Boganmeldelse: Gud, hvor jeg savner ham – om at miste et barn

Gud, hvor jeg savner ham – en befriende ærlig bog om sorgen over at miste et barn

Landsleder i Agape Marianne Karlsmose anmelder bogen “Gud, hvor jeg savner ham” af Jakob Søe Esmarch.

Sognepræst Jakob Søe Esmarch har skrevet en ærlig, gribende og jordnær bog om sorgen i forbindelse med hans søn Simons sygdom og død som 11-årig. Bogen er bygget op som en kronologisk beskrivelse af forløbet fra Simon får den alvorlige kræftdiagnose, sygdomsforløb og død, og tiden efter døden. På den måde føles det som om, vi bliver lukket ind tæt på igennem hele sygdomsforløbet og tiden efter Simons død. Hvordan møder vi lidelsen og sorgen helt konkret, og hvordan udvikles troen i mødet med en livskrise? Samtidig indeholder bogen dybe refleksioner om, hvordan det er at være menneske – hele mennesker – i en dyb livskrise med både teologiske, psykologiske og litterære perspektiver.

Stjernestunder og himmelsten
En central pointe er vigtigheden af at have stjernestunder hele vejen, hvor der er fokus på livet – og ikke på sygdom, frygt og begrænsninger. At leve livet hele livet og skabe rum for at tale om smerten, men også rum for ikke at tale om smerte – et frirum til stjernestunder. Stjernestunder, hvor der kan skabes noget helt konkret. F.eks. begynder Simon at strikke og lave himmelsten, en sten, der udtrykte glæde over, at det ikke er nødvendigt at have briller i Himlen. De ting, som Simon har skabt, har haft konkret og stor betydning for ham og for mange andre.

Sorgens mange former
Sorgens mange former får et sprog, og bogen tydeliggør, hvordan sorgprocessen sker i to spor – et tabsspor, hvor følelserne fylder, og et handleorienteret restaureringsspor. Et menneske ramt af sorg svinger mellem sporene, og f.eks. to ægtefæller kan opleve at have svært ved at nå hinanden, fordi de er i hvert sit spor med forskellige behov. Jakob får i bogen på fornemste vis også frem, hvordan Simon ofte ikke har samme behov som forældrene for at tale om det, der er svært, herunder frygten for at dø. Et eksempel er hans 11-års fødselsdagsfest, hvor han sidder i kørestol, mens kammeraterne hopper på trampolin. Det er svært for forældrene, fordi de tænker på, at Simon ikke længere kan hoppe på trampolin, men om aftenen udtaler Simon: “Det var en god fødselsdag – ja faktisk rigtig fedt.”

Troens og håbets betydning i en livskrise
Troens betydning og udfordring i en livskrise kommer også tydeligt frem i bogen. Hvorfor lader Gud det ramme min søn? Må jeg bede om et mirakel, når lægerne har sagt, at det er uhelbredeligt? Troen, tvivlen og afmagten kommer ærligt frem, og den røde tråd er, at uanset hvad der sker, så er det Gud, som familien går til. Det gør et stort indtryk på mig at læse om Simons forhold til Gud undervejs. Han er af den faste overbevisning, at Gud findes og kan gøre ham rask. Selv om det ikke sker, så er Simon fast i troen på, at Gud findes. Bønnens form og indhold ændrer sig undervejs, men Gud kan tåle at blive skældt ud uden at han forsvinder. Der er et himmelsk håb midt i det fortvivlende mørke. Et håb til Gud, der kan helbrede – også selv om han ikke helbreder Simon. Et håb om et gensyn på den anden side af dødens brutale adskillelse.

De pårørendes behov
Det er en væsentlig del af bogen, at de pårørende skal passe på sig selv og tage egen iltmaske på, f.eks. at få spist og sovet, komme ud i naturen eller i kirke – det der kan give næring, hvor der er så meget, der tærer på kræfterne. Det kan også være hjælp fra kræftrådgivning og professionelle folk – både psykologi og sjælesorg fremhæves. Det er også magtpåliggende for Jakob Søe Esmarch at fremhæve vigtigheden af at give nærvær til de øvrige søskende. Helt konkret finder de nogle omsorgspersoner, der giver de to brødre opmærksomhed og nærvær. Ikke som erstatning for deres forældre, men som et værdifuldt supplement i en presset hverdag.

Fællesskabets kriseberedskab og konkrete hjælp
Der gives i bogen mange konkrete eksempler på, hvordan fællesskabet og netværket hjælper. “Folk er gode ved os,” skriver Jakob i bogen og kommer med mange eksempler på den omsorg, som deres netværk viser dem – en pose med rundstykker på yderdørens håndtag, Anders And-blad eller varm mad. Samtidig giver han også på ærlig vis eksempler på, hvad folk har sagt, som absolut ikke har givet mening, f.eks. “Simon skal nok blive rask” eller “Godt at I har andre børn, der er raske.”

Vi skal alle sammen øve os i at være stille, lyttende, vise empati og nærvær uden at skulle forsøge at løse eller give mening til noget, som grundlæggende er uløseligt eller meningsløst. Måske er det et knus uden ord, der giver lindring. Samtidig skal vi heller ikke trække os i frygt for at sige eller gøre noget forkert. En god hjælp er at sende en sms, der ikke kræver øjeblikkeligt svar, hvor du kommer med et konkret forslag, f.eks. “Vil det passe, at jeg kommer med aftensmad på torsdag?” Det er langt bedre end det mere generelle: “Sig til, hvis du har brug for hjælp,” for det kræver langt mere at tage stilling til og række ud efter.

Varm anbefaling
Jeg vil gerne give bogen mine varmeste anbefalinger. Det er hårdt at læse bogen, fordi den er så hudløst ærlig, at den går lige i hjertet. Det er ikke et glansbillede, men dyrekøbte erfaringer ud fra ufattelig smerte, meningsløshed og savn. Samtidig er bogen dejlig konkret i, hvordan vi kan hjælpe mennesker i livskriser og båret af et dybt forankret håb om gensyn med Simon i evigheden. Sorgens mange former kommer tydeligt frem og udtrykkes smukt i sætningen: “Sorgen er som et landskab, der forandrer sig, som måneder går.”

Bogen er skrevet ud fra Jakob Søe Esmarchs dagbogsnotater og efterfølgende refleksioner. Den er udgivet af Lohses forlag i 2. oplag i 2024. Bogen har min varmeste anbefaling.