Skal forholdet slutte?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej, jeg en ung fyr på lige knap 23 år. Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 6 år. Det sidste års tid har været hårdt, og jeg virkelig i tvivl om hvad jeg skal gøre.

Jeg har været igennem en masse psykiske problemer ( angst, depression, selvmordsadfærd) Min kæreste rakte hånden ud, og jeg også sikker på, at hvis hun ikke havde gjort det, var jeg her ikke idag.

Vi diskuterer ret meget og hun er en ret stor kontrol freak. Diskussionerne er altid om et eller andet helt lige meget emne. Hun skaber sådan en dårlig stemning og jeg har tit forsøgt at snakke om nogle af de problemer, men det går aldrig godt. Vi bliver bare mere uvenner og kede af det.

Mangler så meget, at hun gad lytte til mig. Vi har altid gjort, hvad hun syntes, fordi jeg har haft de problemer, jeg nu har. Nu er det bare kogt over. Jeg vil også gerne have noget at skulle have sagt, og det svært for hende.

En anden ting er vores sexliv. Jeg er selv super glad for sex, men det kan man ikke sige hun er, føler jeg. Vi har måske sex hver anden uge, hvis jeg heldig. Jeg har tit snakket med hende om sex stillinger, oral osv ting jeg gerne vil. Hun vil intet andet end det hun har lyst til. Jeg har aldrig fået et blowjob, noget som jeg kun kan drømme mig til, og virkelig godt gad prøve, men ligemeget om det er med kondom med smag eller hvad nu jeg kommer op med, står hun fast. Det er så svært for mig, når hun ikke vil gøre ting for mig, som jeg virkelig gerne vil prøve eller ønsker. Jeg gør nemlig selv ting jeg måske ikke lige synes er fedt, men hvis hun vil det, vil jeg gøre hende glad. Vil gøre alt, hvad jeg nu kan, for at gøre hende glad.

Min tiltrækning til hende er også faldet på grund af alt det her. Kan dog også mærke hendes krop betyder mere for mig nu, end den gjorde da vi var 17. Hun har haft problemer med vægten i mange år og det går mig lidt på. Er nemlig selv begyndt at gå mere op i min krop. Jeg vil gerne motionere noget mere, men kan kun få hende med på gåture nærmest med tvang. Dog er vi begge indstillet på, at vi spiser sundt, og det fungerer egenligt okay.

Jeg er rigtig bange for konsekvenserne af det her. Hun er min første og eneste kæreste, min første sex partner og hun hjalp mig, da jeg var så langt nede. Hvor ingen andre kunne hjælpe – alt fejlede dengang, både min egen familie og systemet.

Hendes egen familie betyder rigtig meget for mig, fordi jeg ikke selv havde en familie, som tog sig af mig, med de problemer jeg havde. Synes det så svært med tanken om, at jeg ikke skal se dem igen.

Føler at jeg skylder hende så meget, men samtidig vil jeg så meget andet, end hun vil. Jeg har også svært ved at forstille mig livet uden hende. Kan bare konstatere, at jeg ikke er glad, og hun vil ikke lytte på mig og løse problemerne. Det ender altid med der bliver råbt højt, og at hun bliver ked af det. Jeg har det nok bare med at give op, fordi livet er kort til åndsvage diskussioner.

Håber i kan hjælpe mig, er så meget i tvivl om, hvad jeg gør her.

Svar

Hej

Tak for din henvendelse til brevkassen.

Du fortæller, at du har haft en kæreste gennem 6 år, og at du nu er i tvivl om, om I skal fortsætte. I skændes meget, om noget du synes er ret ligegyldigt, jeres sexliv fungerer ikke tilfredsstillende, og der er andre begrundelser for, at det ikke fungerer godt for dig længere. Samtidigt er du ked af at skulle slippe kontakten til din kærestes familie, som betyder meget for dig. Du stiller os derfor spørgsmålet, hvad du skal gøre med den situation.

6 år med mange forandringer og udfordringer

Du er 23 og I har som sagt været kærester i 6 år. Dvs. I startede da du var 17. Du fortæller ikke noget om, hvordan dit liv i øvrigt ser ud lige nu, så jeg gør lige nogle antagelser: Man kan forestille sig, at du har været i gang med en ungdomsuddannelse og evt. en videregående. Måske læser du stadig, eller også har du et job og arbejder. Samme periode har været afslutningen af dine teenageår og begyndelsen på voksenlivet. Du har taget hul på et seksuelt samliv med en kvinde, og i de samme år har du oplevet alvorlige psykiske vanskeligheder.
Jeg tror godt man kan sige, at de 6 år har været en periode med mange forandringer og udfordringer, som har formet dig både fysisk, psykisk og mentalt. Det har været 6 vigtige år af den overgangsfase i livet, hvor vi forandrer os fra barn til voksen. Jeg vil mene, at man med god grund kan sige, at du ikke længere er den samme person, som du var for 6 år siden. Det samme kan man sikkert også sige om din kæreste.

Huset I har bygget sammen, passer ikke længere til jer, der bor i det

Jeg vil nu bruge et måske lidt fortæsket billede om jeres parforhold. Jeg håber det alligevel kan give lidt mening for dig.
Man kan forestille sig, at et parforhold er lidt ligesom at bygge et hus sammen. Man ‘flytter’ ind i huset (ikke nødvendigvis i fysisk forstand) og begynder at ‘indrette’ det og finder sammen ud af, hvordan huset skal se ud. Måske ‘bygger man til’ eller ‘bygger om’, så huset kommer til at passe til de personligheder man er og til de ting, man kan lide at gøre og have sammen.

Helt i starten var jeres hus måske mest et ‘legehus’, hvor I bare mødtes engang imellem, fordi det var sjovt og I kunne mødes der uforpligtende. Måske startede I med at eksperimentere med sex i det ‘legehus’. Senere blev huset måske mere forpligtende, og i begyndte at indrette jer sammen. På et tidspunkt blev huset et ‘sygehus’, fordi den ene af jer blev ramt af psykisk sygdom, og den anden var nødt til at være hjælper, for den, der var nede. Efter den periode begyndte I måske at forholde jer til, hvordan huset skulle være på længere sigt. Skulle det være en ‘familiebolig’, hvor der måske skulle komme børn engang, har I måske spurgt jer selv og måske også hinanden.
Nu er vi så ved at være fremme ved din aktuelle situation. Du spørger dig selv: “Har jeg overhovedet lyst til at bo i det hus, som vi har fået skabt sammen? Vil jeg overhovedet bo sammen med den kvinde, som er i huset?”

Det, jeg ønsker med billedet, er at illustrere for dig, at de 6 år har været år med mange ombygninger. Kigger man på huset, er det indrettet meget mærkeligt. Der er både et ‘legerum’, ‘en tom sygestue’ og måske andre rum, som ikke er i brug længere, og derfor giver samme mening, som de gjorde tidligere. Huset passer ikke længere til de to mennesker, som bor i det og det skaber frustrationer hos dem begge. De har godt nok selv bygget det og gjort det ud fra de behov, der viste sig undervejs, men nu er de begge blevet til to andre mennesker, og huset passer ikke længere. Det er simpelthen indrettet for uhensigtsmæssigt, og det giver ikke mening at blive ved at bygge om og at blive boende i det. Det er blevet tid til at flytte.

Hvordan skal dit nye hus se ud?

Spørgsmålet er så nu: Skal de finde et nyt hus sammen og flytte ind i det, eller skal de bo alene en tid og finde et andet menneske at danne par og bygge hus med?

For at finde svar på det spørgsmål tænker jeg, at det er nødvendigt, at de to mennesker gør sig klart, hvad det er for et hus de gerne vil have. Med det mener jeg, at de gør sig klart, hvad der er vigtigt i livet.
Du nævner selv nogle ting, som er vigtige for dig (i tilfældig rækkefølge):
At have en sund krop
At være eksperimenterende omkring sit sexliv
At have mennesker omkring sig, som betyder noget for en
At man har en ligeværdig relation til sin partner
At man kan snakke om problemer i parforholdet
Og nu er vi ved at være der henne, hvor jeg vil give dig nogle konkrete råd.

Skal I fortsat bo i det samme hus?

Som du jo selv er kommet frem til, skal der ske et eller andet. Du kan ikke blive ved med at bo i ‘huset’, for det er ikke rart at være der. Du må derfor vælge, om du bare flytter ud og finder på noget andet, eller du vil invitere hende med, når du flytter. Det er et valgt, som du selv må tage og som jeg ikke kan rådgive dig i.
Hvis du vælger at invitere hende med, vil jeg foreslå dig, at du skriver listen ovenfor, med ting, som er vigtige for dig, færdig. Dvs. at du gør dig det klart, hvad det er for et hus, du gerne vil bo i. Derefter vil jeg foreslå, at du beder din kæreste om at gøre det samme. Formålet med det skulle være, at I så efterfølgende kan tale med hinanden om, om I har de samme ønsker til jeres ‘hus’ og derfor skal bygge det nye hus sammen eller I taler om to forskellige huse, som I må bygge med en anden partner.

Når I har været igennem det og hvis I bliver enige om at bygge hus sammen, kan det være i har brug for en ‘arkitekt’, en person, som kan hjælpe jer med at blive skarpe på, både hvordan huset skal se ud, og hvordan det skal bygges. Med ‘arkitekt’ mener jeg en parterapeut. Jeg forestiller mig, at det vil blive svært for jer at slippe jeres gamle mønstre, så selv om I begge er enige om, at det ‘gamle hus’ ikke fungerer, er det ikke sikkert, at I alene er i stand til at bygge et nyt. Jeg tror I får brug for hjælp til det.

Det lyder som om, I er kommet ind i nogle dårlige mønstre med hinanden. På et tidspunkt har der været brug for, at din kæreste passede på dig, fordi du var syg. Hun skulle støtte dig og måske tage beslutninger for dig. Jeg har en fornemmelse af, at det mønster ligesom er fortsat, selv om du ikke længere har behov for det. Også omkring jeres seksualitet lyder det som om, at I ligesom er endte i nogle fastlåste positioner (fx omkring blowjobs). Du fortæller om mange skænderier om ting, som du synes er uvæsentlige. Det er nogle bindinger til det ‘gamle hus’, som I er nødt til at få løsnet, hvis I skal kunne bygge et nyt. Jeg tænker ikke disse fastlåste positioner som noget, der alene ligger hos din kæreste. Jeg tror I begge har brug for at blive udfordret og få nogle andre perspektiver på, for at I kan blive sat fri. I har været sammen om at bygge det hus I har nu. Det er ikke den andens skyld, at det blev, som det blev. Hvis I selv kunne løsne op for disse fastlåste positioner, tror jeg I havde gjort det. Derfor tror jeg, at I har brug for hjælp, hvis det skal lykkes for jer.

Samtale er vigtigt under alle omstændigheder

Hvis du kommer frem til, at du ikke skal være sammen med din nuværende kæreste i det nye hus, tænker jeg alligevel det kan give mening, at I tager den snak, som jeg beskriver ovenfor. Hvis I kommer frem til en fælles forståelse af, at I ønsker noget forskelligt med jeres parforhold, kan det måske lykkes for jer at skilles som venner. Jeres forskelligheder er, efter min mening, ikke ‘forkertheder’. Kun ‘forskelligheder’. Derfor kan der være en rigtig god og sund proces i at erkende, at I bare er for forskellige. Den anden er ikke forkert. Den anden har bare lyst til noget andet. Jeg siger ikke, at dette er en let proces. Vi kommer let til at blive sårede, når vores partner vil noget andet end vi troede, ønskede eller forventede.
Det kan være en overvejelse, om I under alle omstændigheder bør have denne vigtige snak med hinanden, så I ikke forurener jeres kommende nye huse med vrede og frustration, som I kom til at tage med jer fra det gamle hus.
Ud over, at det kan være en mere værdig og moden måde at skilles, hvis I kan gøre det med fælles forståelse, kan det måske også betyde, at du fortsat kan have kontakt til hendes familie, som betyder meget for dig.

Jeg håber, det var en hjælp for dig, at få mine perspektiver på din situation og ønsker for dig, at du må få en afklaring i forhold til, hvordan dit nye hus skal se ud, og hvem der skal bo i det.

De bedste hilsner

Benny Dein,
Psykoterapeut

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Se også: