Jeg ved ikke om jeg skal blive hos min kæreste

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg har virkelig brug for hjælp, er så håbløs forvirret. Jeg har været sammen med min kæreste siden januar 2022. Han er en tidligere kæreste (2010), men det varede kun seks måneder. Alligevel har han altid følt, at han var “the one that got away”.

Jeg har nok fantaseret om ham i alle de år. Jeg er blevet forelsket i den person, som jeg havde fået ham til at være inde i mit hoved fremfor at se ham for den, han reelt er.

Nå men vi så kun hinanden i weekenderne på på grund af  forskellige arbejdstider, indtil vi flyttede sammen i april. Siden da er alt bare gået dårligt.

Jeg laver alt i hjemmet, samtidig med at jeg passer mit fuldtidsarbejde. Han passer sit arbejde og bruger resten af tiden på at sove og se tv i sengen. Vi bruger faktisk ikke meget tid sammen, udover når vi spiser aftensmad. Han ligger i sengen konstant, og jeg bruger tv’et i stuen, fordi vi ikke gider se det samme. Alle siger til mig, at sådan er det at blive voksen, men det tror jeg ærligt talt ikke på. Jeg synes, at man i et parforhold skal være fælles om at få dagene til at fungere.

Jeg havde så meget om ørerne for en månedstid siden. Jeg var lige kommet tilbage på arbejde fra ferie, og det var nu hans tur til 14 dags ferie. Han lavede INTET i ferien. Køkkenet sejlede hvis jeg ikke tog det. Han lavede kun mad en dag på de 14 dage. Han lavede ikke engang mad de dage, jeg kom hjem kl 22 (møder kl 06). Hvis jeg ikke lavede mad – jamen så fik vi slet ikke noget. Min krop begyndte at reagere voldsomt. Jeg blev hurtigere sur, også på kollegaer. Jeg kunne ikke sove, og min krop blev overophedet flere gange om dagen. Jeg gad faktisk ikke socialisere mig med nogen. Dette stod på i 14 dage frem til min operation. Under min sygemelding bagefter fik min krop lov til at tanke op. Han spurgte ikke ind til det. Han gik bare forbi mig flere gange om dagen og sang “sur sur sur”. Hvilket bestemt ikke hjalp på mit humør.

Vi havde en klar aftale om, at han skulle lave mad under min sygemelding, fordi jeg ikke kunne bruge min arm. Han lavede mad den første dag, og det var det. Hvis jeg beder ham om at lægge tøj sammen, efter at jeg har vasket, kan det sagtens tage en uge, eller også ender det med, at jeg selv må gøre det, selvom jeg påpeger det flere gange.

Jeg føler, jeg er gledet fra ham. Jeg har ikke lyst til ham seksuelt og strækker den gerne til hver anden weekend, hvis jeg kan, men ellers er det kun en gang om ugen. Normalt har jeg en stor lyst, men vil hellere gøre det selv end med ham. Jeg siger tit til mig selv, at hvis det ikke bliver bedre inden for to uger, så går jeg, men jeg ender alligevel med at blive, fordi han måske lige gør en indsats, der giver mig et lille håb, ved f.eks. at fylde opvaskemaskinen en gang på de to uger.

Han blev for to måneder siden dømt for en sag, der går fire år tilbage. Jeg må ærligt indrømme, at jeg håbede, at han skulle ind at sidde i stedet for fodlænke, for så havde jeg lidt tid for mig selv. Jeg skammer mig for at have den tanke, for hvad siger det ikke om vores forhold.

Jeg føler, han hindrer mig lidt i mine egne mål i livet ved at ikke ville lave noget. Jeg vil så gerne ud at opleve noget, gå en tur, tage på stranden, træne igen, spise sundt og stoppe med at ryge. Han vil intet af det, og hans dovenskab smitter af på mig. Jeg kan slet ikke præstere på arbejdet, som før vi flyttede sammen. Jeg føler, jeg mister mere og mere af mig selv for hver dag, der går.

Udover det har jeg et crush på hans kammerat. Jeg har kendt dem begge i 15 år. Jeg kan simpelthen ikke få ham ud af hovedet. Tankerne om ham bliver mere og mere intense. Vi har de samme værdier og de samme mål for livet. Jeg føler mig lidt som et dårligt menneske, når jeg ligger i sengen med min kæreste og tænker på hans kammerat. Men han er den første og sidste, jeg tænker på hver dag.

Håber, du kan hjælpe mig med lidt klarhed.

Svar

Kære spørger.

Tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Det er altid svært at få helt styr på, hvad der er på spil i andres liv når man kun har det på skrift, og sådan er det også i dit tilfælde. Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad der kommer først, hønen eller ægget: Er du forelsket i en anden på grund af dit dårlige forhold, eller er jeres forhold dårligt på grund af, at du er forelsket i en anden.

Først og fremmest tror jeg det er vigtigt, at du tager et valg om, hvad det er du vil med dit forhold. Vil du din kæreste, eller vil du videre til den anden, du tænker på? Er din forelskelse i en anden en flugt fra dit dårlige forhold, eller hvad vil du med dem begge to?

Jeg forstår godt, at du ikke tænder på en mand, der ligger mest i sengen og ser fjernsyn og kalder dig sur. Jeg forstsår også, at du ikke kan respektere en mand, som ikke stiller op for dig i hverdagen, når du har ekstra brug for det, som f.eks. da du var syg. Et forhold bygger på gensidighed, både fysisk og mentalt. Som du beskriver det, virker det, som om du har opgivet at få denne gensidighed ind i jeres forhold. Efter din beskrivelse af jeres forhold er der ikke rigtig noget, der binder jer sammen. I spiser ikke sammen, vil ikke se det samme i fjernsynet, og de mål, du gerne vil sætte for dig selv, vil han ikke være med til.

Hvad binder jer sammen?

Så det spørgsmål, du må stille dig selv ,er, hvad det er, der binder jer sammen? Hvilke følelser har du for ham, hvis der kun er irritation og manglende respekt for de valg, han tager. Det er nødvendigt, at du finder ud af, om du selv vil gøre noget for at jeres forhold bliver bedre, eller om du har opgivet jeres forhold. Du kan ikke forandre ham, men du kan tage dine egne beslutninger. Du kan f.eks. tilbyde ham en samtale om, hvad du gerne vil med jeres forhold, og samtidig høre hvad han gerne vil. På den måde kan I sammen finde ud af, hvad der er nødvendigt, for at jeres forhold kan bevæge sig fremad. Lige nu virker det, som om I står i stampe et rigtigt dårligt sted. Hvis du vil arbejde på at få forholdet til at fungere, kan I f.eks. sammen laver mad og se en film, somhave  I kan blive enige om. I kan tage på tur og lave ting, som er godt for jer begge. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, hvis han har fodlænke på, men hvis I skal finde en mere konstruktiv måde at have en fælles hverdag på, er det nødvendigt med en samtale og en proces, som I begge har lyst til og deltager i.

I et voksent forhold tager begge ansvar

Det er ikke rigtigt, når nogen siger til dig, at sådan er det at blive voksen. At være voksen er, at begge tager ansvar for relationen og arbejder med på at skabe en god hverdag, både for sig selv og den anden. Det lyder det ikke til, at nogen af jer gør, som det er nu. Han skaber sin egen hverdag, hvor han lidt har meldt sig ud af at tage ansvar, og du tager et alt for stort ansvar for jeres forhold og de praktiske ting i hverdagen. Når din krop begynder at reagere, er det et klart advarselssignal.

Kom ud af det passive

Du skriver, at du føler, du mister mere og mere af dig selv, for hver dag der går. At han hindrer dig i at nå dine mål i livet. Jeg kan godt forstå, at det føles sådan, for det er, som om I begge er blevet helt passive i relationen til hinanden og i at skabe noget nyt. Derfor er det også vigtigt, at du nu tager et valg om, hvad det er du gerne vil! Du har rigtig fine mål med dit liv, og det kunne selvfølgelig være rigtig dejligt, hvis det var noget, I kunne gøre sammen, men lige nu er det ikke en mulighed, så jeg tror, det vil gøre dig godt selv at begynde at forfølge nogle af målene. Hvad er det, der hindrer dig I at gå en tur, træne eller lave sundt mad? Det er ting, som du selv kan tage fat i. Det er alt for svært, hvis du har gjort dig afhængig af, at han er med til det. Jeg ved ikke, om det er hans manglende engagement, der smitter af på dig, eller om det er, fordi du har svært ved at gøre ting for dig selv, uden at der er andre, der bakker op om det.

Jeg tror at bare, at en lille ting, som at gå en tur eller træne, kan skabe lidt mere liv og energi i dig. Følelsen af at gøre noget godt for sig selv er rigtig god, og det gør dig mindre afhængig af hans luner og dårlige energi. Det kan også betyde, at han evt. byder ind med at deltage, når han ser, at du faktisk kan gøre noget, som gør dig godt.

Et nyt forhold

Du skriver, at du tænker meget på den anden fyr, og det fylder mere og mere i dig. Som du skriver, er det ikke godt for nogen af jer, at du ligger i sengen med din kæreste og tænker på en anden. Jeg tror, du skal være meget forsigtig med at forestille dig et liv med din kærestes kammerat, både fordi det ikke er helt ordentligt, når du er i et forhold, men også fordi han kan blive brugt af dig som en flugt fra et dårligt forhold. Det er ikke en god måde at starte noget nyt. Som du har erfaret med dit nuværende forhold, så kan man være meget forelsket, og så viser det sig, at hverdagen ikke passer til den forestilling.

Tag et valg

Mit bedste råd til dig lige nu er derfor, at du først og fremmest overvejer nedenstående spørgsmål om dit nuværende forhold.

  • Hvilke følelser har du for din kæreste?
  • Er der noget at bygge på fremover?
  • Hvad vil du gerne med dit eget liv?
  • Hvad hindrer dig i at forsøge at nå dine mål, uden at din kæreste er aktivt med i det hele?

Det er spørgsmål der tager tid og kræver, at du tænker over det og mærker efter, måske på nogle gåture helt for dig selv. Det vil give dig en meget bedre grund at stå på overfor andre, inklusiv din kæreste, fordi du ikke er så afhængig af, hvad han tænker, gør og mener. Hvis du har brug for at snakke med en om jeres relation, kan du ringe til Partelefonen, hvor du kan få gratis rådgivning.

Held og lykke med det. Det er en spændende proces, som jeg håber du tager fat på.

Mvh

Kirsten Kirk Christensen, Psykoterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen:

Hans sexlyst er lav

Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...