Ex-konen fylder

Kære M

Mange tak for dit spørgsmål.

Når vi læser din fortælling, tænker vi, at det giver god menig, at du finder det vanskeligt at tolke og tackle det hele. Vanskeligt fordi der er mange tolkningsmuligheder og tacklingsmuligheder, i det du står i.

Det billede, der dukker op hos os, er en kæmpe labyrint med uendelig mange muligheder og veje. Ikke underligt hvis det du står i inviterer irritationen, frygten, usikkerheden eller tankespindet ind i jeres forhold og gør det vanskeligt at navigere – for: Hvordan sikrer jeg, at det, jeg vælger, fører ud af labyrinten og ikke ind i en blindgyde?!

I din fortælling stiller du et spørgsmål: Er det forkert af mig, at jeg synes, det ikke er ok, de f.eks. spiser sammen? og efterfølgende spørger du om råd og vejledning.

I vores svar her vil vi gøre vores bedste for at indfri det, du efterspørger. Samtidig vil vi gerne tydeliggøre, at meget komplekse situationer, som den du beskriver, sjældent kan besvares med enkel vejledning. Lidt ligesom hvis vi skulle forklare vej i en labyrint med mange veje, så må der et væld af detaljer med for at finde vej, og det er ikke muligt i et brevkassesvar.

I svaret her vil vi derfor – ud over at anerkende at det giver god mening, at du finder det vanskeligt at tolke eller tackle det, du står i – invitere dig med op i helikopteren for at se labyrinten oppefra – – hvordan ser det ud, hvis jeg ser det lidt på afstand?!

Når vi om lidt tager et kik fra helikopteren, vil vi opdage, at for at kunne tegne et rimeligt kort over labyrinten, må vi have endnu flere informationer og detaljer. For at få tilstrækkelig med detaljer til et kort I sammen kan navigere efter, vil vi foreslå dig/jer at finde en terapeut, der kan hjælpe dig og din kæreste med at finde vej, når I færdes i labyrinten i det daglige. En terapeut vil kunne hjælpe jer med at veksle mellem din og din kærestes perspektiv og samtidig inddrage et overordnet perspektiv.

Vi begynder med dit konkrete spørgsmål: Er det forkert af mig, at jeg synes, det ikke er ok, de f.eks. spiser sammen?

Set med dine øjne giver det god mening, at du oplever det svært, at de spiser sammen. Men hvordan ser det ud, hvis vi nu i stedet ser det med datterens øjne? Et barn har brug for, at mor og far kan sammen, så med hendes øjne er det både nødvendigt og naturligt, at de spiser sammen.

Skal du så bare bøje dig? – Nej. Ved at bruge de to forskellige øjne – dine og barnets – vil vi gerne vise, at det ikke er selve det, at de spiser sammen, der giver uro. Det er derimod det, der sker, når de spiser sammen, der kan give uro. Hvad er intentionen med at spise sammen? Kan samme opnås på en anden måde? Tager handlingen ”at spise sammen” højde for både det brudte forhold, det nye forhold OG barnet?

Hvis ikke både du og din kæreste er i ro med handlingen, vil det let kunne underminere det forhold, du og din kæreste har, fordi det ikke er jer to sammen, der sætter retningen. I eksemplet ”at spise sammen” bliver det synligt, hvor vigtigt det er, at du og din kæreste committer jer til hinanden – at I forpligter jer på hinanden. Udfordringen, som vi ser det, er ikke ”at spise sammen”, udfordringen er at bevare forpligtigelsen over for dig, når barnet har brug for at far og ex kan sammen. Og den bevægelse kan være vanskelig at finde alene, når hele setuppet er følsomt, og der er meget på spil for den enkelte. Du og kæresten må forpligte jer på hinanden og sammen sætte retningen, også når det involverer ex´en, en retning der tydeliggør, hvad der er vigtigt for jer og for jeres forhold.

Det samme gør sig også gældende i eksemplet med ex´en, som du fortæller, ikke er imødekommende over for dig. Her er det også dig og din kæreste, der sammen må sætte retningen. Og også her gælder det, at der må tages højde for både det brudte forhold, det nye forhold OG barnet.

Som vi ser det, er det igen ikke så meget situationen ”at hun ikke siger noget” der giver uro. Det er det, der sker mellem jer tre. Hvorfor godtager din kæreste fx adfærden? Synes han, der ageres på en måde, så det kan ses, at du har førstepladsen? Synes han også, det er problematisk, eller hvad siger han om samme?

Man kan sige, at din kæreste står med to vigtige livsopgaver, som hver i sær kalder på førstepladsen, uden dog at kunne sammenlignes. Som kæreste til dig må han hele tiden, i adfærden over for dig, svare på parforholdets tre store spørgsmål: Er du der for mig? Betyder jeg noget for dig? Kan jeg stole på dig? Som far til datteren må han svare på de samme spørgsmål. Svarene får dog en helt anden karakter, fordi spørgsmålene kommer fra et barn og ikke fra en voksen. Det komplekse er at få begge livsopgaver til at gå hånd i hånd, uden at den ene livsopgave lider under den anden eller den ene livsopgave udkonkurrerer den anden. Fordi det er to forskellige livsopgaver, må det være et både og. Vi gætter på, at det er denne dobbelthed, din kæreste mærker. Det er ikke sikkert, han er bevidst om det, men vi gætter på, ud fra det du skriver, at han mærker det. Måske er det derfor, han går stille med dørene, når de spiser sammen, eller derfor at han arbejder mere pt – fordi han mærker det vanskelige i denne balancekunst, uden at være bevidst om det. Måske er din kærestes valg et forsøg på at gøre noget komplekst så enkelt som muligt.

Et andet element, vi bemærker, er, at du evner at se, og har mod til at være ærlig om, hvad du selv får i spil. Du beskriver fx dit behov for opmærksomhed og bekræftelse, din frygt for at din kæreste forsvinder m.m. Hvis vi tænker dine udfordringer ind i den balancekunst, din kæreste står i, så bliver det svært for ham at gøre noget, som ikke giver ”skældud” – enten fra dig, fra ex eller fra ham selv mod sig selv i forhold til datteren – og det bliver svært for dig at blive mødt på dine behov, når I er sammen om noget, der har med faropgaven at gøre. Vi får en fornemmelse af, at du beskytter dig selv, ved fx at sige: Har sagt til ham, at jeg respekterer og accepterer, at de har kontakt, men jeg bifalder det ikke. Ville aldrig sige han ikke måtte men fortæller det gør ondt i mig og håber han tager en smule hensyn. Her vil vi foreslå, at I arbejder med at legalisere både dine behov og din kærestes faropgave. At der skabes plads til, at din kæreste både kan være far OG kæreste, og at du kan udtrykke, at du har behov for, at han bekræfter dig og giver dig opmærksomhed, uden at det ene udelukker det andet. Hvordan ville det fx se ud, hvis din kæreste tog hensyn til dig? Hvad ville han så konkret skulle gøre? Og ved han, at du ønsker dig lige præcis dette af ham?

I vores terapipraksis bruger vi følgende udsagn: Hvor der ikke er frihed, er der slaveri, og hvor der er slaveri, vil der blive oprør.

At sætte hinanden fri kan være en svær øvelse. Et stort skridt på vejen kan være at få øje på, at det måske ikke kun er mig, der er bundet af forskellige ting. Måske min partner også oplever sig bundet eller hæmmet. Måske oplever din kæreste friheden, ligesom dig, når du og han er sammen alene, og at friheden forsvinder, når faropgaven kalder på ham. Hvordan kan I sammen gå ind i det – hvordan kan du og han bevare kontakten med hinanden, også når han er far for datteren?

Når vi læser din fortælling, fornemmer vi, at du har et stort ønske om frihed til jer alle. Så vi foreslår en hjælper – en terapeut som I kan tegne kort over landskabet med, så I kan finde vej, når friheden trues.

De bedste hilsener fra