Tillidsbrud (b)

Kære du

Dit emne til brevkassen er tillidsbrud, og du spørger, hvor din kæreste kan ende henne i forhold til jeres fortrolighed? Hvor du i starten af jeres forhold oplevede stor fortrolighed fra din kæreste, oplever du nu, at din kæreste nærmest ser dig som fjenden i stedet for den fortrolige – særligt når det gælder din kærestes kvindelige bekendtskaber. Det sårer dig, da du oplever at have vist ham stor tillid, og samtidig er du reelt bekymret for, om han muligvis har brudt den tillid i et eller flere tilfælde, og endelig ved du, at han i hvert tilfælde har været sin ekskone utro, så han på den måde har en forhistorie med utroskab.

Gentaget mønster
Desværre kan din og din kærestes fortælling siges at være meget klassisk i forhold til, hvordan vi nemt kommer til at gentage mønstre i vores parforhold, som tidligere har såret os. Det har vi en tendens til at gøre, indtil vi finder en måde at få løst op på dette mønster og genfinde os selv og hinanden som lidt mere hele mennesker. Den gode nyhed er, at det faktisk er muligt at opløse sådan et mønster og få sig sat ud over det.

I din fortælling om jeres forhold er der mest fokus på din kæreste, men heraf fremgår det også, hvordan din kæreste begynder at opfatte dig som kontrollerende, og at du tager hans frihed. Ting som minder lidt om det, han sagde om sin ekskone – hun var kontrollerende og manipulerende. At din kæreste opfatter de kvinder, han har tæt på sig, som kontrollerende siger mig noget om, at din kæreste muligvis har et mønster i forhold til de tætte relationer i sit liv som ligger langt tilbage i hans liv. Den gode nyhed er, at det kan I sagtens arbejde sammen om at ændre, den dårlige er, at du ikke kan ændre på ham.

Mønstre kan ændres
Men du kan godt gøre noget for at komme i gang med at samarbejde med din kæreste om at ændre på det uheldige mønster, I har fået udviklet i forholdet med hinanden, og som du ganske rigtigt opfatter som et truende mønster, der kan ende med, at I oplever hinanden som fjender i stedet for hinandens fortrolige. Mit forslag vil være, at du prøver at gå på opdagelse i din egen andel af jeres parforhold. Du kan spørger dig selv, om der er et mønster i, hvordan du reagere på din kæreste, når du føler dig såret af ham? Hvad kan han sige eller gøre, som sårer dig allermest? Og hvilken reaktionsmåde er så mest det du gør – er det at fortælle ham på en stille og rolig måde, hvad du tænker og føler? Er det at trække dig tilbage fra ham, overlade ham til sig selv, ikke gå så meget ind i nogen konfrontation? Eller er det at fare op og skælde ud eller at kritisere hans adfærd? Ud fra dit brev at dømme, oplever din kæreste nok, at  det er den sidste handlemåde, du bruger (du fortæller, at han oplever dig kontrollerende), mens du måske oplever, at din kæreste trækker sig (du skriver, at han er konfliktsky og opgivende).

Overlevelsesstrategier
De handlemåder, jeg har beskrevet ovenfor kaldes vores overlevelsesstrategier – og det fortæller, at der er gode grunde til, at vi vælger at handle, som vi gør. – På et eller andet tidspunkt i vores liv – måske flere gange – har vi oplevet, at noget har været så svært for os at håndtere følelsesmæssigt, at vi har været nød til at udvikle sådan en overlevelsesstrategi, som en måde at komme videre på og overleve en følelsesmæssig svært situation eller relation. Måske allerede i vores barndom. Jo mere bevidste vi bliver om hvorfor, hvornår og hvordan vi udviklede denne overlevelsesstrategi jo bedre kan vi arbejde med at opløse den og i stedet vælge en bedre måde at være i forhold til andre på. Og det er der rigtig god mulighed for at gøre i et parforhold.

Inviter ham til en snak
Så når du har arbejdet med at blive mere klar over din egen overlevelsesstrategi vil jeg opfordre dig til at invitere din kæreste til at tale om dette på en måde, som kan være helende for jer begge, og bringe jer et andet sted hen i jeres forhold. Sig fx til ham, at du har lagt mærke til, at I på det sidste har udviklet et uheldigt mønster imellem jer, og at du gerne vil invitere ham til, at kunne tale sammen om tingene på en mere konstruktiv måde for jer begge. Du kan også sige til ham, at du foreslår, at I aftaler nogle regler for, hvordan I vil snakke sammen om det, som er svært, så I kan få snakket sammen på en måde, som hverken sårer nogle af jer, men som samtidig bringer jer tættere på en forståelse og en måde at komme videre på sammen. Spørg ham, om han vil være med til det og respekter hans svar. Hvis han ikke vil være med, kan du alligevel bruge den foreslåede kommunikationsmodel, når I taler sammen, så du for din del ikke kommer til at havne i anklager eller at trække dig eller andre uheldige overlevelsesstrategier. – Måske kan det senere gøre ham nysgerrig på også at prøve det af(?) Under alle omstændigheder skal der to til en dans – så hvis du begynder at “danse ” andre “trin” i jeres måde at tale sammen, så vil I også komme til at gøre det mere i jeres relation.

Model til inspiration…
I kan fx bruge “Broen” som et sæt regler for, hvordan I vil tale med hinanden. “Broen” er en kommunikationsmodel, som I kan læse mere om fx i bogen “Den levende familie” af Kirsten Seidenfaden m.fl. (den kan lånes på biblioteket). Modellen går ud på, at man forestiller sig, at der er en bro mellem sig selv og den anden, og at man så skiftes til at gå over den bro og “besøge” den andens “land”. Når man er på “besøg” hos den anden, så er reglen, at man ikke må gøre eller sige andet end at forsøge at lytte og forstå, hvad den anden siger. Det betyder, at man ikke må afbryde den anden, at man ikke må fortælle, hvad man selv tænker på (man må nemlig ikke tænke på andet, end det den anden siger så længe, man er gået over “broen”, og befinder sig i den andens “land”).

Det man gerne må er: at genfortælle det, som man hører den anden sige på en venlig måde. At genfortælle det den anden har sagt på en venlig og omsorgsfuld måde, er det vigtigste man kan gøre i denne model. Grunden til det er, at når man genfortæller det, som man har hørt den anden sige på en venlig måde, så får man mulighed for at sikre sig, at det man synes, man har hørt også er det, som den anden synes er blevet sagt. Man må også genfortælle det, fordi det opleves meget helende i sig selv at høre, at den anden har hørt ordentligt efter, hvad jeg har sagt.

Og når man så har sikret sig, at det, som man har hørt, også er det, som den anden synes, er blevet sagt, så går man tilbage over “broen” hjem til sit eget “land” og mærker efter, hvad det der er blevet sagt gør ved mig, og så kan man invitere den anden over “broen” ind i sit “land” og fortælle, hvad jeg tænker og føler og oplever. En sidste regel er, at man holder sig i sit eget land når man fortæller – dvs. at man siger: “Jeg føler mig…., Jeg oplever…., Jeg tænker….” – så det handler ikke om at anklage den anden, men om hvad der sker i mig.

Ved sidste tur over “broen” kan man fortælle om, hvad man kunne ønske sig fra den anden, som kunne være hjælpsomt i forhold til den følelse af sårethed/frygt/vrede/forladthed eller hvad man har oplevet eller følte.

Jeg håber dette giver noget at arbejde videre med. God vind med det.

Bedste hilsner