Utroskab, langt forhold,
skilsmisse

Hej med jer.

Jeg håber i kan hjælpe mig lidt videre med min sorg og mine dilemmaer.

Vi har været sammen i snart 30 år, og for os begge var det vores første forhold. Så vi var totalt uøvet både seksuelt og også i at tale sammen. Jeg kommer fra Tyskland og vi besluttede for 25 år siden at blive gift her i Danmark. Vi blev boende her efter vi fik vores første datter- vi har tre. Jeg har ingen familie her, og min familie er min mands familie. Jeg har stort set ingen egne venner i Danmark, vi har fælles venner, nogle meget få gamle venner har jeg i Tyskland.

For tre måneder siden, efter vores yngstes konfirmation, fortalte han, at han har mødt en anden kvinde siden december og forelsket sig i hende. Det er en tidligere kollega fra for 20 år siden. Han havde valgt at vente til efter konfirmationen, så det ikke skulle går udover vores datter.

Jeg blev totalt chokeret havde ikke anet noget. Han forklarede samtidig, at han forstillede sig et åbent forhold, da han både elskede mig og hende. Jeg blev endnu mere chokeret. På mit initiativ søgte vi hjælp hos en parterapeut. Ved første samtale lagde jeg op til, at vi arbejdede med vores forhold, uden at vide hvor dette vil bringe hos til. Jeg havde dog en betingelse, som var, at han skulle opgive forholdet til den tredje. Min mand valgte at stoppe vores parforhold og valgte den anden. Han troede ikke, at vi kunne opnå det, som han oplever i sit nye forhold. Det var/er forfærdeligt trist.

Han har i mange år savnet berøring, sex, anerkendelse af sine behov. Det, har han forklaret, blev han rigtig bevist om, da han fik indfriet sine behov.
Jeg har den naive holdning, at når jeg har sagt ja til ham for mange år siden, så bygger vores forhold på en grundlæggende tro og fortrolighed til hinanden. Der er rum til at opføre sig dumt, fordi man har tiltro og tryghed i, at vi har al den tid i verden for at rette op og gøre ting bedre. Jeg erkender nu, at denne tro har været naiv, og nok også en sovepude.

Nu står vi her og er i gang med at blive skilt. Jeg kæmper fortsat med chokket, sorgen, mistet selvtillid (ikke at have været god nok). Han er flyttet, og jeg kan mærke, at det er godt for mig ikke at se ham og høre fra ham så lidt som muligt. Vi er i gang med alt muligt praktisk og nu handler det om pigerne. Vi skal blive enige om, hvordan vi deles om dem, endnu en stor sorg, at jeg skal acceptere deling. Jeg føler ikke, at jeg har valgt det her.

Jeg har brug for at afslutte mit forhold og begrave mine drømme om en fælles fremtid. Han vil tale om, hvordan vores nye relation kan blive, og hvordan vi skaber gode rammer for vores børn. Vi er så langt fra hinanden, og jeg føler mig så presset.

Jeg havde læst om en samtalemetode, som blev anbefalet for par i kriser. Grundlaget for at føre denne samtalemetode ud i virkeligheden går på, at man skal anerkende, at der i et (par)forhold ikke er kun en (rigtig) sandhed, men at hver af os har sine egen. Samtalen bliver skemalagt med faste terminer, fast format (60-90 min, hver især taler 15-20 min uden den anden afbryder, sidde overfor hinanden, tal om hvordan du har det, ingen beskyldninger af den anden). Artiklen fortalte den dejlige historie om, at parforholdet fortsatte og blev bedre. Jeg sendt artiklen til ham, med den bemærkning, at jeg var kede af og synes det var skræmmende at han ikke var klar til en sådan samtale. Jeg tænker, at jeg specielt blev betaget af den lykkelige udgang.

Han greb ”tilbuddet” om samtale. Han var bange for at træde forkert igen, hvis han skrev noget. Han kom med to forslag: ”Hvad var vi glade for i vores ægteskab, som vi ønsker fremover skal være i vores relation?” ”Hvordan skaber vi gode rammer om vores børn?”.
Det er jo rigtig gode spørgsmål, men jeg bliver bare så ked af at læse dem, fordi jeg ikke kan tænke fremtid og synes det er grænseoverskridende, at jeg er nødt til at acceptere, at jeg ikke kan være sammen med mine børn altid. Jeg føler mig på en måde som den negative, dårlige, som obstruerer.

Hvordan kommer jeg videre?