Stofmisbrug ødelægger
vores forhold

Jeg er 47 år og har været sammen med min kæreste i næsten 5 år. De sidste par år har været meget turbulente. Min kæreste røg hash og tog indimellem stoffer, da vi mødtes, men det kom ned på et, for mig, acceptabelt niveau da vi flyttede sammen. Det var et krav fra min side. Men så flyttede vi til vores drømmelejlighed, hvor der desværre flyttede en misbruger ind ovenpå. Så begyndte balladen. Oveni ville min kæreste pludselig springe ud som selvstændig – uden sikkerhedsnet, og det gav en del problemer, da han blev snydt af nogle kunder gentagne gange.
Samtidigt begyndte hans stofforbrug at eskalere voldsomt og blev til decideret misbrug. Der begyndte at komme alle mulige mennesker, som jeg ikke anede, hvem var. Respekten og tilliden forsvandt, i takt med at hemmeligheder og løgne voksede. Jeg prøvede at stoppe udviklingen, men uden held. Jo hårdere jeg prøvede, jo værre blev det faktisk.

Til sidst var jeg nødt til at flytte, efter utallige “bønner” om forandring, som aldrig rigtig blev til noget.
Da det så gik op for ham, at det var alvor, var han fuld af bebrejdelser. Alt var min skyld. Jeg havde ikke støttet ham i de svære tider osv osv. Ideen med flytningen var, at han skulle få styr på sin situation og komme i arbejde igen. Derefter skulle tilliden og respekten genfindes, og vi skulle flytte sammen igen. Nå, men efter at jeg var flyttet (i januar), besluttede vi at fortsætte som kærester, fordi vi elskede hinanden, og vores forhold blomstrede pludselig op, som var vi nyforelskede. Pludselig døde min far, og det var en svær tid, hvor han lovede at være der for mig. Han var dog meget ustabil, for det viste sig, at hvor jeg troede, han var i gang med at rette op på sin situation, var alt kaos hos ham med ubetalte regninger og misbrug. Til sidst måtte han sige lejligheden op, og det gjorde, at han blev stærkt deprimeret. Han var hjemme hos mig i dagevis ad gangen, hvor jeg forsøgte at hjælpe ham med f.eks at søge kontanthjælp osv. Men det blev for hårdt for mig, for han ville ikke hjælpe til. Han var meget passiv og lå for det meste og sov. Nogle gange bad jeg ham om enten at være “med” eller at gå.

Så sker der det, at han i min optik slår op, fordi han føler, jeg presser ham. En uges tid efter har vi en samtale, hvor han fortæller, at det ikke er tilfældet, men han giver udtryk for, at han føler sig underlegen og værdiløs sammen med mig. Han siger vel egentlig, at han ikke synes, vi skal være sammen, men han er ikke helt konkret. Han fortæller også, at han har det meget dårligt og er helt knækket sammen. Så jeg tager hjem til mig selv og beslutter at give ham lidt ro. Tre dage senere finder jeg ham i seng med en tøs, der også er misbruger og omkring 15 år yngre end ham. De er dog påklædt, og han siger, at intet er hændt. Han forsøger ikke at skjule noget, da jeg træder ind i rummet. Da jeg går, står han dog op og begynder at forklare sig. Han ved ikke, hvad han har tænkt sig ang. hende. Han virker stort set ligeglad med, hvad det er, han har udsat mig for. Meget af det han siger, kan jeg desværre ikke huske, fordi jeg er så chokeret i situationen.

Jeg er komplet målløs, og jeg har ikke kontaktet ham siden. Det var i starten af juni. Til at starte med har jeg antaget, at det er stofferne, der har ført til, at han har taget sådan en beslutning. Nu er jeg i tvivl. Jeg er fuld af selvbebrejdelse og føler, at jeg har håndteret de sidste par måneder helt forkert. At det er mig, der har skubbet ham væk. At hans dumme handlinger har udløst mine dumme handlinger og omvendt . Jeg ønsker ham tilbage. En ny start så at sige. Men burde jeg bare glemme ham? Selvom jeg aldrig har været vild med hans nye omgangskreds (de af dem jeg kalder misbrugerne) er der dog et par stykker af de mest fornuftige, der har udtrykt stor forundring over, hvad pokker det er han har gang i, og at han virker helt ude af balance. Jeg har talt med hans mor, som også over længere tid har været stærkt bekymret over hans tilstand og adfærd, og hun var dybt rystet. Skal jeg kalde det et overstået kapitel?