Mister begæret

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Da jeg mødte min kone, blev jeg forelsket i hende, fordi hun var et enormt kærligt menneske, som, ligesom mig, satte værdier som lighed og retfærdighed højt. Hun har haft en voldsom barndom og har i den forbindelse en psykisk skrøbelighed, hvor hun stresses nemt, har svært ved at håndtere usikkerhed og får nedture. Vores kemi og værdier passede rigtig godt, og hun er et menneske i udvikling, som var kommet langt i forhold til at arbejde med sig selv. Jeg valgte at tro, at hun ville overkomme sine problemer med tiden, og at jeg kunne være med til at gøre det med min kærlighed til hende. Vi blev gift og fik børn og har haft nogle gode år, trods de udfordringer som vores forskellighed og hendes sårbarhed har givet, og hun har vokset rigtig meget som menneske.

Hun er nu, efter at have gået hjemme med børnene i nogle år, begyndt på studie. Hun overvejer nu at droppe ud og lade sig sygemelde. Hun siger, at hun overlever i stedet for at leve. Jeg kan mærke, at jeg har svært ved det, hvis hun gør det. Det, der er, er, at jeg kan mærke, at mit begær for hende forsvinder. Jeg har selv dyrket meget selvudvikling og føler mig meget i balance og stærk, og jeg kan mærke, at det også skal være tilstede i en kvinde, for at jeg kan begære hende. Jeg er bange for, at jeg ikke længere kan fokusere på der, hvor hun er stærk og se bort fra, hvor hun er svag.

Jeg forstår godt hendes valg, jeg bebrejder hende på ingen måde, men under hende at kaste håndklædet i ringen, hvis det er for meget, for hun har ikke haft det nemt og kæmpet hele sit liv. Jeg ønsker, at hun skal leve og ikke bare overleve… Men jeg er som sagt bange for, at min gnist eller mit begær for hende brænder ud. Jeg vil stadig kunne elske hende for den fantastiske person, hun er og som verdens bedste mor til mine børn, men jeg er ikke sikker på, det er nok for mig, og hun er heller ikke typen, der går på kompromis på det punkt.

Jeg har altid været en enspænder, så tanken om bare at være bare mig skræmmer mig ikke, og det indvirker også mine overvejelser. Jeg er utilfreds med, at jeg ikke kan hæve mig over det her, og elske hende på trods. Jeg har det dårligt med, at jeg ikke fra starten har accepteret hele hende, men at der var en del, jeg håbede ville forsvinde med tiden. Jeg vil gerne have nogle tanker på, hvordan andre ser min situation og evt. råd til, hvad jeg bør gøre.

Svar

Kære dig

Tak for dit spørgsmål.

Du skriver nuanceret om måden, som du oplever din kone, og jeg vil forsøge at give dig et nuanceret svar. Samtidig er det også vigtigt for mig at understrege, at jeg kun kender din version af jeres forhold. Hvis din kone havde skrevet til Parvis, var svaret formodentlig blevet anderledes.

Allerførst, du skriver, både i overskriften og i selve spørgsmålet, at du mister begæret efter hende. Normalt forstår jeg begær som seksuel spænding og tiltrækning, men jeg gætter på, at du forstår det noget bredere. Dvs. nærmere som et oplevet stærkt tilhørsforhold og samhørighed med din kone, fordi hun er din kone og ikke bare dine børns mor.

Du skriver ikke, hvor lang tid I har været sammen men på baggrund af det, som du iøvrigt giver af oplysninger, gætter jeg på, at det er et sted mellem fem og ti år. Derfor har den første forelskelse også langt sig, og I er naturligt kommet over i en anden fase af jeres parforhold, hvor de stærke og intense følelser har forandret sig. I et sundt parforhold vil man ofte opleve følelsen af et «vi», der skal bygge verden op sammen. Senere i forholdet er det ofte oplevelsen af det gode venskab, der er den bærende fornemmelse samtidig med, at der kan være afstikkere til følelsen og oplevelsen af forelskelse. Sideløbende med det kender man også hinandens begrænsninger og udfordringer og lever med det, selv om det også nogle gange kan være irriterende og udfordrende. Jeg nævner det bare for at understrege, at følelserne og tilfredsheden med parforholdet naturligt ændrer sig over tid. Det er alment kendt, og det er der også lavet masse af forskning om, og jeg tror også, at du er opmærksom på dette.

Du beskriver, hvordan din kone helt fra begyndelsen af jeres parforhold var både meget kærlig og havde gode værdier samtidig med, at hun var præget af sårbarhed og nem at slå ud af kurs. Du fremhæver også, at jeres kemi var god. Det får mig til at understrege, at vi aldrig forelsker os uden grund i en person. To forelskede personer, er som fer og not eller nøgle og lås, der passer perfekt sammen. De kan formodentlig ikke selv redegøre for årsagen, men deres nervesystemer søger uvilkårligt hinanden. De møder en person, som giver dem oplevelsen af at komplementere dem og at være et helt menneske. Når du f. eks. skriver: «Jeg valgte at tro, at hun ville overkomme sine problemer med tiden, og at jeg kunne være med til at gøre det med min kærlighed til hende», er det en præcis understregning af dette forhold. Din trang til at gøre noget godt for din kone med din kærlighed, drev dit system til at at søge hendes nærvær, og du fik ny værdi og slap for at være den enspænder, som du tidligere havde været.

Der er imidlertid også en bagside af kærlighedens fer og not. Ofte drives vi mod det, der generer eller krænker os mest. Vi kan også sige det sådan, at vi geniscenesætter mønstre, som er meget velkendte for os, selv om de ikke er hensigtsmæssige. Mit gæt er, at da du valgte din kone i sin tid, valgte du også den kvinde, som du præcist ønskede dig, velvidende hendes mange personlige udfordringer. Det var et vigtigt og afgørende valg, for med det billede, som du tegner af din kone, har du formodentlig også måttet bære og rumme meget, når du har skullet støtte og regulere hende. På den måde er du en meget vigtig person i hendes liv, der er med til at give hende et sikkert fundament og stillads i stort og småt. Det har du gjort godt, ellers ville du ikke kunne fremhæve de gode år, som I har haft sammen.

Du skriver: «Jeg har selv dyrket meget selvudvikling og føler mig meget i balance og stærk». Du skriver ikke hvor lang tid, det har stået på, men jeg gætter på, at du har gennemgået en udvikling, hvor du har arbejdet intenst med dig selv og er begyndt at forholde dig til dig selv på en ny måde. Det kender jeg godt, og det kan kaste meget godt af sig, når gamle mønstre og vaner bliver overvejet og nogle gange forkastet og erstattet af nye. MEN forandringerne sker ikke kun for dig selv, men også for din kone. I den proces som du er i, bryder du med din kones system og jeres hidtidige dynamik.

I nogle henseender kan hun anses for med sin sårbarhed at have været den stærke og styrende i jeres forhold, da hendes såbarhed har været omdrejningspunktet for jeres indbyrdes dynamik. Denne dynamik ønsker du, skal ophøre. Du vil ikke kun være hendes redningsmand, men ønsker at hun også selv skal komme mere på banen f.eks. ved at gennemføre en uddannelse. Det vil hun måske kunne til en vis grad, men det kræver din store støtte. Hun har gået hjemme nogle år og har skullet vænne sig til at aflevere børnene i børnehave. Det kræver et stort indre arbejde af hende med den personlighed, som du beskriver, så bare det at overleve, kan være ikke så lidt af en præstation. Jo mere du lader skinne igennem eksplicit eller implicit, at hun burde præstere mere, jo sværere bliver det for hende at vælge «at leve og ikke bare overleve».

Jeg vil gerne understrege, at det ikke er for at pålægge dig skyld. Det kan være vanskeligt og tungt at leve sammen med en ægtefælle, der er meget sårbar og mentalt udfordret, og det bliver ikke nemmere, når længslen efter et andet liv melder sig. Ønsket om forandring har det med at bide sig fast, og det hverken kan eller skal negligeres, for det fortæller noget meget væsentligt. Derfor er det også så fint, at du skriver.

Som jeg ser det, er vejen videre en fælles vej, som du må gå sammen med din kone. I må begge på banen, og der kan være forskellige tiltag, som I må gøre hver for sig eller sammen.

  1. Vis evt. dit spørgsmål og svaret til din kone og læg fokus på dine længsler fremfor det, som du tager afstand fra. Understreg, at du vil hende det bedste, og at du ønsker at se hende vokse både til hendes og jeres bedste.
  2. Afklar om din kone har en depression, hun skal tale med jeres læge, og om hun evt. skal henvises til en psykiater. Jeg vil dog gerne understrege, at det blot er et opmærksomhedspunkt, da jeg ikke ved mere end det, som du skriver.
  3. Går du og din kone i individuel terapi? Ud fra det som du skriver, tænker jeg, at det vil kunne være en hjælp for hende at vende sit liv med en ekstern terapeut. Jeg tror også, at du selv vil kunne have glæde af at vende dine tanker i individuel terapi, da det ikke kun handler om den måde, som du opfatter din kone men lige så meget din egen selvopfattelse. I kan f.eks. finde en terapeut her
  4. Begynd i parterapi. Som sagt er det en fælles indsats, og her kan I begynde en ny vej sammen. I kan f.eks. finde en terapeut her
  5. Tag. evt. et PREP-kursus, da I her kan arbejde med jeres længsler og vejen videre. Det kan være en mulighed som supplement eller indledende til et parterapeutisk forløb. Se her hvor der er et kursus i nærheden af, hvor I bor.

Jeg håber, at du har fået nogle tanker, som du kan bruge til at komme videre. Du er velkommen til at skrive på ny.

Mange hilsner

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Henrik List, Psykoterapeut

Se også: