Jeg hader til tider min
mand og svigerfamilie

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg og min mand har ingen børn. Vi mødtes i udlandet i 2016 via venner. Han boede der og jeg i et andet land. Vi kommer begge fra en muslimsk familie. Han snakkede om sin familie som værende utrolig moderne. Han friede efter 8 dage og vi blev gift efter 2 md. Vi var forelskede som aldrig før og ja det gik stærkt. Min mand kom til min by for at møde min familie og bede om deres velsignelse, som man gør i vores kultur. Min bror var rasende og tænkte, jeg havde slået hovedet, men kunne rigtig godt lide ham, da han mødte ham, og det endte med god mad og masser af vin. Jeg mødte hans familie 2 uger efter i Kbh. Jeg kunne godt se, det med han kom fra en moderne familie ikke passede helt, men jeg var forelsket. De var også vilde med mig. Vi blev gift. Han viste sig meget hurtigt ikke at være den, han gav sig ud for.

Han drak snildt en flaske whisky eller vodka på under 2 timer 2-3 gange om ugen alene. Han blev psykisk og fysisk aggressiv. Jeg kæmpede en kamp med masse af gråd. Det blev efter et halvt år til 1 gang om ugen. Hans familie var samtidig meget ekstreme. Ekstreme i den forstand, at de ville have, jeg skulle gå i noget bestemt tøj, hvilket jeg nægtede. Har arbejdet med mode i 16 år=min identitet. Så vil de have mig med i moske, hvilket jeg heller ikke er vokset op med. Min far bad 5 gange om dagen og læste koranen hver ramadan, men købte det største juletræ og gaver, så vi børn ikke ville føle os udenfor og aldrig bedt os børn eller min mor gå i moske eller med tørklæde.

Hans familie råber, snakker højlydt i telefon, bøvser (især svigerfar) mens vi sidder ved spisebordet, og ovenikøbet på deres sprog, selvom jeg nu i snart 2 år har bedt dem om at tale dansk, så jeg føler mig som en del af familien. De skændes. De hakker på hinanden, hvem er mest muslim og hvem spiser ikke halal kød? (hvilket faktisk er en synd i islam hvis det skal være korrekt, da vi ikke er i stand til at dømme). Min mand blev indtil for 3 mdr siden rasende på mig foran dem, hvis jeg sagde imod og holdt fast i mig selv og han råbte af mig, og at jeg skulle skride hjem til min mor, og ville skilles.

Min familie ville aldrig tillade mig at svine min mand til foran dem. Jeg laver mad til dem og gør rent for dem, hvilket de elsker. Så er jeg perfekt og fantastisk, når de lige glemmer de andre emner. Vores hus er altid klinisk rent, hvilket svigerforældre er meget imponerede over (de lever 5 voksne sammen + 1 svigerdatter i hus, men i et kaos og meget snavset).

Kærlighed er ikke noget de viser. Jeg er vokset op med masser af kærlighed, hvor man snakker og bakker hinanden op og motiverer hinanden. Når de bliver ved med at sige, jeg skal komme i moske, tage deres kulturs tøj på, være så frække at spørge om jeg har puttet svine gelatine i en kage, som jeg har brugt timevis på at lave til dem, men udstiller mig værende en dårligere muslim, som kommer med svin til dem, har jeg lyst til at fortælle dem om deres kære søn/bror der var alkoholiker, og drak 2-3 flasker sprut om ugen. Væltet rundt, fået hul i hovedet, knækket sin fortand, flækket læben, flere gange på hospitalet pga. druk, revet mig i håret og spørge dem om det er en god muslim, de har opdraget. Alle de tårer det har kostet mig at hjælpe ham. Jeg fik nok en dag, hvor han svinede mig til og truede med skilsmisse foran dem igen i december. Jeg gik 14 km. fra svigerforældre hjem i regnvejr, fordi jeg ikke havde pung med. Pakkede, tog hjem til min mor og var der i 2 uger. Jeg fortalte min mor og bror, hvordan jeg faktisk havde haft det: knækket og træt nu. De var vrede men mest meget kede af det. Min bror ville hjælpe mig med at hente nogle ting fra Kbh. og blive skilt, hvis det var mit ønske. Det endte med, han tiggede og bad om tilgivelse og alkohol er lagt på hylden i 3 måneder nu. Han bliver dog stadig til tider rasende, når vi diskuterer ting om hans familie, når vi kommer hjem fra besøg. Hjælp, forstår de ikke, jeg er mig og ikke vil ændres 🙁

Jeg er så frustreret og har bare brug for at få alt ud et anonymt sted. Oveni i alt det andet har min mand også dagligt kørt på mig ang. mit udseende, og har ihærdigt prøvet at få min selvtillid ned. Jeg er normal af bygning (højde og vægt), men hvis jeg tager 1-2 kg på til tider, er jeg blevet fed og ulækker. Vil jeg have sex med ham og er frustreret over at blive afvist i flere uger, så burde jeg skamme mig som en muslimsk pige (i islam er det faktisk en synd at afvise sin kone, nu han føler han er så god en muslim) og jeg er ulækker. Jeg har altid været en meget køn pige og modebevidst og fået meget opmærksomhed, så jeg ved, jeg ikke er grim, men det er meget sårende og trættende. Havde det været en mindre stærk kvinde, der til daglig fik at vide, at hun er ulækker, tyk, fyldt med appelsinhud, nymfoman osv., så ville hun gå psykisk ned. MEN han kan selvfølgelig samtidig være den mest charmerende mand og fylder et rum med latter, og alle elsker ham. Hvorfor/hvordan kan et menneske være så splittet?

Svar

Kære dig!

Tak for dit indlæg og dit spørgsmål. Du er god til at beskrive din situation, og jeg kan godt forstå, at det må være meget svært, at være i din situation. Jeg bliver meget bekymret for dig. Det ægteskab, du er i, er ikke et sundt ægteskab. Når du beskriver din mand, gør du det fint, og jeg oplever at du ikke langer ud efter ham, men beskriver hvordan det er at være dig i jeres ægteskab. Det at du kan beskrive en så svær situation på en så fin måde, siger rigtig meget om dig. Jeg tænker, du ikke vil såre ham, men det kommer til at gå ud over dig. Du bliver såret igen og igen af din mand og hans familie. Sådan som jeg læser, det du skriver, forstår jeg, at du aldrig har sagt til ham, at du vil skilles. Før du kommer dertil charmerer din mand dig og lover dig alt godt, og så prøver du igen. Du håber hver gang.

Sådan som du beskriver din mand, er det tydeligt for mig, at han er syg og har brug for hjælp. For mig ser det ud til, at han har nogle psykopatiske træk, som han bliver nødt til at have hjælp til. Hvis jeres ægteskab skal have en chance for at overleve, er I nødt til at have hjælp gennem en psykolog eller parterapeut. Hvis han ikke vil være med til det, bliver du nødt til at trække dig ud af ægteskabet, da det psykiske pres, han ligger på dig, er tæt på umuligt at holde til.

Det lyder som, du har brug for at lære at lytte til dig selv. Hvad er det, din krop og følelser fortæller dig? Hvordan har du det egentligt? Kan du mærke det? Jeg gætter på, at du har rigtig svært ved at svare på de spørgsmål. Du er i så stort et fysisk og psykisk pres og har været det så længe, at du helt har glemt dig selv. Jeg tænker, at du har brug for hjælp til at komme tilbage til dig selv og mærke, hvad du egentlig har lyst til. Om I som par kommer til at gå i terapi eller ikke gør, så vil jeg i begge tilfælde opfordre dig til at få samtaler med en, som kan hjælpe dig med alle de følelser, du sidder med. Hvis du ikke ikke får arbejdet de sår og skuffelser igennem, tror jeg det bliver meget svært for dig at komme videre både i ægteskabet eller for dig selv.

Kærlig hilsen

Jens Ole Clausen Socialpædagog, fam.- og psykoterapeut MPF

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Læs mere fra brevkassen:

Min mand er misbruger

Til brevkassen Kære Parvis Jeg skriver, fordi jeg er fortvivlet. Jeres læsere og brevskrivere er nok lige så fortvivlet, som...