Hvordan afslutte
parforholdet bedst?

Ifht. min kæreste, så er vi ikke så afhængige af hinanden, og vi mangler mere omfavnelse hos hinanden. Forholdet er ikke så stærkt. Jeg vil kunne blive mere sprudlende uden ham. Det kan være hyggeligt og sjovt, men jeg føler en ensomhed i forholdet. Jeg vil tages med storm, få en der vil se mig dybt i øjnene, mene det han siger, og helt alvorligt gøre mig blød i knæene. Følelsen er ikke helt på plads i forholdet, og han kan være en energisluger. På et eller andet plan ved jeg godt inderst inde, hvor jeg står henne i forholdet.

Jeg kan mærke, at jeg med tiden tager afstand til ham.

Jeg har det svært med ikke at kunne snakke normalt med ham, som jeg kan med andre mennesker. Jeg ved godt, at han stadigvæk øver sig i at forstå, aflæse og afkode mig, men det har jeg det svært med. Jeg ved også godt, at alle har sit at kæmpe med. Jeg tænker, at det har noget at gøre med, som jeg kender ham, at han minder meget om sin far, der har et stift sind i modsætning til mig selv. Jeg har et mere åbent sind ligesom mine forældre, men selvfølgelig har vi alle lidt af hvert, men noget mere end andet, har jeg læst.

Det har været nyt og spændende at lære en type som ham at kende, og det har udvidet mit perspektiv meget, men jeg kan bare mærke, at jeg har brug for at have en partner, der har samme grundlæggende mindset som mig. Det er ikke nok for mig, at jeg kan det med alle de andre mennesker, der er en del af mit liv.

Jeg kan ikke leve med at være i et forhold, der er følelsesmæssigt indelukket, og hvor man ikke kan have dybe filosofiske samtaler og have noget til fælles, for det betyder bare rigtig meget for mig. Jeg har erfaret, at det er noget af det, der skal til, for at jeg virkelig kan få en dyb connection og kærlighed til andre, men også føle mig elsket. Nærvær er nok mit primære kærlighedssprog.

Jeg ved ikke med ham, men for mig har det virket som om, at vi er ved at toppes, hver gang vi diskuterer et eller andet emne, næsten uanset hvad det er.

Jeg har fundet ud af, at mine ønsker og behov i et forhold har ændret sig gennem tiden.

Jeg er en ung kvinde, som har været i et forhold et langt stykke tid nu. Man kan sige, jeg er så ung, at jeg er vokset med alderen og ligeså er min kæreste. Vi er jævnaldrende, og vi er begge vokset op sammen, om man så må sige, for jeg føler, at vi har forandret os meget.. men jeg føler så også, at vores kærlighed ikke længere er så dyb, som den var engang. Ikke fordi vi har ladet det ske, men fordi vi begge har modnes, men er gået i hver sin retning. Vi har fælles venner og mange sjove oplevelser sammen, men der er også tider, hvor jeg føler mig overset. Her ser jeg det ikke som værende ligegyldighed, men blot fordi vi er hvert vores sted. Jeg er den rolige i det her forhold og den, som hygger i hjemmet, hvorimod min kæreste er den mere aktive og meget eventyrlysten. Uden at lyde hellig, føler jeg, at jeg helt klart er den, der er modnet mest i dette forhold, og netop dette får mig til at stoppe op og spørge, om han er den rigtige. Men hvis jeg kigger dybt indad og ind i hjertet, så føler jeg, at jeg jo godt selv ved, at dette forhold ej vil vare ved, for det er meget trygheden, der binder mig i dette forhold. Lige nu og her ser jeg mig selv som et tænkende menneske, som har brug for trygheden i det forhold, men mærker ikke de store kærlighedsfølelser. Derimod føler jeg, at min fremtid en skønne dag vil være sammen med en anden.
Og derfor er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg vil bruge tid og energi på at gå i parterapi med ham, men på den anden siden vil jeg også gerne afslutte det på en ordentlig måde. Det hænger sammen med, at jeg kender hans reaktionsmønster, når vi taler sammen om personlige ting, og jeg bliver lige skuffet hver gang, så kunne godt bruge en til at oversætte det for ham, så han fanger budskabet og ikke bliver alt for såret og knust, hvis det er muligt.

Hvad skal jeg gøre udover at anerkende mig selv og situationen?