Ensom i mit ægteskab

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg skriver til jer, da jeg har meget brug for jeres råd og vejledning!

Jeg har været sammen med min mand i 7 år og vi har været gift i 5½ år. Vi har et lille barn sammen.
Jeg står i en situation, som jeg egentlige har været i længe… måske næsten to år. (Ja, før vi fik vores søn).

Jeg er rigtig ked af mit forhold til min mand. Jeg føler ikke, at han er der for mig og vores søn. Han bruger rigtig meget tid på sit arbejde, og er meget pligtopfyldende over for det. Men derhjemme er det lige modsat. Han er glad og tilpas, men han tager ikke del i vores fælles liv. Jeg står en meget stor del af tiden med al ansvar, både overfor vores søn, det huslige og vores planer ude af huset.
Jeg savner SÅ meget, at han også er med i det. Han giver mig ordrer så som ”kan du ikke ringe til tandlægen for mig?”, ”Kan du ikke købe…” Jeg føler mig som hans sekretær. (Han siger, han ikke har tid til at ringe, når han er på arbejde, men han kan godt snakke i arbejdstelefonen, når han er hjemme.)
Hvis jeg beder ham pænt om noget f.eks. at smide noget i skraldespanden, som har ligget på bordet i nogle dage, så sker der ikke noget. Eller også kan han finde på at sige ”hvis det generer dig så meget, kan du jo bare selv smide det ud.” Han har flere gange hentydet, at en kone skal varte ham op og lave alt det huslige.
Nogle gange er det er som om, at han mener, at han har ret til at sidde på sofaen og se tv eller at tage en lur. Han reagerer ikke på, at jeg faktisk har brug for ham.

Jeg ved, at der er andre, bl.a. mine forældre og hans mor, der tydeligt kan se, at han fralægger sig ansvar. Det gør mig virkelig trist, at det ikke bare er mig, der ser det!
Jeg savner rigtig meget, at han prioriterer mig!!! Jeg havde fødselsdag i marts, men har endnu ikke fået nogen gave, fordi han ikke har haft tid eller taget sig sammen til at købe en. Men til gengæld arbejder han fra 7 til 16-17 stykker flere dage om ugen.

Jeg savner, at han prioriterer min søn!!! Flere gange er det sket, at vores søn kommer hen til ham, og vil have hans opmærksomhed, men han siger ”jeg er lige i gang med noget andet.”
Jeg kan ikke rigtig snakke med ham om det. Han synes faktisk, at det er noget pladder, at snakke om hvordan vi har det sammen.
Når jeg har fortalt ham, hvordan jeg føler kan han finde på at sige ”Jamen du gør også…” eller ”det må du snakke med en psykiater om” eller også lukker han fuldstændig af, og siger ikke noget.
For et år siden, skrev jeg et brev til ham på 10 sider, hvor jeg fortalte ham, hvad jeg følte. Jeg syntes ikke det nyttede noget, at snakke med ham. Hans kommentar var: ”Du har nok ret i det meste du skriver”. Det gjorde mig glad! Jeg opfordrede ham til at skrive et brev til mig også, eller i det mindste snakke med mig om det, jeg havde skrevet. Men intet er sket. Og når jeg læser mit brev i dag, har jeg det fuldstændig på samme måde.
Vi snakker ikke særlig meget sammen, jo, om små hverdagsting. Men han mener også, at det er mig der snakker, og endda for meget. Det er sjældent, at han kigger mig ind i øjnene og koncentrerer sig om at lytte efter, hvad jeg siger. For det meste, er det fordi han ser fjernsyn. Han viser mig meget sjældent 100 % opmærksomhed. For det meste må jeg gentage mig selv 2-3 gange, fordi han ikke har hørt, hvad jeg har sagt.
Vi har snakket om, at få et barn mere om et års tid, men jeg ved virkelig ikke, om jeg vil. Om jeg orker det… Da jeg på et tidspunkt fortalte ham, at jeg ikke vidste om jeg orkede en mere, hvis vores forhold fortsatte, som det er nu, sagde han: ”Det skulle du have tænkt på, inden vi fik X” Tak, så er det igen mig, der har gjort noget forkert! Og sådan er han, han giver tit mig skylden. Jeg bebrejder jo også ham, men jeg synes ikke rigtig han har hold i noget…

En ting han savner, det er mere sex. Men jeg må tilstå, at det har jeg ikke lyst til. Jeg føler mig ikke tiltrukket af ham. Jeg føler vi er kommet rigtig langt fra hinanden. For mig ligger der rigtig mange følelser i at have sex. For mig er sex nærvær og kærlighed, men jeg kan ikke have sex, når jeg ikke føler dette i hverdagen. Jeg skal have overskud til det. Og med alle de ting jeg skal holde styr på og gøre i hverdagen, så kan jeg simpelthen ikke cleare mit hoved nok til at slappe af.

Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke kan give ham, hvad jeg har brug for!!! Jeg har forklaret ham hvorfor, men det er som om, han ikke forstår det eller ikke vil acceptere det. Sidste gang vi prøvede at have sex, begyndte jeg at græde. Jeg kunne simpelthen ikke. Det var for frastødende, og jeg fik ondt i maven af det. På et tidspunkt, hvor han rørte ved mine bryster og jeg krøb sammen og sagde nej sagde han bebrejdende: ”Jamen så får X jo ingen lillesøster eller lillebror”. Hvor blev jeg bare ked af det!!!
Han har flere gange spurgt, hvordan det kan være at jeg ikke kunne holde mig fra ham, da vi var nygifte, men nu kan jeg godt. Jeg svarer som regel, at den gang var det spændende og nu er det ikke så spændende + jeg har bare ikke det samme behov, som han har.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg ikke er glad og har overskud i hverdagen. Jeg er glad for min skole og praktik, men jeg har svært ved at finde overskuddet og glæden frem, når jeg kommer hjem. Det går rigtig meget ud over min søn (jeg henter og bringer hver dag, og bruger megen tid med ham), og det gør mig så ked af det!!!
Hvis bare jeg vidste, at jeg kunne stole på, at min mand var på, når han kom hjem og at han viste mig, at han elsker mig, så vil jeg være meget mere glad!

Hvor er ham den kærlige, omsorgsfulde og flittige mand som jeg faldt for?
Jeg går ikke ind for skilsmisse, men jeg har flere gange tænkt: ”nu pakker jeg tasken og flytter med min søn.” Jeg magter ikke at være så meget for ham, og ikke få særlig meget tilbage.
Jeg ønsker virkelig, at vi får det godt sammen! At han viser, at han vil mig, vores søn og vores liv sammen!!!
Desværre er det gået så vidt, at jeg faktisk har fået følelser for en anden (jeg har haft det før for ham for ca. 2 år siden). Ikke store, men de er der. Han er en af vores fælles venner og også gift (hvis heller ikke helt så lykkeligt). Ham og mig har det bare rigtig godt sammen! Han er så sød imod mig og opmærksom på mig, og det er bare det jeg savner SÅ MEGET!!! Jeg savner at blive holdt om, at få kys og kram, at blive snakket med, at FÅ OPMÆRKSOMHED!

Jeg har ikke fortalt min mand om det. Det gjorde for to år siden. Han var ligeglad. Jeg prøvede virkelig at hive en reaktion ud af ham, men han sagde bare: ”Jeg ved jo, at der ikke sker noget.”
Der fik jeg virkelig følelsen af, at han var ligeglad med mig. At han jeg bare er inventar i hans liv, som bare er der….

Jeg har aftalt med min far, at han vil snakke med min mand. De to har et godt forhold til hinanden. Min far vil også ringe til mine svigerforældre. Jeg synes selv det er en god start på at få løsnet op i det. Min mand mener ikke, vi har brug for en terapeut, men det gør jeg. Synes i det er en god ide, at min far snakker med ham?
Og så skriver jeg også til jer… hvad skal jeg gøre? Jeg er så ked af det! Jeg kæmper for at se de gode ting og være positiv, men gang på gang bliver jeg skuffet og føler mig overset.

Jeg er ved at opgive det hele. Vi er gået rigtig surt i det. Vi snakker ikke altid særlig pænt til hinanden, også selvom jeg virkelig prøver. Det er som om vi lever hvert vores liv under samme tag.
Jeg elsker ham, og der er også dage, hvor det hele kører og vi har det rigtig godt sammen, men det dårlige overskygger bare fuldstændig det gode…
Hvad skal jeg gøre???

Hilsen en meget trist hustru!

Svar

Kære magtesløse hustru

Tak for dit åbenhjertige spørgsmål til brevkassen.

Du beskriver et parforhold, som er i en meget alvorlig krise. Sådan ser jeg det og det er mit indtryk, at det også er sådan du føler det.

Der er stor grund til bekymring
Jeg hæfter mig ved flere aspekter i jeres forhold, som bare hver for sig kunne give anledning til alvorlige bekymringer:
•    I lever to parallelle liv, hvor I begge er optaget af jeres eget og ikke hinanden
•    Sexlivet er dødt
•    Ligegyldighed hersker
•    Samtalen er forstummet
•    Du mærker en fristelse til at komme væk

Du har kæmpet hårdt
Det gør stort indtryk på mig at høre, hvordan du har kæmpet og stadig vil kæmpe for jeres forhold. Det virker til, at det er en meget ensom kamp, hvor du ikke får meget respons fra din mand. Det er ulykkeligt for dig men jo i virkeligheden også for både din mand og jeres fælles barn. Jeg håber at mine refleksioner på dit spørgsmål kan være med til at hjælpe jer i gang med noget, som for alvor kan give den forandring, der nødvendigvis må ske.

Du skriver mange ting om jeres forhold og om den måde, som din mand agerer i det. Det, som slår mig mest og som jeg tænker virkelig må gøre ondt, er den ligegyldighed han tilsyneladende har overfor dig og jeres barn. Det må f.eks. være virkelig sårende at opleve, at ens ægtefælle ikke har fundet det vigtigt at købe en gave til ens fødselsdag.

Løsningen er dialog
Som sagt berører du mange problemstillinger og jeg vil ikke gå detaljeret ind i dem alle, da jeg mener at indgangen til en løsning ligger ét sted. Denne indgang hedder dialog.
Du har selv forsøgt at komme igennem denne indgang, men indtil nu opleves det som om, at døren er låst. Din mand giver udtryk for, at du selv må snakke med en psykiater eller også forbliver han blot tavs.
Selv om det måske ser temmelig håbløst ud lige nu, tror jeg ikke det er umuligt, at døren til dialogen kan låses op. En af grundende til at tro det, er det du skriver om brevet til din mand. Du fortæller, at han erkendte, at det meste faktisk er sandt. Det tyder på,  at der er en eller anden form for erkendelse hos din mand om, at den er helt gal. Noget har bare forhindret jer i at gøre noget ved det. Der er noget, som ‘blokerer døren’ selv om I begge godt ved, at den burde åbnes.

 

Du er værdig til at blive respekteret og lyttet til
Det er min overbevisning, at I har brug for hjælp til at åbne denne dør. Du har selv kæmpet med det gennem lang tid og din mand ser ikke ud til at kunne hjælpe dig. Derfor mener jeg, lige som du, at I har brug for en parterapeut for at komme videre.

Af flere grunde mener jeg ikke det er en god ide, at enten din far eller andre familiemedlemmer skal forsøge at tale med din mand. Den vigtigste grund er, at det jo reelt ville betyde, at du accepterer, at du ikke er lige så værdig at blive lyttet til af din mand, som hans forældre eller din far. Det signal synes jeg ikke du skal sende. Selvfølgelig er du værdig at blive lyttet til. Du er langt mere værdig end din mands forældre og alle andre tilsammen. Det er efter min mening din mands ægteskabelige pligt, at lytte til dig som nummer et. Jeg tror det vil gøre noget ved dig helt personligt, som ikke vil være godt for dig, hvis du afgiver denne værdighed og lader andre komme til. Jeg er bekymret for, at noget vigtigt og afgørende inde i dig kan gå i stykker, hvis du tillader at afgive denne værdighed. Derfor vil jeg fraråde, at du gør det.

Tvært imod synes jeg at du skal ranke ryggen og forlange at blive hørt. Du skal insistere på, at at din mand har lovet at elske og ære dig og at det lige nu indebærer, at han skal indgå i en dialog omkring det, der ikke fungerer.
Som nævnt mener jeg, at denne dialog skal ske sammen med en terapeut.

Kæmp for ægteskabet sammen eller afslut det
Jeg har stor respekt for, at du ikke går ind for skilsmisse. Det gør jeg heller ikke.
Jeg går heller ikke ind for, at en mand gennem lang tid kan undlade at have respekt for sin kone og tilsyneladende være temmelig ligegyldig omkring sit ansvar for alt det hjemlige og den personlige relation til sin kone og sit barn. Derfor tænker jeg, at der også er grænser for, hvad man skal finde sig i. Hvis den ene part er holdt op med at elske og ære eller holdt op med at vise det, så er ægteskabet allerede på vej til at dø. I det tilfælde ser jeg sådan på det, at man enten skal gøre noget ved situationen og forsøge at redde ægteskabet eller afbryde det. Det giver for mig at se ingen mening fortsat at forsøge at ‘leve’ i et dødt ægteskab og opfostre børn i det.

Sæt jeres ægteskab på højkant
Det leder mig frem til det næste som er, at jeg mener tiden er inde til, at du sætter din mand stolen for døren. Med det mener jeg, at du skal sige til ham, at du ikke vil acceptere ikke at blive lyttet til længere. Jeg synes du skal sige til ham, at du vil skilles, hvis han ikke vil gå i parterapi.
I denne sammenhæng kunne det måske også være vigtigt at pointere at ‘gå i parterapi’ ikke er at ‘gå derhen’ eller at ‘sidde derhenne’ men aktivt at deltage i den længerevarende proces og dialog der skal til, for at løse de konflikter, der har hobet sig op.
Sådan et krav, synes jeg du skal stille til ham. Hvis han ikke er villig til at gå ind under dette krav, synes jeg du skal flytte fra ham sammen med jeres barn.

Følelser for en anden
Jeg har lidt svært ved at tyde, hvad det betyder, det du skriver om den anden mand, som du har følelser for. Jeg forstår godt det du skriver, men jeg kan ikke tyde, om det er et forhold du kunne finde på at gå efter, eller du bare bruger det som illustration på, hvad det er du savner.
Jeg synes det er vigtigt, at du er fuldstændig skarp på, hvad du vil med de følelser, som du mærker i forhold til denne mand. På samme måde, som din mand har forpligtet sig på at elske og ære, har du. Denne forpligtelse mener jeg gælder, også selv om du måske ikke lige nu mærker, at din mand elsker dig. Det vil ikke kunne fungere, at du går i parterapi med din mand, hvis du samtidig i tanker eller handling eksperimenterer med et andet parforhold. Så vil parterapien på forhånd være dødsdømt. Inden du derfor stiller noget krav til din mand om f.eks. parterapi er det vigtigt, at du finder ud af, hvad det faktisk er du selv vil. Hvis du allerede mentalt har overskredet det punkt, hvor du ønsker at jeres forhold skal reddes og er på vej ind i et andet forhold, så mener jeg ikke, at terapeuten kan hjælpe jer.

Din mands savn
De ting du fortæller om din mand og jeres forhold vidner om en mand, som bare har koblet helt fra i forhold til jeres forhold. Det stiller ham jo umiddelbart i et dårligt lys og man kunne få den tanke, at han er problemet og må se at tage sig sammen. Det tror jeg også er en del af sandheden. En anden del af sandheden kunne være, at du også har en andel i, at det er gået, som det er.
Måske din mand savner noget fra dig, som du af en eller anden grund ikke har kunnet give. Måske er det sex, måske er det interesse for et eller andet han er optaget af, måske noget helt tredje.
Inderst inde tror jeg din mand drømmer om et andet parforhold, end det I har nu. Jeg føler mig overbevist om, at han også har et savn. Som tidligere nævnt, er der noget i jeres relation, som blokerer jer for at kunne snakke om dette savn. Jeg tror der, inde bag det overfladiske og ligegyldige ydre, findes en mand, som lider og som længes efter at I sammen finder kærligheden igen.
Selv om han er håndværker, er der her et stykke arbejde, som han ikke har værktøjet til selv at ordne, hvilket jo har vist sig, at du heller ikke har.
Derfor tror jeg din opgave lige nu består i, at du erkender dine egne manglende evner og appellerer til, at han også erkender sine, så I sammen kan hyre en ‘håndværker’ (en terapeut) til det, som I ikke selv evner at klare.

Opsummering
Start med at blive afklaret i, hvad du vil og hvor langt du vil gå, for at opnå det.

I den forbindelse kan du reflektere lidt over spørgsmålene:

Hvor længe kan jeres forhold fortsætte uden der gøres noget?
Er du villig til at sætte ægteskabet på højkant for at skabe en forandring?
Hvad sker der, hvis du ikke gør det?
Hvad er det værste der kunne ske, hvis du gør det og ville det være værre, end den situation, som er nu?

Få evt. individuelt hjælp fra en terapeut eller en god veninde til få afklaret disse spørgsmål, så du bliver helt skarp på, hvad du vil og hvorfor.

Når du er afklaret, så fremlæg sagen for din mand og handl på den beslutning du har taget. Fremprovoker en ny situation ved at gøre eller sige noget, som du ikke har gjort eller sagt før.

Jeg ønsker for dig, at du må have modet til at handle. Jeg ved du står i en svær situation og der er meget på spil. Derfor vil jeg endnu engang opmuntre dig til at få personlig hjælp (terapi), hvis du stadig er i tvivl eller mangler mod til at tage den fulde konfrontation med din mand.

Jeg håber dette svar har afklaret nogle ting for dig og du er selvfølgelig velkommen til at vende tilbage, hvis du har yderligere spørgsmål, som du gerne vil vende med os.

De bedste hilsner

Benny Dein
Psykoterapeut

Se også:

Skal jeg blive eller gå?

Til brevkassen Hej Parvis! “Den rette”? Jeg er en 27-årig kvinde, som efter mange år alene (hvor jeg virkelig har...