Vi har et uforpligtende forhold – men jeg ønsker mere
Til brevkassen Jeg har haft en affære med en forlovet mand i 9 måneder indtil for 3-4 måneder siden. Jeg...
Hej
Jeg bor i udlandet og har en (indfødt) kæreste her. Vi har været sammen i 3,5 år nu og har indtil for nylig boet sammen i min lejlighed. Han er 37 og jeg er 45.
Vores problem består i, at han har nogle drømme i sit liv, som han ikke har udlevet endnu, men som jeg ikke deler med ham. De to store drømme for ham er at få børn og at bo i kortere eller længere tid i et andet land. Han havde også disse drømme, da vi mødte hinanden, men jeg var meget afklaret ift. begge og følte/føler, at jeg ikke længere kan eller vil have børn med de ting, dette ville medføre, ej heller vil jeg flytte til et andet land. Det har kostet mig mange års blod, sved og tårer at etablere mig i dette land, så jeg vil hverken til DK eller andre steder og begynde forfra.
Jeg kunne mærke, at dette dilemma pressede sig mere og mere på, også ift. at beslutte hvor vi er på vej hen som par. Jeg ville gerne giftes, men han vægrede sig hele tiden, fordi de to ønsker lå i baghovedet. Til sidst foreslog jeg, at han tog sig en tænkepause alene et stykke tid. Formålet var, at finde ud af, om han vil kunne vælge kærligheden til mig og fremtiden med mig, og lægge de andre ønsker bag sig uden bitterhed og fortrydelse. Jeg fortalte ham, at jeg gerne vil dele resten af mit liv med ham, men kan ikke leve med mig selv, hvis jeg skal være vidne til hans fortrydelser og bitterhed over de fravalg, han har måttet foretage pga. mig.
Han på sin side er bange for, at hvis vi bliver sammen og gifter os, at han så kommer til at forlade mig om måske ti år, fordi han ikke vil kunne opgive drømmene…
Vi vil så gerne redde vores forhold og blive sammen, men det skal være med vores bevidste tilvalg, ikke fravalg.
Lige nu bor han hos en ven og indimellem hos sin mor, mens han tænker.
Spørgsmålene fra os er nu:
Hvis du har tid til at svare, så ville jeg være rigtig taknemmelig!
Kære spørger
Når jeg læser dit brev, bliver det meget klart, at du står i en svær situation med mange spørgsmål, som du har brug for at finde svar på, for at du kan komme videre i et liv, som lige nu står lidt på ”stand by”.
Jeg vil meget gerne forsøge at imødekomme dit behov for hjælp, men jeg tror, at det i udgangspunktet er rigtig vigtigt, at det bliver klart for dig (og din kæreste), at det ikke er muligt at give nogle svar eller finde en løsning, som kan imødekomme alle jeres behov.
I har været sammen i 3 ½ år, og du giver udtryk for, at I gerne vil redde jeres forhold, og det er en rigtig god begyndelse. Men når det er sagt, så er I begge nødt til at finde ud af, om det er jeres forhold eller jeres drømme og begrænsninger, som betyder mest.
Jeg forstår godt, at du siger fra i forhold til at opfylde din kærestes ønske om at få børn. Du er 45 år og vil dermed næsten nå pensionsalderen, inden barnet vil være klar til at flytte hjemmefra; samtidig er det ikke uden risiko at føde børn i din alder. Hvis ønsket om et barn er altafgørende for din kæreste, har jeg svært ved at se en fremtid for jeres forhold, så det behov er han nødt til at opveje i forhold til ønsket om at blive sammen med dig. Her går det ikke, hvis han ”truer” med, at det kan betyde, at han forlader dig på et senere tidspunkt. Når man indgår ægteskab, lover man at blive sammen, og løfterne er vigtige for stabilitet og tillid i et forhold. Og du er nødt til at tro på ham, hvis han lover dig det.
Du har meget stærke følelser i forhold til at blive boende i det land, hvor du har bosat dig og skaffet en levevej, mens din kæreste drømmer om at prøve kræfter i andre lande. Her er det dig, der må afklare, hvor vigtigt det er for dig i forhold til at blive sammen med din kæreste. Selvom du har kæmpet hårdt for at etablere dig i det land, hvor du bor, må du spørge dig selv, om du hellere vil bo der alene resten af livet, eller om du er villig til at imødekomme dette ønske fra din kæreste, hvis det bliver aktuelt.
Så svaret på dit første spørgsmål er, at ”ja”, det er skræmmende, når man skal tage en beslutning, hvor det på forhånd er givet, at det vil betyde afsavn af en eller anden art. Du ved sikkert godt, at det er et livsvilkår, at ethvert valg også indbefatter et fravalg, og at der ikke findes perfekte liv uden afsavn og brudte drømme. Nogle beslutninger er nemmere at træffe end andre, og denne er en af de sværere, men I er nødt til at forholde jer til, hvad der er jeres vigtigste prioriteringer.
Jeg kan ikke svare dig på, hvor lang tid, I skal bruge på det; jeg tror i hovedsagen, det handler om vilje til at forholde sig til fakta, og det kan man indimellem prøve at trække ud i håbet om, at problemet løser sig selv, eller at der er en anden, der træffer beslutningen for en. Men smerten over det, man må give afkald på, bliver ikke mindre, jo længere tid der går. Tværtimod. Du skriver jo også, at det er opslidende for jer, så jeg vil råde jer til at træffe en beslutning så hurtigt som muligt: Hvad er vigtigst? Hvad er jeg villig til at give afkald på?
Hvilke præmisser, der skal gælde i jeres ”tænkepause”, er I nødt til at blive enige om. Men hvis den skal vare længere, end den allerede har gjort, vil jeg foreslå, at I slet ikke har kontakt med hinanden i mellemtiden. På den måde vil det blive klarere for jer, hvordan I har det med ikke at skulle være sammen, og det vil gøre det lettere for jer hver især at klargøre jeres prioriteringer.
Du spørger til sidst, hvordan din kæreste kan få hjælp til at beslutte sig, og du skriver, at du ikke vil forsøge at påvirke ham, fordi du ikke ønsker, at han træffer en beslutning, som han efterfølgende fortryder, og det har jeg stor forståelse for. Men samtidig tænker jeg, at der i dit spørgsmål også ligger det, at du mener, hele afgørelsen hviler på, hvad han vil give afkald på.
Så min konklusion er, at hvis I skal finde en løsning, som I begge kan leve videre på, så er I nødt til at komme frem til et kompromis, hvor begge lider afsavn, samtidig med at begge får noget; nemlig det, som er det vigtigste for den enkelte af jer.
Hvis det ender med, at jeres forhold ikke har første prioritet, så ender det med et brud, og så er det bedre med et hurtigt og skarpt snit end en langvarig og ødelæggende koldbrand.
Jeg håber for jer, at I sammen kan finde frem til en løsning, som I begge kan komme videre på; uanset hvad det ender med.
Mange hilsner
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907