Hvordan hjælper jeg
min selvbebrejdende og
negative kæreste?

Hej

Jeg skriver, fordi min kæreste i snart mange måneder har været i krise. Dels har jeg svært ved at finde ud af, hvordan jeg kan hjælpe ham, og dels kan jeg mærke, at det er ved at være en belastning for mig.

Udefra set går det super godt for min kæreste. Han er lige ved at afslutte en flot grad på et godt universitet, i et fag med gode jobmuligheder. Vi er endelig flyttet sammen i år efter tre års langdistance og har det generelt rigtig dejligt sammen. Han er dygtig, flot, sjov, har en sød familie, og alle kan lide ham, fordi han er verdens rareste fyr.

Men af en eller anden grund kan han ikke selv se det og har en tendens til konstant at tale sig selv og sit liv ned. Normalt er det mildt, i form af f.eks. selvironi, men i det sidste halve år er han faldet ned i et dybere og dybere mentalt hul af selvbebrejdelse, sortsyn, tvivl og negativitet. Han stiller umulige krav til sig selv, sammenligner sig udelukkende med de mest elite-agtige typer i sit elite-agtige felt. Han rakker hele tiden sig selv ned over, at han føler, at han ikke har lige så meget “tjek på tingene”, som han tror, de andre har. Det på trods af at han bliver rost til skyerne af alle, han arbejder sammen med.

Konkret tror jeg dels krisen er udløst af at gå derhjemme hver dag under lockdown, hvilket han slet ikke er god til. Og så handler hans krise især om, at han har haft rigtig travlt med at afslutte sin uddannelse ,og derfor ikke har haft tid til at lande et spændende job et halvt år før han blev færdig, – som “alle andre” i hans felt, ifølge ham, gør. Nu er han så lige ved at afslutte studierne og skal søge job i et corona-påvirket jobmarked, så det går ikke helt så hurtigt, som han havde håbet. Men han har ikke søgt i mere end tre uger, hvilket ikke er nogen grund til panik i min bog. Ikke desto mindre har han efterhånden daglige kriser, hvor han bliver helt fortvivlet og snakker om, hvordan han har kørt sig selv ud på et sidespor, har taget en masse dårlige karrierevalg, har misset chancen for et spændende arbejdsliv, har ødelagt det hele for sig selv, er en taber etc.

Jeg har utallige gange prøvet at være forstående, opmuntre ham, nuancere hans billede af ham selv og hans situation, snakket med ham om konkrete ting, han kan gøre for at få det bedre, givet kram og kys og sagt, at jeg synes han er sej, spurgt ind til hans tanker, prøvet at få ham til at tale mere venligt til sig selv, fortalt om øvelser fra min egen tid i terapi, som hjalp mig. Men i bedste fald føler jeg ikke, det hjælper, og i værste fald bliver han nærmest i dårligere humør af det og insisterer stædigt på, at det hele er noget juks. Jeg har ofte prøvet at foreslå, at han snakker med en karrierevejleder og måske endda prøver at få en henvisning til psykolog.

Når han ikke er nede i sit hul, kan han godt rationelt se, at det er sortsyn. Han kan også se, hvilke konkrete ting han kunne gøre for at få det bedre, som fx at se venner og sidde på bibliotek i stedet for derhjemme. Han siger endda, at det ville være godt at snakke med nogen. Men som regel følger han bare ikke op ved faktisk at gøre de ting. Han bliver ved med at nedgøre sig selv, og næste dag falder han ned i et nyt hul.

Jeg føler mig magtesløs, og hans konstant dårlige humør påvirker mig efterhånden meget. Nogle gange gør det helt fysisk ondt på mig at se ham sådan. Jeg har det, som om jeg bare skal stå og se ham drukne langsomt uden at kunne gøre noget. Derudover bliver jeg drænet af hele tiden at være på følelsesmæssigt overarbejde. Jeg føler mig pt mere som hans psykolog/mor end som hans kæreste. Samtidigt føler jeg, at der er mindre plads til mig selv og mine glæder og sorger i forholdet.

Jeg ville ønske, han også kunne snakke med en ven om det hele, så det ikke kun er mig, der “bærer” ham. Men han snakker ikke om den slags med sine venner, og slet ikke med studiekammerater for ikke at tabe ansigt. Selvom jeg er sikker på, ingen ville dømme ham.

Hvad skal jeg gøre? Hvordan hjælper jeg ham, og passer samtidigt på mig selv?
Mvh, en bekymret kæreste