Er der fremtid i vores forhold?

Kære du

Tak fordi du deler dine tanker og dine dybe følelser om dit parforhold. Det lyder som om, at din kæreste og dig er i en svær tid, som har sat sine aftryk på jer begge.

Som jeg ser det, er der to muligheder i jeres situation, enten at I begge arbejder på jeres forhold, så det bedres, eller at I vælger at bryde op med hinanden. Jeg får et indtryk af, at I har haft nogle dejlige år sammen, og at I elsker, eller i hvert fald har elsket, hinanden. I har udviklet jer sammen og oplevet, at jeres værdier har rykket sig mod et mere fælles liv. Du udtrykker en lyst til at flette dig tættere sammen med din kæreste gennem fælles venner og det, at stifte familie, men du oplever blandede signaler fra din kæreste i forhold til det. Jeg vil starte med at tage udgangspunkt i, at der er noget at bygge videre på.

Din kærestes manglende svar på, om han er klar til at få børn og hans tilbagetrukkenhed i forhold til kropslighed og kærtegn, lyder for mig som om, at der også er noget på spil for ham. Din kærestes passivitet i jeres forhold, kan være et udtryk for, at han heller ikke er helt tilpas i jeres forhold for tiden – ligesom du beskriver, at du allerede har givet dig meget, og spørger, hvor meget mere du skal give dig.

I sådan en situation kan én reaktion være at tage afstand til den anden part, en anden kan være at gå til den anden part i endnu højere grad end før. Det kan skabe en negativ spiral, hvor den ene søger afstand og den anden nærhed. En anden reaktion kan være, at begge parter tager afstand. Det ødelægger muligheden for at genoprette det, som før var.

Jeg vil opfordre jer til at tager ansvar for jer selv og for hinanden i forholdet. Ansvar for at I selv og den anden trives. Den ene part skal ikke stå med hele ansvaret, ligesom begge parter ikke kun skal have ansvar for sig selv. Du fortæller, at du har forsøgt at facilitere en ordentlig samtale, men at din kæreste ikke rigtig vil være med. Jeg vil opfordre til at prøve igen. Snak om, at I skal snakke sammen – og snak så sammen.

Jeg ved ikke, om du allerede har forsøgt det, men jeg vil foreslå, at I aftaler at snakke sammen på en måde, hvor I kun tager udgangspunkt i jer selv. Det vil sige, at du skal fortælle, hvordan du tænker, oplever og ser på tingene, og din kæreste skal fortælle, hvordan han tænker, oplever og ser på tingene. I skal forsøge ikke at vurdere og dømme, men bare lytte og være sikre på, at I forstå det, den anden siger, sådan som det er ment. Det kan man eventuelt gøre ved at gentage det, den anden lige har sagt, f.eks. ”Jeg hører dig sige, at det at få børn, er blevet meget vigtigt for dig” eller ”Det, at vi begge er sammen med dine veninder og deres partnere, er blevet vigtigere for dig med årene” eller ”Du kan godt lide at gøre rent, men vil gerne have at vi er fælles om ansvaret for, at vores hjem ser OK ud”. I sådan en samtale bliver man ofte både klogere på den anden og sig selv. Tag ikke alle emner op på én gang, men aftal at tage lidt ad gangen. Begynd eventuelt med at fortælle, hvordan I hver især har det i jeres forhold for tiden. I kan læse mere om den måde at snakke sammen på her.

Det kræver selvfølgelig, at din kæreste vil være med til at snakke. Jeg kan ikke forestille mig en måde hvor, I kan vokse tæt sammen igen uden at tale alvor. Derfor vil jeg mene, at villigheden til samtale, er en nødvendighed for at bygge videre på forholdet.

Du spørger desuden, om du skal acceptere, at din kæreste ikke ønsker at være sammen med dine veninder og deres partnere. Jeg kan gisne om, at det må føles svært for din kæreste at blive venner med nogen, som kun har været ”bekendte” i så lang tid, altså dine veninder og deres partnere. Relationer fungerer ligesom blomster. De skal passes og vandes for at blomstre. Altså skal I bruge tid sammen med dine veninder og deres partnere, for at relationerne får en chance for at spire. Det kan opleves som en stor mundfuld at lære nye mennesker at kende, samtidig med at nye venskaber naturligt kan medføre, at andre venskaber langsomt udfases. Derfor kan I vælge at fokusere på én af dine veninder og hendes partner til at starte med. Dem, I bedste kan forestille jer at være sammen med. Alternativt kan I opsøge nye fælles interesser, hvor I kan møde nye mennesker sammen. Hvis din kæreste reelt ikke ønsker at dele det sociale liv, skal du tage stilling til, om du kan leve med, at det er sådan, jeres parforhold er, eller om de fælles relationer betyder så meget, at du ikke kan fungere i jeres parforhold uden dem – og i så fald bryde op.

Du skriver også, at du gør alt derhjemme, at du egentlig godt kan lide at gøre rent, men at du bliver fortvivlet, når du skal gøre alting. At det påvirker måden du opfatter din kæreste på. Jeg tænker igen, at det må være et fælles ansvar. Jeg kan være nysgerrig på, hvad din kærestes indstilling til tingene er. Ser han det som et fælles ansvar at være opmærksom på ting, som skal gøres? Ser han, når der trænger til at blive ryddet op, gjort rent eller tømt skraldespand? Ser han det lidt senere end dig? Kan det være en hjælp at uddelegere opgaver? I kan eventuelt se videoen her, som beskriver en måde, at uddele opgaver ud fra hvor let, neutralt eller svært, det opleves for personen, skal udføre dem. Jeg vil opfordre jer til at udforme en fælles aftale, så I deles om ansvaret for at få tingene gjort, så I i højere grad kan frigøres for den belastning, de praktiske gøremål har fået i jeres parforhold.

Som jeg startede med at skrive, har jeg taget udgangspunkt i, at der er noget at bygge videre på i jeres forhold. Jeg har skrevet ud fra en forestilling om, at I begge ønsker jeres forhold – også selv om det kræver arbejde. Hvis I ikke begge er med på, at der skal gøres noget for, at I begge kan fungere og blomstre – både sammen og hver for sig – så vil jeg anerkende din frygt for at blive single, måske ikke få børn og måske miste dine hunde. Men jeg vil også fremhæve, at du kun er 28 år og forhåbentlig har mange gode år forude. Måske endda 60 til 70 år mere. Det kan være en skøn tanke at dele så mange år med sit livs udkårne, om end det er din kæreste eller en anden partner – eller en dyster tanke, hvis det ikke føles, som om, at man er sammen med en person, som vil en og forholdet. Det vil jeg lade være op til dig at vurdere.

Slutteligt vil jeg opfordre jer til at overveje, at tage til parterapi, hvor I kan få hjælp til at snakke sammen og blive klogere på hinanden. Alternativt kan I benytte den gratis telefonrådgivning for par eller enkeltpersoner i Parvis. I er oprigtigt værd at arbejde for, hvis I begge ønsker det.

Jeg ønsker dig virkelig alt godt.

Kærlig hilsen