Jeg elsker ikke min mand

Hej

Nu har jeg gået et års tid og overvejet, om jeg skulle forsøge mig med at skrive til jer. Jeg har et håb om at få en anden vinkel på tingene frem mod at træffe en bæredygtig beslutning.

Jeg vil forsøge at fatte mig i korthed, om end jeg synes, min situation er noget kompleks og omsiggribende.

De seneste år har jeg forsøgt at reflektere, observere, stille mig nysgerrig, over for hvad der egentlig foregår i mig, hvordan jeg er endt der, hvor jeg er, og mest af alt: Hvad vil jeg?

Min situation udspringer af et psykisk nedbrud efter at min egen erkendelse af, at min mand ikke evner at forstå/se/lytte empatisk og opmærksomt til mig og mine tanker/følelser. Det forhindrer en dybere forbindelse af samhørighed, som jeg tror er vigtigt i opretholdelsen af ethvert forhold. I bakspejlet har det været en lang proces endelig at indse dette problem. En proces, der har indebåret parterapeutiske input til refleksion og selvransagelse. Men samtidig har det skabt et nyt problem, da jeg nu har mistet al håb om, at vores forhold kan være anderledes.

Reelt udspringer mit problem fra dag 1, hvor vi blev kærester. Flere gange, når jeg har været i forbindelse med parterapeutiske redskaber, har jeg fået udfordringen om at tænke tilbage til, da vi var forelskede, hvad det var vi forelskede os i osv. At tænke tilbage på det positive og tiltrækkende ved den anden.

Dette spørgsmål praller helt af på mig, da jeg ikke med hånden på hjertet kan sige, at jeg havde det sådan. Min mand meldte sig på banen kort tid efter, at hvad jeg troede var mit livs kærlighed havde slået op med mig. Det var en tid, hvor jeg lukkede af for følelser. Jeg havde givet op på nogensinde at finde en, jeg virkelig godt kunne lide, og som virkelig gengældte de følelser. En tid, hvor arrangerede ægteskaber gav rigtig god mening for mig. En tro på, at forelskelse er indbildskhed og en unødvendighed, og at man med gensidig vilje til at elske kan have et godt, kærligt og fyldestgørende ægteskab med hvem som helst, fyldte mit sind.

Jeg gik ind i forholdet til min mand med en accept af ham. Jeg havde ganske enkelt ingen fornuftig forklaring på, hvorfor jeg ikke skulle acceptere ham, da vi som sådan matchede fint i grundværdier. Han var som sådan et almindeligt godt menneske med hjertet det rigtige sted og villig til at kommunikere om alt og evnede at lytte til mig (troede jeg). I tilgift var jeg også et sted i mit liv, hvor seksualitet og drift var yderst spændende. Dette var i høj grad, hvad vores forhold drejede sig om. Vi blev gift relativt kort tid efter, da jeg heller ikke havde en fornuftig grund til at vente længere, da jeg jo ligeså godt kunne være sammen med ham som enhver anden.

I dag, når jeg ser tilbage, kan jeg sagtens se alle alarmlamperne fra de følelser, jeg havde buret inde, og som jeg nægtede at lytte til. Jeg har siden fået at vide af min omgangskreds, at enkelte også havde forsøgt at få mig til at sætte farten ned og mærke efter, men uden held. For mig var det en befrielse at kunne lukke det kapitel og vide, at jeg ikke ville være alene i mit liv, hvilket altid har været min store frygt – ensomheden.

Kort tid efter begyndte vi at have problemer med sex, hvilket førte til at handle om, at jeg ikke havde lyst. Jeg begyndte derfor at tænke på, om der var noget galt med mig. Vi fik derfor parterapeutisk undervisning omkring sexlyst, hvilket blev den spæde start til min erkendelse af at mangle den ægte følelse af at være forbundet følelsesmæssigt til min mand og føle mig tiltrukket af ham.

Hvordan disse følelser opstår, har jeg reflekteret meget over. Jeg har udforsket enhver lille varm spontan følelsesmæssig reaktion, jeg har oplevet over for andre mænd i familie og vennekreds for at prøve at gennemskue, hvordan jeg er skruet sammen følelsesmæssigt. Konklusionen bliver gang på gang: varm faderlig adfærd med børn, (ikke krævet/opfordret) hjælpsomhed, empatisk aktiv lytten, at se mig og mine behov og lignende. Dette blev derfor nogle pejlemærker til at observere min mands adfærd og mine reaktioner derpå. Og gang på gang må jeg blot erkende, at netop disse egenskaber mangler hos ham, og det er et dybt savn for mig. Gang på gang har jeg forsøgt at forklare dette til min mand, men jeg tror det ligger så fjernt fra hans personlighed, at det er utrolig svært for ham. Om enkelte ting har han direkte sagt, han ikke evner eller har lyst til.

Det har gjort mig ondt i mange år, og samtidig har jeg følt det ude af mine hænder. Jeg synes, det er håbløst, og at jeg bare må leve med det, som det er. Jeg har altid været meget imod skilsmisser og haft en dyb overbevisning om, at ethvert forhold kan reddes med kommunikation og den rette indstilling og vilje.

Det har været frustrerende, især seksuelt, hvor jeg talrige gange har spillet med på hans tilnærmelser for hans skyld, selvom jeg egentlig ikke havde lyst til det. Jeg har forsøgt at guide ham i gunstige øjeblikke mod at give mig varmere følelser, men det har ikke hjulpet meget. Omvendt er jeg også bekendt med min hormonelle påvirkning, der i sig selv kan give en lyst til sex, men ikke til sex med ham. Dog har jeg adskillige gange benyttet denne situation til at bevare noget af vores sexliv og prøve at dække over det grundlæggende problem.

Det endelige startskud til de seneste års dybere refleksion og erkendelse af alt dette kom af et dybt tillidsbrud. Jeg fik en personlig krise uden for vores samliv. Som aldrig før havde jeg brug for støtte og empati fra den, der var mig nærmest, men han var der bare ikke. Gentagne gange afviste han mit ønske om at tale om det eller afbrød mig i at tale om det, indtil jeg gav op og lukkede mig inde i mig selv. Dette ødelagde noget dybt i min relation til ham og tvang mig til at se mig selv i øjnene og erkende hele min ulykkelige situation.

Og alt dette er selvfølgelig blot nogle milepæle på vejen til, hvor jeg er nu.

Jeg føler mit ægteskab er falsk. I vielsesritualet sagde jeg ja til at ville elske og ære, men dybest set har jeg ikke følt det sådan. Alligevel har jeg indtil de seneste år forsøgt gang på gang med alt, hvad jeg ved og kom til at vide om parforhold og kommunikation. Jeg har adskillige gange faciliteret vores samtaler og holdt ved, at det var vigtigt. Men jeg har mistet min motivation herfor og følt det meget ensidigt til alle tider. Jeg føler mig uærlig, når jeg svarer ham, at jeg også elsker ham eller gengælder affektion (som kys og kram), for jeg føler det ikke.

Samtidig er jeg varmet op over for tanken om, at nogle gange er skilsmisse det bedste for alle parter. I starten af i år prøvede jeg at præsentere min tilstand for min mand, og han satte spørgsmålstegn ved skilsmisse. Han sagde dog også, at han har viljen og vil gøre alt for at kæmpe for os. Vi blev enige om at give det en chance for børnenes skyld.

Dog føler jeg mig ligeså falsk og har det egentlig fint med tanken om ikke at leve sammen – det ville ikke gøre den store forskel for mig. Kun økonomisk, da dette er den største forskel, han gør i mit liv reelt set. Han har dog en smule betydning i det praktiske og logistiske kollegiale samarbejde om livet sammen. Min bekymring er, hvad det vil gøre ved ham og dermed også ved børnenes forhold til ham. Hvad det vil gøre ved børnene, og hvad det vil gøre ved min relation til vores fælles venner og deres familie. Og hvilke udfordringer vil der i det hele taget komme i vores familie ved et sådant brud. Jeg er selv skilsmissebarn og kender til alle mulige problematikker og besværligheder, der kan opstå. Derudover vil et brud også føles som at tabe ansigt, da jeg altid har været stærkt i opposition overfor skilsmisse og stædigt proklameret, at der ikke er en situation, der ikke kan reddes. Men hvad når viljen mangler..?

Jeg er bange for, at jeg selv er nået et punkt, hvor min motivation og vilje til at være i et romantisk forhold sammen med ham er så godt som forsvundet. Jeg har bare ikke lyst til det, mangler interessen for ham og synes egentlig ikke, hans udseende eller adfærd er tiltrækkende – tværtimod. Og det ved jeg fornuftsmæssigt er rigtigt skidt. Men jeg ved ganske enkelt ikke, hvordan jeg reelt kan ændre på noget som helst af det. Viljen til at ville noget er på en måde forbundet til motivationen, som igen er bundet til følelser. Det er som det er.

Når det er sagt, har vi det jo som sådan fint sammen. Han er en fin ven og livskollega, og vi kan godt samarbejde om ting. Fornuftsmæssigt ville jeg godt kunne leve livet sammen med ham, men jeg vil altid mangle noget og ikke føle mig hel eller fyldestgjort.

Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg rigtigt skal stille op mere, eller hvad vej jeg vil satse på. Jeg føler at jeg har brug for at træffe en beslutning snart for  at kunne genfinde et håb om glæde i et liv med en meningsfuld retning, hvor jeg kan føle mig hel, ægte og levende.  Et liv, der ikke kun drejer sig om at opretholde livet og opdrage/hjælpe børnene.