Perspektiv i et
langdistanceforhold

Kære Rosamunde

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg ville ønske, at jeg kunnen se muligheder for din kærlighed, og at du kunne flytte sammen med din kæreste. For problemet er, at I begge har børn og at du ønsker at tage hensyn til dem. Jeg synes dit spørgsmål er vanskeligt at besvare og har desværre ikke det svar, som du ønsker. I ser begge dilemmaerne med to familier og at I bor på afstand af hinanden. Så mit svar bliver derfor mest en refleksion over den situation I er i, og som mange forældre med ”dine og mine børn” vil kunne nikke genkendende til.

Moderne familieformer
I dagens Danmark er der mange måder, hvorpå man kan være familie. Kernefamilien er slet ikke den eneste måde, hvorpå vi lever som familie, som du nævner. Den sammenbragte familie er i dag blevet normal. Som mennesker har vi brug for at føle os som en del af et fællesskab, og familien er et sådant nært fællesskab. Som mennesker har vi behov at føle os elsket, værdsat og betydningsfulde. Og selvfølgelig drømmer I om at kunne flytte sammen. Men I erkender, at det vil give problemer, for så er der børn, der skal flytte og derfor være på afstand af venner og andre vigtige relationer. Samtidigt læser jeg, at I begge er klar over jeres ansvar som forælder. Børn har brug for forældre, som er der og tager ansvar. Børn har vi for livstid og relationen til dem er vigtig, og som voksne ønsker vi stadig en god relation til dem, og derfor skal der investeres i tid sammen med dem. Når børn er ca. 18 år er vores opdragerrolle og ansvar slut, og opgaven ændres til en mere ligeværdig rolle, som at bakke op og opmuntre. For jer vil det betyde, at I bliver mere frie, til at gøre det I drømmer om, og det tror jeg, I har talt med hinanden om.

Alting har sin tid
7 år kan synes af lang tid, men i et barns liv er 7 år, 7 vigtige år, og de kan ikke gentages. 7 år set i forhold til et helt liv, er ganske kort, og mon ikke I får lov til at få jeres tid sammen. Kan jeres forhold holde i alle disse år, så er det langtidsholdbart. Jeg vil påstå at et forhold ikke kun er afhængig af at bo sammen. Men I vil sikkert også opleve, at ting ændrer sig over tid, og det vil det også for jeres børn. Børn vil gerne samarbejde, og de ønsker også at ens forældre skal have det godt. Jeg kender ikke dig og ved ikke hvordan det er for dig at være alenemor. Jeg kan ikke vide, hvad der er bedst for dig og dine børn. Men jeg ved, at børn vokser, og det som har set umuligt ud, kan med tiden komme til at se anderledes ud, og lige pludselig åbner der sig en vej, hvor før vi kun så en lukket.

Et kærligt parforhold er…
Et kærligt parforhold er meget mere end det fysisk at være sammen. Det er også det liv i deler med hinanden. Det at lytte til hinanden, det at være en støtte for hinanden, det at opmuntre og bære over med hinanden. Kærlighed er tålmodig og den er mild. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Vi kan ikke få alt det, vi ønsker os.
Vi lever i en tid, hvor vi er kommet til at tro, at alt er muligt for os. Hvis du spørger bedsteforælder-generationen, så ved de, at alt ikke er muligt. De ved at der er noget der må sættes til side, for at det, der er vigtigt for dem, kan få plads. Derfor vil jeg opfordre jer til at I får talt om hver jeres værdier og får dem prioriteret, så det vigtigste kommer først.

Med disse ord, ønsker jeg at give håb for jeres forhold, og så vil jeg bare opfordre dig til at lytte til din kæreste, det han siger er måske godt for jer begge.
Held og lykke med jeres familieliv.

Med kærlig hilsen