Vi har et uforpligtende forhold – men jeg ønsker mere
Til brevkassen Jeg har haft en affære med en forlovet mand i 9 måneder indtil for 3-4 måneder siden. Jeg...
Hej
Jeg er en kvinde på 37, der har tre dejlige drenge på 9, 5 og 2. Har været kærester med min bedre halvdel i godt 12 år.
Da vi mødte hinanden var jeg draget af hans måde at få mig til at føle, jeg var perfekt som jeg var. Det gav mig ro og kunne give mig hen til ham.
Kort inde i vores forhold mærkede jeg, han ikke gjorde meget i at gøre noget for a tvære der for mig. Når jeg var syg, måtte jeg passe mig selv m.m. Ikke at jeg forventer alt serveret på et sølvfad men blot lidt opmærksomhed. Det gav jeg ham, når han havde brug for det. For jeg har altid fundet det naturligt at være der for andre, når behovet var for det.
De sidste to år har været vanvittige hårde. Min bedre halvdel startede egen virksomhed, da jeg var gravid med vores barn nr 3.
Jeg har altid taget hele vores barsel, i det han ikke har haft lyst. – Hvilket også er fair nok. Han tjener mere end mig, i det jeg er pædagog.
Hans brændende ønske om at blive selvstændig bakkede jeg selvfølgelig op om. Det ville jo gøre ham glad. Men sagen er den at det gjorde det ikke. Han blev bare endnu mere presset og valgte at komme hjem og smide bomberne hos os. Hans frustrationer gik ud over os, hans stress og vrede gik ud over mig og børnene.
Han kunne ikke selv se det var en skidt prioritering. Jeg forsøgte et utal af gange at forklare, på en venlig måde at vi ikke kunne holde til, han pludselig råbte og skreg af os i tide og utide.
Når jeg bad om en lille smule hjælp til det huslige, stønnede han og blev vred. Kunne gå fuldstændig i den anden grøft og råbe, at nu skulle han så også lige ordne alt i huset. Men jeg bad jo bare om lidt hjælp til aftensmaden eller tage den mindste bare en gang i weekenden om morgenen.
Jeg var i total søvnunderskud. Den mindste sov ikke ret neget af gangen og var syg med en uges mellemrum. Det tog jeg mig 100% af. Stod op med ham kl. 5 hver morgen i min barsel og lod min bedre halvdel sove, det han kunne, selv om jeg havde sovet meget sparsomt om natten.
Jeg havde to andre drenge. Den ene med slem astma og allergi, som jeg også tog mig 100% af. Uden han viste nogen interesse i at høre om hans udvikling. Han bliver fulgt på sygehuset med jævne mellemrum.
Samt en dreng på 5, der har haft det svært som mellemmand. Sagde sin far rigtig meget, fordi han var neget fraværende grundet arbejdet og en familie, der var under pres. Det kunne han mærke og reagerede med vrede og ved at tisse og lave i bukserne. Så vaskemaskinens kørte på fuld tryk. Det var virkelig svært for ham.
Jeg har altid været familiens motor. Styret alt på børne-intra og forældre-intra, legeaftaler, indkøb, tøjvalg, madpakker osv.
Min bedre halvdel har aldrig sat en vask over eller smurt børnenes madpakker.
Selv da jeg havde den værste kvalme under mine graviditeter stod jeg med hovedet i leverpostej og makrel. Selv om jeg bad om hjælp fik jeg en afvisning.
Fik nogle gange bare nok og gik grædende til ham og sagde: Jeg kan ikke mere, vil du ikke godt hjælpe mig lidt- med svaret: Hvad havde du regnet med.
Jeg er på 27 timer på mit job for at give lidt luft til familien og familiens opgaver. Så han mener det burde jeg have tid til.
Men når man ikke får sin søvn, og samtidig får at vide, at min far har kræft, hvor han lå 4,5 måned i respirator på riget, så var det nok med nok på.
Jeg var stresset. Kunne mærke det klemte ved brystet, var svimmel og kort for hovedet.
Pendlede fra Jylland til riget hver 14 dag for at støtte min familie og efterlade min mand med mine tre børn for en hel dag.
Han kørte surt i det. Blev vred og gal over at være så meget alene med børnene og blev nogle gange sur på mig, hvis jeg kom to timer senere hjem, når jeg var hos min far på intensiv. Var der hver 14. dag.
Jeg har altid været der for ham og mine børn og pludselig stod jeg i en krise. Der havde jeg brug for ham. Og han valgte ikke at være min støtte. Det gør mig ked af det. Faktisk føler jeg mig som en selvfølge og ikke værdsat. Samtidig også naiv.
Er i tvivl om jeg bør gå fra ham.
Kære spørger
Tak for dit spørgsmål til brevkassen, det er svære ting, du står i, så det er rigtig godt, at du forsøger at få hjælp for at komme videre. Det er tydeligt, at du er ved at køre træt, og det kan jeg godt forstå. Du har virkelig været på og haft mange ting de sidste år.
Du skriver at du er i tvivl om, om du skal gå fra ham, og når jeg læser dit brev, om hvordan du oplever dit liv, kan jeg godt forstå, det er det nærliggende spørgsmål, også fordi du er ved at køre rigtig træt.
Beslutningen om, om du skal gå fra din kæreste er din egen, den kan jeg ikke tage, men jeg kan give dig noget sparring på, hvordan du kan ændre din situation, og forsøge at skabe noget mere overskud i hverdagen.
Som jeg skrev før, kan jeg tydeligt mærke i dit brev, at du er ved at køre træt. Det er nok de fleste børnefamiliers lod at være træt, når man har små børn, men i jeres tilfælde har der været en del ekstra, som har gjort det endnu tungere, med din fars sygdom, og nyopstartet virksomhed som har taget al din kærestes opmærksomhed.
Jeg kan ikke vide, hvordan han ser på jeres hverdag, men ud fra hvad du beskriver, er det ikke fordi han er lykkelig og bare synes, det hele kører. Det tyder også på, at han ikke trives i jeres familie, formentlig pga. arbejdspres, men også han er præget af, at I nu har små børn, som på nogen måder har været krævende.
Hvis du oplever, at din kæreste mistrives i sit arbejdsliv, vil du måske få ham til at lytte på dig, hvis du viser omsorg og forståelse og sætter ord på din bekymring. Du kunne fx sige: “Jeg har tænkt på, om du trives med dit arbejdsliv. Det virker som om, du er meget træt, når du kommer hjem. Hvordan oplever du det?”
Der er ikke tvivl om, at jeres indbyrdes forhold og stress også har påvirket jeres børn. De mærker med det samme, når noget er galt. Jeg bemærker specielt, hvad du skriver om jeres midterste barn, det er virkelig et råb om, at der er noget galt, når en dreng som ham reagerer, som han gør. Det skal I tage meget alvorligt.
Som du beskriver i brevet, er du motoren i familien, og det er så også det, du er nu ved at råbe vagt i gevær og søge hjælp. Det er vigtigt, at du får snakket med din kæreste om, at der nu skal tages nye beslutninger, hvis ikke hele familien skal falde fra hinanden. Jeg kan sagtens forstå, det er fristende at flytte fra ham og starte forfra, men det løser bare ikke det problem, du skriver om, nemlig at du står med alting selv og ingen hjælp får, for hvis du er alene, skal du stadig få det hele til at fungere.
Jeg tror først og fremmest, du skal gøre dig klart, hvad du vil med dig selv og jeres familie. Du har kendt din kæreste i 12 år nu, og der er ikke noget, der tyder på, at han er sådan en, der af sig selv tager sig af dig. Det er der mange mænd, der ikke lige har i sig. De har så svært ved at gætte, hvad vi kvinder gerne vil have, så de overser mange af de signaler, vi sender. Så i stedet for at sidde og vente på, at han ser, hvad du har brug for, er du nødt til at finde ud af, hvad du gerne vil have, og bede ham om det. Det kan være rigtig svært i starten, fordi det er svært at finde sproget for det, hvis man er sådan en som dig, der bider tænderne sammen og klarer alting selv, men det er en nødvendig og spændende proces, som I begge kan få noget godt ud af. Du bliver fri for at gå og vente på, at han gør det, du gerne vil have, og han bliver fri for at skulle gætte på, hvad der er galt.
Der findes gode bøger og kurser, hvor du kan blive klogere på, hvordan du arbejder med det.
Læs også: De 5 kærlighedssprog
Det lyder desværre som om han har vænnet sig rigtig meget til, at du gør alting, og han kan åbenbart blive både træls og urimelig, hvis der stilles krav til ham, men det er nu engang sådan, at når han har været med til at starte en familie, så følger der et ansvar med. Det har du indtil nu hjulpet ham med at tage, men nu skal han have det ansvar tilbage og steppe op, og det kan han kun, hvis du siger fra og giver ham det.
Jeg ved godt, at det er nemt for mig at sige, men jeg synes, du skal bruge lidt tid med dig selv, og som sagt snakke med dig selv om, hvad du gerne vil med jeres familie. Elsker du din kæreste? Er han god for jeres børn? Fra starten kunne han få dig til at føle dig perfekt, som du var. Har han stadig det i sig? Hvad vil du gerne have ham til at deltage i i familien? Find selv på flere spørgsmål. Måske skal du finde en terapeut eller god veninde, du kan snakke med om det, ikke for at finde hans eller jeres fejl, men for at finde ud af, hvad der er op og ned, hvad du føler og ikke føler. Det kan være svært, når man som du er ved at være meget træt, og går og kæmper med det alene.
Når du er blevet afklaret med dig selv, synes jeg, du skal sørge for at få børnene passet en aften, eller måske en hel weekend, og så invitere din kæreste ud, ikke for at holde en romantisk aften, men for at få snakket ordentlig om tingene. Du skal gøre ham klart, at det er dit ultimatum til den måde, jeres liv kører nu. Der skal sættes en streg i sandet og skabes nyt, hvis I fortsat skal fungere som familie, ellers kan han om lidt stå med en kæreste som er udbrændt og stresset, og så har han hele ansvaret (og ikke kun for en weekend), for så kan du ikke mere.
Jeg tror, det vil være rigtig godt for jer, hvis I sammen kunne gå til en terapeut eller en tredje person, som I har tillid til, så jeres samtale ikke kommer til at blive til anklager mod hinanden, men i stedet kan føre jer videre på en måde, der giver liv og ikke dræner jer for energi.
Jeg har her fundet en artikel, som jeg tror, du kan have gavn af at læse. Det beskriver godt din situation, men også at det ikke er noget, der forandrer sig på en aften. Det kan tage lang tid at ændre mønstre, som er opbygget gennem lang tid, men det vigtige er, at i sammen finder ud af, om det er det, I vil, og vælger at arbejde sammen på at jeres forhold skal blive bedre.
Det betyder noget, at I tager beslutningen sammen, og oplever de små sejrer, som kan opveje alt det, som er tungt og svært.
https://parvis.dk/nar-rollerne-er-ulige-fordelt/
https://parvis.dk/faq/jeg-foler-ikke-kaeresten-elsker-mig/
Held og lykke med jeres fremtidige liv. Skriv bare igen, hvis du ikke synes, du har fået tilstrækkeligt svar.
Med venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907