Utroskab og meget andet…

Kære du, som har oplevet utroskab og meget andet.

Det er en svær og tung fortælling, du har med dig. Dels fortællingen om dit forhold til din mand, og dels fortællingen om, at du har været vidne til, at noget lignende skete med din mor igennem din barndom. Som du selv skriver, er du hverken naiv eller blind, men fremstår derimod som en klog og modig kvinde, der har klaret rigtig meget i dit liv, og som ikke er veget uden om noget som helst på det faglige område. Jeg forstår derfor også godt din undren over din måde at reagere – eller ikke reagere – i forholdet til din mand. Som du skriver, ville du vide hvad en hver anden, som fortalte dig den historie, du fortæller her, skulle gøre, så hvorfor kan du ikke hjælpe dig selv?

Jeg tænker også, du selv er inde på svaret på, hvordan det kan ske, at du nu er i en situation, som du har svært ved at finde vejen frem i. Der er to ting i dit brev, jeg vil fremhæve, som muligvis ville kunne hjælpe dig til at forstå, hvordan du er kommet i denne situation, og dermed også give en mulighed for at kunne finde en måde at komme videre på: For det første skriver du følgende: “Jeg hader mig selv for at tillade dette”. Jeg forstår din pointe, med det du skriver, men sætningen viser også, at der er en følelsesmæssig splittelse i dig mellem det, du føler og det, du logisk set ved er rigtigt. Og hvor du tidligere i mange år har kunnet handle ud fra, hvad du logisk tænker er rigtigt at gøre, så har følelserne i mødet med denne mand været så overvældende, at de fuldstændig overtrumfer alt, hvad du logisk tænker er rigtigt at gøre.

Denne splittelse gør det også vanskeligt for dig at handle dig ud af denne situation, fordi man har brug for at kunne samarbejde med sig selv, for at kunne bevæge sig – det ved du sikkert alt om i forholdet til dit professionelle virke – der må man kunne samarbejde med sig selv og stole på sig selv. Man når en del af en selv reagere på en måde, som virker uforståeligt og måske ligefrem skadeligt på andre dele af en selv, så kan der opstå en splittelse, som bliver udtrykt i den sætning, du beskriver med at hade sig selv. Man kommer til at lægge i krig med sig selv, og dermed bruge sine kræfter på at slås med sig selv i stedet for at kunne handle udadtil.

Indtil videre er det “kun” på det følelsesmæssige område, at du oplever denne splittelse i dig selv, og heldigvis kan du stadig passe dit arbejde. Men  ifølge det, du skriver i  dit brev, lyder det til, at dit selvbillede er truet. Dit sociale liv er truet, og din følelsesmæssige tilstand er under pres i og med at du skriver, at du er stresset, bange og aldrig glad, og at du ikke ser dine veninder mere. Det er altså en tilstand, som skal tages alvorligt, og hvor en del af løsningen er, at du kommer igang med at stoppe med at hade dig selv, og dermed bekrige dig selv, og i stedet at begynde at vise forståelse og omsorg for dig selv og dine måder at handle på. Det kan være lettere sagt end gjort, så hvis det at blive opmærksom på problemet ikke er tilstrækkeligt til, at du kan lave om på det, vil det være noget, som du må søge hjælp til.

Den anden ting du fortæller i dit brev, som måske kan være give en idé om, hvordan dine følelser kunne blive så kraftige i mødet med netop denne mand, og at du dermed handler som du gør, er, det du fortæller om, hvordan du som barn så din mor blive behandlet af din far.
Din fortælling om dette får mig til at tænke, at måske kan grunden til, at du bliver så overvældet af dine følelser for netop denne mand, hænge sammen med, at en del af dig har lært at forstå forholdet mellem mand og kvinde ud fra sådan, som forholdet var mellem din far og din mor? Under alle omstændigheder kan dette også give nøglen til at komme videre, nemlig ved at begynde af arbejde med, hvad det var, der skete dengang og at arbejde med, hvordan dette har påvirket dig? Hvilke billeder har det givet dig af, hvad kærlighed er / ikke er? Hvilke billeder har det givet dig af at være elsket og at elske? Det vi lærer igennem vores barndom bliver som et par briller, igennem hvilke vi fortolker den verden, vi går ud i som voksne. Og som du har oplevet, kan det være nogle meget magtfulde briller at få på. De kan få én til at handle helt anderledes, end hvad man logisk set ville have troet, man skulle gøre.

Jeg vil meget opfordre dig til at opsøge hjælp, hos én som kan hjælpe dig med at undersøge dette, og at få ændret på det, så det ikke længere er så magtfuldt i dit liv. Pga. nogle af de symptomer du udviser, og fordi du i din opvækst har været vidne til såvel psykisk som fysisk vold vil du muligvis kunne få hjælp ved at henvende dig til et kvindecenter, og ellers vil de kunne hjælpe dig til at finde professionel hjælp i det område du bor i.

Gå også gerne på biblioteket og opsøg bøger af andre skønne stærke kvinder, der har været igennem en lignede proces, som den du står overfor at skulle igennem. Det at spejle sig i, at man ikke er den eneste, der har oplevet noget lignede, og at andre faktisk har kommet igennem og fået et godt liv, kan give en mod til selv at begynde at få arbejdet med det, der er svært i éns liv. Prøv fx med en gammel bog som “Kvinder der elsker for meget”, eller spørg bibliotekaren om hjælp til at finde bøger om emnet.

Jeg vil ønske dig alt muligt godt på din vej fremad, og at du kommer til at finde frem til, at du såvel – som alle andre mennesker – kan elskes på en måde, der ikke ødelægger livet for én.

Mange hilsner