Min kone vil flytte – men jeg ønsker at få hende tilbage
Til brevkassen Hej brevkasse Hvad skal jeg gøre? Jeg har været sammen med min kone i tæt på 15 år....
Hej
Min kæreste og jeg har snart været sammen i 6 år, og vi elsker hinanden ubetinget. Dog har der være dump på vejen, med utroskab fra begges side 🙁 .
Min kæreste er meget “stille” i sengen, og vi prøver aldrig noget nyt. Hvorimod jeg er til det mere “hårde”. Jeg har prøvet at fortælle ham det med hints, for vil jo ikke såre ham. Problemet er bare, at jeg føler mig fristet til at “søge uden for hjemmet”, fordi jeg ikke får det sex, jeg virkelig ønsker. Og jeg vil ikke såre ham igen :/ … Hvordan får jeg fortalt ham, at jeg vil have mere hård sex uden at såre ham? Og hvordan finder vi et kompromis? … (Jeg er så træt af vanilla-sex)
Mvh
En håbefuld kvinde
Kære Håbefulde kvinde
Tak fordi du skriver til Parvis.dk. Det er et vigtigt emne, du tager op. Jeg vil forsøge at komme med nogle bud på, hvordan du kan gribe det an, og så håber jeg, du kan bruge noget af det.
Du fortæller, at I elsker hinanden ubetinget, men at I også har været utro begge to. Du fortæller også om forskellige behov seksuelt, og du føler fristelse til at søge uden for hjemmet seksuelt.
Få talt ud
Det er vigtig, at I får talt ud om jeres behov seksuelt. Din mand er ikke tankelæser, og han kan ikke aflæse dine behov/ønsker. Alligevel tror jeg, at hans største ønske er at gøre dig glad som sin kæreste. Det kan han kun, hvis du er ærlig om, hvad du har brug for/ønsker. Det er ikke sårende at fortælle, hvad man har brug for. Det kan i bedste fald få jer til at kommunikere bedre og få talt om dybere behov og længsler i jeres forhold.
Utroskab
For mig at se er utroskab aldrig løsningen. Der er stor risiko for at I, hvis I fortsætter ad den vej, vil fjerne jer mere fra hinanden og i værste fald ende med at blive forelsket i dem, I er sammen med. Det, som kan få jer til at bevare et dybt og stærkt forhold, er at turde udforske jeres forskellige behov og ønsker sammen.
Hvordan får I taget snakken?
Der er både mulighed for at få hjælp udefra til den snak eller tage den på tomandshånd. Du kender selv din partner og ved, hvad der vil være nemmest for ham. Hvis I vælger at bruge en sexolog, terapeut eller psykolog kan du finde en i jeres eget område på evt. her på Parvis.dk.
Hvis I vælger at tage snakken hjemme, kan du forberede din partner ved at sige, at der er noget, du gerne vil tale med ham om på et bestemt tidspunkt. I kan så aftale et tidspunkt. Du kan indlede samtalen med at sige, at det er en svær samtale, fordi du så nødigt vil såre ham. Og så kan du fortælle ham, hvad du har på hjerte omkring dine seksuelle behov. Du kan også fortælle ham meget konkret, hvad du drømmer om i sengen, så han har en mulighed for at indfri dine længsler, selvom det ikke ligger naturligt for ham med den type sex. Uanset hvad vil sådan en samtale bringe jer ind i en dybere snak, og det kan kun styrke jeres forhold.
Jeg vil foreslå dig ikke at true med, at du, hvis han ikke indfrier dine behov, søger sex uden for forholdet. Det skal ikke ligge som et pres men som et ønske. Vi kan i parforholdet, hvis det er sundt og godt, ønske os ting, men det er op til den anden, om han/hun vil indfri det.
Derfor kan det også være vigtigt, at du er tålmodig og venter på ham, til han er klar. Det kan jo være en stor mundfuld at ændre seksuelle vaner over night.
Værdsæt det du har
Vi er ofte tilbøjelig til at se det, vi ikke får. Øv dig i at glæde dig over alle de sider, du elsker ubetinget ved din partner. Glæd dig over hans kvaliteter og sig dem højt både for dig selv og for ham. Det vil også styrke ham ift. at kunne gå ind i en forandringsproces på det seksuelle område.
Forpligtende forhold
Den største styrke i parforholdet er, hvis udvikling går hånd i hånd med forpligtigelse. Gør det tydeligt for hinanden, at I er hinandens allierede og samtidig tør eksperimentere sammen. Dvs. det bør være et no go at gå uden for hjemmet for sex.
Måske kunne I opleve endnu mere mod i udforskningsfasen, hvis I samtidig valgte at gifte jer. At I gjorde noget, som med syvtommersøm manifesterede, at I ville hinanden i medgang og modgang. Den styrke kunne gøre jer mere modige og frimodige.
Jeg ønsker jer alt godt med den kommende proces og håber, I får en rig og spændende samtale enten med eller uden hjælp udefra.
Kærlig hilsen
Lise Berggren Smidt,
Krops- og psykoterapeut
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907