Kan min kæreste vokse med opgaven og blive en mere engageret far?

Jeg har nogle svære følelser angående min kæreste, der er mit barns far, og vores forhold i det hele taget. Baggrundsviden: Jeg er 34 år, har haft 12 år med psykiske problemer, alkoholmisbrug og spiseforstyrrelse. Jeg har altid haft et kæmpe ønske om børn. Jeg har en kæreste på 33 år, og vi har været sammen i 3-4 år. Vi har en søn på 13 uger.

Historien

Vi fik en søn for 13 uger siden med en lidt hård start. Han kom fire uger for tidligt, og vi var indlagt i 12 dage pga bragende gulsot. Min søn var sløv, sov konstant og derfor nem, men min kæreste følte sig indespærret og “fanget” på hospitalet.

Jeg havde masser af overskud og prøvede at hjælpe ham med at få frirum. Så han tog hjem hver dag og fik et bad og fik lidt tid fra det hele og for sig selv. Jeg sagde “go” til stort set alt, hvad han kunne ønske sig for netop at undgå, at han skulle få en fødselsdepression eller lignende.

Efter hjemkomst begynder vores søn at græde rigtig meget. Det tager til for hver dag, der går. Starter med to timer dagligt og helt op til 12 timer i døgnet. Jeg undersøger alt, hvad jeg kan, for at finde årsagen til hans kolik. Der er mange ting, som har spillet ind, men primært finder jeg frem til mælkeallergi, og med behandling går det efterfølgende meget bedre.

Vi går fra at have det, jeg kalder “kolikdage” syv dage om ugen til en dag om ugen i gennemsnit. I hans kolikperiode stod jeg oftest alene med ham. Min kæreste var på arbejde, men også tit ude om aftenen inden sengetid for at køre en tur og “finde ro” for at kunne sove. En dag måtte jeg ringe ham hjem, fordi jeg var grædefærdig og havde brug for, at min søn fik en ny favn, så jeg kunne bruge 5-10 min på timeout. Herefter besluttede han sig for at blive hjemme om aftenen for at støtte mig og selvfølgelig også vores søn.

Efter sådan en lang periode på ti uger med gråd i de fleste vågne timer var vi begge ret godt medtaget. Jeg var medtaget psykisk af at se min søn græde så voldsomt – til han næsten ikke kunne trække vejret mere.

Nu går det rigtig godt. Han græder “normalt”, når han skal have dækket et behov (1-2 timer dagligt, men ikke som sådan i træk). I den her periode er jeg blevet screenet for fødselsdepression og scorede over middel (efterfølgende er jeg screenet igen og scorer nu lavt).

Min kæreste elsker vores søn, men bruger ikke særlig meget tid med ham. Han er i hverdagen først hjemme omkring kl 17, og vores søn puttes omkring kl 19. Dog byder han ikke ind til samvær med ham i dette tidsrum. I weekender heller ikke. Generelt går han sent i seng (kl 24 – kan ikke sove tidligt) og står sent op (9-10 stykker om morgenen). Så skal han først i bad, spise osv før han er klar til noget som helst, og så er kl 12. Jeg har siden fødslen haft alle nætter, på trods af at jeg ikke ammer mere. Min kæreste “fungerer” ikke om natten med egne ord, og jeg er også rimelig hurtig og vågner af stort set alt.

Alt det huslige tager jeg mig også af (ikke særlig stor lejlighed og har bestemt ikke rengøringsflip). Jeg planlægger også det meste, og min kæreste er meget mere nu og her. Det er oftest også mig, som tager beslutningerne, og også mig, som holder styr på alting.

Jeg er mor nu, derfor er hele mit liv ændret. Jeg elsker det. Jeg klager generelt ikke over det, jeg tilpasser mig nærmere det nye liv med min søn som første prioritet. Jeg spiser, når jeg kan, tisser når jeg kan osv. Alt er gennemtænkt, så jeg også kan få mine egne behov dækket i de tidsrum, der er til det.
Min kæreste bliver frustreret og nærmest stresset, hvis jeg beder ham om noget, hvis han lige havde tænkt, han skulle noget andet først. Derunder udvikler jeg mig hele tiden, ser indad, hvad der kan ændres for at det bliver nemmere, eller for at jeg skal blive mindre stresset osv. Min fortid har heldigvis slet ingen rolle spillet efter min søns ankomst. Kærlighed til barnet og det, at vi er forbundet for altid, er magisk. Det fylder mig op, og jeg kæmper og bliver ved til det sidste ligemeget hvad der måtte komme i vejen for ham.

Jeg nævner, at jeg har et ønske om, at min kæreste skal stå tidligere op i weekenden – ikke for at tage sig af vores søn, men for at vi er sammen som familie og kan hjælpe hinanden og er tilgængelig for vores søn.

Dog vil jeg sige, at han er rigtig god til at hente ting, hvis vi mangler noget og også til at acceptere mine beslutninger. Hvis jeg bliver ked af det, så er han der også til et knus eller lytte. Han er også nogle gange med, når sundhedsplejersken er her eller feks til behandling af vores søn, vaccination og forældregruppe. Hvis jeg beder ham om noget – feks at gøre bad klar eller at hente noget for mig i køkkenet, så gør han det med det samme.

Reflektion/spørgsmål

• Hvad pokker kan jeg gøre for at hjælpe os alle i det her?
• Jeg føler ikke rigtig, han tager det ansvar, som det indebærer at være far? Og er det, fordi han ikke magter det, eller fordi det ikke er gået op for ham, at han ikke længere kan leve det samme liv som før?
• Jeg vil ikke gå fra min kæreste, men for pokker jeg står tit som et spørgsmålstegn og tænker, om det her virkelig kan være rigtigt og at jeg skal blive ved med at være rummelig og give plads? Han giver mig jo også plads til at være den, jeg er?
• Jeg endte selv med at få en fødselsreaktion, fordi jeg prøvede at tage mig af ham, men passer han også på mig?
• Jeg har altid hørt, at man ikke ved, hvad det vil sige at være forældre, før man bliver det. Det er sørme rigtigt, men man vokser også med opgaven. Gør min kæreste nogensinde det?
• Og det vigtigste spørgsmål: Opdrager jeg på ham? For det føler jeg nogle gange, og det er slet ikke mit ønske.