Han trækker sig så hurtigt fra kontakten

Til rette vedkommende

Jeg er i en meget frustreret situation. Jeg har siden november måned datet en mand, som jeg på stedet blev tiltrukket af og kort tid efter fik følelser for. Min oplevelse var, at han også var tiltrukket af mig. Han var meget initiativrig i forhold til de første par dates, hvilket jeg var glad for, men det blev aldrig til et kys eller mere.

Vi var på date lige op til nytår, og herefter gik det ned ad bakke. Jeg havde fået lidt vin den aften, hvilket gjorde, at jeg ikke var helt til stede. Jeg var ikke hamrende fuld, men det man vil kalde “tipsy”. Men efter den aften trak han sig lige pludselig, og da jeg efter et par dage spurgte ind til, hvad der skulle ske, var hans forklaring, at jeg ikke virkede så interesseret i ham, hvorfor han trak sig. Jeg forklarede ham, at jeg tværtimod var meget interesseret, hvortil hans svar var: “Det var godt. Jamen så kan vi da godt ses igen”.

Vi begyndte igen at skrive og kom på et par dates, men ingen af os kunne tage første skridt i forhold til kys og derefter sex. Jeg har altid været vant til, at mændene er meget hurtige til den slags, og jeg selv ikke rigtig har været den første til at lægge op til den slags, hvorfor jeg blev ved med at vente. Han blev fjern igen, og så var vi igennem samme mølle.

Jeg opdagede også, at han stadig var aktiv på tinder, hvor vi fandt hinanden. Jeg stoppede med at bruge min profil, kort efter at have mødt ham, men brugte faktisk kun appen for at se, om han stadig var aktiv derinde. Alt det gjorde mig ked af det, men jeg skrev og spurgte ind til, hvor han nu stod henne. Hans forklaring var igen, at jeg ikke havde den største interesse i ham, hvortil jeg forklarede, at det ikke var tilfældet.

I slutningen af april måned skete der så endelig noget. Vi aftale at ses en weekend hos ham – det var mig, der lagde op til at ses. Han virkede ikke så engageret. Men jeg tænkte, at vi sikkert manglede nærhed rent fysisk, hvilket måske ville gøre tingene bedre. Der skete så endelig noget den aften. Han aede mig på låret, og der greb jeg chancen og kyssede ham. Vi havde samleje for første gang, og det var en skøn aften. Herefter skulle han ud og sejle og skulle være væk hele maj måned. Nu tænkte jeg, at tingene ville gå i den rigtige retning. Mens han var væk, skrev vi regelmæssigt til hinanden, og jeg synes, at han virkede nærværende i sine beskeder. Jeg havde fået oplevelsen af, at vi begge ville se hinanden, så snart han var tilbage.

Da han kom hjem, spurgte han ikke direkte ind til at ses, men han spurgte, hvad jeg skulle lave i weekenden, og om jeg havde travlt. Det tog jeg som en indirekte invitation og lagde op til en vinaften hos ham. Vi mødtes, drak vin og så film, og til sidst havde vi samleje igen. Aftenen var egentlig skøn efter min opfattelse, men morgenen efter virkede det hele underligt. Han virkede fjern.

Da jeg kom hjem, var han fortsat fjern. Han skrev ikke, og når jeg skrev, så svarede han efter meget lang tid og virkede ikke engageret. På det her tidspunkt – og det er jo for få dage siden – var jeg faktisk næsten sikker på, at han ikke længere havde en tinderprofil mere. Omend der havde været op- og nedture, tænkte jeg, at nu havde vi alligevel set hinanden længe nok til, at det måtte være tilfældet.

Fordi han pludselig var meget fjern igen, gik jeg ind for at se, om han stadig var aktiv derinde. Ikke nok med, at han var/er aktiv, men han havde ovenikøbet også skrevet en ny tekst på sin profil, som var noget mere indbydende, end det han havde skrevet før. Jeg skrev til ham og satte spørgsmålstegn ved hans lukkethed og spurgte ind til, om det, vi havde/har, også var ekslusivt for ham, som det var for mig. Hans svar var, at han ikke vidste, om det var. Her tænker jeg, at han jo ikke tør at indrømme det helt, men jeg ved jo, at vi ikke er det, siden han stadig bruger tid og energi på tinder, og muligvis også har set andre.

Herudover skrev han, at jeg ikke virkede helt til stede ,og at han i starten havde fortalt mig noget, som betød noget for ham, men som han følte, ikke blev hørt. Det gik ham på, hvorfor han trak sig. Han havde faktisk været i tvivl, om vi overhovedet skulle ses den aftalte dag. Han gik med til det for at give det en chance. Vi skrev lidt frem og tilbage. Jeg forsøgte at forstå, hvad han mente med det hele. Alt i alt var hans svar, at han var meget i tvivl og havde en mavefornemmelse af, at det ikke skulle være os to. Jeg spurgte, om det betød, at vi ikke skulles ses mere. Hans svar var, at han ikke vidste det. Hvis det skulle være, så skulle det ikke være hos ham, men hvor vi lavede noget andet end at drikke vin og se film og bare være os. Jeg svarede, at jeg syntes, det var en god idé. Jeg syntes heller ikke, at vores sidste par aftener med et glas vin og film havde gjort, at vi kunne lære hinanden bedre at kende og på den måde finde ud af, om vi fungerede sammen. På grund af tidspres går der jo lang tid mellem, vi ses, hvilket gør det ekstra svært. Han gav mig medhold og er nu gået med til at gå en tur næste gang.

Jeg ved godt, at det er en lang smøre, men jeg er virkelig forgabt i ham. Han har det med at trække sig meget hurtigt. I vores samtale den anden dag forklarede han da også, at han ikke var mester i at have en dialog omkring emner, der var ham tætte. Så jeg tror også, at han har svært ved at snakke om den slags ting, men samtidig smerter det mig, at han  ikke ser det vi havde/(måske har) som noget ekslusivt.

Jeg har snakket med mine veninder omkring det her, og alle tre mener, at han ikke er værd at bruge tid på. At han ikke vil ændre sig. De synes ikke, jeg skal ses med ham igen. Jeg føler virkelig, at jeg nærmest har tigget ham her til sidst for at give det en chance. Men jeg er så dybt forelsket i ham. Jeg havde tænkt, at vi var på vej et sted hen, hvor vi kunne kalde os for kærester. Han havde også fra start givet udtryk for, at han ønskede sig en familie og børn i fremtiden, hvilket også passede til mine ønsker.

Jeg vil dog gerne have et par profesionelle briller på alt det her. Min plan er prøve at være mig selv så meget som overhovedet muligt næste gang vi ses. Prøve på at snakke lidt med ham omkring de her ting. Vi har aldrig snakket om den slags ansigt til ansigt.

Men er jeg en komplet idiot for at arrangere det her møde med ham?

På den ene side tænker jeg, at det er håbløst, for vores forhold hænger i en tynd tråd. På anden anden side, tænker jeg, at det altid er noget, han gerne vil ses og give det et skud. Mine veninder ser hans forklaringer for en dækkehistorie for, hvad han i virkeligheden føler – og det er ingenting overfor mig.

Han skrev til mig, at han synes det hele var svært – at han virkelig godt kunne lide mig, men han var meget i tvivl. Jeg tænker, at han måske har fået en forkert opfattelse af hele situationen. Nu skal vi ses uden alkohol involveret, og så kan vi komme ind på noget lidt mere dybt snak, så er det måske ikke helt dumt. Han har det bare med at trække sig meget hurtigt. Selv nu, hvor vi har aftalt at ses igen, virker han slet ikke engageret i det.

Derfor har jeg valgt at skrive en besked til ham i dag, hvor jeg har smidt alle kortene på bordet. For mig har aftenerne med vinen nok været en måde at dulme nerverne på. Jeg går meget op i at fremstå perfekt. Mit store fokus på det og min opførsel gør, at jeg virker fjern. Dette har jeg fortalt ham. Jeg vil ikke sige, at han har været 100 procent perfekt. Han har det jo med at lukke i meget hurtigt, og jeg synes ikke, han har forsøgt at finde ud af, om vi kunne ud af det sammen. Men jeg tænkte, at hvis jeg fortalte ham om mine “issues”, som jo faktisk er småtterier – for vi har jo alle et eller andet, som vi tumler med, og han derefter dropper mig, så er han nok ikke det værd?

Jeg er bare lidt i tvivl – bombarderer jeg en mand med alt for meget her? Er jeg fuldstændig skør for at forsøge at redde tingene ud med en mand, jeg har mødt via Tinder og har set i omtrent 7-8 måneder, når nu han fortæller mig, at han er så meget i tvivl ?