Er det mig eller…?

Hejsa.

Jeg er så frustreret. Jeg er en kvinde på 35. Jeg har haft min nuværende kæreste i 6 måneder, og vores forhold har været præget af skænderier lige fra starten. Jeg kan rigtig godt lide ham, men kan mærke at jeg bakker mere og mere ud. Ikke fordi jeg ikke er glad for ham, men fordi han skubber mig væk.

Jeg er vokset op med en alkoholisk mor, hvilket har præget mine forhold i stor stil. Hvis de ikke vil mig, jagter jeg dem og vil de mig, skubber jeg dem væk. Sådan har det altid været i mindre eller større grad.
Jeg ønsker mig en familie med børn og hele pivtøjet, så jeg bliver enormt sur på mig selv, når et forhold går i stykker.
Men for at komme til sagens kerne kan jeg ikke finde ud af, om det er mig den er gal med her?

Min kæreste har været meget omklamrende fra dag 1 af. Han giver mig ikke den plads, jeg har brug for, selvom jeg har forsøgt at forklare ham det. Jeg er særligt sensitiv, så jeg har brug for alenetid. Når jeg har en aften alene, ringer han og vil snakke længe. Han fortæller mig 3-5 gange om dagen, at han elsker mig, og bliver han ikke bekræftet på samme måde, bliver han usikker og irriteret. Han taler om vores fælles fremtid hver dag, og hvor meget han savner mig “selvom vi så hinanden 1 time tidligere”. Jeg bliver kvalt her. Han suger energien ud af mig, og jo mere han higer efter bekræftelse, jo mere skubber jeg ham væk.
Han er jaloux, men vil ikke indse det. Han har helt klare ideer om, hvordan man bør opføre sig, når man er i et forhold, og opridsede dem allerede efter 14 dage.

Jeg mener, at man skal give hinanden plads til at tage ud med veninder osv. Hvor han mener, at man gør sådan noget sammen. Han skælder mig ud over ting, som jeg finder naturlige. Han har meget travlt, med hvad jeg sender af signaler på fb, hvem der liker mine billeder og andres smileys til mine opslag. Han brokker sig over, at jeg ikke ligger billeder op af os, og at jeg ikke skriver på hans væg. “Jeg mener at man ikke behøves at blande fb ind i ens forhold”.

Jeg føler, at han ønsker at være sammen med en tro kopi af sig selv. Han opfører sig generelt som om vi har været sammen længere tid, som om han har fundet en pige og sat hende ned i hans ønskekasse, der omhandler hans fremtid. Jeg er ikke der. Jeg tager gerne tingene stille og roligt. Med andre ord kan jeg simpelthen ikke følge med. Jeg føler, at jeg taber mig selv, for uafbrudt at gå på kompromis med ham.

Vi ses 6 ud af 7 dage på en uge, hvilket jeg synes er meget. “Til tider FOR meget”, men alligevel mener han, at jeg bruger for meget tid på alt andet. Alle vores skænderier lurer altid under overfladen, og der skal ikke meget til, før de bliver taget op. Jeg er god til at trykke på “pyt-knappen”, hvor han vil tale alting i stykker for at overbevise mig om, at jeg tager fejl.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre her. Han er sød og rar, men han dræner mig, og jeg kan snart ikke holde det ud. Endelig fandt jeg en sød og kærlig fyr, som jeg kunne se en fremtid med. Men nu er jeg knap så sikker.