for et menneske at være nødt til at spise hundelort for at kunne få en smule kage engang imellem.

Mange hilsner