Hvad nu hvis vi finder sammen igen?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

For et halvt år siden begyndte jeg at ses med en fyr. På første date snakkede vi om vores bagage. Vi snakkede om, at vi skulle passe på hinanden, være ærlige og ikke holde hinanden hen. Og at vi ikke måtte laste hinanden med, hvad andre har gjort imod os.

Han har oplevet utroskab fra flere partnere. Vi er ret hooked på hinanden og ses meget. Han er enormt kærlig og omsorgsfuld, ringer tit, når vi ikke er sammen, men stadig med en vis afstand. Han fortæller, at han er bange for at lukke mig ind, der hvor det kan gøre ondt. Og han siger af flere omgange, at han ikke kan mærke sine følelser. Og han siger flere gange, at jeg skal passe på ham. Men det har vi lovet hinanden fra start, at vi vil, så det er en selvfølge for mig.

Som månederne går bliver jeg gladere for ham og er klar til at sætte titel på os, men det er han ikke. Han siger igen, at han ikke ved, hvad han skal, for han er bange og kan ikke mærke sig selv. Han laver aftaler hele tiden, arbejder meget, hans bror ved af mig, men hverken venner familie eller kollegaer kender til mig. Vi laver ellers ting sammen i det offentlige rum, hvor folk vil kunne møde os.

Jeg begynder at blive ret ked af, at der ikke sker noget og af at være hemmeligholdt. Vi har mange snakke omkring det, men tingene forbliver det samme. Jeg er nødt til at stoppe relationen. Han er meget ked af det og var i chok, da jeg meddeler ham, at der skal ske ændringer, ellers må det stoppe.

Efter lidt tid i vores snak siger han, at det nok må stoppe, for han kan ikke give mig det, jeg gerne vil have. Vi går hver til sit. Dagen efter laver jeg et langt skriv til ham. Om vores oplevelser sammen, hvad der har gjort mig ked, og hvad der har gjort mig glad. Samtidig rækker jeg også ud og siger, at jeg gerne vil være hans støtte i at få bearbejdet hans fortid og at få kontakt til hans følelser.

Da han besvarer den besked, lyder han meget afklaret med, at det for ham er den rigtige beslutning lige nu. Og han havde brug for at gøre det her alene. Mærke efter i maven, alene. Jeg lader ham derfor være.

Efter et par uger sender jeg ham links om tilknytningsmønster og om det kunne være noget for ham læse. I første omgang hører jeg ikke fra ham, men efter nogle dage svarer han, at det vil han prøve at læse. Og så spørger han lidt ind til mit nye arbejde og sådan.

I mellemtiden har jeg slettet ham på sociale medier, fordi det gør for ondt på mig at kunne se ham der. Det vælger han ikke kommentere på, hvorfor jeg spørger ham, om vi skal lade være med at have kontakt. Til det svarer han, at det synes han ikke, at han er i en position til at kunne bestemme. Det var op til mig, hvordan jeg synes, det skulle være. Jeg svarer ham så, at det ikke handler om at bestemme, men hvad han har lyst til. Det svarer han aldrig på, og vi har ikke haft kontakt siden.

Jeg kan godt være i tvivl om, hvad jeg egentlig vil i forhold til ham. Jeg føler jo, at jeg har kæmpet en kamp og ønsker ikke at skulle kæmpe igen. Og hvis han en dag skulle kontakte mig og gerne vil noget igen, er jeg i tvivl, om jeg tør at have tillid til at være i en relation til ham. Han skulle selvfølgelig vise, at han har og er i gang med at arbejde med sig selv, hvis det overhovedet kom på tale igen.

Hvad vil rådet være til mig her? Lade tiden give svaret? Skal jeg gøre noget i forhold til ham?

Svar

Kære du

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært for dig at finde ud af, hvad du egentlig vil i forhold til din tidligere partner – og om du skal gøre mere i forhold til ham. Jeg læser det, som om at din beslutning om at afslutte forholdet til ham er baseret på en blanding af fornuft og følelser. Når fornuft og følelser blander sig sammen, kan det nemt skabe forvirring og modstridende følelser hos én.

Ærlig kommunikation

Du skriver, at I på første date havde en dyb og vigtig samtale. I ville passe på hinanden, være ærlige og ikke holde hinanden hen. Da du så mærkede, at du var klar til – og havde brug for – at I gik næste skridt sammen i jeres parforhold, var din partner ikke klar. Du var ærlig og fortalte, at du havde brug for, at der skete en ændring. Hvis ikke I kunne blive enige om at offentliggøre jeres relation, så blev du nødt til at stoppe den.

Jeg forestiller mig, at du kom med den udmelding for jeres begges skyld. Du var ærlig omkring, at du ikke ville holdes hen, og du holdt heller ikke din partner hen i forestillingen om, at alt var som det skulle være. Din partner kom frem til, at han ikke var klar til at offentliggøre jeres relation. Han havde behov for tid alene, blandt andet til at bearbejde noget i sin bagage. I mærkede altså begge efter og kom begge frem til, at I ikke kunne være det for hinanden, som I hver især havde brug for.

Et lukket kapitel

Du spørger nu, om du skal gøre mere i forhold til ham. På baggrund af jeres fælles erkendelse af, at I ikke kan give hinanden, hvad I hver især har brug for på nuværende tidspunkt, tænker jeg, at du kan have behov for at se relationen som et lukket kapitel. Det kan efterlade et stort tomrum.

Et tomrum, der skal fyldes igen

I har sikkert brugt meget tid med hinanden, som nu skal udfyldes af andet. I har sikkert også oplevet stor følelsesmæssigt forbundenhed til hinanden. Når nu jeres forhold afsluttes, kan det måske føles, som om at du skal finde dig selv igen. Måske er du lidt i tvivl om, hvem du egentlig er uden din tidligere partner, hvordan din fremtid ser ud, hvad du egentlig kan lide at lave, hvem du skal dele dine følelser og tanker med. Den periode, du står I nu, kan ses som en overgangsperiode, hvor du går fra at være forbundet og bruge tid med din tidligere partner til at skulle bruge tid og dele tanker med for eksempel veninder eller familiemedlemmer. Derigennem kan tomrummet i dig udfyldes lige så stille.

Hvad nu hvis…

Du skriver også, at du er i tvivl om, hvad du egentlig vil i forhold til ham, hvis han en dag skulle kontakte dig igen. Jeg tænker, at du har nogle gode tanker om, at det skulle være på et andet grundlag end der, hvor I sidst sluttede med hinanden. Altså at I ikke finder sammen, fordi I savner én af udfylde tomrummet med, men at I i stedet har udviklet jer, og er blevet klar til at starte et nyt kapitel sammen. Når det er sagt tænker jeg, at det kan være sundt for din helingsproces, at du forsøger ikke at have en masse ”hvis nu”-tanker. Det kan nemlig gøre det svært at komme videre i livet, om end sådan nogle tanker er helt normale at have, når man står i en situation som din.

Den sidste kærlighed er altid den største

Afslutningsvis vil jeg dele en sætning, som jeg har hørt én sige engang. Nemlig at den sidste kærlighed altid er den største. Sætningen er, synes jeg, både anerkendende, trøstende og opmuntrende. Din tidligere partner er din sidste og lige nu også din største kærlighed. Derfor har han naturligvis en stor plads i dit hjerte. Derfor gør det ondt nu, og det er svært at tage afstand til ham. Samtidig fortæller sætningen også, at en anden person på sigt kan blive din nye sidste og største kærlighed. Det ønsker jeg for dig, at du må erfare.

De kærligste hilsner fra

Amalie Vigsø Hovaldt, Psykolog

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: