Hej
Nu har jeg gået et års tid og overvejet, om jeg skulle forsøge mig med at skrive til jer. Jeg har et håb om at få en anden vinkel på tingene frem mod at træffe en bæredygtig beslutning.
Jeg vil forsøge at fatte mig i korthed, om end jeg synes, min situation er noget kompleks og omsiggribende.
De seneste år har jeg forsøgt at reflektere, observere, stille mig nysgerrig, over for hvad der egentlig foregår i mig, hvordan jeg er endt der, hvor jeg er, og mest af alt: Hvad vil jeg?
Min situation udspringer af et psykisk nedbrud efter at min egen erkendelse af, at min mand ikke evner at forstå/se/lytte empatisk og opmærksomt til mig og mine tanker/følelser. Det forhindrer en dybere forbindelse af samhørighed, som jeg tror er vigtigt i opretholdelsen af ethvert forhold. I bakspejlet har det været en lang proces endelig at indse dette problem. En proces, der har indebåret parterapeutiske input til refleksion og selvransagelse. Men samtidig har det skabt et nyt problem, da jeg nu har mistet al håb om, at vores forhold kan være anderledes.
Reelt udspringer mit problem fra dag 1, hvor vi blev kærester. Flere gange, når jeg har været i forbindelse med parterapeutiske redskaber, har jeg fået udfordringen om at tænke tilbage til, da vi var forelskede, hvad det var vi forelskede os i osv. At tænke tilbage på det positive og tiltrækkende ved den anden.
Dette spørgsmål praller helt af på mig, da jeg ikke med hånden på hjertet kan sige, at jeg havde det sådan. Min mand meldte sig på banen kort tid efter, at hvad jeg troede var mit livs kærlighed havde slået op med mig. Det var en tid, hvor jeg lukkede af for følelser. Jeg havde givet op på nogensinde at finde en, jeg virkelig godt kunne lide, og som virkelig gengældte de følelser. En tid, hvor arrangerede ægteskaber gav rigtig god mening for mig. En tro på, at forelskelse er indbildskhed og en unødvendighed, og at man med gensidig vilje til at elske kan have et godt, kærligt og fyldestgørende ægteskab med hvem som helst, fyldte mit sind.
Jeg gik ind i forholdet til min mand med en accept af ham. Jeg havde ganske enkelt ingen fornuftig forklaring på, hvorfor jeg ikke skulle acceptere ham, da vi som sådan matchede fint i grundværdier. Han var som sådan et almindeligt godt menneske med hjertet det rigtige sted og villig til at kommunikere om alt og evnede at lytte til mig (troede jeg). I tilgift var jeg også et sted i mit liv, hvor seksualitet og drift var yderst spændende. Dette var i høj grad, hvad vores forhold drejede sig om. Vi blev gift relativt kort tid efter, da jeg heller ikke havde en fornuftig grund til at vente længere, da jeg jo ligeså godt kunne være sammen med ham som enhver anden.
I dag, når jeg ser tilbage, kan jeg sagtens se alle alarmlamperne fra de følelser, jeg havde buret inde, og som jeg nægtede at lytte til. Jeg har siden fået at vide af min omgangskreds, at enkelte også havde forsøgt at få mig til at sætte farten ned og mærke efter, men uden held. For mig var det en befrielse at kunne lukke det kapitel og vide, at jeg ikke ville være alene i mit liv, hvilket altid har været min store frygt – ensomheden.
Kort tid efter begyndte vi at have problemer med sex, hvilket førte til at handle om, at jeg ikke havde lyst. Jeg begyndte derfor at tænke på, om der var noget galt med mig. Vi fik derfor parterapeutisk undervisning omkring sexlyst, hvilket blev den spæde start til min erkendelse af at mangle den ægte følelse af at være forbundet følelsesmæssigt til min mand og føle mig tiltrukket af ham.
Hvordan disse følelser opstår, har jeg reflekteret meget over. Jeg har udforsket enhver lille varm spontan følelsesmæssig reaktion, jeg har oplevet over for andre mænd i familie og vennekreds for at prøve at gennemskue, hvordan jeg er skruet sammen følelsesmæssigt. Konklusionen bliver gang på gang: varm faderlig adfærd med børn, (ikke krævet/opfordret) hjælpsomhed, empatisk aktiv lytten, at se mig og mine behov og lignende. Dette blev derfor nogle pejlemærker til at observere min mands adfærd og mine reaktioner derpå. Og gang på gang må jeg blot erkende, at netop disse egenskaber mangler hos ham, og det er et dybt savn for mig. Gang på gang har jeg forsøgt at forklare dette til min mand, men jeg tror det ligger så fjernt fra hans personlighed, at det er utrolig svært for ham. Om enkelte ting har han direkte sagt, han ikke evner eller har lyst til.
Det har gjort mig ondt i mange år, og samtidig har jeg følt det ude af mine hænder. Jeg synes, det er håbløst, og at jeg bare må leve med det, som det er. Jeg har altid været meget imod skilsmisser og haft en dyb overbevisning om, at ethvert forhold kan reddes med kommunikation og den rette indstilling og vilje.
Det har været frustrerende, især seksuelt, hvor jeg talrige gange har spillet med på hans tilnærmelser for hans skyld, selvom jeg egentlig ikke havde lyst til det. Jeg har forsøgt at guide ham i gunstige øjeblikke mod at give mig varmere følelser, men det har ikke hjulpet meget. Omvendt er jeg også bekendt med min hormonelle påvirkning, der i sig selv kan give en lyst til sex, men ikke til sex med ham. Dog har jeg adskillige gange benyttet denne situation til at bevare noget af vores sexliv og prøve at dække over det grundlæggende problem.
Det endelige startskud til de seneste års dybere refleksion og erkendelse af alt dette kom af et dybt tillidsbrud. Jeg fik en personlig krise uden for vores samliv. Som aldrig før havde jeg brug for støtte og empati fra den, der var mig nærmest, men han var der bare ikke. Gentagne gange afviste han mit ønske om at tale om det eller afbrød mig i at tale om det, indtil jeg gav op og lukkede mig inde i mig selv. Dette ødelagde noget dybt i min relation til ham og tvang mig til at se mig selv i øjnene og erkende hele min ulykkelige situation.
Og alt dette er selvfølgelig blot nogle milepæle på vejen til, hvor jeg er nu.
Jeg føler mit ægteskab er falsk. I vielsesritualet sagde jeg ja til at ville elske og ære, men dybest set har jeg ikke følt det sådan. Alligevel har jeg indtil de seneste år forsøgt gang på gang med alt, hvad jeg ved og kom til at vide om parforhold og kommunikation. Jeg har adskillige gange faciliteret vores samtaler og holdt ved, at det var vigtigt. Men jeg har mistet min motivation herfor og følt det meget ensidigt til alle tider. Jeg føler mig uærlig, når jeg svarer ham, at jeg også elsker ham eller gengælder affektion (som kys og kram), for jeg føler det ikke.
Samtidig er jeg varmet op over for tanken om, at nogle gange er skilsmisse det bedste for alle parter. I starten af i år prøvede jeg at præsentere min tilstand for min mand, og han satte spørgsmålstegn ved skilsmisse. Han sagde dog også, at han har viljen og vil gøre alt for at kæmpe for os. Vi blev enige om at give det en chance for børnenes skyld.
Dog føler jeg mig ligeså falsk og har det egentlig fint med tanken om ikke at leve sammen – det ville ikke gøre den store forskel for mig. Kun økonomisk, da dette er den største forskel, han gør i mit liv reelt set. Han har dog en smule betydning i det praktiske og logistiske kollegiale samarbejde om livet sammen. Min bekymring er, hvad det vil gøre ved ham og dermed også ved børnenes forhold til ham. Hvad det vil gøre ved børnene, og hvad det vil gøre ved min relation til vores fælles venner og deres familie. Og hvilke udfordringer vil der i det hele taget komme i vores familie ved et sådant brud. Jeg er selv skilsmissebarn og kender til alle mulige problematikker og besværligheder, der kan opstå. Derudover vil et brud også føles som at tabe ansigt, da jeg altid har været stærkt i opposition overfor skilsmisse og stædigt proklameret, at der ikke er en situation, der ikke kan reddes. Men hvad når viljen mangler..?
Jeg er bange for, at jeg selv er nået et punkt, hvor min motivation og vilje til at være i et romantisk forhold sammen med ham er så godt som forsvundet. Jeg har bare ikke lyst til det, mangler interessen for ham og synes egentlig ikke, hans udseende eller adfærd er tiltrækkende – tværtimod. Og det ved jeg fornuftsmæssigt er rigtigt skidt. Men jeg ved ganske enkelt ikke, hvordan jeg reelt kan ændre på noget som helst af det. Viljen til at ville noget er på en måde forbundet til motivationen, som igen er bundet til følelser. Det er som det er.
Når det er sagt, har vi det jo som sådan fint sammen. Han er en fin ven og livskollega, og vi kan godt samarbejde om ting. Fornuftsmæssigt ville jeg godt kunne leve livet sammen med ham, men jeg vil altid mangle noget og ikke føle mig hel eller fyldestgjort.
Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg rigtigt skal stille op mere, eller hvad vej jeg vil satse på. Jeg føler at jeg har brug for at træffe en beslutning snart for at kunne genfinde et håb om glæde i et liv med en meningsfuld retning, hvor jeg kan føle mig hel, ægte og levende. Et liv, der ikke kun drejer sig om at opretholde livet og opdrage/hjælpe børnene.
Kære du
Tak for dit brev og for din åbenhed om din svære situation. Du skriver i håb om at kunne få en anden vinkel på din situation. Den fornemmelse, jeg får, er at du måske først og fremmest håber på noget, der kan hjælpe dig med at få det bedre med den beslutning, du allerede har truffet?
I hvert fald slutter du af med, at du skal tage en beslutning der kan:
Og kort forinden har du beskrevet, at du ikke længere har håb for dit ægteskab. At du ikke føler dig hel med din mand. Og at livet med ham er fint, men ikke ”kan mere” end det at være partnere om at drive familie. Det, der står tilbage som løsning, er altså at gå.
Men det er vanskeligt for dig. Du har moralske skrupler, både i forhold til dit princip, børnene og din mand. Og hertil kommer en række bekymringer om, hvordan det vil påvirke jeres øvrige fælles relationer.
Jeg vil gerne forsøge at give dig nogle perspektiver med, men den endelige beslutning er din.
For det første kommer du selv ind på, at løftet om at elske og ære på sin vis allerede er brudt. Formelt set har du ikke forladt din mand, men følelsesmæssigt er du videre. Du kan godt med din fornuft se nogle fine kvaliteter både ved din mand og ved dit parforhold. Og samtidigt tolker jeg det modsatte af at være tiltrukket, som en slags væmmelse overfor din mand, både hans fysik og hans adfærd. Og kan du mærke, at du ikke længere har vilje til at gøre noget ved det, så tror jeg faktisk, at alle er bedst tjent med at du går. Men måske er det godt at stoppe op ved, hvordan det er nået hertil?
Du har i flere år gået og overvejet skilsmisse. Men som jeg har forstået det, har du først indviet din mand i disse tanker i starten af året? Og du følte dig falsk, da du sagde ja til at give ægteskabet en chance til. For mig at se en indikator på, at du faktisk havde truffet din beslutning på dette tidspunkt. Selv hvis din mand begyndte at ændre sig, ville det være for sent. Du har opgivet håbet.
Indtil da lyder det, som om du har kæmpet en brav kamp. Du har igangsat parterapi, du har forsøgt at holde jeres seksualliv i gang på trods af ulyst, du har kaldt på din mands støtte og prøvet at forklare ham, hvad det er, du savner. Du har virkeligt prøvet. Og det lyder slet ikke, som om han har hørt dig.
Og alligevel sidder jeg som læser med et spørgsmål tilbage; gad vide, om han har fattet, at det er altafgørende for dig at blive ordentligt lyttet til? Man kunne sige, at det burde han nok. Og man kunne indvende, at du har sagt det adskillige gange. Den tydelighed, jeg savner er, at han tidligere har vidst, at det sætter hele jeres ægteskab på spidsen.
Lige præcis den proces virker du til at have holdt for dig selv, indtil det var for sent at gøre noget ved det. Og alle dine forsøg på at få forholdet til at virke, har måske maskeret din mistrivsel. Nu vil du af gode grunde ikke længere være sårbar med ham. Men det betyder også, at han ikke længere har en chance.
Du beder egentlig ikke om disse input, så læg dem til side, hvis de ikke giver mening for dig. Men jeg får sådan lyst til at opmuntre dig til fremadrettet at være opmærksom på disse ting. (Jeg skriver med vilje partner, fordi jeg tænker, at det erhjælpsomt, uanset om du bliver med din mand eller søger videre).
At du har sex selvom du kan mærke ulyst. At du gengælder affektion, selvom du har modstand på det. Vel og mærke uden at I taler om, at det er noget, du gør for at prøve at genskabe forbindelsen. At du siger, du vil kæmpe for noget, selvom du har opgivet. Så bliver du meget utydelig og svær at læse. Samtidig er der stor risiko for, at det skaber større og større modstand overfor din partner. For så bliver din partner grænseoverskridende uden at vide det.
Selvom det er fint, at du har lagt mærke til, hvordan du følelsesmæssigt har reageret på andre, er det også en svær måde at ændre sit parforhold på. For de fleste er det en svær én at sluge at få at vide: ”Hvis du bare var lidt mere som xxx, så ville det være meget bedre.” Nu er det slet ikke sikkert, at du har sagt det på denne måde. Men hvis du ikke allerede har gjort det, så kunne du fremadrettet overfor din partner søge efter små eksempler på, at det, du ønsker, sker, og så fremhæve dette. Det er svært at forestille sig, at der i jeres ægteskab ikke har været små eksempler på, at din mand har ageret varmt overfor jeres børn? At han har været hjælpsom, lyttet, set dig? Jeg er godt med på, at det jo netop var det, du savnede, men kom det ikke i glimt?
Lidt i forlængelse af det, er der også noget helt grundlæggende, jeg lægger mærke til i din fortælling. Du kom ud af et forhold med en mand, du drømte om at dele livet med, lige før du mødte din nuværende mand. Og hele tiden virker det til, at du har holdt din mand op mod billedet af drømme-manden. Og der har han fejlet gang på gang. Mit bud vil være, at der ligger en vigtig proces for dig i at give slip på dette billede af din drømmemand for at kunne åbne dig overfor det faktiske menneske, du er sammen med. Her kan det være en god ide at få hjælp fra en erfaren terapeut.
Jeg håber, at mine input har givet dig nogle af de vinkler, du søgte.
Med venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907