Jeg har nogle svære følelser angående min kæreste, der er mit barns far, og vores forhold i det hele taget. Baggrundsviden: Jeg er 34 år, har haft 12 år med psykiske problemer, alkoholmisbrug og spiseforstyrrelse. Jeg har altid haft et kæmpe ønske om børn. Jeg har en kæreste på 33 år, og vi har været sammen i 3-4 år. Vi har en søn på 13 uger.
Vi fik en søn for 13 uger siden med en lidt hård start. Han kom fire uger for tidligt, og vi var indlagt i 12 dage pga bragende gulsot. Min søn var sløv, sov konstant og derfor nem, men min kæreste følte sig indespærret og “fanget” på hospitalet.
Jeg havde masser af overskud og prøvede at hjælpe ham med at få frirum. Så han tog hjem hver dag og fik et bad og fik lidt tid fra det hele og for sig selv. Jeg sagde “go” til stort set alt, hvad han kunne ønske sig for netop at undgå, at han skulle få en fødselsdepression eller lignende.
Efter hjemkomst begynder vores søn at græde rigtig meget. Det tager til for hver dag, der går. Starter med to timer dagligt og helt op til 12 timer i døgnet. Jeg undersøger alt, hvad jeg kan, for at finde årsagen til hans kolik. Der er mange ting, som har spillet ind, men primært finder jeg frem til mælkeallergi, og med behandling går det efterfølgende meget bedre.
Vi går fra at have det, jeg kalder “kolikdage” syv dage om ugen til en dag om ugen i gennemsnit. I hans kolikperiode stod jeg oftest alene med ham. Min kæreste var på arbejde, men også tit ude om aftenen inden sengetid for at køre en tur og “finde ro” for at kunne sove. En dag måtte jeg ringe ham hjem, fordi jeg var grædefærdig og havde brug for, at min søn fik en ny favn, så jeg kunne bruge 5-10 min på timeout. Herefter besluttede han sig for at blive hjemme om aftenen for at støtte mig og selvfølgelig også vores søn.
Efter sådan en lang periode på ti uger med gråd i de fleste vågne timer var vi begge ret godt medtaget. Jeg var medtaget psykisk af at se min søn græde så voldsomt – til han næsten ikke kunne trække vejret mere.
Nu går det rigtig godt. Han græder “normalt”, når han skal have dækket et behov (1-2 timer dagligt, men ikke som sådan i træk). I den her periode er jeg blevet screenet for fødselsdepression og scorede over middel (efterfølgende er jeg screenet igen og scorer nu lavt).
Min kæreste elsker vores søn, men bruger ikke særlig meget tid med ham. Han er i hverdagen først hjemme omkring kl 17, og vores søn puttes omkring kl 19. Dog byder han ikke ind til samvær med ham i dette tidsrum. I weekender heller ikke. Generelt går han sent i seng (kl 24 – kan ikke sove tidligt) og står sent op (9-10 stykker om morgenen). Så skal han først i bad, spise osv før han er klar til noget som helst, og så er kl 12. Jeg har siden fødslen haft alle nætter, på trods af at jeg ikke ammer mere. Min kæreste “fungerer” ikke om natten med egne ord, og jeg er også rimelig hurtig og vågner af stort set alt.
Alt det huslige tager jeg mig også af (ikke særlig stor lejlighed og har bestemt ikke rengøringsflip). Jeg planlægger også det meste, og min kæreste er meget mere nu og her. Det er oftest også mig, som tager beslutningerne, og også mig, som holder styr på alting.
Jeg er mor nu, derfor er hele mit liv ændret. Jeg elsker det. Jeg klager generelt ikke over det, jeg tilpasser mig nærmere det nye liv med min søn som første prioritet. Jeg spiser, når jeg kan, tisser når jeg kan osv. Alt er gennemtænkt, så jeg også kan få mine egne behov dækket i de tidsrum, der er til det.
Min kæreste bliver frustreret og nærmest stresset, hvis jeg beder ham om noget, hvis han lige havde tænkt, han skulle noget andet først. Derunder udvikler jeg mig hele tiden, ser indad, hvad der kan ændres for at det bliver nemmere, eller for at jeg skal blive mindre stresset osv. Min fortid har heldigvis slet ingen rolle spillet efter min søns ankomst. Kærlighed til barnet og det, at vi er forbundet for altid, er magisk. Det fylder mig op, og jeg kæmper og bliver ved til det sidste ligemeget hvad der måtte komme i vejen for ham.
Jeg nævner, at jeg har et ønske om, at min kæreste skal stå tidligere op i weekenden – ikke for at tage sig af vores søn, men for at vi er sammen som familie og kan hjælpe hinanden og er tilgængelig for vores søn.
Dog vil jeg sige, at han er rigtig god til at hente ting, hvis vi mangler noget og også til at acceptere mine beslutninger. Hvis jeg bliver ked af det, så er han der også til et knus eller lytte. Han er også nogle gange med, når sundhedsplejersken er her eller feks til behandling af vores søn, vaccination og forældregruppe. Hvis jeg beder ham om noget – feks at gøre bad klar eller at hente noget for mig i køkkenet, så gør han det med det samme.
Kære du
Mange tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg er ked af at høre, at jeres rejse med forældreskabet har fået så svær en begyndelse. Det er ekstremt hårdt at blive forældre før tid, være indlagt og have et barn med kolik. Men du har formået at komme igennem det hele, været der for dit barn og for din kæreste.
Det er ikke en del af dit spørgsmål, men noget, jeg bliver bekymret for, når jeg læser dit brev, er, om du også husker på at tage hånd om dig selv?
I starten af dit brev beskriver du din fortid, og senere kommer du ind på, hvordan det ikke længere giver dig problemer. Men både spiseforstyrrelse og alkoholmisbrug kan være måder at komme til at ignorere sig selv og egne følelser på. Det har nu en meget mere positiv karakter, fordi du kanaliserer al din energi ind i dit moderskab. Og det er fantastisk! Og alligevel håber jeg, at du har med i dine overvejelser, ikke bare hvordan livet bliver godt for din familie, men også for dig.
Det lyder, som om du har strakt dig langt for din kæreste. Og for mig, der ikke kender ham, kan det være svært at afgøre på afstand, hvad der er problemet. Umiddelbart er der overordnet to muligheder; enten har han rigtigt svært ved at tilsidesætte egne behov og bliver holdt lidt fast deri, fordi du er så god til at tage over. Eller også har han en efterfødselsreaktion. Blev han mon screenet af sundhedsplejersken, da du blev det? Og ved du, om han slog ud på den?
Fædres fødselsreaktioner kan godt se lidt anderledes ud end mødres. De karakteriseres ofte af, at faren trækker sig i videst muligt omfang fra familien, fordi samværet kan være overvældende eller uoverskueligt. Der kan også være øget irritation og rastløshed.
Jeg ved ikke, hvor meget I har talt sammen om, hvorfor tingene er, som de er. Men jeg tænker, at det er et vigtigt første skridt at finde ud af, hvad hans manglende engagement handler om. Har han ”bare” haft svært ved at finde sin rolle i jeres familie, kan det være han skal være mere sammen med jeres barn på egen hånd. Få sine egne ansvarsområder for at gøre sig erfaringer og vokse i sin far-selvtillid. Hvis han derimod har en efterfødselsreaktion, er det vigtigt at han får hjælp. Er far med på det, vil det være godt at snakke om problematikken med jeres sundhedsplejerske eller jeres læge. Du kan læse mere om fædres efterfødselsreaktion her.
Og indtil far kommer mere på, så håber jeg, du har mulighed for at trække på hjælp fra anden side, så der bliver plads til, at du også kan tage dig af dig. At du indimellem kan gå på toilettet selv, når du trænger til det, eller give slip på overblikket et øjeblik.
Jeg ønsker jer alt det bedste i jeres forældreskab, og håber at I får god hjælp begge to.
Med venlig hilsen
Rebecca
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907