Smertefuld brud
med utro ex-kone

Hej
Jeg er 48 år – og blev forladt af min kone i en støvsky af bedrageri, løgne og voldsom manipulation for halvandet år siden. Det ramte mig som et chok, og den smerte, jeg lever med, er stadig næsten uudholdelig. Mit problem er, at smerten ikke vil slippe mig og stadig gør helt utroligt ondt. Det andet problem er, at jeg bliver ved med at elske min eks, selvom jeg objektivt set ikke har nogen grund til det. Jeg misunder dem, der kan finde hadet, som jeg af og til læser om.
Den korte historie er, at min kone og kæreste gennem det meste af to årtier forlod mig på en måde, der burde have gjort det let for mig at give slip. Jeg opdagede, at hun havde et forhold til en kollega – og det var meget tydeligt, at forholdet ikke bare var sex eller en fling, men et egentligt forhold. Og en meget villet forelskelse, som både i ord og handling til forveksling lignede den forelskelse, vi startede med 18 år tidligere. Løgnene overfor mig havde været skruppelløse. Jeg kunne se tilbage på mærkelige skænderier, der var skabt for at give hende en undskyldning for at forlade vores hjem. Ture i sommerhuset, hvor hun pludselig skulle gå eller hjem på arbejde (for at mødes med ham) og lod mig være alene med vores tre børn. Aftner, hvor hun skulle tage sig af en syg veninde…og masser af gange, hvor jeg var blevet forladt med børnene. Alle gange for at mødes med sin affære.

Jeg opdagede utroskaben ved en tilfældighed – men derefter blev bedraget kun værre. Jeg var fuldstændigt ødelagt. Tabte mig 12 kilo på to måneder og sov ikke i et halvt år. Hun sagde retfærdighedsvis tidligt, at hun ville skilles efter afsløringen. Min hjerne kunne ikke tage det ind, for vi havde jo haft et ret fantastisk forhold og bygget en superfin familie op. Hver gang jeg genopdagede affæren, løgnen og bedraget – det gjorde jeg en håndfuld gange – tog hun mig med i seng og havde sex med mig på stedet. Jeg var helt klasket sammen som en karklud. Da hun endelig flyttede, var det for at være sammen med den nye, hvilket hun stadig er.

Men bedraget og løgnene er fortsat. Også overfor børnene. Hendes fortælling er, at hun gik fra mig, fordi vi skændtes for meget. I perioder er det ikke kun mig, hun har sluppet, men også en ansvarlig forældrerolle. Et eksempel – da børnene første gang skulle holde jul uden hende, et halvt år efter bruddet, forsvandt hun. Børnene ringede til hende flere gange for at sige god jul, og hendes forsvinding ødelagde en i forvejen svær aften for dem. Hun havde fået influenza, lød forklaringen. Men i virkeligheden var hun taget på ferie med den nye mand, som på det tidspunkt stadig ikke var nævnt for børnene.

Det har været så tykt, at jeg burde – synes jeg – indse, hvor destruktiv hun er for mig, og hvor langt hun er fra at være den, jeg elskede. Og hvor lidt der er i hende for mig. Alligevel bliver jeg ved med at savne hende (og måske endda håbe lidt på os). Kærligheden er irriterende intakt i mig. Det er i en grad, så jeg reelt ikke fungerer i min dagligdag. Jeg har simpelthen fysisk og psykisk ondt.

Jeg betragter mig normalt som et ret rationelt og stærkt menneske, og det er svært for mig at blive ved med at være i denne smerte. Det hjælper for mig at cutte forbindelsen helt. Men det er svært – og føles forkert – med tre fælles børn, som forventer noget andet af mig.

Noget i mig tørster efter en undskyldning – eller bare en erkendelse – men den ved jeg, at jeg aldrig får.
Jeg bruger også meget energi på at beskytte børnene mod den rigtige fortælling om deres mor (som de jo elsker og ser op til). Så jeg taler hende op. Samtidig har jeg enormt meget lyst til, at de skal vide (de er 16,13 og 10), hvorfor jeg er sådan en skygge af mig selv. Kort og godt – jeg aner ikke, hvordan jeg kommer videre?