Sjælesorg i en coronaramt verden

Alle kan til enhver tid kontakte en kirke og få hjælp til at finde en sjælesørger. Men hvad er sjælesorg egentlig? Og hvordan kan sjælesorg praktiseres i en corona-tid? Vi har spurgt præst og sjælesørger Dan Månsson.

Interview med sjælesørger og præst Dan Månsson, Lolland.

Hvad er en sjælesorgssamtale?

En sjælesorgssamtale er en fortrolig medvandring i et menneskes liv. I en sjælesorgssamtale vil sjælesørgeren møde dig på dine præmisser, så du frit kan tale om livet, som det i virkeligheden er for dig – og ikke nødvendigvis som det burde være. I sjælesorgens rum kan man endvidere gøre brug af konkrete midler som bøn, skriftemål, sygesalving og nadver, men det er ikke en forudsætning for samtalen. Min oplevelse er, at menneskelig smerte som angst, ensomhed og afmagt fylder for en stor del af dem, der ønsker en sjælesorgssamtale i denne corona-tid.

Hvilke udfordringer giver corona-tiden til den sjælesørgeriske samtale?

Corona-tiden udfordrer os på at være fysisk sammen. Det kan betyde, at sjælesørgeren ikke kan mødes med den, der har brug for en samtale. Måske er det pågældende menneske indlagt og underlagt hospitalernes retningslinjer for besøg. I disse tilfælde kan sjælesørgeren for eksempel tilbyde at bede om Guds varetægt, Guds helbredelse eller Guds ledelse og på den måde praktisere sjælesorg. En sjælesorgssamtale kan godt foregå over telefonen eller online, men den fysiske afstand er en udfordring. Her er bønnen et godt middel, man som sjælesørger kan benytte sig af, hvis det andet menneske ønsker det.

Hvad kan kirker og menigheder gøre for at blive bedre til at udøve sjælesorg i denne tid?

Som præst og sjælesørger er det en god ide at italesætte menneskelig smerte som angst, ensomhed og afmagt i forkyndelsen, så mennesker føler sig set og mødt. Samtidig kan præsten fra prædikestolen gøre opmærksom på muligheden for sjælesorg. Dernæst har jeg erfaret, at mange mennesker får frimodighed til at dele deres smerte, hvis de oplever konkret omsorg. I marts og april måned 2020 hørte vi meget om menigheder, der købte ind og varetog andre praktiske opgaver for mennesker, der på den ene eller anden måde var ramt af corona-restriktionerne. Jeg synes, det er vigtigt, at vi som kirke øver os i at tænke sådanne tjenester, diakoni, ind i det kirkelige arbejde rundt omkring. Praktisk hjælp giver gode anledninger til at tale med mennesker og vise, at kirken kan rumme menneskelig smerte – og har konkrete tilbud til mennesker, der ønsker at dele smerten.

Sjælesorg

  • Sjælesorg er en del af den kristne diakoni, altså kristen livs- og troshjælp.
  • En sjælesorgssamtale er en fortrolig samtale, hvor en sjælesørger inviteres ind i et menneskes livs-
  • fortælling. En sjælesørger er underlagt tavshedspligt.
  • »Køkkenbordssamtaler« kan være sjælesørgeriske, når den ene evner at
  • holde sit eget tilbage for at give den andens smerte fuld opmærksomhed.
  • Forkyndelse kan være sjælesørgerisk, når ordene om Gud bliver hørt af »et
  • knust hjerte« (Es. 57,15).
  • I sjælesorgssamtaler kan man – til forskel fra mulighederne i terapi –
  • gøre brug af midler som bøn, skriftemål, sygesalving og nadver.
Dan Månsson er sjælesørger og præst.
Dan Månsson er sjælesørger og præst.

Af Anne Sofie Bjørn Bitsch, kommunikationsmedarbejder i Agape

Se også:

Hvad er kristen spiritualitet?

Mange er blevet advaret mod at bygge sit trosliv på følelser og oplevelser, men vi er jo skabt som hele...

Spiritualitet

Sjælesorg i en coronaramt verden

Opdragelsen af vores børn har igennem de sidste årtier været præget af forældres problemer med at regulere børns følelser og adfærd. Den formulering, der bruges meget i denne sammenhæng, er at der skal sættes grænser for børn.

Der er med jævne mellemrum forskellige tv-programmer, der handler om, hvordan forældre skal være bestemte over for deres børn. Der er også forskellige pædagogiske programmer, der fokuserer på, hvordan forældre skal gribe ind over for deres børn og med et tydeligt fokus på børnenes adfærd. Det er tydeligt, at den adfærd hos børn, der især bekymrer voksne, herunder forældre, er den adfærd, der generer de voksne. I mange af disse programmer er der ikke den fornødne opmærksomhed på børnenes følelser og på en forståelse af, hvilke følelser og intentioner, der kan ligge bag børnenes problematiske adfærd.

Livsnødvendig relation

Et kernetema i børns udvikling er, hvordan barnet på samme tid kan opleve sig som sig selv og samtidig være holdt af, det vil sige mærke sig accepteret og anerkendt i fællesskabet, dette være sig både i familiens og i vennernes fællesskab. Ingen tvivl om, at betydningen af tilhørsforholdet til venner har fået en stigende betydning for børn og unge. Disse fællesskaber har vidt forskellig karakter, nogle med subkulturelle elementer, som forældre står fremmede over for, mens andre minder om fællesskaber, forældrene kender fra egne erfaringer.

Forældres vanskeligheder med at regulere børns frihed er i høj grad betinget af det faktum, at børn og unge er under udvikling. Fra fødslen, ja fra før fødslen, opbygges en relation, et fællesskab med moderen og faderen, uden hvilket barnet ikke kan eksistere. Vi fødes ind i en sammenhæng, hvor den følelsesmæssige og fysiske omsorg er nødvendig for barnets overlevelse. Et barn kan ikke finde ud af, hvem det selv er uden at være i en følelsesmæssig tæt relation til sine forældre. Er forældrene anerkendende over for barnet og hinanden, lærer barnet sin egen betydning og betydningen af, at forældrene også har betydning.

Fordi børn er under udvikling er det påkrævet, at forældre nærmest fra fødslen hele tiden tilpasser krav og forventninger til, at barnet i stigende grad mestrer mere og mere selv. En stor udfordring for mange forældre er, at de aldrig på noget tidspunkt i deres forældrerolle har kontrol over barnet, selv om de har 100% ansvar! Børns evne til at mestre den frihed, som vi i vores kultur forbinder med at blive 18 år, er under udvikling fra barnet er helt lille og er betinget af forældrenes evne til at se og følge barnets signaler og regulere det inden for den kontekst, som familien og de øvrige fællesskaber danner rammen om.

Børn ikke altiv i centrum

Der er livet igennem et spændingsfelt mellem hensynet til sig selv set ud fra barnets perspektiv og hensynet til fællesskabet. Det første fællesskab, barnet stifter bekendtskab med, er familien. Barnet er selv en del af fællesskabet, men der er også et liv uden om barnet inden for fællesskabet, som barnet skal finde ud af at forholde sig til. Forældre til små børn kan have svært ved at finde ud af, at det ikke bare er acceptabelt, men faktisk nødvendigt for børn, at der kan være middagssamtale, som ikke kun er til for børnenes skyld. Der er nok ikke så meget tvivl om, at forældre for 100 år siden ved middagsbordet ikke ønskede så megen aktiv snakken og samtale med børnene. I det sidste halve århundrede er børn i stigende grad blevet inddraget i samtalen omkring middagsbordet, også så meget, at nogle forældre helt har mistet fornemmelsen for, at børn også har brug for at finde ud af, at de ikke er i centrum for det hele. Børn har brug for både at mærke sig i centrum og for at mærke, at der er noget uden for dem, som de ikke er en del af. Hvis børn konstant mærker sig set og hørt i alle sammenhænge, får de svært ved at indarbejde fornemmelsen for andres positive betydning, uden at deres eget selvværd mærkes problematiseret.

I alt, hvad vi gør alene eller sammen med andre, lærer vi noget om os selv og andre, og vi lærer noget om andres og vores egne forventninger til os selv. Når forældre ikke er tilstrækkeligt anerkendende over for deres børn, bliver børnenes medindlæring, at de ikke er særligt meget værd, fordi det ligger implicit i forholdet mellem forældre og børn, at børn har en næsten utrolig accept af, at det forældrene gør, er rigtigt. Hvis forældrene ikke viser børnene betydningen af, at andre også har betydning, kan børnene risikere at få den medindlæring, at “solen udelukkende skinner på dem”. Børn og unge (og voksne og gamle) lærer mere af de holdninger, de og vi mærker, frem for af de ord og kloge budskaber, vi udtrykker. Det betyder, at børn udvikler sansen for andre og for fællesskaber, når forældre og andre voksne reelt viser betydningen af både hensynet til barnet og den unge og til fællesskabet.

Regulering af tillid

Betydningen af frihed for barnet er forbundet med udforskning af den verden, barnet og den unge lever i. Ligesom børnene har brug for at erkende, at hele universet ikke kan tilpasse sig dem, har forældre brug for at acceptere og anerkende, at børnene og de unge selv kan vurdere i mange situationer, også selv om de vurderer anderledes end svarende til forældrenes normsæt. Forældres regulering er ikke et fænomen, der først sætter ind, når børnene er blevet teenagere, hvor børnene på fornyet måde har brug for at finde ud af, hvem de er, og hvad de repræsenterer som selvstændige mennesker. Når børn og unge udvikler sig almindeligt og fungerer i deres hverdag i skole og netværk, bør forældre også have tillid til, at de børnene kan finde ud af deres liv uden for meget indblanding og have tillid til, at den opdragelse, som forældrene har praktiseret, også har ført det med sig, at deres børn i store træk kan finde ud at være til, selv om de praktiserer deres liv anderledes, end forældrene har valgt. Børn mærker en stor tillid fra forældrene, når de mærker accepten af deres valg, specielt, når de er anderledes, end forældrene havde tænkt det.

Når børn igennem barndommen har oplevet forældrenes evne til at tilgodese egne og andres behov i en vekselvirkning uden angst for andres fordømmelse, lettes deres mulighed for at afveje individuelle behov i forhold til hensynet til fællesskabet. Hvis forældre er åbne, accepterende og nysgerrige over for den dynamik, som hensynet til såvel det individuelle som det kollektive indebærer, hjælper de deres børn og unge til også at kunne håndtere de forskellige hensyn i en afvejning.

Samfund og tænkning ændrer sig

Vi lever i familier, hvor der generelt er færre børn per familie end tidligere, og hvor børnene spiller en anden rolle, end de før gjorde. Børn er på en anden måde nu end tidligere en slags “projekter” for forældrene. Forældrene er tilbøjelige at måle egen succes i børnenes succes. Velfungerende børn vil af forældre opleves som en bekræftelse på, at forældrene er lykkedes i deres forældrerolle.

Synet på børn, unge, frihed og fællesskaber er som de fleste begreber noget, der ændres, afhængigt af, hvordan vores samfund og tænkning om mennesker flytter sig. I vores tidsalder har den individuelle frihed et særligt fokus. Frihed og fællesskab er begge begreber med en positiv værdiladning, men de skal – ligesom andre begreber – forstås inden for den kontekst, som de givne vilkår er udtryk for.

Dan Månsson er sjælesørger og præst.
Dan Månsson er sjælesørger og præst.

Se også:

Hvad er kristen spiritualitet?

Mange er blevet advaret mod at bygge sit trosliv på følelser og oplevelser, men vi er jo skabt som hele...

Spiritualitet

Sjælesorg i en coronaramt verden

Begyndelsen

Ofte starter utroskab med en af følgende ting: Seksuel nysgerrighed eller frustration, et nært venskab uden sunde grænser, en flirt til at styrke ens ego, følelsen af at gøre noget forbudt eller lysten til eventyr. Utroskaben kan også vokse ud af et dårligt forhold, en midtvejskrise, en forelskelse eller uprøvede seksuelle fantasier. Uanset hvad utroskaben vokser ud af, så starter den med en lang række af dårlige valg, der til sidst fører til utroskaben.

Før afsløringsfasen

Der kan opstå skyldfølelse, spænding, stjålne øjeblikke af nydelse, uærlighed og et net af løgne. Hvis det er en one-night-stand er der ikke nogen førafsløringsfase. I førafsløringensfasen mærker den svigtede part, at der er noget galt, men kan ikke sætte fingere på hvad. Den utro part ændrer ofte adfærd – bliver mere irritabel og mindre forstående. Afstanden øges mellem parterne og begge føler sig utilpas ved situationen. Ingen taler om hvad der foregår, men begge mærker forandringerne.

Afsløringsfasen

Afsløringsfasen er lidt ligesom en begravelse, hvor man absolut må se liget. Der er brug for en grundig og ærlig bekendelse (ligsyn) for at få bekræftet at noget værdifuldt er mistet. Det er brutalt og hårdt, især for den svigtede. Men for begge parter er denne fase smertefuld. Der er behov for at alle spørgsmål kan blive besvaret. Hvor meget, hvornår, hvordan, hvem ved det osv.
For den svigtede part er følgende ting ofte vigtige:

  • Komme sig over chokket og få luft for følelserne, selvom det er hårdt for den, der har begået utroskaben.
  • Forhindre at det sker igen, ved at få svar på så mange spørgsmål som muligt.
  • Genvinde partnerens fortrolighed ved at få alle hemmelighederne frem i lyset, så det skete bliver en viden, de er fælles om.
  • At afkræve den utro part en form for bod som soning for nogle af de lidelser og ydmygelser, bedraget har ført med sig.

Efter afsløringen vil der komme en sorgproces og vrede, følelsen af at være blevet narret og tanken om, hvor dum man må se ud i andres øjne. Man har mistet tilliden og troskab. Den helingsproces, der er behov for herfra, er snørklet og ser meget forskellig ud alt efter hvem man er.

Genopbygningsfasen

I genopbygningsfasen er den, der har været utro, meget hurtigere til at komme videre end, den der blevet svigtet. Begge kan være slidte og trætte i sorgen over alt der, der er mistet. Processen med at tilgive og give slip, arbejde på den gensidige respekt og tillid, tager tid og kræfter. Tilgivelse handler ikke om at tolerere der, der er sket eller glemme det. Ingen kan tilgive og i samme øjeblik glemme forurettelsen. Det handler om langsomt at give slip på forurettelsen og genvinde tilliden. For den svigtede part fortsætter forhøret måske ind i genopbygningsfasen. Nye spørgsmål og nye følelser dukker op. Små ting får den, der blev bedraget, til at føle uro eller vrede: telefonen, der ringer sent om aftenen, partneren der vil prøve en ny seksuel teknik, partneren der kommer senere hjem end aftalt… pludselig vælter anklagerne og kravene om svar frem igen. Den bedragede part må forsøge at holde sig til de konstruktive spørgsmål og ikke dvæle ved detaljerne – de hørte afsløringsfasen til. Konstruktive spørgsmål kan være: Hvad var det for en længsel, der lå til grund for affæren? Var der noget partneren manglede i sit eget parforhold? Hvad skal der ændres på i vores forhold? Osv. Utroskaben kan have ført til, at en dyb frygt har boret sig ind i sjælen på den bedragede. Det er ikke sikkert, at det vil lykkes at genskabe den tillid, der er nødvendig, selvom de prøver. Nogle gange dækker utroskaben over dybe problemer i forholdet, som de hverken har vilje eller gensidig respekt til at gøre noget ved. Og skilsmissen er næste skridt.

Løsningsfasen

Langsomt vil det par, der arbejder på at genopbygge deres forhold, kunne etablere balancen og udvide intimiteten i deres forhold. Alle de mange vrede spørgsmål er mere eller mindre forsvundet og smerten og sårene efter utroskaben er blevet dulmet. Herfra kan ægteskabet enten fortsætte med at vokse sig stærkere med de ændringer, der er sket i parforholdet eller også falder man ind i parforholdets gamle vaner og rutiner med risiko for nye affærer. Arene fra utroskaben vil stadig gøre ondt fra tid til anden, her må I tale jer igennem dem og dermed fortsætte med at styrke og beskytte jeres intime relation.

Læs mere i bogen “Bedre sex og mere af det” fra Forlagsgruppen Lohse.

Dan Månsson er sjælesørger og præst.
Dan Månsson er sjælesørger og præst.

Se også:

Tale-lytte-teknikken

Af Steen Møller Laursen, landsleder i DFS Der er forskellige redskaber, man kan bruge, når man gerne vil blive bedre...

Det gode parforhold, Kommunikation

Utroskabens fem faser

Begyndelsen Ofte starter utroskab med en af følgende ting: Seksuel nysgerrighed eller frustration, et nært venskab uden sunde grænser, en...

Seksualitet, Kriser

Sjælesorg i en coronaramt verden

Pårørende til psykisk syg ægtefælle, førtidspensionist pga. PDST, BID-brugerlærer.

Jeg giftede mig med Gitte i 1988. Jeg vidste godt, at hun havde haft en vanskelig barndom, og at hun sloges med en del eftervirkninger fra den tid, men jeg var ikke forberedt på de skader, det medførte.

Verdenen brød sammen omkring os, da hun blev indlagt og fik flere og flere angstanfald og tvangstanker. Jeg var magtesløs. Jeg ville så gerne hjælpe hende, men kunne ikke gøre andet end at være der. Jeg forsøgte at tale med personalet og egen læge, men fik det indtryk, at jeg var mere til besvær end hjælp, der var ikke tid til at tale med mig, De smilte, men det virkede tit som kolde fortravlede smil.

Fik ingen hjælp

Gitte fik det værre og værre, og da hun fødte og kom hjem var det med en psykose og en angst for at gøre barnet fortræd. Medicinsk var hun dopet og ikke i stand til at vise nogen form for følelser, hverken had, glæde, vrede eller sorg. Når hun talte med en behandler, talte hun dem efter munden. Sådan gik 2½ år, hvor alting var kaos, med kun få gode stunder. Så blev hun gravid igen, og det hele gentog sig. Nu havde jeg også et barn at tage mig af, Jeg forsøgte at få hjælp fra læger og hospital. De henviste til kommunen, som så igen henviste til amtet. Jeg kom til at løbe spidsrod mellem amt og kommune, for ingen vidste, hvem der skulle tage sig af det. Det virkede som om, de slog tilfældigt op i telefonbogen og så sendte mig videre. Der var ingen hjælp at hente noget sted.

Jeg brændte ud

Med en hustru på hospitalet, to børn og et fuldtidsarbejde, der starter, før institutionerne åbner, brændte jeg efterhånden ud. Jeg blev mere og mere træt, følte mig som alene i verden, og det påvirkede også mit arbejde. Selvfølgelig endte det også med en fyreseddel.
Det var surrealistisk Jeg havde drømt om et liv, hvor jeg kunne give min familie en masse kærlighed og oplevelser. Jeg nød at tegne og male, være i naturen og spille klassisk guitar. Nu var det som om, jeg var med i et syrealistisk Pc-spil. Intet var, som det burde være, normale grænser og normer blev konstant ændret; til tider slet ingen, og til tider er der ikke andet, og det kan skifte fra minut til minut. Ting, som virkede i går, virker måske ikke i dag. Det, som hjalp i går, kunne være det, der udløste en ny psykose i dag.

Hun kom hjem som en zombi

Når Gitte var indlagt, gav det lidt ro hjemme, men til gengæld var der den meget transporttid, tit op til fem timers transport dagligt. Jeg var stærkt indstillet på, at pigerne skulle have det så godt som muligt, så det blev ofte kun til få timers søvn hver nat, hjemmet skulle jo også passes.
Efter flere år mente hospitalet, at nu kunne de ikke gøre mere for min hustru, alt var prøvet, så jeg fik hende hjem som det, jeg vil beskrive som en grøntsag og en zombi. Man kunne føre en normal samtale med hende 10 minuter i døgnet, ellers var hun ramt af panikangst, rystede og græd hele tiden og havde indimellem hallucinationer. Nu var der ikke så meget transport, til gengæld var der et ”handicappet barn” mere.

Jeg fik det selv dårligt

Sådan gik nogle år. Min hustru fik det langsomt bedre, men jeg var selv begyndt at få det psykisk dårligt. Jeg var utryk ved at være væk hjemmefra og bange for at komme hjem, for hvad kom jeg hjem til? Ville dagen i dag gøre hende mere syg eller mere rask?

Jeg var ikke gift med min kone, men med en diagnose, en sygdom, som påvirkede hele familien. Og selv om jeg gjorde, hvad jeg kunne, påvirkede det også børnene.

Hun blev rask

Efter 15 år kom min hustru endelig i kontakt med nogle, der kunne hjælpe hende, og for tre år siden fik hun tilbudt en BIDbrugerlæreruddannelse, som i den grad har forandret både hende og restens af familiens tilværelse. Nu er hun erklæret rask og arbejder som underviser og foredragsholder flere gange ugentligt.

Jeg blev syg

I takt med at hun kom sig, kunne jeg slappe mere og mere af. Jeg opdagede, at jeg havde kørt på højtryk og på min egen ydegrænser i mange år.
Nu kunne jeg ikke klare mere. Nu var det min tur til at knække sammen. Jeg fik stillet diagnosen PTSD og har nu fået tilkendt en førtidspension, men jeg kæmper med hukommelsesbesvær og angstanfald. Noget, der måske kunne være undgået, hvis familien havde fået hjælp i tide.

Af Niels Erik Foged Madsen

Dan Månsson er sjælesørger og præst.
Dan Månsson er sjælesørger og præst.

Skrevet af

John Doe
Speciallæge i psykiatri

Se også: