Alene igen - hvorfor går
det galt i mine parforhold?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse.

Jeg har og har haft udfordringer i mine parforhold, som alle fem er gået i vasken efter maksimum fem år. Jeg er i slut fyrrene, jeg har aldrig været gift og jeg har ingen børn. Jeg er opvokset i en kernefamilie, dog med en meget autoritær far, som havde magten i sit ord, og en mor, som altid glattede ud, når vores far blev irriteret/vred. Det affødte tavshed i hjemmet. Som 19 valgte jeg at flytte til udlandet, også for at få fysisk afstand til alt derhjemme og alle de dårlige stemninger. Jeg er først vendt hjem til DK for et par år siden. Jeg har været i fire faste forhold i de år. Jeg brød ud af de tre efter ca. tre til fire år. Mit mønster er nyforelsket, alt er spændende, man flytter sammen. Rutinerne og trivialiteterne sætter ind, jeg begynder at kede mig og smutter. Groft sagt.

Det sidste forhold, som min kæreste valgte at afslutte, svider noget. Vores store udfordring var i det intime. Vores seksualitet var præget af rutine, det samme nummer, om jeg så må sige. Når jeg spurgte ind til lidt afveksling, gled han af. Det accepterede jeg, velvidende at allerede der begyndte en irritation at sætte ind. På den ene side pga. monotomien og på den anden side, fordi han ikke rykkede sig en millimeter. Hvis jeg satte ord på, hvad jeg godt kunne lide, og hvilke ønsker jeg havde, afviste han det kategorisk. Det kunne f.eks være, at han skulle bruge fingrene eller gensidig oralsex. Det er ulækkert, sagde han. Efter fire år og dalende aktivitet rent seksuelt, fik jeg ham med til en parterapeut, som gav os nogle gode redskaber til at nærme os hinanden igen. Men derhjemme arbejdede han ikke med, og så blev jeg trodsig og afviste al intim kontakt med ham efter fire år. Jeg ved godt, at man rammer en mand dybt, når hans seksuelle præstationer bliver afvist. Der gik et år, hvor vi levede platonisk, og det holder jo ingen steder, så enden på det blev, at han bad om at afslutte forholdet.

I første omgang var det en lettelse, men efter nogle dage kom tvivlen, for vi har haft skønne tider/år og var fast forankret i hinandens familier, etc. Jeg ville gerne prøve at finde harmonien igen, men han er fast besluttet. Derudover har han meddelt, at han har fundet en ny kæreste. Og det var en besked, der gjorde ondt. Min fornuft siger, at det er godt det er ovre. Jeg ville “visne” rent seksuelt med ham, men jeg elsker ham stadig. Hvad er min rolle? Hvorfor “keder” jeg mig efter ca. tre år? Og hvorfor kan jeg ikke få det til at fungere når man bor sammen?

En af mine livslange udfordringer er at sætte ord på hvad jeg ønsker i et forhold. Oppe i mit hoved kan jeg fint formulere det, når jeg verbalt prøver at sætte ord på det, er det som om ordene kludrer i det, og jeg får det uklart ud. Det er også efterfulgt af dårlig samvittighed. Hvorfor kan jeg ikke være tilfreds med det jeg får? Det blev vi indpodet som børn af vores far. Jeg ved selvfølgelig godt, at situationen nu er helt en anden. Jeg savner en at være tryg ved, som vil mig og som man kan opfatte som sin livsledsager.

Jeg ved også af erfaring, at jeg aldrig kommer til at åbne helt op til mit inderste. Holder jeg en lille afstand er smerten til at komme igennem, hvis det går over, Sådan fungerer det for mig. – rent følelsesmæssigt. Afslutningsvis må jeg også fortælle, at jeg altid har haft svært ved ikke at være utro. Det er som om jeg “higer” efter opmærksomhed, eller hvad? Jeg ønsker at finde en kæreste, hvor jeg kan finde ro, være glad, føle mig elsket og ikke falde ind i samme mønster igen.

Hvad gør jeg forkert, hvad rigtigt og hvor finder man en kæreste i min alder? På nettet?

Med venlige hilsner livsnyderen.

Svar

Kære Livsnyder

Tak for dit brev, og for dine beskrivelser af de udfordringer du oplever i dit parforhold. Der er mange forskellige elementer på spil i det du skriver. Men noget af det du spørger til, er hvad din rolle er i, at forholdene går skævt. Du fortæller om din barndom, og jeg formoder det er fordi du selv tænker at der er en sammenhæng der. Det giver god mening, og jeg vil prøve at give et forsigtigt bud på, hvordan den sammenhæng kan være. Men tag alt det jeg skriver som det, et bud – spejl dig i det du kan, og lad resten ligge.

Barndommens betydning for parforholdet

Det er velkendt, at de måder vi danner relationer til vores forældre på, får en rolle for den måde vi indgår i parforhold på. Gennem relationen til vores forældre lærer vi strategier for, hvordan vi opnår mest mulig nærhed til andre. Noget af det, du har med hjemmefra, er at de voksnes følelser har fyldt meget. Og i særlig grad din fars. Dit hjem har været præget af en dårlig stemning, og en larmende tavshed. Det er ikke sikkert, at der har været særligt meget opmærksomhed på dine behov, hvad du havde lyst til eller brug for. Du gemte det måske selv til side for at bevare husfreden. Og når du så alligevel har givet udtryk for dine behov, har du fået at vide, at du skal være tilfreds med det du har. Mit gæt vil være, at det er lettere for dig at læse andre, end det er at læse dig selv.

Dilemmaet mellem forbundenhed og frihed

Din opvækst kan være med til at præge dig på mange måder. For det første har du fået svært ved at italesætte dine ønsker. Det er meget naturligt, når der ikke er nogen der har haft opmærksomhed på dem, og når du er usikker på, om de bliver taget godt imod. Det virker her som om, at der er en stor ambivalens i dig: du vil gerne som voksen kræve din ret til at blive set, hørt og imødekommet – og samtidigt er det svært at slippe barndommens belæringer om ikke at kræve, og du får dårlig samvittighed.

Så det ikke at sige hvad du vil, kan være en måde at passe på dig selv og relationen, fordi du ikke har en erfaring af at det går godt. Desuden siger du, at du ikke åbner op for det inderste af dig, for at beskytte dig selv mod smerten. I samme tråd kan tendensen til utroskab være en måde at holde en bagdør åben. Man kan have det bedst med at være den der går, frem for den der bliver forladt.

På en måde bærer du det paradoks ind i dit parforhold, at du på en og samme tid sætter stor pris på din autonomi, at du nu kan bestemme selv og sætte dine behov i fokus. Men på samme tid drømmer du om en livsledsager, en du kan finde ro med,hvor du kan være glad og føle dig elsket. De måder du passer på dig selv, og den måde du passer på relationen, kan komme til at virke modsatrettet.

Elsk mig, uden at blive lukket helt ind.

Ledsag mig, men lad mig have frihed til at gå.

Imødekom mine behov, uden at jeg fortæller om dem.

Veje herfra

Jeg tror, der er flere veje herfra. For det første tror jeg det er godt for dig at gøre op med dig selv, hvad du gerne vil – om friheden eller forbundenheden vejer tungest?

Vejer friheden mest, kunne en løsning være at søge et forhold, hvor det ikke skal lede til, at man bor sammen. Så du stadigt har en stor grad af frihed. Når du underskriver dig som livsnyderen, kan jeg få den tanke – at du helst vil leve et liv med mindst mulig forpligtelse, og størst mulighed for at tilvælge dig selv og egne behov.

Vælger du at gå efter forbundenheden, bliver opgaven måske snarere at øve dig i at blive tydelig omkring dine behov og grænser ind i relationen. At lære at at turde stå ved dem – på en konstruktiv måde. I forholdet til din sidste kæreste demonstrerede du din utilfredshed med at dit behov ikke blev mødt, ved ikke at møde hans. Derved fik du straffet jer begge. Det lyder da heller ikke til, at han var særligt imødekommende overfor dig. Men kunsten bliver at finde én, der er med på, at det at være i et forpligtende parforhold kræver hårdt arbejde og villighed til at møde hinandens behov, og gå på kompromis. Hvis du ikke bliver taget som en selvfølge, hvis dine behov til stadighed bliver set og har ret til at være tilstede, så tror jeg også det er lettere for dig at rumme den naturlige trivialitet, der indtræder efter den første forelskelse. Frem af det kan der vokse en mere moden kærlighed. Men det er hårdt arbejde at være i sådan et parforhold, og det skal man være indstillet på. Og det kræver et vist mod at åbne sig helt op, og give sig hen til en anden.

Hvor man finder en kæreste, har jeg ikke et universelt svar på. For nogen er det vigtigt at mødes i interessefællesskaber, for andre kan det fint være på nettet. Men nettet er et vidt begreb, og der er forskellige sider som kan have forskellige aldersgrupper og formål – om man søger noget mere løst eller fast. Her må du gå lidt på opdagelse, når du ved, hvad du vil.

Jeg håber at noget af det jeg skriver har givet dig inspiration til dit næste skridt. Hvor er det godt at du lige er stoppet op, og overvejer i hvilken retning du vil gå.

Med venlig hilsen

Rebecca

Rebecca Schønherr Thomsen Psykolog i Agape

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen:

Skal jeg blive eller gå?

Til brevkassen Hej Parvis! “Den rette”? Jeg er en 27-årig kvinde, som efter mange år alene (hvor jeg virkelig har...