Jeg er en mand i tyverne, som har en dejlig kæreste, jeg elsker himmelhøjt. Jeg er overbevist om, at det er hende, jeg vil giftes og have børn med. Der er bare lige det problem, at vi ikke har sex.
Min kæreste sagde i begyndelsen af forholdet, at hun ikke ville have sex før ægteskab af religiøse og kulturelle årsager, selvom hun ikke er jomfru. Det accepterede jeg og gik med til, da jeg syntes hun var en helt fantastisk kvinde. Ca. et halvt år inde i vores forhold, uden at have haft sex, følte jeg stor seksuel frustration. Det medførte, at jeg blev deprimeret og følte mig “taget til fange” i forholdet.
Jeg er en meget konfliktsky type, så i stedet for at konfrontere hende med mine følelser, har jeg af tre omgange – i al hemmelighed – besøgt glædespiger for at få tilfredsstillet mit behov for sex. På et tidspunkt stoppede jeg op og tænkte: “Hvad er det, jeg har gang i?” Herefter stoppede mine besøg hos glædespigerne, og jeg har nu en meget dårlig samvittighed for mine ugerninger.
Det er et år siden, jeg sidst besøgte en glædespige. Jeg er 100 % sikker på, at jeg aldrig vil gøre det igen. Jeg gjorde det kun for at få tilfredsstillet et uopfyldt behov. Min kæreste og jeg skal snart forloves og giftes, så vores sexliv starter inden længe.
Mit spørgsmål er så til jer: Skal jeg gå til bekendelse og fortælle hende om mine ugerninger for at rense min dårlige samvittighed, eller skal jeg holde det hemmeligt? Hun finder med al sandsynlighed aldrig ud af mine besøg hos glædespigerne, medmindre jeg går til bekendelse. Det vil knuse hendes hjerte at høre sandheden. Det vil samtidig være enden på vores forhold – det er jeg ikke i tvivl om.
Kære brevskriver
Tak for dit brev. Det er en svær situation og et tungt dilemma, som du/I er havnet i. Jeg kan mærke i dit brev, hvor svært det er at være i og bære rundt på for dig. Du spørger efter, om du skal gå til bekendelse og fortælle din kæreste om dine besøg hos “glædespiger” for at rense din dårlige samvittighed, eller om du skal holde det hemmeligt. Jeg kan selvsagt ikke tage denne beslutning for dig, men jeg vil gerne prøve at perspektivere lidt på tingene og komme med nogle inputs til dig.
Jeg fornemmer i dit brev, at du er hårdt ramt på og i din samvittighed. Det er meget tungt for dig at bære rundt på den skyld og det svigt overfor din kæreste, som du har fået dig placeret i. Jeg får billedet af en ung mand, som ønsker at være tro, og som har høje idealer for, hvordan han vil være tro, trofast og ærlig i sit parforhold. Det er tydeligt, at det er meget hårdt for dig at bære rundt på hemmeligheden, “ugerningerne” og fortielsen. Det siger rigtig meget om, at du har stærke værdier med dig i dit liv omkring ærlighed, troskab og det at være forbundet med et andet menneske i loyalitet, ansvar, respektfuldhed og trofasthed.
Ud fra dette vil jeg tillade mig at udfordre dig lidt i din formulering, hvor du skriver: ”Skal jeg fortælle hende om mine ugerninger for at rense min dårlige samvittighed”. Jeg tror ikke, at din eneste bevæggrund for at fortælle hende om dine ugerninger er, at du vil tage hånd om dig selv og din egen dårlige samvittighed.
Jeg tror også, at det måske handler om, at du ikke rigtig kan leve med, at du fortsætter med at “bedrage hende” ved ikke at gå til bekendelse. Jeg tillader mig at kalde dine “ugerninger” for utroskab og bedrag, for det er det, jeg hører, du også selv ser det som. Din store uro handler for mig at se også i høj grad om din kærlighed til din kæreste. En kærlighed, som virkelig ønsker at tage vare på hende. En kærlighed, som siger, at det er rigtig svært for dig, at hun er i et bedrag/et svigt fra din side af, som hun ikke ved noget om.
Det handler ikke kun om din dårlige samvittighed. Det handler for mig at se lige så meget om, at din kæreste i din optik skal behandles ret og har ret til at vide det her. At det ikke er rigtigt, at hun ikke får det at vide.
Jeg tror, at det fylder hos dig, og hvis du bliver ved med at fortie det, kan hun ikke få mulighed for at reagere og stå op for sig selv i dette svigt fra din side af. Dette, tror jeg også, betyder ret meget for dig. Måske tager jeg fejl, men nu har jeg i hvert fald udfordret dig lidt her.
Mit spørgsmål til dig er, om du vil kunne leve med ikke at få det bekendt og sagt til din kæreste? Vil du kunne leve med at skulle bære rundt på dette svigt resten af dit liv i forhold til din kæreste/ægtefælle – som en tung, byrdefuld hemmelighed? Kan din selvrespekt, dine værdier i livet og din samvittighed bære det? Kan din kærlighed til din kæreste/kone bære det? Kan det blive “rigtigt” for dig at gå videre ad den vej – i et ægteskab med hende – i fortielsen?
Ud fra dit brev at dømme er det hér, at du havner med dig selv på din egen banehalvdel: Kan jeg – eller kan jeg ikke leve med fortsat at fortie sandheden?. Kan jeg se min kæreste og mig selv i øjnene og gifte mig med hende, som jeg elsker – med dette svigt i forhold til hende og mine egne idealer og intentioner om troskab over for hende kørende som en usagt virkelighed?. Kan og vil jeg være det bekendt over hende og over for mig selv?
Du skriver, at du ikke er i tvivl om, at det er enden på jeres forhold, hvis du går til bekendelse. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør, at du er så sikker i din sag her. Du må have din grunde og nogle erfaringer i parforholdet med din kæreste, som gør dig så sikker. Men – jeg vil alligevel tillade mig at udfordre det. Jeg kender jo intet til din kæreste – ud over den smule, du har skrevet. Men kan det tænkes, at hun måske vil kunne komme igennem dette sammen med dig – i en fælles kamp for jeres forhold? Kan det tænkes, at der er en vej for jer – en ærlighedens vej og en tilgivelsens vej og en kærlighedens vej, som vil kunne bære – midt i en kæmpe krise?
Jeg ved det selvsagt ikke, men jeg ved, at kærligheden i ret mange tilfælde kan overvinde meget og nogle gange det utrolige.
Uanset hvad – så er ethvert sundt og godt parforhold bygget på ærlighed, tillid og det at kunne tale om det, som er svært. Det er også bygget på masser af vilje til tilgivelse, forståelse og vilje til at ville hinanden – også når det er hamrende svært at elske og ære og at tilgive. Jeg vil anbefale dig at opsøge hjælp hos en ven, en præst eller en psykolog/terapeut. Du kan også ringe til vores gratis parrådgivning eller vores gratis sexologisk rådgivning.
Jeg vil ønske dig/jer alt godt – med håbet om, at du/I finder en vej i dette.
Med venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...
Til brevkassen Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling? Jeg...
Til brevkassen For to uger siden forlod min kæreste og samlever mig. Der havde for mit vedkommende kun været en...
