Jeg bliver så jaloux - hvordan skal
jeg være en god kæreste?

Kære K

Tak for din henvendelse til brevkassen!

Når vi læser dit brev, får vi SÅ meget lyst til at formidle nænsomhed til dig. Vi håber meget, at det lykkes for os. Nænsomhed betyder her helt konkret: at du ser på dig selv med milde øjne. Når vi mærker en lyst til at formidle nænsomhed til dig, hænger det sammen med, at vi får en fornemmelse af, at du oplever dig både skyldig og skamfuld over at have besøg af jalousien. At jalousien får dig til at se på dig selv som værende forkert og som en, det giver problemer at være sammen med. Vi får fornemmelsen af, at du måske ser på jalousien som en modstander, der skal bekæmpes med alle midler – af gode grunde, fordi du oplever, at jalousien står i vejen for, at du kan være den dejlige kæreste, som du ønsker at være.

Måske det at se på jalousien på den måde får dig til at gå til kamp mod jalousien. Og umiddelbart giver det god mening at ville bekæmpe jalousien, fordi det jo ved første øjekast virker til, at det er jalousien, der står i vejen for det, som du gerne vil.

Hvad er jalousiens budskab?

Vi vil gerne forsøge at udfordre både dine tanker om dig selv og din måde at gå til jalousien på. Hvorfor mon jalousien kommer på besøg? Hvorfor mon jalousien bliver ved med at være så insisterende? Hvad er jalousiens budskab? Hvad er det, som det ikke lykkes for jalousien at få sagt, så det bliver hørt, mødt og godtaget? Hvad mon jalousien ønsker at blive mødt med? Hvad mon kunne være hjælpsom for jalousien, så den ikke behøver være så insisterende?

I vores forståelse af jalousi, er jaloux ikke noget, man ER – altså en slags defekt hos mig, som jeg selv er skyld i. Vi tænker, at jalousien er noget, man kan få besøg af, og at der altid ligger gode grunde bag, at jalousien kommer på besøg, og nogle gange går igen i lange perioder.

Kroppen husker

Ting sætter spor, skriver du. Ja, ting sætter spor. Du nævner fx noget om mobning og tidligere forhold med utroskab. Når man står i situationer, hvor man er magtesløs – som man i høj grad gør, når man er udsat for mobning og utroskab – kan det lagre sig i kroppen som et traume. Det kan fx få den betydning, at kroppen gemmer på den ubehagelige oplevelse for senere at kunne genkende og værne sig mod mere af samme slags. Der er bare lige den hage ved det, at kroppen ikke kan huske i tid, da kroppen ikke kan tænke og ikke har et ur. Det betyder, at selvom de ubehagelige oplevelser ligger langt tilbage i tid, og man synes, man står et helt andet sted i livet i dag, så kan ting som f.eks. lugte, lyde, fornemmelser, bestemte situationer eller mennesker, som siger eller gør bestemte ting, pludselig og u-inviteret udløse det samme ubehag fra fortidens hændelser i nutid. Og det kan virke både overvældende og fuldstændig ulogisk.

Vi gætter på, at din krop kan huske ubehaget ved at tro sig sikker i skolen og så pludselig blive genstand for mobning. Eller din krop kan huske ubehaget ved hele tiden at scanne for, om der er fare på færde, der hvor du færdes. Eller din krop kan huske ubehaget ved at tro, at man kan have tillid til partneren, og så kunne man det alligevel ikke. Uanset om de eksempler vi beskriver rammer plet, så tror vi, du kan genkende, at kroppen begynder at larme. Den slår storalarm og har alle antenner ude for om muligt at beskytte dig.

Uanset hvor gerne du vil styre tankerne eller kroppens ubehag, kan du i situationen, i nutid, ikke holde fast i, at du ikke er tilbage i skolegården eller i tidligere parforhold, hvor du blev svigtet eller stod alene. Nutiden – den med en dejlig kæreste, og den hvorom du siger: I dag er jeg vellidt og har det godt – bliver ligesom rendt over ende af fortidens hændelser. Og de der ”fortidens hændelser” har det med at trække spor helt op i nutiden, så det kan blive endda meget svært at få kroppen og hovedet til at arbejde sammen i samme tidsperiode: Kroppen er tilbage i fortid, mens hovedet ved, du er i trygge hænder, at du er betydningsfuld, at du ikke bliver ladt i stikken, at du ikke bliver forladt, at du ikke bliver svigtet…

Det er voldsomme følelser at stå med, som ikke kan styres, som du så fint beskriver det. Følelserne tager helt over, og hvad stiller du op med dem, og hvordan kan de håndteres, som du skriver. Du har garanteret forsøgt indtil nu med næb og kløer at bekæmpe dem eller holde dem nede, og det er, som vi ser det, ikke en frugtbar vej.

Følelserne og det voldsomme ubehag, som rammer dig som lynet, kalder snarere på at blive mødt og godtaget fremfor at blive bekæmpet og ædt, som du skriver, du forsøger dig med.

Din kæreste kan være din hjælper

Vi vil gerne pege på betydningen af, at du møder dig selv med særlig stor nænsomhed lige præcis der, hvor jalousien kommer på besøg. Vi gætter på, at du både er bange, fuld af ængstelse og ikke kan holde fast i, at du kan være tryg lige der, og vi tror ikke på, at det er særlig hjælpsomt at skælde ud på sig selv med krav om fx at tage sig mere sammen. Du har allerede taget dig rigeligt sammen for at overleve i det, du tidligere har stået helt alene i eller med. Hvis det var så let, at man bare kunne tage sig lidt mere sammen, så havde du helt sikkert gjort det for at slippe ud af ubehaget.

Vi foreslår, at du i stedet står ved det, som sker, og at du vælger at dele det med din kæreste, så han kan være din hjælper her, hvor du tidligere er blevet ladt alene. Det kunne lyde sådan her: Lige nu kan jeg bare ikke holde fast i, at jeg er betydningsfuld, og at du ikke går fra mig lige om lidt. Det handler ikke om dig, men om nogle ting, som jeg tidligere har oplevet i mit liv, som har gjort mig utryg. Tak om du vil holde om mig/sige til mig, at jeg er på din førsteplads/ ringe til mig i frokostpausen… (eller hvad du nu kan mærke vil kunne bringe dig bare lidt ro). Måske kan du starte med at vise ham dit brev til os og vores svar til dig.

Følelserne vil sikkert ikke forsvinde helt af den grund, men de behøver ikke larme helt så meget, når de ved, at de må være der, og at de bliver imødekommet med trøst fremfor skældud.

Vi håber, det vi forsøger at beskrive, giver mening for dig. Vi oplever ofte denne problematik i terapirummet, og ofte ligger der smertelige oplevelser bag, som man ikke selv er skyld i, men som man blev ramt af. Måske trænger ”de smertelige oplevelser” til at blive fortalt, delt og måske sørget over, så skylden og skammen kan slippe bare lidt af sit voldsomme tag, så det bliver lettere for dig at møde dig selv med omsorg og milde øjne.

Så en kærlig opfordring herfra til at finde en terapeut eller samtalepartner, som du har tillid til, og som kan lytte til historierne fra dit liv i fortid, så de kan komme til at larme mindre i nutid, og så du kan komme tættere på det, du ønsker dig i livet og i parforholdet.

Nænsomhed og alt det bedste til dig herfra