Forvirring i mine tanker

Kære du, der er lidt forvirret i dine tanker.

Du har da haft noget modgang i livet, lyder det til.
Utroskab efter mange år, og sygdom, som har invalideret dig  på nogle områder.
Du nævner selv, at du måske er lidt bitter..

Du fandt så en “temmelig kedelig, gammeldags, sindig nordjyde” for 5 år siden, som du nu er kæreste med. Du føler, at du nærmest bør være taknemmelig, for at nogen gider dig…….

Jeg vil gerne have dig til at huske 5 år tilbage … Hvad var der ved ham, nordjyden, der tiltrak dig? Hvad var det, han sagde, – gjorde, – kunne, som gav dig mod til at satse på ham? Hvad kunne og ville han give dig, som du behøvede/ trængte til?  Og hvad var det hos dig, som han fandt tiltrækkende, rart, og uimodståeligt? Hvad tænkte du, at du kunne give ham? Hvordan fandt i overhovedet sammen, og hvorfor blev I sammen??

Pyha, det var mange spørgsmål, men prøv at give det nogle minutter, og tænk over det. Hvordan var det DENGANG? Du skal ikke analysere det med den viden eller formodning, du har lige nu. Prøv at lægge det væk, og bevæg dig de 5 år tilbage.

Indgød han dig tryghed?
Var han til at stole på?
Var han rolig og forudsigelig? Så du ikke risikerede noget helt uventet?
Var det hans stabilitet, der tiltrak dig?
Kunne han rumme dig og alt det, der var dig?
Gav han dig en platform, hvor du kunne restituere?
Ville du dengang beskrive ham som lidt kedelig, gammeldags og sindig, eller hvordan så  du ham dengang?

Hvad tror du, han fandt attraktivt ved dig?

Og så den rigtig svære… Det du fandt rart, godt, trygt, attraktivt ved ham dengang. Er det de samme egenskaber, du irriteres over nu?

Det er faktisk helt naturligt. Og sker for langt de fleste. Men dermed ikke sagt, at så har I ikke brug for hinanden mere. Tvært imod. Det er nu, at I har muligheden for virkeligt at lære af hinanden, og udvikle jer – både som individer og sammen.

Om der er svært? Ja. Det er ikke enkelt, for man “tvinges” til at være nysgerrig og være tålmodig – at se med nye øjne på det, man troede var sandheden, – at sluge nogle kameler. Men man får et meget mere nuanceret syn på sig selv, hinanden og livet. 

Du skriver, at du HVERT år ved DENNE tid, bliver ramt af fortvivlelse. Og, som jeg læser din mail, hænger det sammen med, at du gerne vil på ferie, – solferie, som du tidligere har gjort og holdt meget af. Din kæreste har ikke lyst til ferie, i hvert fald fald slet ikke solferie. Det er dyrt, og unødvendigt (Er det hans ord, eller det du tror, han mener? Eller er det en undskyldning, for ikke at være nødt til at tage sydpå?). Desuden tåler han ikke solen så godt. 

Det gør dig ked af det og – fornemmer jeg – også irriteret og utilfreds. 

Du vil gerne holde ferie på din måde, – afsted mod sol, varme, sommer.
Han vil gerne bare være hjemme, uden de store forandringer. Det trives han med.

Kan det lade sig gøre…… Vil det være ok…… Kunne I måske bare holde ferie, hver for sig? Du, i sydens sol, sammen med andre feriegæster, og masser af selskabelighed (jeg gætter på, at det også er en del af det) og han herhjemme, måske med fiskestangen ved en sø i de tidlige morgentimer, måske sammen med en enkelt god kammerat eller to (Jeg gætter igen).

Men det er vigtigt, at I begge kan trives med det. Og I begge ved – dybt i hjertet, at det ikke er en afvisning af hinanden, ikke et fravalg af hinanden, men i stedet en kærlighedsgave til hinanden. – At I netop giver det til den anden, som han/hun har det godt med. Og så kan I komme hjem til hinanden igen med glæde, overskud og lyst til at være sammen. 

Du skriver, at du føler, du bør være taknemmelig for, at nogen gider dig?
Handler det om dit handicap, eller har du altid haft det sådan?

Ja, du har et handicap. Et fysisk handicap, som besværliggør nogle ting i dit liv.
Der er ting, du ikke lige kan gøre, som du kunne før, og det sætter nogle begrænsninger for dig. Og det er naturligvis en stor sorg for dig. En sorg, som du må tage livtag med. Men også en sorg, som det er muligt at leve med, – uden at det behøver at gøre dig bitter og sætte dagsordenen for dit liv. Sorg er at sige farvel til noget, for at kunne sige goddag til noget andet. Ikke nødvendigvis noget dårligere, men bare noget andet. Har du mon fået sagt farvel, og erkendt/indset/accepteret dit handicap?

Du skriver ikke, om din mands utroskab skete i kølvandet på din sygdom og dets følger. Hvis det var tilfældet, er det nærliggende, at du kæder disse to ting sammen: “Jeg er handicappet, – min mand er mig utro, – altså er jeg ikke mere noget værd, og jeg skal være taknemmelig, hvis der overhovedet er nogen der gider mig”?? Er det dybest set sådan, du tænker? Og er du gået ind i forholdet med din kæreste med den overbevisning – at han er nok den eneste, der gider dig?

Hvis det er sådan, reducerer du både din egen men så sandelig også hans værdi og integritet. Og så kan et samliv med gensidig respekt, glæde, overbærenhed, hengivenhed og lyst til at gøre noget for den anden, have trange kår. 

Prøv at give det en tanke eller to. Mærk efter hvad det gør ved dig og dit syn på dig selv og din kæreste.

Jeg håber og ønsker for dig, at du må finde vej gennem det hele. Husk på, at du er meget værdifuld, ligesom din kæreste er det. 

Jeg har, som du måske har bemærket, ind imellem gættet mig til noget. Hvis det er helt forkert, og mit svar ikke giver dig svar på dine spørgsmål, er du velkommen til at skrive igen.

Kærlig hilsen

Inger Lene Christensen,
Pædagog, psyko- og familieterapeut