Perspektiv i et
langdistanceforhold

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse

Min kæreste og jeg har været sammen to år – hele tiden på langdistance, da vi bor i hver vores landsdele ca. 5 timer fra hinanden.
Jeg har et midlertidigt arbejde i hans landsdel, hvor jeg pendler til en til to gange om måneden – i gennemsnit har vi ca 10 dage sammen, hvor jeg bor hos ham. Han besøger mig i weekender og ferier i snit 4 gange om året, og vi holder også fælles ferier to til tre gange om året.

Vi har begge skolebørn fra tidligere forhold og er bopælsforældre. Som det er nu savner vi selvfølgelig hinanden, når vi ikke er sammen, men taler i telefon sammen hver aften og sørger altid for at planlægge, hvornår vi skal ses næste gang. Denne løsning er for mig at se den bedst mulige, inden for de rammer og vilkår vores forhold har.

Der, hvor det er svært, er fremtiden, når min midlertidige stilling udløber. Hvor skal vi være, hvis vi på et tidspunkt skal bo sammen? Jeg kan måske få en længere midlertidig eller fast stilling samme sted, men det slider også på mig at pendle. Dels at bo i en kuffert og være ‘gæst’ i hans hjem, og dels fordi mit sociale liv i min landsdel lider lidt, – og jeg er et meget socialt anlagt menneske.

Han er oprindeligt fra min landsdel og har al familie og venner i min landsdel. Han ønsker på sigt at bo her, men har skolebørn han ikke vil ‘flytte på’ pga. deres venner og mor, som alle bor i hans landsdel.
Perspektiverne er derfor mindst 7 år ude i fremtiden (når de er gamle nok til at flytte hjemmefra). Han er omvendt en langsigtet maratontype, der gerne vil være sammen med mig resten af livet. Jeg er på godt og ondt mere i nuet og synes 7 års langdistance er urealistisk i forhold til at trives i forholdet.

Mit barn er yngst og netop startet skole. Vores familie og venner er i min landsdel. – Jeg har alene mine kollegaer i hans landsdel.
Jeg synes lige som min kæreste, at det er umuligt at flytte min søn til hans landsdel, såvel pga. det sociale liv og pga. min midlertidige stilling, som udløber om 1,5 år.

For mig er det både bekymrende og uløseligt – hvad sker der med os om 1,5 år, når jeg ikke længere pendler? Vi ønsker begge at bo sammen på sigt, men kan ikke se en løsning, som er holdbar i de familiekonstellationer, vi har.

Pga. forhold hos børnenes anden forælder er det ikke ønskeligt eller muligt, at børnene bor hos dem. Med andre ord vil vi altid være bopælsforældre, så længe børnene bor hjemme.

Jeg har ikke lyst til at opgive forholdet. – Det vi har sammen er alt for smukt og godt til det. Han har det på samme måde. – Vi er begge dedikerede og vil hinanden.

Kan du se løsninger, som vi ikke har tænkt på? For mig er samlet 9 års langdistance for slidsomt, hvis de sidste 5,5 år er med besøg hver anden weekend.
Måske tager jeg sorgerne på forskud, men det handler for mig i høj grad om tryghed og perspektiv på sigt. Jeg ved, at forhold kan se ud på mange måder og at efterligne en kernefamilie måske er gammeldags og borgerligt. Men det er nu engang mit ønske, tilsvarende for min kæreste men bare med væsentlig længere tidshorisont.

Hjælp os til at hjælpe vores kærlighed trods vanskelige vilkår!

Mvh ‘Rosamunde’

Svar

Kære Rosamunde

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg ville ønske, at jeg kunnen se muligheder for din kærlighed, og at du kunne flytte sammen med din kæreste. For problemet er, at I begge har børn og at du ønsker at tage hensyn til dem. Jeg synes dit spørgsmål er vanskeligt at besvare og har desværre ikke det svar, som du ønsker. I ser begge dilemmaerne med to familier og at I bor på afstand af hinanden. Så mit svar bliver derfor mest en refleksion over den situation I er i, og som mange forældre med ”dine og mine børn” vil kunne nikke genkendende til.

Moderne familieformer
I dagens Danmark er der mange måder, hvorpå man kan være familie. Kernefamilien er slet ikke den eneste måde, hvorpå vi lever som familie, som du nævner. Den sammenbragte familie er i dag blevet normal. Som mennesker har vi brug for at føle os som en del af et fællesskab, og familien er et sådant nært fællesskab. Som mennesker har vi behov at føle os elsket, værdsat og betydningsfulde. Og selvfølgelig drømmer I om at kunne flytte sammen. Men I erkender, at det vil give problemer, for så er der børn, der skal flytte og derfor være på afstand af venner og andre vigtige relationer. Samtidigt læser jeg, at I begge er klar over jeres ansvar som forælder. Børn har brug for forældre, som er der og tager ansvar. Børn har vi for livstid og relationen til dem er vigtig, og som voksne ønsker vi stadig en god relation til dem, og derfor skal der investeres i tid sammen med dem. Når børn er ca. 18 år er vores opdragerrolle og ansvar slut, og opgaven ændres til en mere ligeværdig rolle, som at bakke op og opmuntre. For jer vil det betyde, at I bliver mere frie, til at gøre det I drømmer om, og det tror jeg, I har talt med hinanden om.

Alting har sin tid
7 år kan synes af lang tid, men i et barns liv er 7 år, 7 vigtige år, og de kan ikke gentages. 7 år set i forhold til et helt liv, er ganske kort, og mon ikke I får lov til at få jeres tid sammen. Kan jeres forhold holde i alle disse år, så er det langtidsholdbart. Jeg vil påstå at et forhold ikke kun er afhængig af at bo sammen. Men I vil sikkert også opleve, at ting ændrer sig over tid, og det vil det også for jeres børn. Børn vil gerne samarbejde, og de ønsker også at ens forældre skal have det godt. Jeg kender ikke dig og ved ikke hvordan det er for dig at være alenemor. Jeg kan ikke vide, hvad der er bedst for dig og dine børn. Men jeg ved, at børn vokser, og det som har set umuligt ud, kan med tiden komme til at se anderledes ud, og lige pludselig åbner der sig en vej, hvor før vi kun så en lukket.

Et kærligt parforhold er…
Et kærligt parforhold er meget mere end det fysisk at være sammen. Det er også det liv i deler med hinanden. Det at lytte til hinanden, det at være en støtte for hinanden, det at opmuntre og bære over med hinanden. Kærlighed er tålmodig og den er mild. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Vi kan ikke få alt det, vi ønsker os.
Vi lever i en tid, hvor vi er kommet til at tro, at alt er muligt for os. Hvis du spørger bedsteforælder-generationen, så ved de, at alt ikke er muligt. De ved at der er noget der må sættes til side, for at det, der er vigtigt for dem, kan få plads. Derfor vil jeg opfordre jer til at I får talt om hver jeres værdier og får dem prioriteret, så det vigtigste kommer først.

Med disse ord, ønsker jeg at give håb for jeres forhold, og så vil jeg bare opfordre dig til at lytte til din kæreste, det han siger er måske godt for jer begge.
Held og lykke med jeres familieliv.

Med kærlig hilsen

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Erna Nielsen, Psyko- og parterapeut

Se også:

Skal jeg blive eller gå?

Til brevkassen Hej Parvis! “Den rette”? Jeg er en 27-årig kvinde, som efter mange år alene (hvor jeg virkelig har...