Psykisk sygdom i parforholdet

Kære brevskriver

Tak for dit ærlige og gribende brev. Dit brev vidner om en stor kærlighed til din kæreste – samtidig med, at du er udmattet og udfordret af hele situationen. Du skriver, at du og din kæreste har en god kommunikation, men at ingen af jer ved, hvad I skal gøre lige nu. Jeg forstår det sådan, at I ikke rigtig ved, hvordan I kommer bedst videre sammen – midt i de udfordringer, som I er ramt af i parforholdet på grund af din kærestes svære sygdom og alt, hvad den indebærer for ham, for dig og for jeres parforhold. Det er bestemt meget forståeligt, at både du og han er meget ramt af hele den barske virkelighed, og det er meget forståeligt, at du er ramt af tvivl, er træt og ked af det.

Du skriver, at du i hele sygdomsforløbet har gjort dit bedste for at lytte, besøge, overskue og være den stærke – samtidig med, at du prøver på at passe på dig selv, hvilket du er ret udfordret i. Det er ret tydeligt for mig, at du er ved at være træt, og at der er brug for noget frirum for dig. Du har brugt så mange kræfter på at være stærk i længere tid, at det er ved at være tid for, at du også skal have samlet nye kræfter til dig selv.

Jeg bliver her lidt nysgerrig på, hvad du mon egentlig har af konkrete tanker om, hvad det betyder ’at passe på dig selv’ i den situation, som du står i og har stået i nogle måneder nu. Jeg bliver lidt nysgerrig på, om du sidder med nogle stærke tanker om og fornemmelser af, at du i processen netop ikke har kunnet passe nok på dig selv i den forstand, at der ikke har kunnet være nok plads til dig og dine følelser, begrænsninger, længsler, behov m.v. i dit liv og i jeres parforhold. Jeg har en formodning om, at det er noget af det, som der er på spil, men jeg kan selvfølgelig ikke vide det. Men – uanset hvad – så tænker jeg, at det er meget vigtigt, at du får sat meget konkrete ord på både over for dig selv og din kæreste, hvad det betyder for dig ’at passe på sig selv’, når man står i noget så svært, som det du har stået og stadig står i – hos og med din kæreste. Jeg hører, at det bl.a. handler om følgende:

’Hvis jeg skal passe på mig selv og være i sync med mig selv, så skal jeg støtte op, gøre mit bedste, være forstående, overskue, være overbærende; for det siger mine værdier til mig; det siger min kærlighed til min kæreste til mig. Går jeg ikke hele vejen i dette, så passer jeg ikke på mig selv og på det, som ER mig – ud fra, hvem jeg er og ønsker at være i livet. Jeg vil ikke svigte mine værdier og det, som er dyrebart for mig.’

’Men – (og her rammer jer nok lidt mere dine umiddelbare tanker, formoder jeg!)-  hvis jeg skal passe på mig selv, så skal der også være helt plads til mig selv, så jeg ikke bliver væk i alt det svære og alt det, jeg skal gøre og tage hånd om. Jeg må ikke (blive ved med at) bruge flere kræfter, end jeg har, for så går jeg i stykker. Og – det er her, udfordringerne er til at få øje på for mig.’

Hvis der er noget om ovenstående, så er det til at forstå, at du føler dig træt og er i vildrede og er ked af det; for ubalancen i dit liv er bestemt til at få øje på.

Du skriver, at du midt i din kærestes sygdomstid har forsøgt på at holde dit eget vanlige, meget aktive liv kørende, – og at det skævvrider forholdet. Jeg forstår det sådan, at du let bliver ramt i tankerne og følelsesmæssigt af at skulle forholde dig til, at din kæreste er så begrænset og træt, mens du kører videre med dit liv; og at det er ret svært at være i. Jeg hører det sådan, at du næsten kan få det dårligt over at give dig selv lov til at leve videre i dit normale gear i livet. Jeg forestiller mig her, at netop når du oplever, hvor ’svag’ han er, så kommer sorgen over dette og tager fat i dig, og der kommer måske også en slags ’skyld’ frem hos dig over det at kunne leve videre i dit eget vanlige, aktive liv; – parallelt med hans meget begrænsede muligheder. Hvis der er noget om dette, så vil det ikke være mærkeligt, at du ikke altid føler dig særlig tiltrukket af ham, når han er træt og ikke magter ret meget; for så bliver du jo ramt på det, som er så svært for dig. Og det bliver jo ekstra tydeligt for dig igen, at I er to meget forskellige steder i livet lige nu ressourcemæssigt. Og frustrationen over dette og ’skyldigheden’ over selv at være energifyldt og længes efter ’noget andet’ kommer formodentlig meget let til at stå imellem jer hos dig (forestiller jeg mig).
Måske får du også besøg af en sørgmodig tanke om, at det kæresteliv, som du havde drømt om, lige nu i situationen er ret amputeret. Dette kan også kalde på en ’nedlukning’ af din følelsesmæssige tiltrækning til ham – og måske også en skyldfølelse over dette.

Pointen i ovenstående er, at det, som så let kommer til at stå imellem jer (ubalancen, de svære følelser, de ikke-realiserbare længsler, skylden, trætheden, ængstelserne osv.) skal frem i lyset og snakkes godt igennem af jer – måske igen og igen. Det er så vigtigt, at du kan skrive, at I er gode til at kommunikere og tale sammen. Jeg tænker, at det er det, I skal fortsætte med. Og – helt konkret tror jeg, at det vil være meget givende for både dig og din kæreste, at I sammen får snakket om og fundet vej i, hvordan I sammen kan stå over for f.eks. ’ubalancen’ og ’skævvridningen’, så I kan finde en fælles vej i, at ’ubalancen’ og ’skævvridningen’ ikke skal have lov til at tage det fra jer i jeres parforhold, som I faktisk stadig har med hinanden. ’Ubalancen’ og ’skævvridningen’ må ikke isolere jer fra hinanden; – de må ikke få jer til at stå alene med de svære tanker og følelser hver for sig.

Jeg ved jo overhovedet ikke noget om, hvorvidt du har snakket med din kæreste om de sværeste tanker og følelser, som du går med. Men – jeg har en formodning om, at du måske kunne blive ramt af en tanke om, at der er noget – måske endda ret meget, – som han skal skånes for i den svære situation, som han er i. Det ville i hvert fald være meget menneskeligt og meget forståeligt. Men – sagen er, at hvis der er for meget, som du ’skåner ham for’, og som du holder for dig selv, så kommer det til at overbebyrde dig, og du bliver så alene med det. Og så er det netop, at det har potentiale til at distancere dig fra ham, fordi du beholder det for dig selv – helt alene med dig selv. Derfor: Det er altid vigtigt i et parforhold, at vi rykker tæt på hinanden og står sammen i forhold til det, som er svært, og som truer os og truer parforholdet – truer vores samhørighed og kærlighed til hinanden.

Mit konkrete råd skal være, at I bruger god tid til at snakke om det, som er svært, når din kæreste har overskud og ressourcer til det. Og – jeg har hørt og noteret mig, at du skriver, at Ingen af jer ved, hvad I skal gøre lige nu. Men – i forhold til hvad ved I ikke, hvad i skal gøre? Jeg hører det sådan, at ’ingen af jer ved, hvad I skal gøre i forhold til hele situationen’. Og – hvis jeg har ret i det, så er det ’uoverskuelig stort’ for jer at stå over for dette. Jeg vil midt i dette gerne opmuntre jer til at tage blot én udfordring og/eller problemstilling ad gangen; én svær problematik ad gangen. Stil jer sammen over for de konkrete udfordringer, som I står med (både hver især og som par). Et eksempel: Du skriver, at din kæreste stadig har store forhåbninger om, at I kan komme på ferie sammen til sommer, og at I kan flytte sammen. Jeg forestiller mig, at de svære tanker og ængstelser omkring disse emner hurtigt kan stå i kø for at blive hørt hos dig – og gøre dig meget urolig. En vej i dette kunne være – jf. mit råd om at stille jer sammen over for de konkrete udfordringer, – at I tager fat i en snak om f.eks. ’projektet om at tage på ferie sammen’ og så forholder jer til dette projekt – samtidig med, at I lytter godt efter, hvad der er, som f.eks. ’ubalancen’ og ’risikoen for skævvridning i parforholdet’ taler højt om og vil høres i. Det handler om at få snakket i dybden om, hvad ’tanken om at tage på ferie sammen’ bliver udfordret af i forhold til, at I begge ved om, hvad ’ubalancen’ og ’risikoen for skævvridning’ så gerne vil problematisere og lave af rod imellem jer.

Med andre ord: Frem for, at I hver især kan komme til at stå så alene med de svære tanker og følelser (ængstelser, forhåbninger, skyld, utryghed osv.) er det meget mere konstruktivt og livgivende for jer og for parforholdet, at I laver en alliance over for de reelle udfordringer, som I står med og i – og prøver på at finde vej i det svære sammen.

Til slut vil jeg gerne sige, at det er vigtigt, tror jeg, – for både dig og din kæreste – at I får fundet en god vej i at få snakket godt om, hvad I må forvente og ikke forvente af hinanden p.t. – på alle de vigtige relationelle områder af jeres liv og parforhold.

Jeg forestiller mig, at din kæreste har meget brug for at vide, at du ikke forventer noget af ham, som han ikke kan honorere p.t., samtidig med at det må være meget vigtigt for dig at vide, at din kæreste ikke forventer af dig, at du skal drosle (for meget) ned for dit eget livsengagement på din egen banehalvdel, mens han er i gang med at få mere fodfæste i livet igen. Her er det igen vigtig for mig at få sagt, at det sjældent er nok bare at tale overordnet om f.eks. ’forventninger’ og forventningsafstemning. Skal det have forløsende kraft, må der sættes konkrete ord på, hvad det f.eks. betyder i praksis, at din kæreste ikke forventer, at du skal ’drosle ned’. Betyder det f.eks. i praksis, at du kan have det godt med at have gang i dine egne projekter om aftenen, mens han ligger hjemme på sofaen og samler kræfter?
I skal helt ned i det konkrete.

Endelig vil jeg opfordre jer til – på et tidspunkt – at få nogle parsamtaler ved en terapeut, så I kan bevare trivslen og balancen i jeres parforhold.

Jeg vil ønske dig og din kæreste alt det bedste.

Med venlig hilsen