Hej!
Jeg har brug for rådgivning, da jeg er så fortvivlet. Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i halvanden år. (Vi bor hver for sig, men har nøgle til hinandens hjem). Vi er henholdsvis 32 og 39 år gamle. Vi har siden dag et haft en rigtig god kemi. Jeg har aldrig haft så god kemi med nogen anden. Vi kan tale om alt og ingenting i timevis, og vi nyder at bruge tid med hinanden. Så på den måde, er det helt perfekt.
Vi har svært ved at læse hinanden og kommunikere, når overskuddet kan mangle i hverdagen. Vi misforstår ofte hinanden, når tingene spidser lidt til. Vi er forskellige på mange punkter og håndterer det meget forskelligt. Igennem vores forhold, har kommunikation derfor været en kæmpe udfordring. Det har resulteret i ufattelig mange sammenstød og skænderier. Jeg er en pige, som holder af at tale om tingene, så det netop ikke eskalerer. Jeg er meget i kontakt med mine følelser og behov. Han er en person, som er meget lukket i sine følelser og trækker sig. Han går hellere og bruger meget tavshed som beskyttelse. Han bruger det for ikke at tingene skal eskalerer.
Da vi derfor har to forskellige strategier, bliver begge behov ikke opfyldt – og det har endt i det, vi begge ville undgå: skænderier!
Nu til sagen. For 12 dage siden mistede vi desværre – en graviditet i uge 7. Det håndterede vi selvsagt også forskelligt. Han trak sig og gik ud af hjemmet for at finde sig selv. Og jeg endte med at tage hjem til min egen lejlighed og være der. Derfor har vi ikke rigtig været der for hinanden på dagen og dagen efter. Vi skulle så se hinanden et par dage efter, men pludselig var han ikke til at få kontakt til. Jeg blev derfor bekymret og endte med at låse mig ind i hans lejlighed. Jeg fandt ham i hans seng, hvor han ikke var til at få kontakt til. Han var meget fjern, og han kunne ikke kommunikere med sprog – udover kropssprog. Både hans mor og bror kom, da vi var meget bekymrede. I følge psykiatrisk afdeling er han gået ned med stress på en meget alvorlig måde. Men han fik ikke noget hjælp, da han ikke ønskede det.
De efterfølgende to dage har jeg passet og plejet ham, da han stadig var meget ked af det og stadig ikke rigtig var sig selv. Han kunne stadig ikke føre rigtige samtaler og sov det meste af tiden. Jeg tog så på studie om morgenen en af dagene, men valgte at tage hjem kort tid efter, da jeg gerne ville være der for ham. Han var dog ikke hjemme. Siden har jeg ikke haft kontakt til ham. Han besvarer ikke mine opkald eller sms’er. Jeg havde haft kontakt med hans mor i hele weekenden, da han var skidt. Hun sagde, at jeg skulle lade ham være og give ham ro. Jeg fik ingen anden forklaring end dette, så jeg tog hjem til mig selv. Jeg måtte respektere dette, selvom det undrer mig, når vi er i et forhold og burde kunne være der for hinanden i medgang og modgang. Her fem dage efter, hvor jeg stadig intet har hørt, har jeg så forsøgt igen at ringe, og jeg har skrevet en sms for at høre, om han er ok. Jeg er jo stadig bekymret, men samtidig også vred over at blive tilsidesat sådan her. Men han svarer mig stadig ikke. Jeg har derfor ingen status på, hvad der foregår.
Jeg er så fortvivlet – hvad kan årsagen være? Jeg sidder med tre scenarier i mit hoved.
Men fem dage i uvished er lang tid. Hvad vil I rådgive mig til? Jeg føler også, der er en grænse for, hvor lang tid jeg skal ekskluderes. Men samtidig har jeg også så meget kærlighed og forståelse. Dog føler jeg, man burde fortælle mig, hvad behovet er, fremfor tavshed. Og hvis ikke han kan, så kunne hans mor opdatere mig. Jeg sidder selv i en træls og sårbar position, da jeg mistede barnet – både fysisk og psykisk. Men jeg har slet ikke haft overskud til at tage mig af mig selv, da alle mine tanker går på ham. Jeg har aldrig prøvet sådan en situation før, og hvis jeg tænker på, hvordan jeg selv ville have det, så ville jeg netop have brug for min kæreste. Hvis ikke, så synes jeg jo man burde kommunikere det, så partneren ved besked. Så jeg undrer mig virkelig meget over, hvad der er op og ned – og hvordan jeg skal stille mig, så jeg kan være i det.
Help! ☺
På forhånd tak,
Susanne
Kære Susanne
Tak for dit brev! Jeg læser en række frustrationer i din mail, og jeg vil prøve at komme med nogle refleksioner til dig, som jeg håber, at du kan bruge.
Du skriver, at du og din kæreste har haft en god kemi igennem de halvanden år, I har været kærester. God kemi betyder tryghed, og at jeg kan slappe af, når jeg er sammen med dig. Det lyder rigtig dejligt! Det lyder også som noget ganske særligt for dig at få den erfaring, da du skriver, du aldrig har prøvet et forhold med så god en kemi før!
Vi har alle brug for trygge relationer og brug for relationer, hvor der er god kemi. Når vi er trygge og afslappede, er forsvarsparaderne ikke nødvendige, og vi har overskud og lyst til at give rigtig meget af os selv og gå langt for den anden. Ethvert parforhold har brug for tryghed, for at vi kan udvikle os sammen og også hver for sig. Men god kemi fortsætter ikke nødvendigvis bare af sig selv. Selv i et godt parforhold skal vi arbejde for at bevare trygheden, venskabet og oplevelsen af at forpligtelse overfor hinanden. Det er meget normalt, at vi i begyndelsen af et parforhold, hvor vi er særligt engagerede i den anden, ofte har en særlig grad af positiv nysgerrighed og villethed mod den anden. Nysgerrig, åbenhed og en oplevelse af at ville den anden er lettest i fredstid eller i medgangs-tider i parforholdet!
Du skriver også, at I reagerer forskelligt, når I bliver pressede og overskuddet mangler. Du oplever, at det går ud over jeres måde at kunne kommunikere og være sammen på. Det i sig selv er ganske naturligt og normalt. Når vi bliver presset, og uanset hvad det er der presser os, så kommer vores parader frem og vores overskud til at være der fuldt ud for den anden daler. De fleste kan opleve en begyndende irritation, frustration, utryghed og forundring over den andens reaktioner.
Jeres parforhold er stadig relativt nyt, og I er fortsat ved at lære hinandens følelser og reaktioner at kende. Det tager virkelig tid og kræver tålmodighed, åbenhed og positiv nysgerrighed overfor den anden.
Når kommunikationen bliver svær, kommer der et uhensigtsmæssigt mønster – eller monster ynder jeg at kalde det- indimellem os. Det kan lyde, som om at du bestræber dig på, at følelser skal italesættes overfor hinanden, og at der skal lyttes. Det lyder samtidig til, at han har en helt anden strategi, når svære følelser rammer ham, og han trækker sig fra dig! Det lyder også til, der bliver en magtkamp om, hvem har ret i, hvordan I skal håndtere de svære følelser.
Du mener måske, at du har ret, når du tilstræber, at der skal tales om det. Han kan have et helt andet behov. Måske har han faktisk brug for at bearbejde svære følelser selv, fordi han måske altid har været vant til selv at skulle tackle svære ting. Måske har han aldrig lært at sætte ord på svære følelser? Det mønster, som jeg fornemmer, der opstår imellem jer, når I ryger i en konflikt, handler om et ”forfølger-tilbagetrækker mønster”. Den, der ”forfølger”, bliver ved med at forsøge at få en samtale i gang. Bliver måske endda ret så insisterende og siger måske endda noget om, at man da skal tale om det, og det gør alle andre. Den der er ”tilbagetrækkeren” trækker sig måske, fordi dialogen kan blive for farlig. Det kan være for uvant, så man lige nu ikke har et godt svar eller at man måske har brug for lidt ro til at samle sig for at kunne indgå i en god dialog.
Den der forfølger kan have en længsel efter kontakt, og føler sig afvist. Den, der trækker sig, har ofte en længsel efter at få sig selv med. At mærke sig selv før man er i stand til at række ud til den anden. Ingen af de to er i stand til i situationen at fortælle om eget behov, for det behov er ofte ukendt. Ingen af de to er i situationen i stand til at række ud og respektere den andens behov. Og det medfører konflikter, utryghed og to sårede mennesker.
Du ”forfølger” ham for at tale om og dele følelser og tanker, fordi du oplever hans tavshed, hvilket måske gør dig utryg. Jo mere du gør det, jo mere trækker han sig. Jo mere han trækker sig, jo mere forfølger du ham. Og kontakten forsvinder. Du bliver frustreret og måske endda bange for, hvad det er der sker i ham og imellem jer. Det bedste, vi kan gøre, når vi havner i det mønster, er at tage ansvar for egen andel i mønstret. Nænsomt give den anden plads til at være i sin del af mønsteret samt tage ansvar for eget behov, for at man i fællesskab får justeret det uhensigtsmæssige mønster.
I står muligvis over for jeres første og største fælles krise og sorg, da I har mistet et foster i uge 7. I reagerer forskelligt på det, som jeg formoder er en sorg for jer begge. Vi kan blive forskrækkede over egne reaktioner og over den andens reaktioner – og pludselig oplever vi, at vi står langt fra hinanden. Du har erfaret, at der slet ingen kontakt er. Tavshed skaber utryghed for de fleste af os og efterlader os i en gættekonkurrence. Hvorfor reagerer han så voldsomt på, at I har mistet et foster? Er han ved at forlade dig? Hvorfor er han taget hjem til mor, og hvorfor kan hans mor ikke give dig besked om hans tilstand? Alt sammen svære spørgsmål som du lige nu er tvunget til at gå med selv, da du ikke kan tvinge ham til samtale. Han har lavet den ypperste form for tilbagetrækning – ingen kontakt. Og han er taget væk fra jeres fælles base.
Vi reagerer meget forskelligt i sorg. Nogle har brug for at række ud og være fælles om at bære den. Andre har brug for at være sig selv og mærke sig selv først. Det er ikke et let sted at stå for dig, samtidig med at du også selv er nødt til at forholde dig til din krop og psyke!
Du skriver, at du stadig har meget kærlighed og forståelse for din kæreste. Derfor tænker jeg, at det bedste, du kan gøre lige nu, er at give ham ro. Vi hjælper ikke hinanden ved at forcere hinanden til en anden reaktion. Han reagerer af grunde, der virker bekymrende for dig, og det har du, så vidt jeg kan forstå kommunikeret. Vi kan ikke tage ansvar for andres reaktioner, men vi skal tage ansvar for de følelser, som vækkes til live i os selv. Så spørgsmålet er: Hvad har du brug for?
Hvordan kan du tage ansvar for dig selv – både i forhold til at have mistet et foster og nu – i alt fald for en stund- at have mistet kontakten til din kæreste?
Jeg tænker, at det bedste, du kan gøre lige nu, er at tage vare på dig selv; altså dine egne reaktioner i forhold til at have mistet. Hvordan mon du selv har det med at have mistet et barn i uge 7? Hvordan har din krop det? Hvordan kan du være god ved din egen krop netop nu?
Har du et netværk, er det nu, at du skal bruge det. Vi har brug for mennesker omkring os, når vi sørger; når livet viser sig fra de svære sider. Ræk ud til mennesker omkring dig – det er det bedste, du kan gøre for dig selv lige nu. Ræk ud, del din smerte og tag imod hjælp!! Hvis du har brug for at tale med nogen, der ikke er så tæt på dig, kan du også ringe til vores gratis rådgivningstelefon, hvor der er psykologer/psykoterapeuter klar til at snakke med dig.
Bedste hilsner
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
