Kære brevkasse
Jeg er en 30-årig kvinde, der står i en situation, jeg har stået i mange gange før. En mand, der har såret mig dybt og også fået mig til at forlade min arbejdsplads og forstyrre mit ellers gode parforhold, er vendt tilbage i mit liv og mine tanker.
Jeg startede på denne arbejdsplads for godt og vel 2,5 år siden, og jeg havde været i mit forhold i ca. 2 år på dette tidspunkt. Vi boede sammen og gør det stadig i dag. Min kæreste og jeg har haft nogle seksuelle problemer i løbet af vores forhold, hvor han kommer for hurtigt. Det har i den grad udfordret vores parforhold og intimitet. Men vi har altid været gode til at tale sammen om problemerne. Han er alt i alt en rigtig god mand, og jeg ved, at det er ham, jeg skal tilbringe mit liv med. Han bringer alt det bedste frem i mig, og jeg vil have, at han skal være far til mine børn.
Nå, men på den første dag på arbejdspladsen får jeg øje på denne her fyr. Han fangede straks min opmærksomhed, og jeg har aldrig været så tiltrukket af nogen, som jeg stadig er af ham. Det ene tager det andet i løbet af disse 2,5 år. Vi kommer flere gange til at kysse, skrive sammen og have en meget giftig/on-off, men berusende relation, der er fyldt af begær, modsatrettede følelser og jagt. Vi nåede aldrig at have sex. Det gik også så vidt, at jeg på et tidspunkt erklærede mine følelser for ham, men han gav udtryk for, at han ikke havde det på samme måde.
Det accepterede jeg gang på gang, så godt jeg kunne. Men han blev ved med at vende tilbage og spille på de følelser, som han ved, at jeg har for ham. Og jeg KAN ikke sige nej til ham eller sætte grænser med ham. Han rører ved mit inderste, og jeg er så draget af ham.
Alt dette fortæller jeg også til min kæreste, og han bliver selvfølgelig ked af det, men siger, at jeg må finde ud af, hvad pokker jeg vil. Dette er lidt over et år siden. Fyren fra min arbejdsplads og jeg afslutter relationen og er enige om, at det simpelthen er for dumt. Efter ca. et år stopper jeg på arbejdspladsen, pga. at jeg ikke trives der mere, og at han stadig fylder for meget i mine tanker og min hverdag. Jeg fortsætter med min kæreste, og vi er godt på vej til at bygge vores forhold, tilliden og kærligheden op igen.
For nylig var jeg så til fest på den gamle arbejdsplads (det er normalt at blive inviteret, når man er stoppet i indeværende år). Der er han jo selvfølgelig også. Jeg har egentligt ikke tænkt så meget på ham, men da jeg ser ham, har intet – absolut intet – ændret sig. Alt det gamle tændes i mig igen.
Jeg blev enig med mig selv om ikke at tale med ham og heller ikke drikke mig for fuld, fordi jeg vidste, at så ville jeg nok ikke kunne styre det. Men pludselig står han foran mig med al sin pomp og pragt. Indbegrebet af sex, begær og alt det, jeg ikke kan modstå.
Jeg får meget hurtigt sagt til ham, at nu skal vi ikke begynde på det her igen osv.. Men på en eller anden måde ender vi alligevel med at gå væk fra festen og finder et sted, hvor vi kan sidde og snakke i fred. (DUMT – jeg ved det godt) Og han lægger op til at kysse mig, og jeg kysser ham tilbage, og der opstår en meget opstemt stemning mellem os. Jeg har ikke været så tændt i meeeeget lang tid. Jeg kunne simpelthen ikke lade være.
Og han begynder på alt muligt med, at nu hvor jeg ikke arbejder der mere, så kunne han endelig tage tøjet af mig og gøre det, han så længe havde tænkt på. Men der sætter jeg foden i. Det kan jeg simpelthen ikke, og jeg bliver så forvirret af det og får ham heldigvis afvist. Men jeg havde så meget lyst, at det var fysisk svært at afvise ham og bare gå væk fra ham.
Det tog meget lang tid for mig at indse, at jeg skulle lukke det ned. Og nu sidder han fast i mit hoved. Jeg tænker konstant på ham. Jeg har så mange seksuelle fantasier om ham, og alle mine gamle følelser er dukket op igen. Det er fuldkommen ustyrligt, hvad den her fyr gør ved mig.
Hvad pokker skal jeg gøre, og hvad handler det her om?
Vh. en snotforvirret kvinde
Kære ”snotforvirrede kvinde”
Tak for dit brev.
Hvor er det dejligt at høre, at du har fundet en relation, som du kan føle dig så sikker i. Det er stort, når det lykkes for to mennesker at finde hinanden og vælge hinanden midt i det her ellers til tider travle og selvoptagede samfund. Der findes næsten ikke nogen mere tryg følelse end at vide, at man har fundet den partner, man vil dele sit liv og sine fremtidige børn med.
Det sværeste ved at skrive brevkassesvar er, at man jo aldrig kan give en fuldkommen løsning. Der er så meget om dig og dit liv, jeg ikke ved, og den eneste, som i virkeligheden kan fortælle dig, hvad du skal gøre, er dig selv. Men jeg kan prøve at hjælpe dig med dit andet spørgsmål: ”hvad handler det her om?” Forhåbentligt kan det hjælpe dig lidt på vej.
I vores samfund bliver vi flasket op med ideen om den eneste ene, og om at vi kan få det hele. Vi skal kun gøre det, der føles rigtigt i maven, men nogle gange er det rigtige valg for os ikke det, vi kan mærke i maven, men det, vi kan beslutte i hovedet.
Vi kan ikke få det hele, og selv hvis vi kunne, ville vi stadig ikke være tilfredse, for mere vil have mere. Så nogle gange må vi nøjes med det, som gør os glade de fleste dage, i stedet for det, der gør os lykkelige én dag.
Jeg ved ikke, om du kender Hella Joofs sammenlignings-regel. Reglen går i sin enkelthed ud på, at hvis vi vil sammenligne os med andre, så skal vi sammenligne os med alt, hvad de andre har. Når jeg kigger på en anden, som har det hus, jeg gerne vil have, og tænker: ”Åh gid jeg dog havde det hus”, så skal jeg spørge mig selv: ”Vil jeg have hele den anden persons liv? Også deres partner, deres problemer, deres arbejde, deres mor og svigermor?” Svaret til det er oftest nej.
Det er en leveregel, som på mange måder er god til at pege på, at vi så gerne vil skabe vores eget perfekte billede. Vi vil gerne sammensætte os selv og vores liv med alt det bedste fra alle de andre, men vi glemmer, at der ikke er nogen, der kun har det bedste. Det bliver en fantasi, der tænder os, mens vi glemmer, at det ikke er virkeligheden.
Det er en leveregel, som ikke kun gælder, når vi sammenligner vores krop eller liv, men også når vi sammenligner vores partner med andres partnere. Det kan godt være, at min venindes mand er rigtig pæn, men ville jeg også have en partner med hans temperament, hans uddannelse, hans mor, hans arbejdstider, osv. Nogle gange må vi nøjes med noget og glædes ved noget andet. Du kan finde reglen i denne bog: https://www.gucca.dk/papmach-reglen-bog-p356390
Biologien i os vil reproducere, den vil have sex. Heldigvis er den ikke ustyrlig, men de fleste af os tror på den misforståelse, at vores krop jo må sige fra, når vi gør noget, som går imod vores moralske overbevisninger. Men sådan er kroppen ikke, den er drevet af biologi.
Det er vores hjerne, der skal lave reglerne, og de skal laves når vi tænker klart. Og det er vores viljestyrke, der skal føre vores regler ud i livet. Som du skriver, kan det føles fysisk svært, men det er ikke umuligt.
Udover det, så er der i os mennesker en trang til at gøre det, vi ikke må. Hvis nogen fortæller os, at noget er forbudt, så får vi lyst til at gøre det. Vi får lyst til at udforske, til at afprøve, til at undersøge: Hvorfor er det forbudt? Hvad er det, der gør det så slemt, at det skal forbydes? Og er det også slemt for mig? Eller er det kun dårligt for de andre?
De fleste af os har en indbygget autoritetstro og moral, der alligevel holder os fra at prøve alt, hvad der forbydes. Men lige meget hvad, så kan det være svært at lade være med at tænke på det, man ikke må. Ligesom tankeeksperimentet med elefanten. Måske kender du det, hvor man beder en gruppe mennesker om ikke at tænke på en lyserød elefant, og nu er det eneste, de kan tænke på lyserøde elefanter. For når vi tænker på, at vi ikke må tænke på det, så tænker vi stadig på det. Når vi tænker på det, så fokuserer vi på det, og når vi fokuserer på det, så er det endnu sværere at lade være med at tænke på det. Sådan kører det i ring, og vi bliver kun mere og mere optaget af det ,vi ikke må.
Disse tre tendenser gør, at vi kan synes, at det forbudte er lidt ekstra frækt. Mennesker er seksuelle, vi vil sex, vi er nysgerrige og tændes af det forbudte. Vi har en moral, der sætter en stopper for at udleve alt, hvad vi har lyst til, men vi tænker stadig på det. Bare tanken om noget, vi ikke må, kan i sig selv give en kildrende fornemmelse. Fantasien om det bliver forstærket, fordi vores tanker kredser så meget om det. Så det er virkelig nogle dybe menneskelige kræfter, du kæmper med her. Jeg kan jeg godt forstå, at det både kan gøre dig frusteret og snotforvirret.
Tiltrækning og forelskelse er desværre ikke låst til den person, vi elsker, og som vi mener er bedst for os. Tiltrækning og forelskelse opstår hele tiden. Det kan være en persons duft, en berøring eller et blik, der kan vække noget i os. Det kan opstå alle steder, som små og store forelskelser. Som parterapeut vil jeg dog alligevel sige, at vi aldrig forelsker os i den forkerte. Ikke i den forstand, at vi altid skal følge vores forelskelse, eller at vi altid forelsker os i nogen, som er gode for os. Men forstået på den måde, at alle, vi forelsker os i, har noget at lære os. De spejler en side af os selv, hjælper os til at få øje på vores ”sår”.
Det kan du læse mere om i Jytte Vikkelsøes bog: ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte”.
De her små og store forelskelser vil komme flere gange i løbet af et liv, også selvom vi har fundet den person, vi vil dele liv og fremtid med (det til tider kedelige og fornuftige valg). Men jeg tror, vi kan bruge de her forelskelser til noget. Jeg mener, at vi kan bruge dem til at undersøge vores parforhold.
Det kan vi gøre ved at stille os selv de her spørgsmål:
Vi må være nysgerrige på os selv for at tage magien ud af den ”anden”. Der går leverpostej og hverdag i alle forhold, men de her små og store forelskelser er med til at minde os om sider af os selv, som vi har glemt eller lagt låg på. De giver os muligheden for at tage dem frem, undersøge dem og beslutte os for ,om vi skal lægge dem tilbage på hylden, hvor de kan pynte og minde om en anden tid, eller om vi skal tage dem frem og forsøge at udleve dem igen. Hvis vi vil udleve dem igen, må vi præsentere dem for vores partner og tale om, hvordan de kan integreres. Det bliver nok lidt klodset og kunstigt i starten, ligesom når vi finder skøjterne frem til jul og skal lære at stå på dem igen. Men det er okay, for vi prøver, og vi deler, og det er det, der holder liv i os selv og i vores parforhold.
Til sidst vil jeg opfordre dig til at kontakte en sexolog og parterapeut, så du og din partner kan arbejde med den her udfordring sammen. Også til at arbejde med jeres seksuelle liv, hvis det fortsat er en udfordring, som fylder for jer, for der findes redskaber og øvelser til at hjælpe ved hurtig sædafgang.
Dbh Camilla
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...
Til brevkassen Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling? Jeg...
Til brevkassen For to uger siden forlod min kæreste og samlever mig. Der havde for mit vedkommende kun været en...
