Vil han egentlig være
sammen med mig?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg er i et forhold, hvor vi begge var årsag til hinandens skilsmisse fra tidligere partnere. Jeg er i 40’erne, han nogle år ældre. Vi har været sammen i nogle år. Jeg er barnløs, og min kæreste har to store børn. Den yngste bor hos moderen. Jeg har ikke mødt børnene endnu, for de står fast på, at jeg er årsag til deres ødelagte kernefamilie, og de får den ikke tilbage uanset, om de lærer mig at kende, så de mener ikke, der er nogen grund til det.

Mit problem er, at jeg føler, min kæreste ikke sætter grænser. De vil ikke komme her, så han tager i sommerhus med dem, på café eller mødes med den yngste ude i sit gamle hjem hos eks’en. Jeg kan ikke komme med til fødselsdage, fester osv. i hans familie, da de to børn så ikke vil komme, og han har prioriteret, at de skal med..

Vi skændes efterhånden hver dag, for jeg føler, de prøver at leve i en “boble”, hvor den gamle kernefamilie stadig eksisterer, og han ikke prioriterer, at vi som par har værdi. Det får mig til at føle, at han anerkender, at jeg ikke er værd at lære at kende, og at det hele er min skyld, når han bliver ved med at føje dem og ikke siger fra.. Han siger jeg er skør, jaloux og ikke tager ansvar.

Det har stået på så længe nu, at jeg nærmest har mistet lysten til at arbejde videre med forholdet og familiesituationen.. Jeg føler, jeg står alene på den ene side og ham og døtrene på den anden side.. Eller ham i midten, der prøver at give lidt til begge sider, og så er der ingen, der er glade.. Jeg føler mig usikker og har mistet tilliden og troen på fremtiden..

Nu er jeg jo ikke selv mor, så forstår ikke forældre-følelsen.. Men jeg synes, de er for voksne til at skulle anerkendes i, at deres forurettede opførsel stadig er ok.. Han har bl.a. sagt til mig, at han godt kan forstå, de ikke vil møde mig, for det er jo min skyld.. Jeg er begyndt at blive vred på ham, for jeg synes ikke, han prioriterer os. Og han mener, han sætter mig fremfor alt andet.. Det er gået helt i hårdknude…

Svar

Kære spørger.

Tak for dit brev til brevkassen. Det er lidt af en hårdknude, I er havnet i. Det kan jeg godt forstå er svært, og jeg vil forsøge at give dig lidt input til, hvordan du/I kommer videre.

Du skriver fra starten, at I var årsag til hinandens skilsmisser, og det er som udgangspunkt et svært sted at starte en relation og et samliv. At bygge ovenpå en brudt familie er svært og kræver både masser af tid og respekt fra jer begge.

Som du fortæller, har du ikke børn, så selvom det også for dig har været et brud, har du ikke skulle vælge mellem kærligheden og børn, men det har din kæreste skullet håndtere, så på den måde er I også helt forskellige steder.

En konsekvens

Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig at blive valgt fra igen og igen af både din kæreste og hans børn, men jeg tror ikke, der er meget, du kan gøre ved det. Det er en af de konsekvenser, der er uundgåelige, når man finder sammen, som I har. Jeg tror derfor, at du først og fremmest skal acceptere, at selvom din kæreste har valgt dig og bor sammen med dig, så vil du ikke kunne konkurrere med hans børn. Det er kød og blod, og børn vil bare altid ligge forældres hjerte nærmest.

Du skriver, at han skulle sætte grænser og sige fra overfor sine børn, og det kan jeg godt forstå, at du tænker, men der er noget, der tyder på, at børnene er så forbitrede over, at deres far er flyttet, at de ikke bare kommer over det, og det giver de dig skylden for. Det er forståeligt, at de tænker, det er på grund af dig, at de ikke bor sammen med deres far mere, og det er svært for dem at være vred på ham, og så havner det hos dig, og det må du nok desværre leve med, indtil enten han eller børnene kommer på bedre tanker.

Han må selv træffe valgene

Det kunne bestemt være godt for jeres forhold, hvis din kæreste kunne sige fra overfor sine børn, men jeg gætter på, at han stadig har dårlig samvittighed over at have forladt deres mor. Du har ret i, at det virker som om, at han stadig forsøger at få begge dele – både at være kæreste med dig og holde lidt fast i kernefamilien, og det er først og fremmest svært for ham selv at navigere i. Jeg tror ikke, du kan tage valgene for ham. Det er en kamp, han selv må kæmpe, og i stedet risikerer du at skubbe ham længere væk, hvis du presser ham for meget, fordi han ikke kan vælge sine børn fra.

Det kan godt være, at det lyder lidt deprimerende for dig, at du har så få handlemuligheder i sagen mellem din kæreste og hans familie og børn, men det har desværre konsekvenser at være en af årsagerne til, at familier bliver brudt. Der er en historie og et liv, du ikke har været en del af, og det sætter sine spor. Du skriver ikke noget om, hvad det har betydet for dig og dit tidligere forhold, at det blev brudt, men det har selvfølgelig også haft konsekvenser for dig og det, du forlod.

Hvad vil I?

Det er tydeligt, at I er kørt fast i jeres forhold, og som du skriver fylder det så meget, at I skændes dagligt om det, og det tærer rigtig meget på et forhold. Derfor tror jeg, I har brug for hver især at finde frem til, hvad det er, I vil med forholdet. Vil I hinanden på de betingelser, I har, og hvad har I hver især brug for, for at I kan trives i forholdet? Aftal så en dag hvor I sætter jer ned og snakker om det. Det er noget, der skal aftales, og ikke bare være en aften over aftensmaden, så I begge tager det seriøst og bruger tid på at finde svarene i jer selv.

Nu er det dig, der skriver til os, så jeg vil specielt opfordre dig til at tænke over, om du kan leve med de forhold, din kærest kan byde dig. Du bruger meget tid og krudt på at irritere dig over, at din kæreste vælger sine børn frem for dig, og jeg tror, du må erkende, at det ikke bliver anderledes lige nu, at det ikke er et fravalg af dig, men at det er en nødvendighed og et umuligt valg for din kæreste. Så kan du lige så godt nyde livet og bruge tiden på dig selv, sammen med veninder eller din egen familie.

Tid til at være kærester

I har også brug for noget modvægt til al den konflikt og dårlig stemning, så det betyder meget, at I giver jer tid til at være kærester og lave ting sammen, som ikke har noget med familie og børn at gøre, men som bare er jer to, og det I har lyst til at lave sammen. Det tror jeg, I skal være meget bevidste om at sætte højt på dagsordenen.

Modspil og hjælp til din kæreste

Samtidig er det også ok, at du udfordrer din kæreste på, at efter nogle år er det måske på tide, at børnene kommer videre. Det er noget umodent, at de stadig holder fast i deres aversion mod dig, og det er ikke sundt for nogen af dem. Men jeg kender ikke deres historie og ved ikke, hvad der er på spil for dem. Derfor kan du godt være en medspiller i din kærestes proces med at få givet dem noget modspil. Du skal bare ikke stille krav eller tale dem eller ham ned. Det kommer der ikke noget godt ud af. Så hvis du skal hjælpe dig selv og ham, tror jeg, du skal forsøge at hjælpe ham med at sætte ord på smerten ved, at hans børn ikke accepterer hans valg, være åben for at give ham rum til det, og samtidig bekræfte ham I det valg, I har taget sammen. Der er en proces, som han skal arbejde igennem, og hvis han er villig til det, kan det give jer nogle bedre vilkår fremover. Og så kan du forhåbentlig samtidig få fortalt ham om din smerte ved at føle dig valgt fra. Det er den samtale, der er så vigtigt for jer at finde frem, så I får vendt den onde cirkel.

Håber du kan bruge svaret, og ellers må du gerne skrive igen

Mvh

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Kirsten Kirk Christensen, Psykoterapeut

Se også:

Skal jeg blive eller gå?

Til brevkassen Hej Parvis! “Den rette”? Jeg er en 27-årig kvinde, som efter mange år alene (hvor jeg virkelig har...