Hej
Jeg er lige flyttet hjemmefra og bor meget tæt på min kæreste. Han og jeg har sat en grænse, der hedder, at vi ikke sover i samme rum, men at vi er jævnt enige om, at vi godt kan sove i samme bygning. Det er der heldigvis mulighed for, men hans forældre er meget imod det. De bruger det argument, at det gør det kun sværere ikke at have sex, og at alle i nabolaget kommer til at tro, vi har sex, da de kan se hans bil holder hos mig næste morgen…
Det, jeg ikke forstår, er, at han jo alligevel er hos mig hele dagen og først tager hjem, når han skal i seng. Altså hvis vi ville have sex, havde vi da bare gjort det. Og hvad andre tænker, er da fuldstændig ligemeget. Jeg arbejder på en kristen arbejdsplads, men folk skal da være ligeglade. Hvis de ikke er, så er jeg meget åben overfor at tage en snak med dem, selvom det (i mine øjne) er lidt dumt, at andre går op i, hvad vi laver… Fair nok, at hans forældre har en holdning – det har mine også, men mine siger de stoler på os, og at vi er voksne, hvor hans er lidt mere konservative (hvilket de ikke før har været) I corona-tiden blev min kæreste smittet, og hans forældre gav os muligheden for, at han og jeg kunne bo alene i et sommerhus, indtil han blev rask igen?? Så jeg går ud fra, at det egentlig bare handler om deres ry, da vi bor i en lille by, hvor mange kender hinanden. Synes bare de holder min kæreste i meget tæt snor, hvad der er muligt, da han gerne vil vise dem respekt.
Jeg har meget svært ved at sove alene, (min roomie er ude og rejse), så lige nu ville det være mega rart, han var her, men også fremover ville det være fedt, at hvis jeg var alene en aften, at han så gerne “måtte” overnatte. Han er slet ikke samme sted som jeg i løsrivningsprocessen. Han gør lige, hvad hans forældre siger. Det er fedt, han viser respekt, men jeg synes bare, at han også skal tænke, at han kender sig selv bedst og selv må handle på, hvad han mener er i orden.
Ud over alt det hejs, så har vi været sammen i fire år og kender hinanden rigtig godt og har haft mange op- og nedture. Derfor ved vi , at vi kan håndtere det, når det er svært.
Jeg vil så gerne, at det er ham og mig, der styrer vores egen hverdag, men den holdning er han ikke nået til endnu. Vi har snakket 1000 gange om det, men jeg har stadig ikke helt forstået hans argumenter. Det, han sidst har sagt, er, at han gerne vil være færdig med sin uddannelse (om 2 år), men jeg forstår ikke, hvad det har med sagen at gøre, da økonomien ikke er et problem. Hvorfor så ikke bare i det mindste blive forlovet?
Jeg har snakket med ham om det hele, så han kender godt mine tanker, og jeg kender hans, men forstår ikke hans perspektiv… Vi er ved at være der, hvor jeg føler mig kvalt og ikke forstår, hvorfor han ikke vil committe sig. Jeg vil ikke fra ham, men synes bare det er svært, at det kun mig er, der skal holde igen, og at han ikke også kan arbejde min vej? Og jeg aner ikke, hvor han er i processen, da han ikke vil dele det. Jeg tror egentlig ikke, han gør sig nogle tanker – selvom vi har aftalt, at han skal arbejde med sig selv på at få taget stilling til, hvornår han tænker det skal være. Altså sådan han ikke bare skubber det væk, men tager stilling til det uden det behøver at være lige nu.
Selvom for mig kunne jeg godt have været gift for et år siden. Han føler et pres for omverdenen, fordi rigtig mange spørger ind, hvilket gør han får mindre har lyst til at fri, men lidt træls det går ud over mig synes jeg. Vi har snakket om at vi også bare kunne aftale, hvornår vi skal fri eller at jeg kan fri, men han vil gerne selv fri, så den del presser jeg ham ikke til.
Ja, jeg tror bare jeg har brug for at forstå ham i det hele og nogle værktøjer til at jeg kan “holde ud”, fordi jeg er SÅ tit ked af det, fordi det er noget jeg vil så meget, men ikke har indflydelse på. Han ved ikke hvor meget jeg skriver ned, og hvor tit jeg er ked af det af den grund.
Kære du
Jeg forstår din smerte, det tror jeg mange andre unge kvinder også gør. Længslen efter det næste skridt, længslen efter at få en kæreste, længslen efter at få en mand, længslen efter at få børn. Det er hårdt at være i den længsel, som vi ikke har en slutdato på.
I mange aspekter i livet kan vi selv få lov til at bestemme, hvornår vi er klar til noget, og hvad vi vil med vores liv. Men når det kommer til parforhold og udviklingen af dette, bliver man nødt til at vente på hinanden. Det kan være enormt hårdt at være den, der er klar først, og svært at forstå, hvorfor den anden ikke kan være det samme sted. Hvad enten det handler om at blive forlovet, gift, flytte sammen eller få børn.
Gid der fandtes en ”mirakelknap”, vi kunne trykke på, når vi er i den længsel, vi ikke kan se os ud af. En ”mirakelknap”, som kunne få det hele til bare at blive, som vi drømmer om. Eller bare en knap, der kunne give os svaret på, hvornår vores længsel slutter. Men sådan er livet nu engang ikke. Vi kan ikke få en slutdato på længslen efter at finde en partner, efter at tage det næste skridt i parforholdet, efter at blive forældre, efter at købe et hjem Sådan vil det fortsætte livet igennem med længsler, vi skal lære at være i.
På mange måder er det meget nemmere at gå igennem livet alene end at være to. Der er mange sorger forbundet med det at være to; at skulle vente på hinanden, at skulle gå på kompromis med det, vi længes efter på grund af den anden. Men det giver også rigtig meget lykke.
Det er jo netop den lykke, vi længes efter, når vi længes efter det næste skridt. Men ægteskab er heller ikke en ”mirakelknap”. Ægteskab får ikke automatisk problemerne til at forsvinde. Det gør ikke, at ens partner automatisk lytter mere til sig selv end sine forældre. Desværre. Ligesom det at få en kæreste ikke helbreder vores ensomhed, og det at få børn ikke kan redde et parforhold.
Jeg kan ikke give dig en forståelse for, hvorfor han ikke er klar. Der kan ligge rigtig mange grunde bag. Det kan handle om hans forståelse af ægteskab, om hans forestilling om, hvordan man ”skal” være når man er gift. Måske er han ikke klar til at flytte sin loyalitet fra sin barndomsfamilie til sin fremtidsfamilie endnu, og det kræver det, når man lover hinanden at ”elske og ære i medgang og modgang, til døden os skiller”.
Med hensyn til din kærestes forældre, så kan vi ikke kontrollere, hvad andre har af værdier, eller hvilken frygt andre lever ud fra. Men vores egen frygt kan vi se i øjnene, være nysgerrige på og arbejde med. Jeg synes, det lyder som nogle meget modne overvejelser, du har gjort dig, i forhold til, hvor meget andres tanker skal fylde i dit liv. Det vil jeg opfordre dig til også at tænke over i forhold til det at blive gift.
Jeg synes, det sværeste er uvisheden. Hvis vi nu bare vidste, at på den og den dato var ventetiden slut, så ville det være meget nemmere. Men hvis vi vidste det, kan der være en masse selvudvikling, eller hvad end man vil kalde det, som vi går glip af. Så jeg vil opfordre dig til at se den her tid som en øvelse på at leve, mens du længes, for når en længsel slutter, begynder en ny.
Det er vigtigt ikke at sætte livet på pause. Ægteskab er ikke et level up i livet, livet er nu. Prøv at reflekterer over, hvad der gør dig glad? Hvad der giver dig energi? Hvad dine mål og drømme er for fremtiden? Hvilke af de ting kan du arbejde på og komme tættere på uden at være gift? Jeg forstår godt utålmodigheden, jeg har selv været der, men den tid, du er i lige nu, er så kort i forhold til hele resten af livet. Når vi først står på den anden side af det, vi længtes efter, har vi svært ved at huske alt det negative, der fyldte dengang. Når vi først står på den anden side af det, vi drømte om, så husker vi ikke længere den smerte, længslen gav os.
Måske er noget af det, du kan bruge denne tid til at arbejde med, er at sove alene. Du kan undersøge, hvorfor du har svært ved at sove alene? Måske kender du allerede svaret. Hvis du gør, så prøv, om du kan udfordre din frygt, se den i øjnene, vær nysgerrig på den og arbejd med den.
Desværre kan vi ikke ruske andre til at løsrive sig, det er din kærestes egen rejse. Så selvom det kan være en tryg og god løsning, at han kommer og sover ved dig, så kan vi ikke kontrollere andres holdninger eller handlinger. Så lige nu er dit vilkår, at din kæreste gerne vil lytte til sine forældre og respektere deres ønsker. Som jeg læser det, er det også noget, du beundrer og respekterer ved ham. Så den del kan du ikke ændre på, men du kan arbejde med dig selv, også selvom det er svært, og det gør ondt.
De kærligste hilsner
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
