Vi har et uforpligtende forhold – men jeg ønsker mere
Til brevkassen Jeg har haft en affære med en forlovet mand i 9 måneder indtil for 3-4 måneder siden. Jeg...
Hej
Jeg skriver, fordi min kæreste i snart mange måneder har været i krise. Dels har jeg svært ved at finde ud af, hvordan jeg kan hjælpe ham, og dels kan jeg mærke, at det er ved at være en belastning for mig.
Udefra set går det super godt for min kæreste. Han er lige ved at afslutte en flot grad på et godt universitet, i et fag med gode jobmuligheder. Vi er endelig flyttet sammen i år efter tre års langdistance og har det generelt rigtig dejligt sammen. Han er dygtig, flot, sjov, har en sød familie, og alle kan lide ham, fordi han er verdens rareste fyr.
Men af en eller anden grund kan han ikke selv se det og har en tendens til konstant at tale sig selv og sit liv ned. Normalt er det mildt, i form af f.eks. selvironi, men i det sidste halve år er han faldet ned i et dybere og dybere mentalt hul af selvbebrejdelse, sortsyn, tvivl og negativitet. Han stiller umulige krav til sig selv, sammenligner sig udelukkende med de mest elite-agtige typer i sit elite-agtige felt. Han rakker hele tiden sig selv ned over, at han føler, at han ikke har lige så meget “tjek på tingene”, som han tror, de andre har. Det på trods af at han bliver rost til skyerne af alle, han arbejder sammen med.
Konkret tror jeg dels krisen er udløst af at gå derhjemme hver dag under lockdown, hvilket han slet ikke er god til. Og så handler hans krise især om, at han har haft rigtig travlt med at afslutte sin uddannelse ,og derfor ikke har haft tid til at lande et spændende job et halvt år før han blev færdig, – som “alle andre” i hans felt, ifølge ham, gør. Nu er han så lige ved at afslutte studierne og skal søge job i et corona-påvirket jobmarked, så det går ikke helt så hurtigt, som han havde håbet. Men han har ikke søgt i mere end tre uger, hvilket ikke er nogen grund til panik i min bog. Ikke desto mindre har han efterhånden daglige kriser, hvor han bliver helt fortvivlet og snakker om, hvordan han har kørt sig selv ud på et sidespor, har taget en masse dårlige karrierevalg, har misset chancen for et spændende arbejdsliv, har ødelagt det hele for sig selv, er en taber etc.
Jeg har utallige gange prøvet at være forstående, opmuntre ham, nuancere hans billede af ham selv og hans situation, snakket med ham om konkrete ting, han kan gøre for at få det bedre, givet kram og kys og sagt, at jeg synes han er sej, spurgt ind til hans tanker, prøvet at få ham til at tale mere venligt til sig selv, fortalt om øvelser fra min egen tid i terapi, som hjalp mig. Men i bedste fald føler jeg ikke, det hjælper, og i værste fald bliver han nærmest i dårligere humør af det og insisterer stædigt på, at det hele er noget juks. Jeg har ofte prøvet at foreslå, at han snakker med en karrierevejleder og måske endda prøver at få en henvisning til psykolog.
Når han ikke er nede i sit hul, kan han godt rationelt se, at det er sortsyn. Han kan også se, hvilke konkrete ting han kunne gøre for at få det bedre, som fx at se venner og sidde på bibliotek i stedet for derhjemme. Han siger endda, at det ville være godt at snakke med nogen. Men som regel følger han bare ikke op ved faktisk at gøre de ting. Han bliver ved med at nedgøre sig selv, og næste dag falder han ned i et nyt hul.
Jeg føler mig magtesløs, og hans konstant dårlige humør påvirker mig efterhånden meget. Nogle gange gør det helt fysisk ondt på mig at se ham sådan. Jeg har det, som om jeg bare skal stå og se ham drukne langsomt uden at kunne gøre noget. Derudover bliver jeg drænet af hele tiden at være på følelsesmæssigt overarbejde. Jeg føler mig pt mere som hans psykolog/mor end som hans kæreste. Samtidigt føler jeg, at der er mindre plads til mig selv og mine glæder og sorger i forholdet.
Jeg ville ønske, han også kunne snakke med en ven om det hele, så det ikke kun er mig, der “bærer” ham. Men han snakker ikke om den slags med sine venner, og slet ikke med studiekammerater for ikke at tabe ansigt. Selvom jeg er sikker på, ingen ville dømme ham.
Hvad skal jeg gøre? Hvordan hjælper jeg ham, og passer samtidigt på mig selv?
Mvh, en bekymret kæreste
Kære bekymrede kæreste
Tak for dit spørgsmål til brevkassen!
Det lyder som en tung og svær situation, du og I står i lige nu.
Jeg kan selvfølgelig ikke diagnosticere på afstand, og ud fra en andenhåndsbeskrivelse. Derfor skal det tages med et gran salt, det jeg nu vil skrive. Men med de udfordringer, du beskriver, tyder det på, at din kæreste har fået en depression. Når man har det, kan det påvirke ens tanker på den måde, at man tænker negativt om såvel fortid, nutid og fremtid. Det påvirker så ens humør, som igen gør én endnu mere sortseende. Det er en negativ spiral, der er svær at bryde.
Uanset om din kæreste lever op til de diagnostiske kriterier for depression, tænker jeg, som du også selv er inde på, at han skal have noget professionel hjælp udefra. Her vil mit bedste råd være, at gribe et af de øjeblikke, hvor han selv kan se fornuften i det, og få bestilt en tid med det samme. Du kan finde telefonnumre her.
Det kan være rigtigt tungt at være pårørende til én, der har en depression. Negativiteten kan hænge som en sort sky over vedkommende, som også hurtigt kan påvirke ens egen sindstilstand. Hvis det er en depression din kæreste har, giver det mening, at du har en oplevelse af, at der er mindre plads til det, der optager dig i forholdet. For når man er deprimeret, kan man ofte have svært ved at rumme andres udfordringer, fordi ens egne fylder så meget.
Men hvad så med dig? I denne tid er det ekstra vigtigt, at du tænker i at trække på energikilder udenfor jeres forhold. Det kan være, du skal se en god veninde, som kender til jeres situation ekstra meget, og som har overskud til at lytte til dig. Måske kan du skabe ekstra rum for motion eller andet, der gør dig glad.
Og så kan du og din kæreste tage en åben snak om, hvordan I kan være et par igennem denne tid. Hvad er han i stand til at give dig lige nu? Det kan for eksempel være, at han ikke kan rumme at snakke så meget, men at han gerne vil holde om dig. Omvendt, så tror jeg, du skal holde igen med at prøve at hjælpe ham og bare spørge, hvad han har brug for fra dig. Og her er det vigtigt at huske, at du også gerne må have en grænse. Ligesom han ikke lige nu kan give dig alt det, du har brug for, kan du måske heller ikke give ham alt det, han har brug for. Det betyder ikke, at jeres forhold har fejlet. Det er helt almindeligt! Oven i købet kan det være en lettelse at få sagt til hinanden, at man ville ønske, man kunne opfylde dens andens behov. Og at det er en sorg hverken at kunne give eller modtage det, man har brug for lige nu. Så står I i den sammen situation, og det bliver en fælles udfordring.
Jeg håber, I kan finde hjælp og støtte til at komme igennem denne tid.
Med venlig hilsen