Vi har været gift i 17 år snart. De sidste 10 år har været umådeligt svære. Faktisk lige siden før fødslen af vores yngste. Inden da var det rent faktisk heller ikke godt. Men tåleligt.
Jeg er den, der tager initiativet til nærhed. Det er mig, der giver kram, mig, der søger kys, mig, der rører ved ham. Mig, der prøver at indlede til sex, men afvises altid. Han nyder ikke berøring fra mig.
Det er mig, der sætter ord på mine følelser, mine tanker og kommer ud med konklusioner. Det er mig hele tiden.
Jeg giver og giver og mister mig selv i det. Hvis ikke jeg giver og giver, mister jeg også mig selv i det.
Jeg har af flere omgange trukket mig fra at søge og vise mig kærlighed for at teste, om min mand så selv kommer og viser sin kærlighed til mig. Men han kommer slet ikke. Han tager ikke initiativ.
Når jeg er i de perioder, får jeg en helt ekstrem hudsult. Det har en kæmpe pris, når jeg gør det. En pris, der faktisk er hamrende svær for mit eget nervesystem.
Min mand siger, at han elsker mig, men ikke som jeg gerne vil have det. Han er ikke tiltrukket af mig længere. Han kan ikke sige hvorfor.
Jeg er overvægtig, jeg er ikke sådan en køn kvinde, som alle andre. Med årerne kan jeg godt se, at jeg er træt at se på. Jeg har en hormonsygdom, der generer med øget hårvækst, som jeg bruger oceaner af tid på at fjerne. Hormonsygdommen gør det også ekstra svært at tabe mig.
Min mand valgte en ny hobby for år tilbage. Den prioriteres over mig. Min mand begraver sig i sit arbejde, og prioriterer det over mig. Han prioriterer vores børn (det forstår jeg godt, men det er i en grad, hvor jeg lades tilbage). Han prioriterer sin telefon over mig, han prioriterer alenetid over mig.
Jeg kan ikke mere. Jeg synes, jeg har været særdeles tålmodig, og det er på bekostning af mig selv. Jeg dykker gradvist ned i en dyb, dyb depression, en ikke behandlet depression, og jeg er begyndt at kradse mig selv til blods. Det går særligt ud over min mave. Det er en farlig vej at gå, men så er min indre smerte det mindre.
Jeg kan snart ikke mere. Jeg er fyldt af smerte og føler, han holder mig fanget i ‘jeg elsker dig, men ikke som du ønsker’. Jeg føler, at han giver mig skylden, for at det går dårligt. Han vil ikke i parterapi. Han synes, det er dyrt, og at vi ikke har råd til det. Men jeg har sagt “men har vi råd til at lade være?” Det har han ikke svaret på..
Jeg elsker ham, men det gør så sindsyg ondt at elske ham. Bare at skrive dette får tårerne til at vælte ned ad kinderne.
Jeg opgiver snart… for min egen skyld. Men jeg har ikke økonomi til at kunne det, da jeg har en usikker og meget lav indkomst, så hvis jeg skulle forlade ham, ville jeg kun have råd til en 2 værelses lejlighed og dermed ikke have nemt ved at have mine børn boende. Jeg er helt færdig indeni.
Kære kvinde
Tak for dit brev, som emmer af længsel, fortvivlelse, svigt og smerte, men også af håb, ønsker og et råb om hjælp.
Du beskriver flere emner i dit brev – manglende kommunikation, manglende intimitet, mangel på nærvær og en oplevelse af manglende initiativ, ensomhed og hudsult. Det er ensomt at opleve sig umødt og overhørt i en relation, og det har stået på meget længe hos dig / jer.
Når din mand ærligt siger, at han ikke er tiltrukket af dig, og du samtidig oplever en enorm hudsult og afsavn, tænker jeg netop,som du selv foreslår, at parterapi er vigtigt – at I får tydeliggjort, hvad I hver især ønsker for jeres relation, og hvordan I kan være sammen i praksis – uden at I begge forlader jer selv i relationen. At han ikke ønsker at deltage er ikke usædvanligt, men kalder på en tydelighed i situationens alvor – at du gør ham klart, hvilke tanker du går med, og hvad det har af betydning for jeres relation og for dig.
Du beskriver også depression og selvskade. Og dette gør, at jeg vil anbefale dig at gå til din læge og få en henvisning til en psykolog. Din situation kræver mere og andet end blot brevkasserådgivning, og du – og I – skal ikke fortsætte, som det er nu. At tale det igennem med en udenforstående, at blive hjulpet med den selvskadende adfærd og lægge en plan for dig og for jer er nødvendigt og kærligt.
Jeg håber, du og I får den hjælp, I har brug for. Det starter med at række ud, som du har gjort her. Og jeg opfordrer dig til at strække armen lidt længere, til din egen læge og bede om yderligere hjælp. Du kan også ringe til Partelefonen og få gratis rådgivning, og derudover kan du også få gratis hjælp og rådgivning i forhold til selvskade her.
Opsøg hjælp, for det er du – og I – værd.
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
