Er vi for forskellige? (a)

Kære spørger

Tak for din henvendelse til brevkassen!

Du skriver, at det ikke handler om et decideret problem, men mere om mange små problemer og det der med forskelligheden. Er vi for forskellige, og er vi rigtige for hinanden? I terapirummet møder vi ofte par, som bøvler med lignende tanker om forskellighed, som dem du beskriver. Ofte kan det være et smertefuldt sted at stå, og det kan bringe tvivl både om parforholdet – er vi rigtige for hinanden, og om ens egne forventninger – er det blot mine forventninger og behov, som skal justeres lidt.

Det er et emne med mange facetter, hvilket også må levne plads til mange facetter i et svar. Grundet begrænsede muligheder for det i et brevkassesvar, vil vi forsøge at inspirere dig med vores tanker om og erfaringer med forskellighed i et parforhold, og om kompromisser og forventningsafstemning, og så håber vi, at det kan bringe dig nogle input i forhold til de tanker du går med lige nu.

Hos de fleste par, vi møder, er de to parter ofte meget forskellige. Og det fascinerende er, at det, som vi falder for hos vores partner, ofte er noget, som vi selv måske ”mangler” eller ikke har haft så meget af i vores eget liv – noget som på en måde er ”nedkølet” hos mig selv. Du nævner, at din kæreste er en partyfyr og lidt en ”ballademager”, som også kan få dig til at grine og ”ha en fest”. Måske var det det, du faldt for – én der var gang i, udadvendt og fart på??? Og måske han faldt for din mere rolige facon, din evne til at være nærværende, romantisk og lidenskabelig???
Ofte sker der så det i parforhold, at når vi har været sammen med vores partner i nogen tid, så begynder det, vi i første omgang faldt for, at være irriterende – nu er han altså FOR meget udadvendt og til fest og farver, eller nu er hun altså FOR rolig og vil have nærvær hele tiden. Og så kan en magtkamp begynde med irritation og tanker som: hvis bare han var lidt mere rolig og til hjemlig hygge, så ville alt være godt, eller hvis bare hun var lidt mere til fest og byture, så ville alt være godt.

Så kan tankerne om, om vi er for forskellige og om vi overhovedet passer sammen begynde at trænge sig på, men det, der smerter, er sjældent forskelligheden, men derimod den brudte kontakt. Det, at være ét, er trådt i baggrunden, og det føles nu snarere som at være to, som står alene hver for sig, med hver sin agenda.
Her er der to hovedveje at gå (og sikkert flere derimellem). Nogle vælger ”den lette” løsning og går hver til sit, ofte efter ihærdigt og over tid at have forsøgt enten at lave den anden om, eller forsøge at negligere egne behov for at tilgodese den anden eller rette ind efter den anden. Den anden hovedvej er at forpligte sig på hinanden påny – at få forventningsafstemt og indgået kompromisser, som begge kan forpligte sig til. Det er på denne forpligtelsens vej, at den langtidsholdbare kærlighed gror ☺

Med andre ord handler det om at genskabe og genforhandle kontakten på den anden hovedvej, og her er god kommunikation og det, at I kan tale om tingene, som du skriver at i er gode til, en klar fordel.
Men hvordan mon hovedvejen ser ud for jer? Hvor er I på vej hen? Og er I mon på vej det samme sted hen? Det er vanskeligt at have en rejsekammerat og en fantastisk rejse sammen, hvis man ikke ved, hvor man er på vej hen…
Denne snak om – hvor er vi på vej hen, og har vi fællesskab på vejen – glemmer vi ofte at tage med hinanden i parforholdet, og vi glemmer også ofte at ”køre ind på en rasteplads” med jævne mellemrum på rejsen, for at forventningsafstemme og få talt om: Hvordan går det for os? Hvordan har vi det hver især? Er der nye vigtige steder, vi gerne vil opleve? Skal der justeres på målet? Kan vi mærke hinanden? Har vi samme tempo, eller har den ene måske brug for flere pauser, eller et højere tempo og er det en mulighed? Osv. Osv.

Et godt parforhold bygger på vilje til at gå den samme vej (forpligtelsen – VIL du elske og ære, lyder det i vielsesritualet, IKKE hvis du føler for, eller har lyst til at elske. Kærlighed er en viljesbestemt handling og ikke en følelse, som vi ser det). Må man så ikke stille krav og forventninger til hinanden? JO!! Men det kan være afgørende, hvilket sted man taler fra, når man gør det. Det er vigtigt at man hver især i parforholdet tager ansvar for sine egne håb, ønsker og drømme og ikke gør den anden ansvarlig for disse – altså hvis du ikke gør/siger/er sådan eller sådan, så bliver det umuligt for mig at…

Man må i et parforhold ønske sig hvad som helst!!! (Ønskeseddel er dog ikke lig med bestillingsseddel ;)) Det gælder om at være tydelig og konkret i sine ønsker, så vi giver den anden mulighed for at give os en gave – at sige JA til det, vi ønsker os. Og nej er jo også en mulighed! For først når man har mulighed for at sige nej, kan JA blive helhjertet. Det handler altså ikke om at lave den anden om, for så risikerer man, at det man faldt for og har brug for i sit liv forsvinder. Og det handler heller ikke om at negligere egne behov og undertrykke egne ønsker, håb og drømme, for så risikerer man selv at blive indebrændt og ”forsvinde”. Det handler i stedet om at samstemme forventninger. Er vi på vej det samme sted hen? Hvordan sikrer vi, at vi holder kursen? Hvad er vigtigt for mig, for at vi sammen kan nå i mål, og hvad er vigtigt for dig? Hvad vil jeg være villig til at på kompromis med, fordi jeg ved, at det er vigtigt for dig? Og hvad vil jeg ikke gå på kompromis med, fordi det er virkelig værdifuldt for mig?

Håber du har fået nye refleksioner med på vejen, og har du brug for at vende tingene mere konkret og dybdegående, vil vi anbefale dig at samtale med en terapeut, som kan hjælpe dig med at udfolde flere facetter og bringe dig mere i kontakt med hvad det er, som er vigtigt for dig i livet.

Allerbedste hilsner fra