Utroskab - skal jeg
løbe skrigende væk?

Kære brevskriver

Tak for dit brev. Brevet vidner om, at du er ret meget i vildrede, og at du har fået samlet ret meget svært sammen i relationen til din kæreste. Du bærer rundt på en stærk mistillid til ham, og jeg hører det sådan, at du både er skuffet og såret over, at han ikke længere er så engageret i jeres forhold som tidligere, og – som det værste – at han har løjet for dig og haft skjult kontakt til andre kvinder af seksuel karakter via skriverier og nøgenbilleder.
Jeg forstår det sådan, at du ikke har taget ham i direkte at have sex med andre kvinder, men jeg synes at ane, at du ikke er helt overbevist om, at han ikke har haft det. Dit brev vidner om, at du er ret utryg ved ham; du ved ikke, om du kan stole på ham, om han vil dig og parforholdet nok, og du er meget ængstelig for, om han overhovedet vil kunne evne at være der nok for dig og være dig tro i jeres parforhold.

Du skriver, at du er bange for, at han har en narcissistisk personlighed(-sforstyrrelse), som gør, at han aldrig kan blive ’fyldt op’ – lige meget hvor meget kærlighed, sex og opmærksomhed, han får. Det er en meget svær frygt at gå med for dig i forhold til din kæreste. Jeg kan selvsagt ikke bevæge mig ind i en vurdering af, hvorvidt din frygt er begrundet og reel i forhold til, om han har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, men det, at du har denne frygt, vil jeg gerne forhold mig til. Det siger nemlig ret meget om, at du helt grundlæggende virkelig er meget utryg ved ham og meget usikker på jeres forhold og hans evne til at kunne bidrage og have nok i det, som I er i gang med at skabe sammen. Du sidder med en frygt for, at du aldrig vil kunne ’være nok’ for ham, siger du. Og jeg fornemmer, at du er meget bange for havne i et forhold, hvor du hele tiden kommer til kort, bliver såret, og hvor du bliver følelsesmæssigt misbrugt og slidt op.

Det er et meget svært og utrygt sted at være for dig, og du har helt sikkert brug for, at der sker noget i forhold til denne frygt, som du ikke kan holde til at blive hængende udspændt i. Det lyder til, at denne frygt har vokset sig så stor hos dig, at den nu direkte står imellem dig og ham, og at den har så meget potentiale i sig, at den nu også gør dig ængstelig for at nærme dig ham følelsesmæssigt og for at række ud til ham. Mekanismen er: ”Hvad nu hvis han virkelig har en personlighedsforstyrrelse; så kæmper jeg/vi jo mod noget, der er enormt stort, uoverskueligt og uovervindeligt … og jeg kan kun tabe”. Du spørger direkte ind i det her, om du skal give parterapi en chance, eller om du skal løbe ’skrigende bort’? Det er i det spørgsmål, at jeg hører, at frygten virkelig har fat i dig. Og jeg tænker, at det denne frygt, som du p.t. har aller mest brug for konkret hjælp til at deale med og finde en vej i – for dit eget vedkommende.

Jeg vil opfordre dig til at finde en god terapeut, som du kan tale med om alle disse svære tanker og følelser; én som kan hjælpe dig med at stå oprejst i det virvar, som du er i lige nu; – en som kan finde ud af at være sammen med dig i din frygt for, at din kæreste er narcissistisk; én som ved lidt om narcissistisk personlighedsforstyrrelse og vil kunne stille vigtige spørgsmål og give dig noget vigtig sparring. Det er også vigtigt med en eller flere gode venner, som du kan betro dig til, og som kan hjælpe dig til at stå oprejst, når du følelsesmæssigt bliver ramt.

Men tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt du skal vælge at gå i parterapi med din kæreste, eller om du skal løbe skrigende bort. Svaret afhænger selvfølgelig meget af, om din frygt har ret eller ej. Men du skriver, at han faktisk gerne vil i terapi. Det må han have sine (gode) grunde til. Jeg sidder med en række spørgsmål her: Hvorfor vil han faktisk godt med dig i parterapi? Hvad siger han om det? Hvad håber han, at udbyttet af det kan være? Hvor vigtigt er det for ham, at I får klinket skårene og fundet en ny, fælles vej i livet? Vil han dig – angrer han? Lover han dig troskab? Kan han forstå dig og dine sårede følelser? Er han ked af hele situationen? Kan han tage skyld på sig – eller bortforklarer han? Kan han empatisk rumme dig og sætte sig selv til side, når I snakker om det svære. Og et andet vigtigt spørgsmål: Mon han tør tage noget initiativ lige nu – eller venter han på dig? Og – ikke mindst: Hvor meget ved han om, hvad du går med af ængstelige følelser og svære tanker omkring hans mentale sundhed? Har du indviet ham i, at du går og vender og drejer i tankerne, om han måske har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse? Ved han, at det er dér, du er i forhold til ham; at du er havnet i så dyb en frygt og følelse af mistillid over for ham? Ved han, at du i den grad går og er i underskud for at blive set, bekræftet og værdsat?

Du skriver ikke noget om alt dette i dit brev. I det hele taget siger du ikke ret meget om, hvordan kommunikationen har været og er imellem jer. Men – hvis du på nogen måder sporer noget ægte anger hos ham; oprigtig skyldfølelse; hvis du møder noget ægte kærlighed til dig fra ham; hvis du oplever, at han har en ægte vilje til at ville knokle for jeres forhold, og at han virkelig vil dig – og at han ønsker at være tro over for dig; hvis han har et oprigtigt ønske om, at møde dig i det, som du savner, og som er svært for dig; – hvis han virkelig vil dig, som den, du er – ja, så vil jeg mene, at det er vigtigt at give parterapien en god mulighed; for så er der grobund for et ægte, ordentligt møde mellem jer.

Det er vigtigt, at du/I får et rum, hvor der kan blive sat ord på tingene, følelserne, behovene, skuffelserne, ængstelserne – og hvor I begge kan arbejde på helt at få mødt hinanden/den anden i det, som er svært – og være ærlig omkring egne følelser, længsler, sårbarheder osv. Det er vigtigt, at han helt får et møde med dig midt i din frygt og midt i det, som frygten hele tiden sender dig ud i – i forhold til ham. Og det er vigtigt, at han får noget hjælp til (måske) at kunne få sat ord på noget af det, som er svært hos ham, og som måske kan give dig et vigtigt møde med nogle sider hos ham, som du måske slet ikke har fået lov til at møde endnu. Det er også vigtigt, at du er tydelig med, hvad du vil og ikke vil finde dig i – i forhold til hans utroskab. Utroskaben i sig selv er godt at få taget med ind i parterapi. Men i jeres tilfælde er det mindst lige så vigtigt at få hele frygten med ind i terapien; den frygt, som også har utroskaben helt med sig.

Og så lige en vigtig ting: Jeg tænker, at din kæreste også skal have opfordringen til selv at gå til en terapeut. Det lyder til, at han også ville kunne få meget ud af at få snakket med én om det, som er svært for ham, og som sender ham ud i adfærd og følelsesmæssige tilstande, som han ikke har det godt med, og som det er vigtigt for ham at finde nye veje i.

Jeg vil ønske dig og jer alt godt.

Med venlig hilsen