Vores forhold er gået
fra forstanden

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Min kæreste og jeg har to børn sammen, og jeg har to fra tidligere forhold.
Vores første år sammen var rosenrødt, men så begyndte det at falde fra hinanden. Store, voldsomme skænderier, som et par gange er eskaleret til, at han har taget fat i mig selv med vores datter på armen.

Mit barn så ham som far, men deres forhold er i dag meget anspændt. Han har sagt virkelig grimme ting til ham, og været meget nedladende gennem tiden, og jeg har så dårlig samvittighed over, at jeg har ladet det ske.

Han startede til psykolog, et krav fra mig, fordi jeg var bange for ham, efter han havde truet mit store barn med at give ham en på siden af hovedet.
Det har gjort, at han ikke har været så voldsom siden, til gengæld er jeg et stort spørgsmålstegn efterhånden. Flere gange er han kommet hjem og har fortalt mig, at psykologen mener, jeg har borderline-træk. Noget som han bruger mod mig i hver en diskussion. Foran børnene påpeger han gerne, hvor dårlig jeg er til at kommunikere fx. Og beder jeg ham stoppe, får han altid vendt det til, at jeg har gjort ham ondt og altid mener han er galt på den.

Jeg er så forvirret efterhånden. Han mener, vores forhold er godt, jeg mener det er dysfunktionelt. Men vi kan ikke tale om det, for så påpeger han bare, at jeg aldrig kan stille mig tilfreds.

Forleden kom jeg ind på, at hans psykolog havde nævnt for ham, at mit barn måske havde en diagnose. Dét havde han aldrig sagt! Jeg var syg, drejede alting og var en manipulerende løgner.
Jeg husker lige så tydeligt samtalen, vi havde, men han holdt på at jeg måtte have drømt det. Den slags sker oftere og oftere – at han fortæller mig, jeg lyver/drømmer – og jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tænke eller tro. Om min fantasi er så livlig, eller hvad pokker der sker.

Vi bor i hans hus, bilen er hans og min indkomst er lav. Det er han ikke sen til at gøre opmærksom på, for han har flere gange truet med at smide mig ud. Gør grin med min lave uddannelse og fortæller mig, at jeg intet har opnået. Bagefter siger han altid, at det ikke er sådan ment – men jeg føler efterhånden han udnytter “magten”. Sådan tænker han dog slet ikke, siger han.

Hvis jeg siger nej til sex, respekterer han det ikke. Enten bliver han meget sur eller også bliver han ved. Men han ved selvfølgelig også, at jeg ikke bliver ved med at modsætte mig, for jeg gider ikke diskussionen.
Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal stille op. Jeg har selv tonsvis af fejl, og er uden tvivl ikke nem at leve sammen med. Jeg har ingen familie eller omgangskreds længere, og jeg er så meget i tvivl om, om det er mig, der er ved at gå fra forstanden, eller der er noget galt den anden vej.
Hvordan ved man det? Hvordan ved man, om man er så syg, som han siger, jeg er?

Svar

Tak for din henvendelse til brevkassen.

Det er meget alvorlige spørgsmål, du stiller: – “Hvordan ved man, om man er syg, som han siger jeg er?” Og: “Jeg er meget i tvivl om, det er mig, der er ved at gå fra forstanden, eller der er noget galt den anden vej.”

Begge spørgsmål, og i det hele taget alt det, du skriver om jeres relation i dit brev, tyder på, at jeres parforhold har brug for hjælp.

Og det er godt at søge hjælp til jer og jeres parforhold. Det er din kæreste et godt eksempel på. Han har opsøgt en psykolog, fordi du har bedt ham om at gøre det. Det, at han har opsøgt professionel hjælp, har skabt det gode, at der ikke længere er voldsomheder, eller frygt for fysiske reaktioner fra din kærestes side af – og det er bestemt et meget godt og meget vigtigt fremskridt i jeres parforhold.

Men til gengæld ser det ud til, at der stadig er tale om beskyldninger og nedgørelser i mellem jer – og det har helt sikkert både en ødelæggende indflydelse på jeres parforhold og på jer hver især som personer. Lige nu er I der, hvor I er i tvivl om, hvorvidt I selv eller jeres kæreste – eller måske dit barn? – er syg. Det viser, hvor meget det påvirker alle meget negativt at være i et miljø, hvor beskyldninger, anklager og nedgørelser foregår – det kan man faktisk blive syg af – eller gøre andre syge af. Så du har ret i din overskrift om, at jeres forhold er gået fra forstanden, og jeg forstår din bekymring for, om du selv eller din kæreste – eller måske dit barn – også bliver/er ramt.

Det er helt nødvendigt, at I får gjort noget ved, hvordan I taler til, med og om hinanden. Og her kan det faktisk være en rigtig god styrke for jer, at finde jeres forhold fra det første år frem. Du kalder det rosenrødt – og det er et godt udtryk, for det beskriver det gode, I havde med hinanden dengang, og som I har brug for at få fundet frem igen med hinanden. Den første rosenrøde tid er den, man skal bruge til at udvikle et godt venskab med sin kæreste – et venskab der kan bære igennem, når tingene bliver svære. Og sådan som I behandler hinanden lige nu, tænker jeg ikke særligt mange venskaber ville holde til – et venskab kan godt holde til, at man er uenig om forskellige ting, men først og fremmest er det kendetegnet ved en grundlæggende respekt og anerkendelse af hinanden, og det påvirker også, hvad man siger til hinanden, og hvordan man taler til hinanden. I et venskab sørger man for hele tiden at bruge mere tid på at bekræfte det gode sammen – også selv om der er ting, man er uenige om.

Måske kan 2 små øvelser, der er hentet fra en bog der hedder: “7 gyldne regler for 2 der lever sammen”, være en hjælp for jer:

  1. Tal om de lykkelige timer I har haft sammen – jeres første rosenrøde år – tal om hvordan I mødtes og fandt sammen. Hvad var jeres indtryk af hinanden dengang? Hvad husker I bedst om den første tid, hvor I var sammen? Hvad var højdepunkterne? Hvilke ting foretog I jer sammen? Er I holdt op med at gøre ting sammen, som I engang nød at gøre? Vil I kunne begynde på at gøre nogle af disse ting sammen igen?
  2. Øv jer I at fokusere på at tænke og tale positivt til hinanden og om hinanden. Find 3 positive egenskaber ved din kæreste (og han ved dig) skriv dem ned, og skriv en konkret oplevelse, hvor du har oplevet, at han var på den positive måde – måske er det længe siden, du har oplevet det – det er ok. Fortæl hinanden om disse positive egenskaber, I ved den anden har kunnet vise frem, og øv jer i at huske på dem og begynd så at notere en ny positiv ting ved din kæreste (og han om dig ) hver dag – del det med hinanden, så I igen vender jer til at fokusere på det gode og positive imellem jer.

Sidst men bestemt ikke mindst, vil jer opfordre til, at I sammen går til psykologen og får hjælp til jeres parforhold. I kan så aftale, at I, i en periode, kun taler om det, der ikke fungere, når I er ved psykologen, og kun taler om det, der fungere godt – eller har fungeret godt en gang – når I er hjemme. Det vil betyde, at ingen af jer er usikker på, hvem der evt. er fra forstanden. Jeg tror helt sikkert på, at du har ret i, at det mere er jeres parforhold, der er fra forstanden end én af jer. Men jeg er også temmelig sikker på, at man desværre kan risikere at gå fra forstanden ved at blive i et parforhold, der er fra forstanden uden at gøre noget ved det. Så det er bestemt en opfordring til at tage det meget alvorligt, at jeres parforhold har brug for hjælp.

Alt godt til jer og jeres parforhold.

Mange hilsner

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Grete Karlsen Psykolog

Se også:

Min kæreste er langtidsledig

Til brevkassen Kære brevkasse. På forhånd vil jeg gerne beklage det lange brev, men jeg føler, der skal visse detaljer...

Skal jeg blive eller gå?

Til brevkassen Hej Parvis! “Den rette”? Jeg er en 27-årig kvinde, som efter mange år alene (hvor jeg virkelig har...