Han er i tvivl, men jeg føler, han kender sit svar!

Kære brevkasse
Jeg skriver, da jeg ikke ved hvor jeg skal stille mig henne i fht. kærligheden. Jeg har set til en dejlig mand i et år. Vi har valgt, at sige stop og se tiden an, da han er i tvivl og ikke længere kan mærke sig selv.

Det hele startede så godt for et år siden. Hvor vi slog benene væk under hinanden. Det var så intens- at det nærmest var usundt. Vi valgte efter 2 måned at lave bien og blomsten og bestøve og dagen efter synes vi, at det måske lige var at gå lidt hurtig tilværks. Vi valgte derfor, at tage en fortrydelsespille. Hvilket gjorde, at mine hormoner og følelser blev mærkbare dagene efter lige op til Valentins dag, hvor vi skulle ses. Jeg melder fra, og han bliver ked af det og reagere med at tage 1. måned ud i verden. Inden hans afgang er han meget optaget af, at vi kan være kærester. Men jeg er tilbageholdende og mener, at vi lige skal mærke os selv.

I den måned, hvor han er afsted. Skriver han hver dag til mig, og jeg bliver gladere og gladere for ham, hvilket gør, da han kommer hjem, spørger jeg om vi ikke skal være kærester. Da reager han med, at vi knap nok kender hinanden, og at han har haft alene tid til at tænke over hans tidligere forhold. Hvor alt er gået stærkt. Hans længste forhold varede 2 år, og hun endte med at finde sammen med en pige, som satte store spor inde i ham. Efter hans: Nej, synes han, at vi bare skal være i nuet og lade tingene blomstrer. Jeg blev enormt ked af det og valgte derefter at rejse ud i verden i 1. måned.

Der gik 1 1/2 måned før vi så hinanden igen. Jeg troede magien var forsvundet, men vores relation til hinanden og kærlighed til hinanden voksede. Hvilket resulterede i at vi besluttede os for, at tage en måned til Norge i en kassevogn. På det tidspunkt har vi kendt hinanden i 6 måneder, hvoraf 2 ½ måned hvor vi ikke så hinanden. Det var en smuk tur og mega intens. Da vi kun var os 2 ude i naturen. Vi blev ikke stimuleret af kunst og by, men havde kun stilhed og naturen at være sammen i. Det gjorde, at vi også fik nogle diskussioner. Jeg forelskede mig i ham mens vi var afsted. Da jeg opdagede alle de gode ting i ham og kunne forene mig med de knap så gode sider. Dem ville jeg gerne leve med. Men jeg mistede i forelskelsen min selvstændighed, og det mærkede han.

Så da vi kom hjem, bragte det ham tvivl, om vi var gode for hinanden. Pga. hele vores rejse blev jeg nødt til, at leje ihærdigt min lejlighed ud for at tjene penge ind, og jeg boede derfor hos ham i sammenhængende 2 måneder. Vi levede sammen uden at være kærester og i hans tvivl om os. Det gjorde, at jeg pludselig fik en stress reaktion. Jeg græd, og mit hjerte hamrede afsted. Jeg fik stille og roligt styr på min stress via meditation og yoga, samtidigt med at jeg fik min lejlighed tilbage. I december så vi ikke hinanden særligt meget. Men det var dejligt og godt, når vi var sammen. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne blive ved med at leve i tvivlen om, hvad vi var. Jeg sagde til min familie og venner, at vi egenligt bare datede, og han havde sagt til familie og venner at vi var kærester. – Uden at vi faktisk selv havde betegnet os som det.

I søndags bragte jeg tvivlen på banen. Det resulterede i, at vi har sagt stop og vil se tiden an. Han siger, at han er så glad for mig, og at han har så stor kærlighed til mig. – Men han ved ikke hvad der er rigtigt og forkert lige nu, da han ikke kan mærke sig selv. Han synes det er mega svært. Han siger ligeledes, at han nogle gange føler, at han har lettere ved at tale med sine venner om løst og fast.

Jeg ved pt ikke hvad jeg skal føle og hvad jeg skal gøre. Jeg er fuldstændig splittet. Jeg har altid været en som har sagt mine tanker højt. Det gør, at jeg nu føler, at jeg måske har læsset mere over på ham end godt er. Vi har så mange fælles værdier og ser livet på samme måde. Vores sex er helt fantastisk. Vi har aldrig før med nogen anden haft så god sex. Vores kroppe smelter nærmest sammen, når vi er sammen. Jeg står her helt uforstående overfor det valg.