Hej
Jeg sidder i en rigtig svær situation lige nu og kunne rigtig godt bruge et par gode råd.
For 1 år og fire måneder siden blev jeg kæreste med den mest fantastiske mand i hele verden. Vi var begge to helt utroligt forelskede og havde aldrig oplevet noget lignende. Vi blev kærester i slutningen af oktober og endte med at flytte sammen i midten af januar af praktiske årsager.
Det var bare meningen, han skulle bo hos mig i et par måneder, men det var så hyggeligt, at vi besluttede os for, at han skulle blive boende, indtil han kunne overtage den ejerlejlighed, han havde købt, lige da vi blev kærester. Da tiden kom til, at han kunne flytte ind i lejligheden, snakkede vi om det og blev enige om, at vi gerne ville blive ved med at bo sammen. Han lejede derfor sin lejlighed ud.
Da vi havde boet sammen i næsten et år, fortalte han mig pludselig, at lejeren havde opsagt hans lejlighed og at han derfor ville flytte ind i sin egen lejlighed. Dette kom meget som et chok for mig, for det var ikke noget, han havde givet udtryk for tidligere, og jeg havde nok bare regnet med, at vi skulle blive ved med at bo sammen.
Han sagde, at det ikke ændrede hans følelser for mig, men at det handlede om, at han havde brug for plads og at få følelsen af at savne mig igen. Det skal siges, at han er en meget selvstændig person og professionel musiker. Han bruger rigtig meget tid på at spille musik, og det er det allervigtigste for ham overhovedet.
Efter at han sagde, han ville flytte ud, har jeg været meget usikker og ikke følt mig særlig forbundet med ham. Jeg kunne mærke, at han trak sig, og det gjorde, at jeg prøvede at holde fast, så godt jeg kunne.
Jeg blev mere og mere desperat, og vi kom ind i en ond cirkel. Han havde egentlig bare brug for plads, men jeg havde brug for at mærke vores forbindelse og kærlighed igen.
Forleden dag skrev jeg til ham, at vi skulle snakke sammen. Jeg havde brug for at nævne min usikkerhed igen og også at sige til ham, at jeg har brug for, at han siger eller skriver, at han elsker mig en gang imellem. Vi havde en god snak, hvor han lagde vægt på, at han stadig elsker mig meget højt, men at han har været meget overstimuleret, og at det hele bare har været alt for meget.
Pludselig sagde han så, at han var usikker på vores fremtid, da han var i tvivl, om han ville have børn. Vi har tidligere snakket om børn, hvor han havde sagt, at han måske godt kunne se sig selv få et barn om 4 år. Dette var han dog blevet usikker på nu, og han var bange for at spilde min tid. Jeg tror det stresser ham rigtig meget, at jeg har et biologisk ur, der tikker.
Jeg er lige fyldt 30 og tænker på ingen måde, at jeg skal have et barn lige nu. Jeg tænker dog, at jeg nok godt vil have det, inden jeg bliver 35, men jeg ved jo slet ikke hvad fremtiden bringer, og hvad jeg kommer til at føle. Måske føler jeg mig ikke helt klar endnu som 35 årig. Who knows. Jeg synes i hvert fald, det ville være virkelig synd at slå op med hinanden nu, for vi elsker virkelig hinanden højt. Og det er så uhåndgribeligt og langt ude i fremtiden at tænke på børn.
Min kæreste er dog rigtig bange for, at han ikke kan leve op til mine forventninger (det er nok mere hans egne forventninger), og han er bange for, at han spilder min tid. Vi aftalte, at vi lige prøver at tage det stille og roligt og ser, hvordan det går med at være kæreste på den nye måde. (Vi er lige flyttet fra hinanden og har endnu ikke boet hver for sig i en måned).
I går kom han dog pludselig hjem til mig og ville snakke. Jeg var sikker på, at han ville slå op (det tror jeg også, han var sikker på), men jeg fik ham overtalt til at tage det roligt. Han er nok bare så presset for tiden, at han ikke kan se ud over problemet. Det, at han lige nu tænker, han ikke skal have børn før om 8-10 år.
Det er en virkelig svær situation, for der er jo så meget, der kan ændre sig, men det fylder selvfølgelig også enormt meget lige nu. Jeg tror, han har rigtig svært ved at forestille sig, at han måske vil tænke anderledes og mere roligt på det, når han generelt ikke er så presset.
Hvad bør jeg gøre, og hvordan kan jeg få ham til at turde tage det roligt? Jeg er bange for, at han ikke kan slippe angsten og bliver ved med at holde fast i, at det ikke giver mening.
Samtidig har jeg da også selv tænkt på vores fremtid, da han arbejder virkelig meget og spiller koncerter hele tiden. Jeg har forestillet mig, at jeg ville sidde derhjemme helt alene med en lille baby og være enormt ensom. Så det fylder selvfølgelig også meget for mig. Men det er jo også spekulationer…
Det, jeg i hvert fald ved lige nu og her, er, at jeg elsker ham, og at jeg aldrig har følt sådan for nogen før. Han har det på samme måde. Jeg er ked af, at det blev så lang en besked. Det er svært at gøre det kort, når det er så stort og svært et problem.
Håber at du kan give mig nogle gode råd.
Bedste hilsner
E
Kære E
Først vil jeg anerkende, at det er så godt, at du åbner op omkring din svære situation og aktivt søger råd! Du beskriver en masse svære problematikker, som jeg fuldt ud forstår kan være svære at navigere i. Så jeg håber, at mit svar kan være med til at hjælpe dig lidt på vej.
Det første, jeg tænker, når jeg læser dit brev, er, at du beskriver en dynamik, der kan opstå i et parforhold. Din kæreste beskriver, at han har været overstimuleret og derfor trækker sig. For dig opleves det som en afvisning, og det gør dig desperat for at få genskabt forbindelsen. Du beskriver det fint, hvordan han jo egentlig bare har brug for plads, og du har brug for forbindelse. Begge reaktionsmønstre er helt naturlige, men har desværre den konsekvens, at de forstærker hinanden. Jo mere han trækker sig, desto mere vil du holde fast osv.
Det er vigtigt at forstå begge behov isoleret set og forstå, hvordan de også kan være en styrke. Det er naturligt og ufarligt at have brug for plads – også i et parforhold. Faktisk kan det være godt, at der er én, der ”sikrer”, at man får lidt pause fra hinanden. Du beskriver også, at din kærestes følelser for dig er uændrede, men at han havde brug for plads – noget der stemmer godt overens med hans selvstændige liv som musiker. Samtidig er det lige så vigtigt, at der er en, der trækker i den anden retning, som netop fungerer som en form for lim i parforholdet. Det er igen helt naturligt at have brug for at være tæt forbundet med ens partner.
Men for at disse to behov bliver til en styrke for jer og ikke en svaghed, kræver det tillid. Fra din kærestes perspektiv kræver det, at du har tillid til hans ord om, at han faktisk bare er blevet overstimuleret – ikke af dig, men af at være så tæt. At han stadig elsker dig og lidt plads er det, han har brug for. Men samtidig kræver det, at han forstår, hvad det gør ved dig, at han faktisk flytter ud, nu hvor I har haft det godt, og det kommer som et chok for dig. Med andre ord skal han lære, hvordan han kan give dig grund til, at du føler dig tryg, når han trækker sig. Du skal hjælpe ham med, hvad der kan gøre dig tryg.
I en tillidsfuld relation er der plads til at kunne trække sig, uden at det bliver et faretegn, og omvendt kan pausen gøre, at din kæreste i det her tilfælde bliver mere nærværende, når I så er sammen, fordi han har fået en pause. Du skriver, at I har haft en god snak, hvor du fik udtrykt din usikkerhed, og at noget, der kan afhjælpe den, er en besked om, at han elsker dig.
Virkelig sejt, at du tager en hård og vigtig snak op! Måske du har hørt om de 5 kærlighedssprog – de 5 forskellige måder, hvorpå man kan udtrykke og modtage kærlighed på. Måske er der flere og andre måder, hvor din kæreste også kan give dig kærlighed på. Her er et link til en test, der måske kan være behjælpelig.
Du skriver videre, hvordan den gode snak ender med, at han er i tvivl om jeres fremtid, og i den forbindelse bringes børn på banen. Jeg får en fornemmelse af, at du er super god til at holde begge ben på jorden, samtidig med at det helt naturligt også skaber noget usikkerhed i dig – at mærke hans usikkerhed.
Min erfaring er, at når jeg er presset, så er det som om et hav af bekymringer vælder frem. Ting, jeg ikke før bekymrede mig om, kan pludselig blive meget store og afgørende. Inden for metakognitiv terapi siges det, at det er tiden brugt på bekymringer, der skaber stress. Tanken er, at jo mere vi bekymrer os, jo mere uklart tænker vi. Denne logik, tænker jeg, kan beskrive dét, din kæreste oplever. Pludseligt handler det om børn og en meget stor snak, som måske ikke skal tages midt i en anden udfordring, som I skal finde en vej i.
Mit råd i denne sammenhæng vil være, at du – så godt du kan – holder fast i, at dét hele handler om, at I skal vænne jer til denne nye situation. Spørgsmålet om børn skal parkeres for en stund for at give jer ro til at finde hinanden igen. Du skriver, at din kæreste er bange for ikke at kunne leve op til dine forventninger, men at det mere er hans egne. Hvis du ikke allerede har fortalt det til ham, så vil jeg anbefale at understrege over for ham, at det er tanker han selv har skabt, og det kommer ikke fra dig.
Jeg tror, det vigtigste, din kæreste har brug for at mærke, er, at du er rolig og villig til at give ham plads. Det kommer til at kræve enormt meget, og jeg håber du kan finde nogle, du kan søge støtte hos imens. Men forsøg at insistere på at tage én ting ad gangen.
Til sidst vil jeg samtidig varmt opfordre dig til, at du bruger tiden på at mærke efter, om det her er noget, du selv kan være i på sigt. Her tænker jeg særligt på det, du skriver om, at det allervigtigste for din kæreste overhovedet er at spille musik.
Du skal overveje, hvad det betyder for dig at være ”andenpladsen”. Som den i parforholdet, der ”holder fast”, kan det let opleves som om, at det er den anden, der tager valget om, hvorvidt man skal være sammen. Men det er lige så meget dig, der skal kunne være i forholdet, som det er din kæreste. Så mit råd er, at du skal have en masse selvomsorg og bruge den kommende tid på at finde ud af, hvad der har værdi for dig. Er scenariet om, at du sidder alene hjemme med barnet en reel bekymring eller en reaktion på din kærestes usikkerhed?
Jeg fornemmer, at du virkelig er en super sej og stærk kvinde, der har muligheden for at være en ”klippe” for din kæreste i denne stressede tid for ham. Men du skal selv have lyst til at være det! Og som jeg skrev i starten, kræver det også, at han på sigt forstår hvordan han kan gøre dig trygt, imens han tager pauser.
Jeg håber, at du kan se dig selv og dit parforhold i det, jeg har skrevet. Hvis du har brug for yderligere råd, kan du ringe til Partelefonen.
Venlige hilsner
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...
Til brevkassen Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling? Jeg...
Til brevkassen For to uger siden forlod min kæreste og samlever mig. Der havde for mit vedkommende kun været en...
