Ugidelig, deprimeret (?) kæreste

Kære brevskriver

Det lyder til at være en rigtig svær og hård tid for både dig og din kæreste. Ud af dine beskrivelser får jeg billedet af to mennesker, som kæmper og har det rigtig svært – både sammen og hver for sig. Der er meget i dine beskrivelser, som peger i retning af, at din kæreste er ramt af noget, der er en depression eller har depressionslignende karakter. Det vigtigste er ikke at få diagnosticeret hans tilstand; det vigtigste er, at han har det skidt og er ramt på livet, humøret og i sindet og er ’ret langt nede’ – og har brug for hjælp til noget forandring. Du skriver også meget om, hvordan det påvirker dig og jeres forhold, og at du også bliver ramt i det og tager hans ugidelighed og tillukkethed personligt og bliver usikker på hans kærlighed til dig; og du bliver usikker på dig selv i forholdet. Du er også meget usikker på, hvordan du støtter ham bedst, og hvordan du passer både på ham og dig selv midt i alt det svære. Jeg vil prøve at sige lidt ind i situationen:

Når et menneske bliver ramt af depressive tanker og følelser og ’går noget i sort’ og går rundt med følelsen af at kunne græde hele tiden, er der meget, som bliver rigtig svært og uhåndterligt – både for mennesket selv og dets omgivelser og nærmeste relationer. Jeg kan forestille mig, at din kæreste er så ramt lige nu, at det er rigtig svært for ham at hive siv selv op ved hårene til at være social, engageret og empatisk – også i forhold til dig. Han bruger rigtig meget energi på at være i noget meget svært og mørkt, og jeg forestiller mig også, at han på én gang mærker det depressive rigtig meget, – samtidig med, at han har svært ved at ’mærke livet’ og være i tæt kontakt med livet, som ’det plejer at være’ – og dermed også det, som I to plejer at have sammen. Når folk bliver ramt af depression, bliver de ofte ramt af en dyb følelse af indelukkethed med sig selv i det svære, og med en følelse af, at der ligger et tungt, nedlukkende filter på hele livet. Måske kan din kæreste genkende noget af dette?

Du skriver, at han ikke vil gå til en psykolog. Det kan han have mange gode og mindre gode grunde til, men jeg vil alligevel vove at skrive, at han har brug for hjælp og brug for hjælp til at kunne og ville søge hjælp. Første skridt kan være, at han går til sin læge med det. Det er for nogle mennesker ikke så grænseoverskridende at gå til sin egen læge som det at opsøge en fremmed psykolog/terapeut.

Det lyder til, at du har fat i noget vigtigt i forhold til, at der er en masse fra hans historie, som han går og bøvler med, og som indhenter ham, og som det depressive vokser i og ud af. Hvis der er noget om det, så er det vigtigt for mig at få sagt, at medicinering ikke kan afhjælpe det, som bor i sindets erindringer og som er svært at finde rundt i og leve med; det som laver bøvl og skubber det depressive på vej. Antidepressiver kan være en god hjælp i mange tilfælde, men det skal oftest følges op af samtaleterapi, hvis der virkelig skal blive forandring og ’ny luft at indånde’.

Det lyder til, at du har en god fornemmelse for, hvad det er, der gør, at han ikke har lyst til at opsøge en psykolog. Men jeg vil alligevel udfordre dig til at snakke med ham om det igen. Det kan være skamfuldt for en del mennesker at skulle erkende, at man har brug for hjælp, men alternativet er værre – bare at lade stå til. Og hvis han er ret hårdt ramt af noget depressivt, som har stærke rødder i det levede liv og historien, så siger al erfaringen, at det ikke bare går over af sig selv. Der er noget, der skal arbejdes med og bearbejdes. Første skridt er at tage ansvar for at gøre noget – altså søge hjælp og ikke bare lade stå til. Det at gå til lægen – og det at opsøge hjælp hos en psykolog; det er en rigtig vigtig handling i forhold til at gå imod en depressions hærgen. Det er et vigtigt skridt, som siger rigtig meget om, at man ikke vil finde sig i depressionens ødelæggende magt, og at man GØR noget for at få lidt mere tag i livet igen. Støt din kæreste så meget som muligt i at tage noget ’styring’ tilbage igen – ved at søge hjælp.

Hvis han stadig er afvisende i forhold til at søge hjælp, så tænker jeg, at du godt må spørge ham til, om han vil overveje at gøre det for din skyld og for parforholdets skyld – og dermed også i sidste ende for sin egen skyld og for livets skyld; dette kan måske være en mulig vej til at nå ind til noget vigtigt og dyrebart for ham og til at støtte ham i, at der faktisk er noget, som han kan gøre lige nu – både for sig selv og for dig og for jeres parforhold.

Det er ikke sikkert, at han går med, og du kan og må ikke tvinge ham. Men – han skal og må ikke være uvidende om, hvad der er svært for dig og svært for jeres parforhold. Det lyder til, at han stadig kan mobilisere nogle (få?) kræfter til at tale med dig om, hvordan han har det og om jer og jeres parforhold, og at han også har så meget tillid til dig, at han indimellem godt vil lukke dig ind i det svære i en eller anden grad. Det er et vigtigt link for dig.

Jeg fornemmer, at han er et sted, hvor han – i nogle situationer – godt kan mobilisere noget empati i forhold til at kunne lytte på, hvad der er svært for dig, og hvad du har brug for – i den svære situation; også det her med, at du bliver så usikker på, om du er en del af problemet – eller om det handler om noget helt andet for ham. Han har selvsagt ikke brug for at blive pålagt ekstra skyld og byrder lige nu i form af skyld og krav fra dig. Og han vil hurtigt kunne opleve, at du pålægger ham skyld og krav – i situationen. Men – det er vigtigt, at du også får din stemme hørt ind i alt det svære. Her tænker jeg, at det er vigtigt, at du taler meget ud af din omsorg for ham og for jeres parforhold og ud af, hvad der er vigtigt for dig lige nu; han har brug for at kunne mærke, at du mest af alt holder af ham og ønsker at støtte ham, og at det er rigtig svært for dig at være i den situation, som I er i lige nu. Jeg hører ud af dit brev, at det er afmagten og uvisheden, som er meget hård ved dig lige nu. Det fornemmer jeg, at han både kan tåle og faktisk har brug for at vide – for så kan han mærke dig; og står knap så alene i dette mørke. Men – jeg ved det selvfølgelig ikke. Vi mennesker – også depressionsramte – er så forskellige og reagerer følelsesmæssigt meget forskelligt i forskellige situationer.

Du spørger om, om du bare skal give ham plads og lade ham finde ud af det selv. Jævnfør ovenstående, så tænker jeg ikke, at det er en farbar vej. I bliver begge to så frygteligt alene i det, hvis det er den vej, i vælger. Det er ikke min umiddelbare fornemmelse, at du vil kunne holde til det – og være i det; for du har selv så meget på spil, og du bliver hele tiden også ramt af det følelsesmæssigt – med god grund. Det er vigtigt, at du giver ham megen plads til at have det, som han har det, – men det er lige så vigtigt, at du også får din plads, og at I ikke bliver mere isolerede fra hinanden. Det er vigtigt, at i får skabt jer et fælles ’vi’ at stå i og tale ud af i forhold til det depressive, og i forhold til det, som de depressive tanker og tilbagetrukketheden gør ved både dig, ham og jeres parforhold. ’Vi’ er begge ramt af det svære i det depressive, som er meget på besøg. Det er ikke kun din kæreste, som er ramt af det mørke og depressive, selv om det er ham, der ’er i det’. Du er også ramt af det, fordi det rammer dig og gør livet og parforholdet svært også for dig. Det depressive vil også kunne smitte dig – og hive dig ind i mørket. Hvis I kan finde sammen i forhold til at arbejde med det og være i det sammen – og hjælpe og støtte hinanden (med hver jeres forskellige ressourcer), så tænker jeg, at I får skabt jer den første, vigtige platform at stå på sammen i det. Det er aldrig godt, hvis en depression får held af at isolere den ramte fra sine nærmeste – og de nærmeste fra den depressionsramte.

Og så lige en sidste overvejelse. Er der andre i hans og jeres netværk, som kan komme på banen og støtte ham og jer? Det lyder til, at du har gode veninder, som kan lytte og støtte dig. Men – hvad med din kæreste. Er der nogen, som han kan og vil kunne trække måske bare lidt på?

Jeg vil ønske dig og din kæreste alt godt; skriv igen, hvis mit svar er for mangelfuldt eller ikke helt giver mening for dig.

Med venlig hilsen