Jeg skriver, da jeg har et STORT problem med min kærestes ekskone. For ca. et år siden var jeg ude for et stort tillidsbrud fra min kæreste. Han havde kontaktet ekskonen bag om min ryg for at høre, om de kunne finde sammen igen. Det gjorde han uden at tænke sig om, for han elsker ikke sin eks, som han siger, men han savner de to børn, de har sammen. Han har dårlig samvittighed over ikke at være der nok osv. Jeg er hans livs kærlighed, og han elsker mig. Og det, tror jeg virkelig også på, er rigtigt.
Efter psykologhjælp og parterapi finder min kæreste også frem til, at han ikke kan undvære mig i sit liv, og at han har handlet helt forkert. Jeg kunne vente på, at han fandt sig selv igen, da jeg bare vidste, at det var fuldstændig forkert, hvis ikke vi skulle være sammen. Ekskonen troede, at han savnede hende, derfor var hun villig til at finde ud af noget. Men det var udelukkende pga. børnene, at han handlede – og handlede uden at tænke!
Selvfølgelig er det et voldsomt tillidsbrud, og jeg arbejder stadig med at komme videre. Det bliver bedre og bedre, som tiden går. Vi har det godt sammen, og jeg ved, jeg er hans livs kærlighed. Jeg vandt over kernefamilien.
Efter at vi fandt helt sammen igen, flyttede vi fra hinanden, som vi aftalte under krisen, da han havde brug for at komme tættere på sine børn. Det forstod jeg 100%, da jeg heller ikke vil kunne flytte med, da mine 2 børn hører til i min hjemby, og de er hos mig halvdelen af tiden. Jeg vil heller ikke byde dem at flytte til anden by. Vi har 20 km afstand, men hver anden uge er vi helt uden børn og har masser af tid til hinanden.
Mit store problem er nu, at jeg helt ærligt ikke kan tåle, når han snakker med ekskonen. Ligegyldigt hvad det er, får jeg det dårligt og er så bange for at miste ham. Jeg er bange for, at hun stadig vil ham, og at hun fedter for ham, for at han skal synes, at det vil være ok med et liv med hende, så han kan være der for sine børn. Jeg vil så gerne kunne synes, det er ok, de har jo børn sammen. Hvordan skal jeg tackle det???? – Hjælp! Jeg kan ikke lide, at jeg får det sådan!
Tak for din henvendelse. Det gør mig ondt at høre om din utryghed i jeres forhold, selv om du både elsker din kæreste, og med din forstand forstår, at det er nødvendigt, at han af og til taler sammen med sin ekskone for at kunne koordinere aftaler med børnene osv.
Når vi oplever utroskab og store tillidsbrud, bliver det ofte hængende meget længe. Der er ikke så nemt at sige til sin krop: “Kom nu videre.” Vores hjernes evne til at forholde sig rationelt går langt fra altid i takt med vores følelser og kropsfornemmelser.
Tilgivelse og forsoning tager tid, og når vi er blevet forurettede, har vi ofte en tendens til at pålægge os selv en skyld over ikke at være overbærende nok. For vi vil jo gerne kunne tilgive og rumme mere, end vi gør. I den henseende opfatter jeg dig som fuldstændig normal – håber, at det kan give dig lidt ro og trøst.
Jeg vil gerne komme med et par bud på, hvordan jeg tror, at du og I kan komme videre både individuelt og som par.
Det første forslag handler om, hvordan du kan arbejde med din angst. Det andet forslag er mere praktisk. Inden jeg gør det, vil jeg minde om, at en beskrivelse altid er subjektiv, og der er også flere faktorer, som jeg gerne ville have kendt. Hvor lang tid havde du f.eks. kendt din kæreste, inden han overvejede at forlade dig til fordel for ekshustruen? Var det kun på hans initiativ, eller deltog ekshustruen også aktivt? Jeg kan heller ikke se, om han gik i parterapi med dig eller med ekshustruen.
Med det i mente vil jeg betone, at sådan som jeg læser din beskrivelse af din kæreste, virker du meget loyal overfor ham. Faktisk væsentlig mere end mange andre.
Du fremhæver hans henvendelse til sin ekshustru som “et stort tillidsbrud”. Bortset fra det virker det i min optik, som om du undskylder ham for meget. Samtidig beretter du også om glæden ved at være “hans livs kærlighed” og have vundet “over kernefamilien”. Derfor giver det også god mening, at du gerne vil kunne lægge fortiden bag dig og orientere dig mod fremtiden, både når det gælder, det skete, og når det gælder din kærestes uundgåelige samtaler med ekshustruen.
Når jeg læser dit spørgsmål tænker jeg, hvor er vreden henne – er der ikke bare en lille antydning af den? Det er muligt, at jeg fejllæser, men I min optik beskriver du dig selv som en næsten passiv aktør i din kærestes indre kamp. Som om det alene var hans kamp for finde sig selv, hvor du blot kunne se til og vente uden at stille krav til vilkårene. Flyttede I fra hinanden i den periode, holdt du en naturlig distance til ham, var sex udelukket osv.? Hvor jeg ikke kan få øje på vreden, er din angst for at miste ham derimod tydelig. Dels bruger du ordet “bange”, og dels skriver du, “hvor “fuldstændig forkert” du vidste, at det var, hvis I “ikke skulle være sammen”.
Mit første råd til dig vil derfor være en opfordring til at reflektere over, om du har svært ved at blive vred eller har holdt noget vrede tilbage. Det kan være svært selv at lave den refleksion, så jeg foreslår, at du gør det enten sammen med en individuel terapeut eller en parterapeut.
Du er ikke bare et offer, men du er en voksen selvstændig kvinde, der også skal kunne stå op for sig selv og have sine egne grænser. Jeg bliver derfor nysgerrig på, hvordan det tidligere har været for dig, når noget har truet dig? Måske er du gået til kamp, eller måske har du forholdt dig passivt og lagt en løsning over til andre? Måske har du samarbejdet langt mere, end du evner?
Jeg bliver også nysgerrig på, hvordan det vil være at leve uden kæreste? Når jeg spørger, er det, fordi jeg er usikker på, om du fik markeret tydeligt overfor din kæreste, hvor stort et tillidsbrud han var årsag til, da han gik bag din ryg. Jeg tror nemlig, at den evt. manglende grænsesætning vil blive ved med at forfølge dig i form af en vedvarende angst for at miste ham til ekshustruen.
Du nævner selv, at du er “bange for, at hun vil ham og fedter for ham”. Men som jeg læser din beskrivelse, er det vel ret beset din kæreste, der har lagt op til at begynde forfra og ikke hende?
Det kan være vanskeligt at håndtere berettiget vrede mod én vi holder af, så nogle gange projicerer vi den og vedkommendes skyld over på andre. Så for at slippe dine tanker om ekshustruens indflydelse på din kæreste, vil jeg anbefale, at du får hjælp til sammen med en terapeut at kunne formulere klart og tydeligt overfor din kæreste, hvor vred, såret og bange du blev, da han overvejede at forlade dig.
Ved at gøre det sammen med en terapeut får du mulighed for at gøre det tilpas langsomt, så din kæreste kan høre det, ligesom han også får mulighed for at respondere på en måde og i et tempo, som du kan høre. På den måde vil I muligvis mere aktivt kunne lægge fortiden bag jer.
Mit andet råd er mere af praktisk karakter. Du beskriver selv, hvordan I har fundet ud af at leve sammen hver anden uge uden børn, og hvor godt det fungerer for jer. Jeg foreslår, at I på samme måde finder en måde, som kan fungere, når din kæreste skal tale sammen med ekshustruen. For, som du selv skriver, bliver han nødt til jævnligt at koordinere diverse ting om børnene med hende.
Det kan være, at I må aftale, at han kun taler med hende, når du ikke er til stede. Det kan være, at I aftaler, at han i en periode kun taler med hende, hvis der er medhør på telefonen. Det kan være noget helt andet, tredje eller fjerde, som kan give dig en form for ro. Her tænker jeg, at det er ret væsentligt, at din kæreste anerkender din uro og angst, Det indebærer også villighed til at indgå aftaler, der er noget mere besværlige for ham, end han normalt ville have accepteret.
Du ønskes alt godt
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
