Jeg ved ikke, hvad jeg vil

Hej!

Jeg skriver til jer, da jeg virkelig har brug for hjælp til at få styr på mine egne tanker.

Jeg er selv 21 år gammel, og jeg har en kæreste på 24 år, som jeg har været sammen med i 1,5 år og boet sammen med i snart 1 år.

Jeg begyndte allerede at spekulere i, om forholdet nu også var det jeg ville, da vi flyttede sammen. Det kom som en stor overraskelse for mig, hvor meget han spillede computer, og det var et stort problem for mig, da jeg hurtigt kom til at føle at jeg ‘kedede’ mig derhjemme. Vi tog en lang snak om det, og han foreslog, at jeg skulle få mig en hobby, så jeg havde noget at lave, når han spillede computer. Jeg prøvede at finde på lidt ting, som jeg kunne lave derhjemme, men uden at det hjalp på det. Jeg følte bare, at jeg ikke kunne lave andet end at finde på ting jeg kunne ‘underholde’ mig selv med, fordi han stort set hele tiden spillede computer.

Nu har vi så snart boet sammen i et år, og jeg føler stadig det samme.. Jeg keder mig helt vildt, når jeg er derhjemme og det går ud over min lyst og begejstring for ham. Jeg har de sidste par måneder for alvor overvejet at gå fra ham. Dette har også gjort, at jeg har skubbet ham rigtig meget til siden i denne periode. Han vil meget gerne mig, men jeg har været meget afvisende og næsten hver en ting han gjorde, har bare gjort mig irriteret. Dette har også fået mig til at spekulere i, om det i virkeligheden er fordi at tanken om at være i så fast et forhold, med en som jeg potentielt godt kunne se mig blive gammel med, skræmmer mig lidt. Jeg føler nogen gange, at vi lever som et gammelt ægtepar sammen, og det er bare ikke en livsstil, jeg er klar til allerede.

Jeg har flere gange sagt, hvad jeg føler til ham, og jeg har efterlyst at vi skulle lave nogle flere ting sammen, og det har vi også gjort en lille smule. Nogen gange er han helt med på den, men andre gange skal jeg nærmest plage ham. Når vi laver ting sammen, så er det oftest bare at gå en tur eller se en film sammen. Men selv når vi gør det, så føles det ikke som ‘nok’ for mig. Min største drøm er at komme ud og rejse med ham, men det har han desværre ikke råd til, da han hellere prioritere en rejse med sin familie til næste år og et kørekort. Det er jo også helt okay, men jeg aner bare ikke hvad vi så skal gøre.

Når alt dette så er sagt, så skal det lige siges, at jeg selvfølgelig elsker min kæreste. Dog hobede alle disse problemer sig op og det endte med at jeg slog op med ham for 2 dage siden. Inden da havde jeg snakket med både min mor og nogle veninder, og jeg havde også allerede arrangeret med en anden veninde, at hun kunne flytte ind i lejligheden, sammen med mig, når han havde fundet noget andet. Det har resulteret i, at hun allerede har anskaffet sig et skab, som skal stå i lejligheden for at dele to rum op. Jeg var helt sikker på min beslutning, inden jeg gjorde det… Men da jeg havde fået det sagt, og han pakkede sine ting og gik, så brød min verden sammen. Jeg har aldrig grædt så meget, og jeg er virkelig bange for, at jeg har begået en kæmpe fejltagelse.. Inden bruddet, havde jeg snakket med ham om mine tanker, og hvad jeg godt kunne tænke mig skulle ændre sig, hvis forholdet skulle holde. Dette synes jeg ikke at han gjorde noget ved, men da jeg konfronterede ham med det, lige efter vi havde slået op, så sagde han at det synes han virkelig, at han havde gjort, men at han var blevet afvist hver gang han prøvede og at han derfor ikke ville blive ved med at forsøge. Det kan jeg egentlig godt se, at han har ret i og det har virkelig sat tankerne igang hos mig.. Er alt det her gået galt, fordi jeg ikke har givet ham en chance og bare har afvist ham, når han har prøvet at gøre det bedre? Eller skal jeg holde fast i hvad der i første omgang fik mig til at være så afvisende?

Vi endte så med at mødes igår, dagen efter bruddet, fordi han skulle hente nogle ting i lejligheden, og fordi jeg virkelig havde et behov for at snakke med ham. Jeg føler virkelig, at jeg har begået en fejl, men alligevel er jeg stadig i tvivl.