Rammer for det gode samvær
Kirken skal være et trygt og sikkert sted for alle, også for børn og unge. Desværre har vi alligevel set...
Alle kan til enhver tid kontakte en kirke og få hjælp til at finde en sjælesørger. Men hvad er sjælesorg egentlig? Og hvordan kan sjælesorg praktiseres i en corona-tid? Vi har spurgt præst og sjælesørger Dan Månsson.
Interview med sjælesørger og præst Dan Månsson, Lolland.
En sjælesorgssamtale er en fortrolig medvandring i et menneskes liv. I en sjælesorgssamtale vil sjælesørgeren møde dig på dine præmisser, så du frit kan tale om livet, som det i virkeligheden er for dig – og ikke nødvendigvis som det burde være.
I sjælesorgens rum kan man endvidere gøre brug af konkrete midler som bøn, skriftemål, sygesalving og nadver, men det er ikke en forudsætning for samtalen. Min oplevelse er, at menneskelig smerte som angst, ensomhed og afmagt fylder for en stor del af dem, der ønsker en sjælesorgssamtale i denne corona-tid.
Corona-tiden udfordrer os på at være fysisk sammen. Det kan betyde, at sjælesørgeren ikke kan mødes med den, der har brug for en samtale. Måske er det pågældende menneske indlagt og underlagt hospitalernes retningslinjer for besøg. I disse tilfælde kan sjælesørgeren for eksempel tilbyde at bede om Guds varetægt, Guds helbredelse eller Guds ledelse og på den måde praktisere sjælesorg. En sjælesorgssamtale kan godt foregå over telefonen eller online, men den fysiske afstand er en udfordring. Her er bønnen et godt middel, man som sjælesørger kan benytte sig af, hvis det andet menneske ønsker det.
Som præst og sjælesørger er det en god ide at italesætte menneskelig smerte som angst, ensomhed og afmagt i forkyndelsen, så mennesker føler sig set og mødt. Samtidig kan præsten fra prædikestolen gøre opmærksom på muligheden for sjælesorg.
Dernæst har jeg erfaret, at mange mennesker får frimodighed til at dele deres smerte, hvis de oplever konkret omsorg. I marts og april måned 2020 hørte vi meget om menigheder, der købte ind og varetog andre praktiske opgaver for mennesker, der på den ene eller anden måde var ramt af corona-restriktionerne. Jeg synes, det er vigtigt, at vi som kirke øver os i at tænke sådanne tjenester, diakoni, ind i det kirkelige arbejde rundt omkring. Praktisk hjælp giver gode anledninger til at tale med mennesker og vise, at kirken kan rumme menneskelig smerte – og har konkrete tilbud til mennesker, der ønsker at dele smerten.