Dette bliver en lidt længere historie, men jeg føler alt skal med.
Jeg mødte for 4 år siden den meste fantastiske kvinde. Vi havde kendt hinanden siden skoletiden, men ikke sådan rigtig haft noget med hinanden at gøre. Året før var jeg flyttet fra moren til mine børn og skulle finde mig selv på ny.
Så var det, jeg mødte hende meget tilfældigt, men vi kom hurtigt i snak. Vi begyndte at se hinanden mere og mere for hver dag, der gik. Vi blev efter et par måneder kærester, men holdt det for os selv, da vi begge havde børn fra tidligere forhold. Vi ville ikke bringe dem ind i det, før vi var klar.
Det skete så efter ca. et halvt års tid. Alt gik bare så godt, og vi var smask hamrende forelsket.
Pludseligt begyndte der at komme “spøgelser” fra fortiden. Vi reagerede begge på ting hos den anden, som i øvrigt intet havde med den anden at gøre. Det skabte en del splid mellem os. Men vi var ikke i tvivl om, at vi elskede hinanden og ville hinanden, så det satte ikke en stopper for vores forhold.
Pga. tidligere oplevelser i vores forhold til andre, havde vi begge en følelse af, at vi ikke var hinanden værd. At den nye sikkert kunne finde en, som var meget bedre end en selv. Det har forfulgt os længe, og vi har nok begge ubevidst været så bange for at miste den anden, at det påvirkede os negativt overfor hinanden.
Vi følte, vi fik løst det og snakket godt med hinanden omkring mange ting. Vi besluttede, at vi gerne ville flytte sammen efter 2 år. Vi fandt et hus, vi kunne leje. Vi skulle starte et liv sammen med vores børn. Men det gik nok for hurtigt, og vi var ikke klar til det i forhold til, hvad det indebar med mine, hendes og vores børn. Der kom igen gnidninger og mange af de aftaler, som vi lavede blev brudt. Det begyndte at genere os begge. Vi følte os begge fanget i det uden faktisk at kunne sætte ord på det, men det burde vi havde gjort.
Er halvt år senere ramte lynet som fra en klar himmel. Hun blev kørt ned, og der fulgte en langt række komplikationer med. Jeg måtte lukke min virksomhed, fik nyt arbejde som endte med at give mig stress. Læg dertil corona. Så væltede korthuset. Hun flyttede ud i februar sidste år.
Der gik dog ikke længe før vi begyndte at se hinanden igen. Det har vi så gjort i halvandet år nu. Vi har ikke rigtigt kunne finde hoved og hale i tingene med alt det, som var sket, og de ting, vi hver især kæmpede med.
Flere gange blev der sat en dato for svar til hinanden, hvad vi gerne ville, og hver gang blev det et måske. Så i al den tid har vi set hinanden og foretaget os stort set alt, som et par nu gør uden dog at være det.
Grundet det som skete med hende, og alt det som fulgte med, kan hun ikke føle noget. Flere gange har hun sendt en besked, at nu var alt slut mellem os. Tre-fire dage efter er hun dog vendt tilbage og vupti, så er vi tilbage i karrusellen, hvor man ikke ved, hvor man står i det.
Jeg har gennem hele den periode på ingen måder lagt skjul på, hvad jeg gerne vil med hende og fremtiden. Jeg vil hende og elsker hende. Men får kun et tak, og at hun ikke kan føle noget. Så hun siger ikke, at hun elsker mig eller noget som helst i den dur.
Jeg føler mig taget for givet. Jeg hjælper hende enormt meget, jeg er der for hende på alle måder. Jeg elsker hende på de gode dage, de dårlige dage og alle dage der imellem. Men jeg får også følelsen af at blive udnyttet, og at jeg er alt for god af mig på alle måder.
Jeg tager hensyn, yder omsorg, kører hende, henter hende, er der for hende i alt. Bekræfter hende, selvom hun ofte siger, jeg sikkert kan finde en bedre kæreste end hende. Når jeg tager i byen alene, bliver jeg altid stillet i krydsforhør, hvad jeg har lavet, hvem jeg har været sammen med, og hvilke kvinder jeg har skullet se, fordi hun ikke var med.
Men det er enormt hårdt. Det tærer så meget på mig, at jeg snart ikke ved, hvad jeg skal gøre.
Jeg elsker hende af hele mit hjerte. Det er hun på ingen måde i tvivl om, og jeg vil hende resten af mit liv. Men jeg får intet tilsvarende tilbage af hende. Hun siger blot, at jeg er sød, rar og kan lide mit selskab. Det bliver hårdere og hårdere at håndtere.
Håber I kan hjælpe mig, og skal I bruge flere oplysninger giver jeg dem gerne.
Er meget ulykkeligt forelsket, Hans.
Kære Hans, meget ulykkelig forelsket.
Tak for dit brev til Parvis. Vi forstår, at du og din kæreste gennem fire år har været en meget svær tid igennem. I fandt hinanden for fire år siden, og I har begge et forlist parforhold bag jer med hver sine børn. I var meget forelskede og havde det rigtig godt. I fik talt om mange ting, og I bestemte at flytte sammen. Der kom dog gnidninger, og du beskriver, at det bl.a. handlede om børnene. Der tilstødte din kæreste et trafikuheld, og hun havde brug for meget hjælp. Desuden måtte du lukke din virksomhed, og dit nye arbejde gav stress. Det endte med, at din kæreste flyttede fra dig.
Siden har I, som vi forstår, haft kontakt. Du ønsker, at jeres forhold skal vare ved livet ud, da du elsker hende. Hun har ingen følelser for dig udover venskab. Du hjælper hende meget med praktiske ting, og du føler dig efterhånden godt udnyttet. Samtidig med at hun ikke føler noget, er hun usikker, når du har været i byen, og vil vide hvilke kvinder, du har mødt. Det tærer på dig, og du spørger, hvad du fremadrettet skal gøre. Du elsker hende af hele dit hjerte og vil så gerne hende og jeres forhold. Det er dog hårdt, da du ikke følelsesmæssigt får det igen, du har brug for.
Når vi læser dit brev, kan vi se, at I begge har haft det svært i lange perioder i den tid, I har kendt hinanden. Både udefra kommende ting som corona, bilulykke og indefra med stres og usikkerhed i jeres forhold. Det er hårde betingelser og helt forståeligt, at parforholdet har lidt under dette.
I bærer hver især på byrder, som giver mangel på overskud, og både selvtillid og selvværd udfordres. Hvad kan I gøre – hvad kan du gøre?
For det første tænker vi, at I må have den svære samtale igen, om I virkelig vil hinanden. At sætte viljen ind er al kærligheds hemmelighed. Det forudsætter, at I begge VIL. Alene kan du formentlig ikke gøre det. Når vi skriver formentlig, er det, fordi det er set, at når den ene i et parforhold flytter sig, sker der noget i relationen, der bløder op og får den anden til også at ændre sig. Om du formår dette, ved vi ikke. Vi tænker, du må fortælle din kæreste, at du føler dig slidt og har svært ved at blive ved med at give uden at få noget igen. Hun må høre, at det holder du ikke til i længden.
For det andet vil vi foreslå, at denne samtale mellem jer foregår hos en dygtig parterapeut, der kan hjælpe jer begge med kommunikationen. I har begge været rigtig svære ting igennem, og der er ikke nogen lette løsninger.
Måske er der ikke nogen løsning for jer, og I må gå hver til sit. Vi forstår, at det er det sidste, du ønsker, da du elsker din kæreste meget højt. Det er al respekt værd, og vi tænker, at det er muligt for jer, at I kan komme igennem dette sammen, hvis I får hjælp og sætter viljen ind på det. I kan f.eks. starte med at ringe til vores gratis rådgivningstelefon, der har åbent hver mandag aften.
Vi ønsker jer begge al det bedste.
Venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
