Jeg har været kæreste med en fyr igennem 2,5 år. I starten var alt godt, men efterhånden fandt jeg ud af, at han har adhd, borderline og ptsd.
Helt fra start har han været ærlig omkring sin opvækst og baggrund. Jeg har altid været rummelig og forstående. Selv med de udfordringer, han havde, var han altid til for mig. Han var min sikre havn, og han hjalp mig med at få bygget min selvtillid op. Han elskede mig og bekræftede mig, når jeg var usikker.
Vi har igennem en længere periode haft konflikter, hvor jeg især har følt, at jeg gør meget mere for ham, end han gør mig. Jeg har støttet ham økonomisk, følelsesmæssigt og praktisk. Jeg har opfyldt alle hans behov og ønsker og hjulpet ham igennem hans svære perioder. Jeg har altid været der ved hans side og trøstet, opmuntret og støttet. Jeg har tilsidesat mig selv for ham.
Han har været der for mig følelsesmæssigt, men med tiden er det blevet mindre og mindre. Han lytter ikke længere til mig. Han er der ikke for mig. Han ignorerer mine opkald, og der går længere og længere mellem, han siger, han elsker mig. Han udviser typiske tegn på borderline, og jeg prøver at rumme ham, men det er svært.
Han siger tit, han ikke vil forholdet og giver mig skylden for det. Han siger, jeg har kvalt ham. Jeg er gået med til kun at se ham en gang om ugen, ligesom jeg kun skriver 1-3 sms om dagen for ikke at genere ham. Jeg ved, at det oftest er hans borderline, der taler, men det er psykisk hårdt for mig. Jeg er begyndt at opleve angstsymptomer i form af hjertebanken, ondt i maven, uro, søvnproblemer, kvalme mv.
Jeg har en konstant frygt for at miste ham. Frygt for at han er sammen med en anden, selvom han aldrig har udvist tegn på det. Frygt for, at han har mistet interessen for mig.
Det er enormt hårdt for mig at være i et forhold med ham, men samtidigt kan jeg ikke gå fra ham. Jeg ved, det er toxic for mig at være i forholdet, for han ødelægger mig, men jeg elsker ham og kan ikke undvære ham.
Kan jeg gøre noget for at redde vores forhold? Hvordan kan jeg mindske min frygt? Hvad kan jeg gøre for at få ham til at indse, at han ikke skal kassere den person, der var der for ham, da han var på sit laveste?
Kære du
Tak for din mail. Det lyder som en utrolig opslidende situation, du befinder dig i. Jeg forstår til fulde den frustration og afmagt, du beskriver i din henvendelse. Jeg vil forsøge at give dig nogle tanker og råd med på vejen. Jeg håber, det kan hjælpe dig i retning mod at beslutte, hvordan du skal håndtere situationen – så du kan komme til at stå et bedre sted end nu.
Når man er i et forhold med en person, der er psykisk syg, kan deres udfordringer kommer til at skabe udfordringer i parforholdet. Andre gange skaber det ikke udfordringer. Dette beskriver du så fint i dit brev. I starten af jeres parforhold skabte det ikke problemer for jer, men nu mærker du, at det gør.
Jeg er overbevist om, at det ikke er den psykiske sygdom i sig selv, som skaber problemer, men hvordan vedkommende og parret forholder sig til det. Jeg bemærker, at det hjalp jer begge dengang, at han var åben om sin baggrund og sine vilkår. Det virker til, at han med tiden har lukket sig mere om sig selv og sine udfordringer. Det har skabt problemer for ham – såvel som jer som par.
Hvis I skal kunne forsætte som par, tror jeg, at det kræver, at hans udfordringer igen kan blive talt åbent om. Det fremgår ikke af din henvendelse, hvorvidt han får hjælp i form at medicin eller samtaleterapi. Hvis det ikke er tilfældet, ville det helt sikkert være en god ide at opsøge noget hjælp. Det vil selvfølgelig kræve ydmyghed fra din side at forslå det, taget hans sårbare situation lige nu i betragtning – men det kan være, at han har brug for mere hjælp, end han får lige nu.
Hvis han får den rette hjælp, vil det kunne højne hans trivsel og velvære, og det vil i sidste ende hjælpe jeres parforhold. Derudover tror jeg, at I – hvis I fortsat skal være i forhold sammen – har brug for samtaler med en parterapeut for hjælp til at kommunikere og tale sammen om det, der er svært.
Du kan læse mere om at være i en tæt relation til en person med borderline på psykiatrifondens hjemmeside.
Det fremgår ikke tydeligt for mig i din henvendelse, hvorvidt din kæreste ved, hvordan du har det lige nu. Ved han, at du kæmper sådan med tvivl om hans kærlighed og engagement? Ved han, at du er så usikker på ham, og at det slider på dig? Hvis det ikke er tilfældet, vil jeg opfordre dig til at fortælle det. Og det kan være en svær snak, særligt når du oplever, at han er så udfordret selv lige nu og ikke befinder sig et godt sted.
Derfor vil jeg opfordre dig til at snakke med din kæreste om det, når han har overskud og ressourcer til det, fremfor når han er allermest udfordret. Du kan sige til ham, at du har brug for at få snakket om noget vigtigt – og spørge, hvornår og hvordan han er klar til sådan en snak.
Den situation, du beskriver er uholdbar i længden, og det kan jeg også fornemme, at du oplever. Derfor er der brug for snarest at tage fat i roden af dine følelser og oplevelser.
Jeg læser også om en adfærd, som for de fleste mennesker vil være svært at affinde sig med i et parforhold. Så det er sundt, at du mærker, at det skal laves om. Jeg læser, at du har brug for mere fra ham lige nu, end han kan give. Når han ikke kan eller vil give det lige nu, er der brug for, at I taler om, hvordan han kan få hjælp til sine udfordringer, og hvordan dine behov kan imødekommes, så du ikke får det dårligere og dårligere.
Din kæreste kæmper selvsagt med nogle individuelle udfordringer, og det håber jeg, han også får hjælp til af andre end dig. Når jeg læser din henvendelse mærker jeg også en tvivl om, hvorvidt det skal være jer to. Det skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige. Men jeg ved, at det ikke er meningen, at kærlighed skal ødelægge mennesker. Så når du skriver, at det er toxic for dig at være i forholdet, og at han ødelægger dig, så tænker jeg, at enten skal der markante ændringer til, eller også er du nødt til at forlade ham, selvom det føles umuligt for dig lige nu.
Du skal ikke ødelægges, og hvis du får det værre og værre, er det ikke sundt for dig at være i forholdet. Dit hovedansvar er at tage dig af dig selv og dit eget helbred. Du kan ikke være noget for andre, hvis du selv er helt ødelagt. Derfor tænker jeg også, det vil være godt for dig at opsøge hjælp – du kan måske starte med at kontakte Sind, som har en gratid rådgivningstelefon.
Jeg ønsker dig alt god fremover.
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...
Til brevkassen Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling? Jeg...
Til brevkassen For to uger siden forlod min kæreste og samlever mig. Der havde for mit vedkommende kun været en...
