Hun tænder ikke på mig mere

Her kommer en lidt lang forklaring. Jeg beklager på forhånd.

Jeg har været sammen med min kæreste i syv år. Vi har to dejlige børn og bor i et nyt hus, vi har bygget sammen. Jeg følte, at alt var godt i vores hverdag. Vores sex var dog lidt ned ad bakke det sidste halve år, men jeg har heller ikke haft lysten, når jeg skulle bruge kondom. Hun har heller ikke rigtig lagt op til noget. Men jeg kunne ikke mærke, at noget andet skulle være galt, så jeg var glad, indtil for en halvanden måned.

Min kæreste tog på festival. Vi havde sex, samme dag hun skulle afsted, og jeg følte alt var godt. Næste morgen blev jeg en smule bange,  fordi hun ikke svarede, når jeg forsøte at kontakte hende på telefonen. Jeg har aldrig i vores forhold været usikker på hende, eller været bange, men nu blev jeg et kort øjeblik bange for, at der var sket hende noget, fordi hun ikke svarede. Mega dumt af mig. Har aldrig haft det sådan før. Da vi igen kom i kontakt med hinanden, spurgte jeg til sidst i samtalen, om hun egentlig sådan generelt tænder på mig? Der svarede hun nej, og så vendte hele stemningen bare på et splitsekund. Siden den dag har der været en meget blandet stemning. Selv på gode dage er stemningen mærkelig.

Dagene efter var der meget snak om, at hun ikke tænder på mig mere. Hun synes, jeg er blevet for tyk, og at jeg ikke børster tænder. Hun vidste ikke, om hun nogensinde kunne tænde på mig igen. Og der brød min verden sammen. Efter et par dage, hvor jeg var fuldstændig knækket, besluttede jeg mig for, at jeg ville kæmpe for forholdet –  alt hvad jeg overhovedet. Så jeg startede med at træne hver aften og huskede at børste tænder flere gange om dagen. Og virkelig gøre noget mere ud af mig selv. Jeg købte nyt tøj, for nu skulle jeg score hende på ny. Så jeg købte ting til hende og roste hende samt fortalte hende, hvor dejlig og smuk hun er. Det fede er, at jeg kunne godt lide at gøre alle de ting for hende og forkæle hende.

I et par uger prøver jeg virkelig. Jeg kysser hende og holder om hende og viser, at jeg elsker hende, Jeg forkæler hende, men jeg får kun meget lidt igen. Jeg har samtidig købt dialogspillet, og vi har spillet et par kort, men hun virker ikke til at vil gå helt ind i det. Jeg prøver også med en masse af de her parterapis-øvelser, men hun er ikke interesseret i at prøve dem af. Hun har virkelig kommet i tvivl om mig. Jeg bliver en smule frustreret, for jeg kæmper for, at nu skal vi genfinde kærligheden. Men hun bliver ved med at sige, at hun ikke tænder på mig.

Efter tre ugers tid sidder vi så i sofaen, og hun sætter sig oven på mig, og vi kysser det mest lidenskabelige kys nogensinde. Der sker også en smule mere end det, og så har vi tre fantastiske dage, hvor vi kysser og krammer og putter om natten. Men så går det ned og op igen. Jeg bliver ved med at prøve uafbrudt, men lige meget hjælper det. Den ene dag kan vi putte og kysse, og den næste dag må jeg ikke engang give hende et godnatkys. Der er så mange følelser på spil fra min side af, at jeg flere gange, når hun afviser mig, virkelig bliver  ked af det. For to dage siden kyssede vi og puttede, og i går måtte jeg ikke kysse hende godnat.

I dag prøvede jeg så at ligge med hende i sofaen og ville kysse hende og sige, at vi havde nogle fantastiske børn, og der afviste hun mig og flyttede hovedet væk. Jeg satte mig bag efter udenfor for at få lidt luft. Det er selvfølgelig hårdt at blive afvist, når jeg virkelig kæmper for vores forhold og for, at vi ikke skal gå fra hinanden. Også for børnenes skyld.

Hun kom ud til mig og sagde, at hun ikke vidste, om hun havde de der kærestefølelser for mig mere. Hun ved ikke, om hun føler noget, når vi kysser, men alligevel følte hun, at vi hyggede os og havde det sjovt, når vi var sammen. Hun kunne også godt have sex med mig, når hun bare havde lyst til sex.

Og jeg er, siden det gik galt, kun blevet mere og mere forelsket i hende igen. Det er, som om at siden jeg er begyndt at gøre mere for hende og kysse hende mere og kæmpe mere for hende, er jeg kun blevet mere vild med hende, men også med mig selv. Jeg er et sted efter syv år, hvor jeg aldrig har været mere forelsket nogensinde, så det er frustrerende. Hun har sagt, hun ikke går fra mig lige nu, men at hun heller ikke kan have det sådan her et år mere. Jeg vil ikke skilles – både for vores fantastiske families skyld, for min skyld og for vores børns skyld. Vi er så gode forældre sammen, vi pjatter og danser, og vores børn har virkelig den bedste familie, så det gør ondt, hvis den skal splittes.

Jeg har spurgt, hvad jeg skal gøre anderledes, og hun siger, at jeg gør det mega godt, og at jeg kæmper godt for hende, men at hun ikke ved, om hun kan få kærestefølelser for mig igen. Hvad skal jeg gøre, eller hvad skal vi gøre?

Så det hele er virkelig op og ned. Undskyld den lange, lange smøre.

Hilsen en meget frustreret og ked-af-det-kæreste, som har verdens dejligste og smukkeste kæreste.