Hvorfor skal min kærestes 12-årige datter
sove i samme seng som os?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Min kæreste og jeg har været sammen i et år. Han har en datter på 12 år, som han er alene med og fire store børn, der ikke længere bor hjemme. Min kæreste mistede sin kone (mor til de to yngste børn) for 3,5 år siden pga. hjertesygdom. Efter dødsfaldet begyndte hans datter at sove inde hos ham, da det var rart og trygt for dem begge. Det gjorde han også, da jeg mødte ham. Det første stykke tid sov jeg inde i gæsteværelset eller på hendes værelse, da hun jo blev puttet i hans seng. Når vi var sammen, lå han hos mig, men efter at jeg var faldet i søvn, gik han ind i sin egen seng og sov videre sammen med sin datter, så jeg vågnede altid alene og følte mig lidt forladt. Det var meget svært at italesætte overfor min kæreste pga. omstændighederne, men efter en samtale med en familieterapeut turde jeg endelig sige noget, og vi blev enige om, at hans søn skulle tilbage på sit værelse.

Det var vigtigt for mig, at min kæreste fastholdt det – også når jeg ikke var der, så hun ikke fik følelsen af, at jeg var skyld i, at hun ikke kunne sove hos far. Men det var nok for sent, for det var en meget svær omvæltning for hende, og hun sagde flere gange til ham, at hun altså kom først, og at jeg ikke skulle tage hendes plads i sengen. Nu er der gået over et år, og det er, som om hun stadig ikke har accepteret, at hun skal sove på sit værelse.

Hver gang jeg er der, bliver hun i dårligt humør og begynder ofte at græde, når hun skal sove. Hun siger, at hun ikke kan sove, og at hun vil have, at hendes far ligger hos hende. Hun kalder ofte på ham flere gange om natten, og hun siger hver morgen, at hun ikke har sovet. Det ved vi dog, at hun har, da vi tjekker til hende flere gange, men hun har skabt en fortælling om, at hun sover dårligt og ikke kan falde i søvn.

Ifølge min kæreste er det ikke hver dag, det sker, men hver gang jeg er der, har vi problemet. Her på det seneste er hun begyndt at sige, at hun er bange for at være alene om natten. Hun siger, at hun forestiller sig, at tingene på hendes værelse bliver levende osv. Hun har døren åben, og vi lader lyset stå tændt, så der aldrig er helt mørkt i lejligheden. Vores dør er også altid åben, så vi kan høre, når hun kalder.

Jeg kan mærke, at jeg bliver en smule frustreret over det, da hun efterhånden er ved at være ret stor, og det ødelægger vores søvn hver nat. Forleden dag ville hun så sove inde hos os. Det har hun ellers ikke villet før, hvis jeg var der. Hun har kun villet sove med sin far. Min kæreste siger til hende, at hun bare kan komme ind til os, hvis hun vågner og er ked af det. Jeg blev en smule irriteret over det, for vi havde ikke snakket om det, men jeg kunne ikke rigtig sige noget i situationen. Ikke overraskende kom hun ind om natten med sin hovedpude i hånden. Jeg syntes, det var voldsomt grænseoverskridende, for min kæreste og jeg havde intet tøj på, og selvom vi lå under dynen, følte jeg mig enormt utilpas. Jeg synes simpelthen, at hun er for stor til det. Og pladsen i sengen er også ret trang, da det er en lille dobbeltseng, så jeg krøllede mig helt sammen og lå mega anspændt ude på kanten, mens de lå i ske.

Efter lidt tid valgte jeg at gå ud af soveværelset, og da det ikke virkede til, at min kæreste reagerede på, at jeg var gået ud, valgte jeg at køre hjem tidligt om morgen. Det har nu skabt en kæmpe konflikt imellem os. Min kæreste mener, at jeg har været ukærlig og respektløs over for hans datter ved bare at gå, og at jeg viser, at jeg ikke kan rumme hende og anerkende, at hun er bange for at være alene om natten.

Jeg har prøvet at forklare ham, at jeg synes, at hun er for gammel til, at det skal være løsningen, at hun bare kan komme ind til os i tide og utide. Det skal lige siges, at jeg rigtig ofte giver dem plads og tid til bare at være alene sammen, og om dagen er det selvfølgelig på hendes præmisser. Min kæreste har hende på fuld tid, så det er kun få dage om måneden, hvor vi kan være alene sammen, hvis hun fx er på en legeaftale.

Vi er aldrig fysiske foran hende. Det skal altid foregå i skjul, hvis vi skal kysse, kramme eller nusse i sofaen, og nogle gange kommer min kæreste til at skubbe mig lidt væk, hvis vi fx står og kysser eller krammer, og hans datter så kommer ind i rummet. Til gengæld skal hun ofte sidde på skødet af ham, bæres af ham, holde ham i hånden og i det hele taget bare være tæt på ham.

Det har jeg aldrig sagt noget til, og jeg prøver virkelig at imødekomme hende og give hende den plads, hun har behov for med sin far. Jeg er virkelig frustreret over situationen. Min kæreste er sur og skuffet over mig og siger, at jeg er kold og kun tænker på mig selv. Han føler, at jeg beder ham om at tilsidesætte sin datter for at please mig (hans egne ord), og jeg sidder og er ret rystet over denne beskyldning, fordi jeg siger fra overfor samsovning med hans 12-årige datter. Så lige nu har ingen af os lyst til, at jeg skal komme hjem til ham igen, og det hele er gået i hårdknude.

Svar

Kære kvinde

Tak for dit brev! Et brev fyldt med svære følelser, omsorg, tvivl og afmagt. Jeg skal gøre mit bedste for at komme med nogle input til dig! Allerførst, så læser jeg din store omsorg for både din kæreste og hans datter. At du har gjort dig umage med at give dem begge plads om det, som de to er fælles om: Nemlig en kæmpe sorg! En sorg, fordi min mor er død, og en sorg, fordi min kone er død! En sorg, som er deres helt egen. Jeg læser også en kærlighed og en længsel efter noget andet, end du lige nu erfarer i forholdet, hvilket gør det svært for dig nu.

Om sorgen

En sorg går sine egne veje og kan ikke tages fra dem, som sørger. En sorg er udenfor vores almindelige tidsregning. En sorg som nogle beskriver som værende iboende i dem for altid. Andre beskriver den som blivende mere omsat til et savn i dem efter en tid. Din kæreste, hans datter og andre børn har en kæmpe ubeskrivelig sorg til fælles, og det vil altid være en sorg, hvor du står udenfor. Deres sorg kan skabe en følelse i dig af at være holdt udenfor, være forladt eller være ensom samtidig med, at du gerne vil hjælpe, give omsorg og støtte. Jeg tænker, at du mærker det sted i dig!

Din kærestes datter har allerede som et lille barn været tvunget til at forholde sig til sorg, frygt, kaos, uvished – livets store spørgsmål og smerte. Hendes sorgproces har varet meget længere end de 3½ år, der er gået siden mor døde. For sorgen starter i det øjeblik, hun erfarer, at mor er alvorlig syg. Allerede dér starter det lille barns bekymringer, frygt, sorg mv. Hun har mærket sin egen sorg, hun har set moderens sygdoms indvirkninger på moderen både fysisk og psykisk, og hun har set hendes fars sorg og magtesløshed. Så når hun i dag er 12 år, er hun en pige, der i alt for stor en del af hendes liv allerede har måttet bære på nogle svære følelser. Det er voldsomt. Hendes mor kan aldrig erstattes, og det er et voldsomt barsk vilkår for et barn.

Din kæreste har også været i sorgprocessen i flere år og står nu som alene-far. Han ved, at hans børn aldrig kan få en erstatning for hende. Forskellen mellem om det er et barn der mister sin mor, eller en mand der mister kone er bl.a., at han følelsesmæssigt og kognitivt er fuldt udviklet til at bearbejde sorgen, mens datteren endnu ikke er det. Derudover kan man få sig en ny kone, mens barnet aldrig kan få en ny biologisk mor.

Sorg erkendes stykkevis

Sorg bearbejdes og erkendes stykkevis. Vi erkender noget af sorgen, når vi lige har mistet, ved begravelsen og de første uger. Men sorgen kommer i ryk. Sorgen kan komme voldsomt op igen til mærkedagene, hvor mor/kone ikke er der til at fejre jul eller fødselsdag. Sorgen kan komme voldsomt op i et barn, når der er forældresamtaler på skolen, og de andre kommer med deres forældre. Eller når der er fest i familien og alle skal være glade, men man savner mor/kone, som plejede at være med. Sorgen kan komme til konfirmationen, hvor mor ikke er til stede, eller første dag på efterskole osv. Sorgen kan ikke tages i ét ryk!

Datteren står altså stadig midt i en sorg. Og det, at hendes far møder dig, og du får en plads i ham og i deres hjem, er meget ofte en meget svær situation for et barn at være i. Og dertil kommer, at det ikke er en situation, som barnet selv kan sige nej til. Det er tilmed en situation, hvor barnet ofte forventes at tage det pænt og godt og være sød ved fars nye kæreste, som mange børn selv beskriver det. Mange børn tænker i den situation, at hvordan kan far dog bare finde sig en ny kæreste. Betød mor alligevel ikke mere for ham? Eller barnet kan blive bange for at miste far. At han kommer til at bruge al sin tid med den nye kæreste, så barnet bliver overset og forladt. Fars nye kæreste bliver meget ofte en forstyrrelse for barnet og en påmindelse om det, der engang var og ikke er mere.

Bange for også at miste far

At datteren har haft brug for tryghed og søgt den ved at sove sammen med sin far er helt normalt. Også selvom man er 12 år, og det er 3½ år siden, at mor døde. Faktisk kan det, at far finder sig en ny kæreste, sætte hende tilbage i hendes egen udvikling for en stund. Du beskriver, at hun sidder på hans skød, og at han bærer rundt på hende. En pige på 12, der ikke har erfaret livets barske sider, vil typisk som 12-årig begynde at give lidt slip på den fysiske kontakt og ønsker ikke længere at blive båret. Jeg tænker, at hun er så ufattelig bange for også at miste sin far, så hendes behov for nærhed og hans opmærksomhed øges, nu hvor far har fået sig en kæreste, som også kalder på fars opmærksomhed.

At tvinge hende til at sove på eget værelse handler, som jeg ser det, således om jeres eller dit behov og ikke om hendes. Det kan opleves som en konkret fysisk afvisning for hende. Jeg har stor forståelse for din frustration over at skulle dele seng med hende og ligge nøgen ved siden af hende. Men jeg tænker også, at den datters behov må komme i første række lige nu. Hun er ikke færdig med at sørge over sin mor. Hun er ikke klar til at tage imod en ny voksen kvinde i hjemmet. Hun gør, hvad hun kan for at påberåbe sig sin fars opmærksomhed, fordi hun har brug for ham en tid endnu i hendes sorg. En dag bliver hun formentlig klar til at komme videre, men hun lyder ikke som en pige, der er det sted endnu.

Og indtil da: mon det da er muligt at købe en større seng eller få en madras ind på gulvet, så der er plads til alle tre?

At deles om virkeligheden

Jeg lægger mærke til, at du skriver, at I nusser og krammer i det skjulte. Jeg bliver optaget af, hvordan I mon har italesat virkeligheden for datteren. Ved hun, at I er kærester? Ved hun, at far stadig sørger over at have mistet sin kone, samtidig med at han er forelsket i dig? Ved hun, at far dagligt tænker på mor? Ved hun, at hun ikke behøver at være bange for at miste ham? Hvad ved hun?

I mit daglige arbejde som psykoterapeut ser jeg ofte, hvilke konsekvenser det har for børn, når vi ikke italesætter virkeligheden for dem. Jeg ser, hvilken forskel det kan gøre, når vi vover at tale med barnet om det, der er vores fælles virkelighed. Hun fornemmer, og hun sanser, og hvis ikke I taler med hende om virkeligheden, så kommer hun til at gå med det, hun sanser og hendes egne følelser helt alene. Det er ensomt. Så hvis ikke I har fortalt hende, at I er kærester, og nej mor er ikke glemt, så vil jeg virkelig gerne opfordre jer til at tale med hende om det og lade hende få delt de tanker og følelser, hun måtte gå med.

Forelskelse og sorg

Din kæreste bragte en kæmpe sorg med sig ind i jeres parforhold. I er blevet kærester et par år efter et dødsfald. Du er blevet forelsket i en dejlig mand, som stod midt i en sorg, og hvor hele familien var i opløsning. Det er ikke altid så let. Men det er pakken, som den ser ud.

Du stod et andet sted i dit liv, da I fandt sammen. Hvordan mon det er for dig at vide, at hans kone jo stadig er en del af deres liv? Jeg ved, at mange i din situation kan blive utilpasse, når kæresten taler (for meget) om den afdøde ægtefælle. Eller måske kommer til at benævne hende som min kone i stedet for min afdøde kone. Jeg ved også, at det for mange i din situation kan være svært at tale med kæresten om det, for man vil så nødigt skabe mere sorg. Men sorg og ny forelskelse behøver ikke at være hinandens modsætninger. Sorgens smerte kan lindres, når der kommer en ny kæreste. Det vigtige er, at I kan tale med hinanden om de ståsteder, der er jeres hver især. Gøre jer nysgerrige på hinandens livserfaringer. Give hinanden tid til at lande i jeres nye parforhold – med hver jeres livshistorie med/uden sorg og med/uden børn. Det tager tid, det kræver tålmodighed, og det kan lykkes.

At være dig midt i det hele

Jeg har mødt mennesker, der lige som dig forelsker sig i en person, hvor sorgen stadig har fat. Det er et vanskeligt sted at stå for mange. Forelskelse forbinder vi med glæde, forventning, jubel og alle de andre dejlige følelser. Vi har lyst til at være sammen med det andet menneske så meget som muligt og har lyst til bare at nyde hinanden og opleve hinanden. Når det andet menneske har børn, er der mange, der oplever, at noget af det bliver lidt sværere. Måske kærestens børn gør modstand mod forholdet. Børnene kræver deres del af den voksnes opmærksomhed. Og her hos jer kommer der så også en stor sorg oveni.

Det er mange følelser, du har skulle forholde dig til på samme tid –og i en ny relation. Både alle de dejlige følelser af forelskelse og de tunge følelser. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at du og din kæreste får taget hånd om dig og dine følelser. At du ikke kontinuerligt skal tilsidesætte dig og dine behov, men at I også styrker jeres relation ved at give plads til den person, du er. At din kæreste også får mulighed for at høre om, hvordan du har det, og hvad dine behov er. Det at få muligheden for helhjertet at give os til kende overfor hinanden er vigtigt. Når vi lykkes med det, og lykkes med at tage imod hinanden, bliver det lettere at være i det svære sammen.

Alt godt til jer alle tre!

Lisbeth Andreassen Ryelund, Psykoterapeut (MPF), certificeret i PREP, KIFF og Partjek

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen:

Er min mand utro igen?

Til brevkassen Hej Jeg har godt nok skrevet til jer før i forbindelse med min mands utroskab. Jeg henvender mig...