Jeg savner min kæreste helt vildt

Hej.

Jeg går på et gymnasium i 2.g og er 18 år. For et år siden mødte jeg en fantastisk fyr. Han var så fantastik, at jeg gik fra min kæreste for at være sammen med ham. Vi begyndte at ses for et år siden, og vi var smaskforelskede og kunne ikke undvære hinanden. Starten af vores forhold var perfekt. Der var ikke noget at sætte en finger på.

Da vi så kommer i 2.g, begynder problemerne at opstå. Vi begynder at opleve meget jalousi. Vi har begge meget nemt ved at blive jaloux. Der begynder at komme en del skænderier over de mindste ting, man ikke burde skændes over. En dag kommer vi voldsom op at skændes i byen, og det ender med, at han slutter vores forhold over telefonen. Jeg var virkelig knust dengang og græd hele tiden. Han skriver så senere til mig, at han gerne vil have den her afsluttende samtale. Der går kun sådan tre dage efter at vi slog op, til vi har den her samtale. Han virkede meget fast besluttet, og han ikke kunne mere. Da vi når til enden i den samtale, ombestemmer han sig og vil have mig tilbage. Vi kommer så sammen igen, og ingen af mine venner forstår, at jeg stadig vil være sammen med ham, da han har været ret hård mod mig.

Tiden går, vi skændes stadig sådan hist og pist. Han oplever flere gange, at han har lyst til at slå op med mig på grund af vores skænderier. En dag kommer vi så op at skændes igen, og han ender med at slå op med mig igen, også over telefonen. Han skriver så igen senere om den her afsluttende samtale. Der går lidt flere dage end sidst, fra vi slog op til vi skulle tale. Da vi så taler, bliver vi enige om, at vi ikke kan slå op. Og så kommer vi så sammen igen. Men efter alt det skændes vi stadig, og han bliver ved med at “bringe slå” op på banen. Han siger tit, at han tror vi ville have det bedre, hvis vi ikke var sammen. Og at han faktisk ikke havde nosserne til at slå op med mig.

Tre uger efter anden gang vi slog, slår han op igen. Vi havde startet et lille skænderi, og det fik ham til at få nosser nok. Jeg skrev ikke til ham, da jeg håbede, han ville skrive til mig, som han gjorde de sidste gange. Det blev igen afsluttet over telefonen, han spurgte endda på dagen, om vi skulle have den her samtale, men jeg sagde nej, da jeg var sur på ham. Han skrev slet ikke til mig, så det endte med, at jeg skrev til ham, fem dage efter at vi havde slået op, om vi kunne snakke ud. Så går der så to dage, og vi skal endelig have vores samtale. Jeg håber virkelig inden den her samtale, at vi finder sammen igen. Men samtalen gik slet ikke, som jeg havde håbet på. Han sagde, han havde det meget bedre og var glad for at være fri for skændrier.

Jeg havde pokerface på til den samtale, da jeg ikke ville vise ham, hvordan jeg rigtig havde det. Da jeg så kommer hjem, er jeg grædefærdig. Det føltes, som om jeg var blev slået op med igen, det var lidt ligesom et ekstra slag i hovedet. Jeg kunne mærke, at det føltes forkert, at jeg ikke viste ham, hvordan jeg havde det. Jeg vælger så at skrive til ham, at jeg gerne stadig vil det her. At jeg vil gøre alt for at få det til at lykkes. Han siger mange søde ting til mig, og at han aldrig vil glemme mig, at jeg var noget af det bedste, der var sket for ham. Men han siger også, at vi ikke kan finde ud af at være kærester, og vi vil nok noget forskelligt. Det er så hårdt at tænke, jeg engang var hans førsteprioritet, og nu fravælger han mig. Jeg endte med at skrive til ham om aftenen igen, for jeg blev nødt til at vide, om der stadig var en chance. Han var blevet meget iskold og  svarede nej til, at der ikke var nogen chance.

Det så hårdt, at han, der engang ville gøre alt for mig, nu bare er ligeglad. Det er så hårdt at tænke på, og det fylder meget for mig. Jeg blev nødt til at få det direkte nej-svar, fordi han gav nogle mixede signaler. Jeg kunne mærke, at jeg ikke ville komme videre, hvis jeg ikke fik det direkte svar. Jeg fandt så også ud af, at jeg havde misforstået hans mixede signaler, for han har kun sendt signaler om, at det var slut. Men ja, det er bare skide hårdt, og det bliver endnu værre, for vi går i klasse sammen. Vores klasse er noget virkelig lort. Der er rigtig mange, jeg ikke kan lide i min klasse, og de kan heller ikke lide mig. Jeg plejede at sidde sammen med ham og hans ven, og vi havde de seriøst sjoveste tider sammen. Og nu kan jeg ikke sidde med ham mere, så jeg er tvunget til at sidde med nogle piger, som jeg har siddet med, hvis han ikke var der. Og de er søde nok de piger, men de er bare slet ikke mine venindetyper.

Jeg synes, det er svært at være med i deres samtaler, da deres snak overhovedte ikke interessere mig. Jeg føler også, jeg lægger meget energi i det, men at de ikke giver den samme energi tilbage. Det er også hårdt at tænke på, at jeg hver morgen eller ved hver modult skal sikre mig en plads hos dem, så jeg ikke kommer til at sidde alene. Jeg føler, jeg altid skal være vågen og klar, når vi skal gå til et nyt lokale. Hvis jeg ikke er vågen, kan det være, jeg ikke får en plads. Førhen kunne jeg bare sidde sammen med min kæreste og hans ven, og der skulle jeg aldrig bekymre mig om de ting, som jeg skal nu.

Det virkelig hårdt for mig, det her med klassen. Jeg frygter det så meget. I de her to uger, hvor vi har været slået op, havde vi i den første uge terminsprøver. I den her uge har der været studietur, som både han og jeg ikke har været med til. Så vores normale hverdag begynder først på mandag igen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere de her ting. Det er bare hårdt at skulle blive mindet om ham hver dag, skulle se ham, høre ham grine eller snakke. Han ville rigtig gerne være venner, endda tætte venner, men det er jo ikke det, jeg vil. Jeg vil jo helst være kærester med ham. Men igen så vil jeg da hellere være venner med ham end ingenting. Men ja, ingen mennesker forstår mig. Folk siger, at det nok er bedst for mig, at vi ikke er sammen. Da han også er rigtig toxic. Som sagt blev han sur over de mindste ting, og det førte til mange skændrier. Til sidst kunne han bare ikke klare, at de her skænderier gjorde ham i så dårlig humør hver gang. Når vi havde de her skændrier, svinede han mig også virkelig til og kaldte mig alt muligt lort. Jeg ved, jeg har fundet mig i mange ting og endda noget, jeg ikke burde finde mig i. Jeg har vel bare fokuseret mere på de gode øjeblikke end de dårlige. For når vi havde det godt, så var det virkelig fantastisk.

Som sagt synes jeg ikke, han virker til at være så meget ramt af alt det her. Han virker tilfreds med sin beslutning og glad. Han har skrevet, at han har det nederen, og tanken om, at jeg skulle være sammen med en anden dreng seksuelt, ville knuse ham. Men ellers så virker han tilfreds med sin beslutning. Jeg har også bare hele tiden lyst til at skrive til ham, om vi ikke kan løse det. Jeg håber virkelig, han tager sig sammen og gerne vil. Men det ved jeg jo godt, han ikke vil. Jeg tænker også tit, at nogle drenge ikke bliver så meget ramt af et break up i starten, men at det kommer senere hen. Jeg tænker tit, mon det er sådan han kommer til at have det, om han kommer til at fortryde det om en måned? Men noget siger mig, at det ikke kommer til at ske.

Jeg har det bare virkelig lort, har mistet lysten til alt.  Hele skolen og endda mit arbejde minder om ham. Det er så hårdt for mig hver gang at tage op på skolen, for det hele minder mig bare om ham. Og mit arbejde minder mig om ham, fordi jeg fik det, mens jeg var sammen med ham. Jeg er tit kommet hjem til ham efter arbejde og tit taget afsted fra ham og så på arbejde. Vi har også haft en del skænderier, mens jeg har været på arbejde, for eksempel første gang han slog op, var jeg på arbejde. Det er bare hårdt, at alt minder om ham, og at han ikke er der mere. Jeg mangler ham virkelig, føler alt er kedeligt uden ham. Det er også hårdt at tænke tilbage på det, han har sagt. Han sagde første gang, efter vi havde slået op, at vi skulle love hinanden, at vi aldrig slog op med hinanden igen. Det blev jeg så glad for.

Vi har også talt om fremtiden sammen. Det er det værste ved det, at man så en fremtid med personen, og at personen nu bare ikke gider. Jeg synes, at ingen andre drenge er attraktive, og tanken om at være seksuelt sammen med en anden dreng synes jeg er klam. Jeg vil kun ham. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal gøre? Jeg kunne godt overveje at snakke med ham igen og sige, jeg virkelig gerne vil det her, selvom jeg har sagt det over besked, og han har afvist det. Alle mine venner siger, at jeg ikke skal tage kontakt til ham, men det er bare svært. Det er så trygt for mig, når vi har en samtale i gang eller bare er sammen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, føler mig virkelig fortabt og føler, jeg aldrig kommer over ham. Jeg kan bare ikke fatte, at det er slut, at jeg aldrig kommer hjem til ham igen, at vi aldrig skal have sex igen.